Hvilket fortelt skal man bruge uden for sæsonen – et helårstelt eller et vinterfortelt? Når man ser bort fra størrelsen, så ligner de to typer fortelte hinanden til forveksling. Men der kan være stor forskel på opbygning og materialevalg. Og så er der stor forskel på i hvilke situationer de to forteltstyper skal anvendes.
Helårsteltet – stærkt og stabilt.
De fleste teltfabrikanter har et helårstelt med i deres sortiment. Det fleste danske campister sværger til, er nok Isabellas Universal fortelt. Men der findes billigere løsninger fra f.eks. Inaca, dwt og Trigano King.
Helårsteltet er – som navnet antyder – et fortelt, der kan benyttes hele året. Der er plads til det mest nødvendige som et bord og stole, lidt opbevaring og plads til sko og overtøj. Der er fin plads til at man kan sidde og hygge sig i forteltet året rundt – hvis altså temperaturen tillader det.
Helårsteltet er et del-telt – dvs. at det ikke dækker i hele campingvognens længde, og det fås i længder fra ca. 3 meter og op til ca. 4,5 meter. At helårsteltet er designet som et deltelt giver tre fordele:
- Det passer til flere vogntyper. Så selv om man skulle købe ny campingvogn, så kan man stadig bruge helårsteltet.
- Når forteltet ikke skal følge campingvognens for- og bagende, kan teltet få en mere stejl taghældning.
- Det er lettere at varme op.
Det stiller naturligvis store krav til materialer og opbygning, hvis et fortelt skal kunne tåle at være stillet op hele året.
Først og fremmest skal teltet have et stærkt stel. Det skal være stabilt i selv meget hård blæst og kunne tåle vægten af sne på taget. De fleste helårstelte her derfor et stel af stålstænger. Det er stærkt og stabilt, men også tungt. Alligevel ser man mange campister, der rejser med helårstelte.
Også teltdugen stilles der store krav til. Om sommeren bliver teltet udsat for masser af varme, og om vinteren skal forteltet kunne tåle frost, sne og is. Teltdugen skal være åndbar, og der skal være rigeligt med udluftningsmuligheder. Om sommeren skal man kunne komme af med varmen og for frisk luft ind, og om vinteren skal man kunne få kondensvand ud af forteltet. Tilslutningen ind til campingvognen skal også være stærk og tæt. Den må ikke give efter for vindpres på teltets gavl, og tilslutningen skal lukke tæt ind til campingvognen – også selvom tilslutningen sker over et vindue.
Et punkt hvor de billige helårstelte adskiller fra de mere dyre telte, er hvilken folie, der anvendes til vinduer. Folien må ikke blive så hård i frostvejr at kan kan knækker med nedtagning eller pga. frossen kondensvand. Hvis forteltet ikke er spændt ordentlig ud, kan der samles kondensvand eller regn og sne i folder i vinduet. I frostvejr vil dette fryse til is. Det ser flot ud, men kan i sidste ende betyde at vinduet revner hvis ikke at vinduesfolien er af ordentlig kvalitet.
De fleste helårstelte har udvendig græskant. Den skal være så bred, at man kan i snevejr kan dække den med sne, og derved gøre forteltet helt tæt. Indvendigt bør der være fleksible og justerbare gummibånd til pløkkerne. Derved får man optimal træk mellem telt og pløkker – også selvom teltets sættes op på et ujævnt underlag. Det sikrer at teltet altid står sikkert og at græskanten kan tætnes bedst muligt.
Hvis man har sit helårstelt stillet op hele året, bør man sikre det med en vintersikring. De fleste fabrikanter kan levere en sådan til forteltet. Vintersikringen forstærker tagkonstruktionen så taget kan bære selv store mængder sne. Desuden bør man tilkøbe et termoloft.
Et termoloft spændes ud under forteltets loft, og giver hermed et hulrum under loftet på ca. 10 cm. dybde. Det er så i dette hulrum, at kondensvand dannes. Termoloftet forhindrer endvidere at kondensvand drypper. I stedet leder termoloftet kondensvand ud til teltets sider, hvor det så løber ned. Et termoloft forhindrer altså ikke kondensvand, men det formindsker mængden og forhindrer at vandet drypper overalt fra teltets tag.
Selvom et helårstelt kan anvendes hele året, så er det måske ikke særlig egnet til at tage med på skiferien. Det kan være lidt omstændigt at stille op – især i hårde kuldegrader, og hvis temperaturen er under -10 grader, kan det være svært og dyrt at varme op. Så er man bedre tjent med et decideret vintertelt.
Vinterteltet – snefri zone foran campingvognen
Vinterforteltet er kendetegnet ved at kun at være mellem 2 og 2,5 bredt, have en meget stejl taghældning og intet udhæng over teltets forside. Sneen har derfor meget let ved at glide af teltets tag.
At have et fortelt på campingvognen om vinteren betyder at man beskytter indgangen til campingvognen mod vinterens til tider barske vejr. Dvs. man holder indgangsdøren fri for sne, der kommer ikke blæst og sne ind gennem døren, når den åbnes, og endelig kan man lettere holde varmen inde i campingvognen. Forteltet er også et udmærket sted at opbevare ski, kælke og andet vinterudstyr.
Og er vejret til det, kan man også godt opholde sig ude i forteltet. Det kræver dog at man har lagt det rigtige gulv, som isolerer mod både kulde og fugt nedefra. Desuden er det nødvendigt med en god varmeovn og et termoloft, der beskytter mod kondensvand – ligesom i helårsteltet.
Vinterens fugt, sne og blæst stiller naturligvis store krav til et fortelt, og derfor er det vigtigt at man kun anvender telte, der er beregnet til vinterbrug. Konstruktionen og stangsættet skal kunne tåle store belastninger, og teltdugen skal kunne modstå bidende kulde og vedvarende fugt.
Ligesom helårsteltet er vinterteltet et deltelt, og teltet kan derfor sættes på næsten alle campingvogne. Det er udelukkende er monteret i campingvognens tag og tilsluttes vognens sider ved hjælp af en eller anden form for kraftige skumgummipuder, lodrette støttestænger i begge sider, der presser forteltet helt tæt til campingvognen. Skumgummipuderne gør, at tilslutningen sagtens kan gå over et vindue, uden at ruden ridses eller at der opstår træk.
Vinterteltets teltdug er sjældent åndbart. Det er som regel lavet af et materiale som minder om en tyk presenning. Men det er stærkt, tåler fugt og frost, og tager ikke skade af at blive pakket ned selvom det skulle være lidt vådt.
Links: | |
Relevante Link(s) : | Isabella | Camping Agenten |