Den nu 100 år gamle forlystelse Bjergbanen, Den gamle rutsjebane eller bare Rutschebanen, kært barn har mange navne. Det er den tredje ældste kørende rutsjebane i verdenen. Men slet ikke den første af sin art i Tivoli, der har stået tre andre rutsjebaner før og den allerførste er helt tilbage til 1843 – fortæller Jakob Jørgensen, bremsemand og rutchebanenørd og han forsætter.

Aktieselskabet Rutschebanen ligger i forhandlinger med et engelsk selskab i år 1913, man vil have bygget en ny rutsjebane til Tivoli. Rutschebanen som på daværende tidspunkt ligger på Tivolis grund er fra 1902, og den tjener ikke nok til et overskud og er ej heller tidssvarende. Så man kontakter de førerende og mest succesfulde rutsjebaneingeniører i hele verdenen. Det vil nemlig blive alt for bekosteligt at modernisere den gamle bane.

Firmaet L.A. Thompson Scenic Railway Company som byggede den første rutsjebane i USA i 1884 bliver sat på sagen. De har stor succes med at bygge forlystelser, og får derfor opgaven om at bygge en ny og moderne bjergbane til Tivoli. Den danske tømmermester Valdemar Lebech og den irske forlystelsesingeniør Walter Queenland fra det engelske firma, skal stå for opførelsen af den nye kæmpe rutsjebane.

Åbningen bliver forsinket

På grund af uoverensstemmelser mellem de engelske og danske håndværkere skrider byggeriet ikke problemfrit frem. Og banen bliver ikke færdig som planlagt til åbningen af Tivoli. Først efter 40 dages forsinkelse, nemlig den 12. juni 1914 åbner Rutschebane endelig. Den kvarte million som man har investeret i byggeriet af banen, viser sig at være en kæmpe succes. Den nye bane indbringer nemlig et svimlende beløb på mere end 300.000 kroner om året.

Overtagelsen

Men de mange penge får Tivoli ikke glæde af, for det engelske selskab får alle indtægterne da de har tegnet en 10-årig kontrakt. Der betales kun leje for den grund som Rutschebanen står på. Man må gå ud fra at Tivolis direktion er tilfredse, da driften af Rutschebanen overtages af Tivoli selv i 1925, da kontrakten udløber. Overdragelsen sker på den måde at Tivoli køber banen for 100.000 kroner, en pris som stammer ud fra vurderingen af hvad værdien er på de materialer som banen er bygget af.

Kommunen harmoniserer

Selv om Københavnerne og Tivolis gæster elsker Rutschebanen, er Københavns kommune ikke vilde med den. De mener at udsigten fra Københavns Hovedbanegård over imod Tivoli skal harmoniseres, da Rutschebanen skærer dem i øjnene. Og man mente ikke at det første der skulle møde de besøgende når de kom til hovedstaden skulle være alpelandskab og bjergtinder.

Så i 1925 måtte man sige farvel til dem, man havde nu allerhelst set at Rutschebanen var blevet flyttet til et andet sted i Tivoli, men det var ikke hensigtsmæssigt. Nogle havde også foreslået at man plantede høje poppeltræer som kunne skærme for banen, men sådan blev det ikke.

Rutchebanen set fra scenen i Tivoli

Bakken konkurrerer

I mellem Rutschebanens søjler nederst i bjerget bygger man i 1932 Baljebanen og gæsterne er vilde med den nye forlystelse. Men den irske ingeniør Walter Queenland som stod for opførelsen af Rutschebanen, har nemlig uden samtykke fra Tivoli bygget en konkurrent: ”Rutschebanen på Bakken”.

Da han står for ledelsen af banen i Tivoli og også skal stå for ledelsen af ”Rutschebanen på Bakken”, ryger han i unåde hos ledelsen i Tivoli. Det er jo en konkurrent den nye ”Rutschebane på Bakken” og Tivoli fyre øjeblikkelig Queenland, for den slags forræderi vil man ikke finde sig i og slet ikke inde for egne rækker.

Bakker i Amerikansk stil

Nu frygter man at Bakkens ny kæmpe-rutsjebane vil trække alle Tivolis gæster ud til Dyrehaven. Man får derfor fat i ingeniøren N. Chr. Schouboe så han kan opgradere Rutschebane og gøre den mere attraktiv.

N. Chr. Schouboe får til opgave at bygge banen efter amerikanske principper. Der bliver bygget en tunnel med bjergdekorationer og kunstigt sne ved den første bakke, som bliver lavet stejlere og tre meter dybere. Dette skulle gerne give tre gange længere og tre gange højere skrig.

Schalburgtage

På trods af mange restriktioner under Danmarks besættelse, hold Tivoli alligevel åbent. Men den tyske besættelsesmagt have en plan, som skulle få Tivoli til at lukke. Et modspil til den danske modstandsbevægelses mange sabotager mod tyskerne, bliver Schalburgkorpset sent om aftenen den 24. juni 1944 sendt over hegnet ind til Tivoli. Her anbringer de bomber i Tivolis bygninger og ved Rutschebanen. Bomberne eksplodere og Tivoli brænder.

Efter ilden er slukket er en stor del af Tivoli brændt helt ned til grunden. Men selv om Rutschebanen er slemt beskadiget, kan den reddes. Så efter to uger har Tivoli igen åbnet deres døre. Og med hjælp fra Tivolis tømrer hvor de yder en stor arbejdsindsats med at genopbygge hele udgangsperronen og flere af bakkerne, kan rutschebane igen give gæsterne sus i maven kun 25 dage efter angrebet.

Der må bruges håndkraft

Den store brand er ikke det eneste problem Rutschebane er ude for under krigen. Da sommersæsonen skal til at starte i 1945 kommer der et forbud mod at køre med elektriske forlystelser, man skal sparer på strømmen. Det ser igen trist ud for Rutschebanen, men Tivoli vil ikke skuffe sine gæster med at lukke Rutsjebanen.

Så der bliver eksperimenteret med forskellige metoder til at trække vognen op af den første bakke. Men en vogn vejer 2,5 ton og det skal gøres flere gange om dagen, og det første forsøg tager 10 minutter og det er alt for længe. Men løsningen bliver at otte mand går rundt i en cirkel på toppen af Rutschebanen i en trædemølle som er forbundet med et kabel som kobles på vognen. Det virker som et ankerspil og vognene trækkes op.

Gæsterne tager turen til bjerget til fods, og nogle hjælper også med at skubbe vognene. Denne metode forsætter et stykke tid efter befrielsen. Og fra man før havde 2000 passagerer i timen har man nu kun 200, så kapaciteten er reduceret kraftigt

Kørsel med sprit i blodet

Der er gode uddannede vognstyrer med på hver tur, og det gør at Rutschebanen er en meget sikker forlystelse. Men i 1952 er uheldet ude, en vogn kommer farende uden chauffør ind på perronen. Heldigvis får en af passagerne grebet fat i bremsehåndtaget og får bremset vognen ned.

Rutschebaneføreren er uheldigvis faldet af sit sæde i den mørke tunnel, hvor han bliver ramt af en af de bagvedkommende vogne. Han kommer på hospitalet, men slipper fra ulykken med en hjernerystelse. Han forklare efterfølgende at han ville vinke til nogle damer der sad på en bænk neden for Rutschebanen, fik overbalance og faldt af.

Sygehuset havde dog taget en blodprøve da han kom ind, og den viste at vognstyren havde en promille på 1,4 da ulykken skete. Han blev efterfølgende idømt 14 dages fængsel, for at have bragt andre i livsfare. Alkoholpolitikken på Rutschebanen blev her efter strengere. Enkelte gæster er også faldet ud af vognen, da de har villet prøve at stå op under turen. I 1990 forhindrede man dette ved at installere sikkerhedsbøjler i alle vognene.

Toppen set fra Ballongyngen

Kvindelige rutschebaneførere

For første gang i Rutschebanens historie ansatte man kvindelige rutschebaneførere, det var i firserne. Men man frygtede for deres underliv ville tage skade på grund af den fysiske belastning og siddepositionen ved bremsehåndtagene. Så det varede kun et par år, så var kvinderne væk igen fra den hårde og mandsdominerende verden.

Men med tiden lavede man nye undersøgelser, og de viste at der ingen fare var ved den måde chaufførerne sad på. Så i 2006 var der igen kvindelige rutschebaneførere.

Nu hvor Rutschebanen fylder 100 år, får den sine bjergtinder tilbage, og kommer til at så som den oprindeligt var tænkt.

Indlægget Op-og-nedtur på 100 år blev først udgivet på Fantastiske Ferier.