Vores ferie nærmede sig hastigt slutningen – vi skulle dog lige nå forbi Edinburgh også, så vi besluttede at køre videre. Turen fra Morvich til Edinburgh lod vi gå op forbi Loch Ness. MEN det kunne godt nok ikke anbefales. Det var ikke meget vi så af søen – dels var parkering næsten umulig, når man kørte nordpå på den vestlige side af søen og dels så er der en kraftig bevoksning mellem vejen og søen det meste af tiden… 

Så vi så heller ikke noget til Loch Ness-uhyret…

Til gengæld lagde vi fra Inverness vejen sydpå af A9 – og det fortrød vi ikke. For selvom det var en større vej, så var det samtidig en smuk vej.

Da vi ankom til Edinburgh fandt vi ret let frem til Edinburgh Caravan Club. Her havde vi hjemmefra bestilt plads og det var heldigt for uden en reservation havde vi ikke fået en plads. Og da pladsen ligger i udkanten af selve byen er den et perfekt udgangspunkt for besøg i Edinburgh. 

Pladsen er en typisk byplads, ligger tæt på vandet og transportmuligheder ind til centrum.

Her var bom med kort ved indkørslen – hvilket vi synes er smart – men ret upraktisk, når vi kom i vores egen bil, for pludselig var det ikke føreren af bilen, der skulle åbne porten men passageren. Hvilket betød, at vi altid kørte to af sted…

Receptionen ligger i bygningen på billedet herunder. De har også et lille udvalg af færdig-kage og sælger noget der bedst kan sammenlignes med varme hveder om morgenen.

Det er første gang vi har set et skur til cykler – vi synes det er imponerende at man skal låse alt inde i England. Vi har set rigtige mange campingvogne med både hjullås, lås på trækket og ekstra lås på døren…

Der var to toiletbygninger på pladsen. Fasciliteterne lignede de øvrige i kædens pladser: rene, varmt vand og kun lidt kø ved badene om morgenen. Der er udendørs opvaskefasciliteter i begge ender af bygningen.

Bag de fleste pladser var der eludtag og vand hentede vi ved toiletbygningen ganske tæt ved.

Som I kan se, så blev det endnu en hardstanding-plads. Vi er imponerede over alt det arbejde, der er gjort med hensyn til at få lavet felterne og med at vedligeholde dem så græsset ikke breder sig ud i dem, men vi synes nu stadig bedre om græs under fødderne.

Brandafstanden i England er 6 meter og det går man meget op i på denne plads. Man har valgt at banke en hvid pæl i bagerst på hver plads. Til venstre skal bilen parkeres og så skal campingvognen/Camp-letten placeres således at den venstre side står præcist ud på pælen. Først fik vi anbragt Camp-letten, så den ville stå ca. 40 cm for langt til højre for pælen, men det blev straks påtalt af en af de assistant-wardens, der var på stedet. Heldigvis havde vi kun fået låget vippet over, så vi skyndte os at flytte den de 40 cm…

Hvis man kommer med en campingvogn skal trækstangen stå ud mod vejen. Det betyder, at døren på en engelsk vogn åbner ud til højre på det frie stykke, mens en ‘kontinent’-vogn vil åbne op lige ud i bilen. Man kan få dispensation til at stille anderledes op, men de fleste ‘kontinent’-vogne vi så, åbnede alle døren lige ud i bilen…

Lige uden for pladsen var der ikke langt ned til vandet – men der var mange trappetrin For pladsen ligger højt på en gammel tilgroet skrænt. Vi fulgte stranden et par kilometer til venstre og endte et sted, hvor der blev luftet hunde i stor stil…

The Kelpies og Falkirk Wheel

Nord for Edinburgh findes en by, der hedder Falkirk. Her er to superfine attraktioner med et par kilometer mellem sig…

Allerede ude fra motorvejen (M9) kan man ikke undgå at se de store hestehoveder, der hedder The Kelpies. Ordet Kelpie er det skotske navn for de form-skiftende vandånder, der findes i alle skotske vandløb, lochs og søer. Normalt beskrives en kelpie som en hest, som kan skifte udseende så den ligner et menneske.

Samtidig er de store skulpturer også en hyldest til alle de arbejdsheste, der blandt andet har trukket vogne og markredskaber på landet og i byerne og skibe på kanalerne gennem århundrede rundt om i Skotland.

The Kelpies i Helix-parken er skabt af billedhuggeren Andy Scott, er 30 meter høje og vejer 300 tons. De er bygget i stål beklædt med rustfri stålplader og de står som vagter på hver side af kanalen. Der stod færdige i 2013 som del af en ny udvidelse af Forth og Clyde kanalen – et kanalprojekt, der skal forbinde 16 mindre samfund i området med kanaler.

Tæt på The Kelpies findes Falkirk Wheel – verdens eneste roterende slusesystem! Før 1933 havde et system på 11 sluser forbundet Forth and Clyde Canal med Union Canal, men sluserne blev lukket i 1933 og kanalerne blev nogle steder lukket eller gravet ned.

I 1994 søsatte man et projekt, der skulle genskabe kanalerne og i den forbindelse overvejede man, hvordan de 35 meter høje – nu nedlagte – sluser kunne erstattes. Og man lagde sig hurtigt fast på at skabe et unikt system som symbol på det 21. århundredes tekniske kunnen. Anlægget åbnede i 2002.

Efter flere forsøg fandt man løsningen med det roterende hjul, som kan transportere op til 4 kanalbåde på 20 meter i hver ’gondol’ pr. rotation. Hvert løft/sænk tager 15 minutter, hvor det i det gamle slusesystem tog over en halv dag.

Samtidig er systemet utroligt energibesparende: selvom gondolerne hver vejer ca. 600 tons, så kræver hvert løft kun 1,5 kWh el – det er det, der svarer til at opvarme 8 kander vand i en elkoger! Systemet bygger på et vægtprincip – da bådene fortrænger deres egen vægt, når de sejler ind i gondolen, vil der i princippet altid være ligevægt mellem de to gondoler. For at sikre det helt, er der etableret et pumpesystem, som sikrer at vandstanden er den samme hele tiden – inden for 37 mm.

Edinburgh

Efter vores dag i Falkirk, så vendte vi retur til Edinburgh. Her havde vi spurgt os for, hvordan vi lettest kom ind til centrum og det var der to mulige løsninger på: enten kunne vi bruge pladsens egen minibus-ordning. Den kørte hver time, men havde den ulempe, at man skulle bestille sin hjemtransport samtidig med og ofte var de sene hjemture derfor booket allerede tidlig om morgenen.

Alternativt, så kunne vi tage den lokale bus – ja faktisk var der to busruter ind til centrum. De havde begge afgange hvert 10. minut – også søndage – så ventetiden ville altid være minimal. Og så kostede en enkelttur 1,60 og en dagsbillet 4 pund. Man skal dog medbringe lige penge…

Så efter at have gået ca. 10 minutter fra campingpladsen og op til det nærmeste busholdested, så tog vi bussen ind til centrum. Det gik let og smertefrit og vi fandt ret let ud af, hvor vi skulle stå af.

Første stop i Edinburgh blev ved St. Andrews Square er et lille torv i Edinburgh. Torvet og bygningerne omkring det blev opført i 1772-78, hvor det var et af de mest eksklusive steder i byen at bo. Sådan er det ikke helt i dag, hvor området er blevet et kommercielt center i byen.

Midt på torvet står Melville Monumentet. Det er en høj søjle med inspiration fra Trajans Søjle i Rom og den blev rejst i 1823 som en hyldest til Lord Melville. Lord Melville var bl.a. advokat og medlem af parlamentet, hvor han havde en noget speget karrierer. 

Næste stop på turen rundt blev Walther Scott Monumentet star I Pricess Street Gardens og er det største I verden til ære for en forfatter. For Walther Scott var skotsk poet, historiker og forfatter – mest kendt for romanerne Rob Roy og Ivanhoe og som en af grundlæggerne af romantismen, da han i sine romaner beskrev det skotske landskab meget malende og romantisk.

Selve monumentet er 61 meter højt, det stod færdigt i 1846 og er bygget i gotisk stil. Oprindeligt var sandstenen, som det er bygget af, hvid, men i dag fremstår det pga. luftforureningen fra damptog, fabrikker og moderne biler, sort.

I midten af monumentet ses Scott med sin hund Maida. Derudover findes der 68 mindre skulpturer på minumentet – de er primært karakterer fra Scotts værker, men der er også blevet plads til virkelige personer f.eks. Maria Stuart, Robert 1. af Skotland og flere engelske konger. Hvis man kigger meget godt efter kan man også finde en gris…

Det er muligt at komme helt op i toppen af det.

Vi krydsede lidt rundt på må og få (og lidt efter, hvor der lå en geocache ) og kom derfor forbi f.eks. blomsteruret i Princess Street Park. Selve parken er en grøn oase midt i byen og ligger mellem den nye del af byen og den gamle middelalderdel. Den blev etableret i 1800-tallet, da man etablerede New Town. Egentlig var her en stor sø – Nor Loch – som havde fungeret som voldgrav for slottet.

Selve blomsteruret stammer fra 1903, men har dog siden fået udskiftet mekanikken, så det i dag ikke skal trækkes op. Uret udsmykkes hvert år på en ny måde.

Og her under et kig ned af den berømte bar-gade i Edinburgh: Rose Street.

Vi fortsatte gennem Princess Street Park og over mod Edinburgh Castle. Vi kom op fra ‘bagsiden’ i forhold til parken og kom derfor til at gå ind under de store tilskuertribuner foran slottet. De bliver naturligvis brugt til det store Tattoo i august.

Her på toppen af klippetoppen – højt hævet over byen – har der siden jernalderen været en eller anden form for beboelse og siden David I. regeringstid i 1100-tallet og frem til 1633 har der ligget et kongeligt slot her. Efter 1633 blev slottet primært brugt som militære barakker, men i 1800-tallet blev det langsomt mere anerkendt og er i dag anset som en af Skotlands vigtigste nationalarv-bygninger.

Naturligvis skal der betales entre for at komme ind og da vi ikke havde booket billetter på forhånd måtte vi pænt stå i kø det meste af en time. Heldigvis kunne vi nyde udsigten ud over byen imens…

Slotsområdet er et mærkeligt sammensurium. Der er en række bygninger og små smalle gader til at binde dem sammen, men et stort imponerende slot findes ikke.

På billedet her under, troede vi lige vi havde fundet slottets kirke, men det viste sig at være The Scottish National War Memorial. Hvor vi – som stort set overalt indendørs – ikke måtte tage billeder. Mindestedet blev oprettet i 1920 for at mindes og hædre de, der døde i 1. Verdenskrig. Siden er det ændret til også at dække 2. Verdenskrig og efterfølgende krige. Men selvom bygningerne tidligere også har huset et ammunitionslager, så ER dele af den faktisk opført som kirke/kapel i 1366! Så helt galt på den var vi ikke, da vi syntes det lignede en kirke!

Billetten giver også adgang til at komme ind og se de kongelige gemakker (dem er der nu ikke så meget festivitas over) og kronjuvelerne. Begge steder er der en lang kø, det er ikke tilladt at fotografere og man kan kunne frem i samme tempo som slangen af mennesker. Oppe under taget – sådan føles det i hvert fald – er der så et lille rum med kronjuvelerne og to vagter, som nøje observere om vi tager billeder eller rører vitrineskabet.

Kronjuvelerne har i øvrigt haft en begivenhedsrig historie. De er lavet i England og Italien og første gang anvendt til kroningen af Maria Stuart i 1543. I 1651-1660 lå de begravet – først ved Dunnottar Castle og siden under gulvet i den nærliggende Kinneff Church. Efter dannelsen af unionen blev de låst inde i Crown Room og glemt – lige indtil 1818, hvor Walther Scott fik kongelig tilladelse til at finde dem.

Crown Square blev skabt sidst i 1400-tallet og afgrænset af de den gang 4 vigtigste bygninger: The Royal Palace, The Great Hall (som er slottets ceremonihal), Royal Gunhouse og St. Marys Chapel. I dag er Royal Gunhose erstattet af Queen Anne Building (i dag er her cafe og undervisningsfaciliteter) og St. Mary’s af Scottish National War Memorial.

Herunder er der billeder inde fra Great Hall, som stod færdigt i 1512. I dag huser den en spektakulær samling af militære våben og udrustning.

Vi kunne sagtens have brugt meget længere tid på slots-området, men tiden løb fra os og vi måtte retur til campingpladsen.

På vejen tilbage skulle vi jo så lige ned igen og her kan I lige se, hvor meget det skråner inde på området. Bygningen bagerst er i øvrigt New Barracks, som stammer fra 1799 og blev opført som kaserne for en batallion på 600 mænd… Tænker, de har boet ret tæt!

Den nok mest berømte gade i Edinburgh er The Royale Mile, som i virkeligheden ikke er en gade, men flere sammenhængende gader. Den går gennem hele den gamle del af byen og går fra Edinburgh Castle til Hollyrood Palace og er ca. en skotsk mil lang.

Efter kort tid kom vi til det, som vi fejlagtigt (igen!!!) troede var en kirke. (Her under). Det har det også været – nemlig Tolbooth-Highland-St. John Church, som i dag rummer hovedkvarteret for den berømte Edinburgh International Festival.

Men til sidst kom vi ned til St. Giles Cathedral – og den fungerer stadig som kirke!!!

Her har været kirke i over 900 år og den nuværende bygning er fra sidst i 1400-tallet, men gennemgribende restaureret i det 19. århundrede.

Men selvom kirkens spir toppes af en krone, så er kirken faktisk ’kun’ sognekirke for en del af den gamle bydel og ordet katedral i navnet bare noget der har hængt ved siden 1689, hvor den sidst var bispe-sæde.

MEN derfor er kirken stadig et besøg værd!

I 1980’erne flyttede man alteret til midten af korset lige under tårnet. I starten brugte man en trækasse dækket af en dug, men man fandt snart ud af, at et alter i sten ville være bedre egnet.

Derfor kunne man tage det nuværende marmor-alter i brug i 2011. Der er ikke megen udsmykning på alteret, men man kan sidde hele vejen rundt om det…

Kirkerummet er lyst og rart – og med et flot blåt loft!

Tidsel-kapellet i St. Gives er tegnet af Robert Lorimer, er tilegnet Tidselordenen og stod færdigt i 1911. Adgangen til kapellet går gennem en lille lavloftet vestibul (hvor vi fik lov at komme ind, men ikke ind i selve kapellet). Men vestibulens loft var et fantastisk kunstværk af udskårne ribber og ’knuder’.

Flotte glasvinduer dominere kirkerummet – noget af det nyeste er sat op foran indgangsdøren! Desværre har vi ikke fundet flere oplysninger om den flotte væg.

Og sarkofager findes naturligvis også i kirken. Herover er det James, Marquis of Montrose.

De sidste indtryk fra Edinburgh – statuen af Af William Pitt den Yngre. Han blev som 24 årig den yngste premiereminister i Storbritannien i1783 og beholdt posten indtil 1801 og igen i perioden 1804-1806. Han styrede Storbritannieni en periode, hvor der var store begivenheder i Europa – f.eks. den franske revolution og Napoleonskrigene.

Og et sidste kig på et af de flotte gamle spisesteder…

Ferien var ved at være brugt. Vi skulle med en færge fra Newcastles til Holland hjem og forlod derfor Edinburgh før middag og kørte de ca. 200 km ned til havnen.

Turen gik primært af en fin landevej helt ude ved kysten.

Selvom vi ankom i rigtig god tid, så fik vi straks lov at køre om bord. Færgen skulle pakkes til det yderste og vi endte oppe på et hængedæk.

Efter at have lagt vores fælles overnatningstaske ind i vores kahyt, var vi klar til at gå ud og se på at de læssede færdig. Det sjoveste var nu en gravemaskine, der selv kørte ombord…

Vi var havnet på en af DFDS’s færger og det var lidt dejligt at se det danske flag på flagstangen. Færgeturen her tager ca. 15 timer, den sejler kun natsejlads og derfor skal alle have en kahyt. Vi havde bestilt mad og morgenmad på forhånd, så det eneste vi skulle betale for, var vores drikkevarer. Det var let og begge måltider blev serveret som buffet, så der var noget for os alle.

Den første halve times sejlads var flot – derefter var det bar åbent hav

Færgen lægger til lige uden for Amsterdam – ca. 800 km fra Odense. Det tog ca. 50 minutter før vi kom af – at blive læsset som nogle af de første oppe på 2. hængedæk gør bare, at det tager lang tid før der er tømt ud under en så vi kunne komme af.

Turen hjem forløb uden problemer. Vi besluttede at vi ikke ville gøre holdt i Holland, men tage turen hjem på en dag og endte i Odense omkring kl. 21 om aftenen.

Trætte, men dejligt fulde af fantastiske oplevelser

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Vil i have fakta om hvad Helle og Sørens ferie til Storbritannien har kostet, kan priser på overnatninger, links til attraktioner og lignende læses på Helle og Sørens hjemmeside på Rosefrederiksen.dk, eller i kan læse om flere spændene beretninger.

Indlægget Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi forlod Oban med en fantastisk oplevelse i rygsækken og fortsatte videre mod Skye. Igen skulle vi ikke køre så langt – bare 162 km – og selvom det tager længere tid at køre dem på en engelsk landevej end på en dansk landevej, så havde vi god tid til at stoppe undervejs for at nyde udsigten. For den fejlede bestemt ikke noget denne dag.

Og selvom det var en flyttedag, så var der heldigvis flere steder, hvor vi kunne stoppe, selvom vi havde Camp-letten bagefter. Det har vi ellers ikke været så vant til herovre. Og hvor vi kunne komme ud og strække benene lidt – og måske lige finde en enkelt geocache

Nu hvor vi havde meldt os ind i to campingklubber, forsøgte vi selvfølgelig at bruge deres pladser. Det gik ikke så godt i Wales, men her tæt ved Skye fandt vi Morvich Caravan Club, som lå lækkert nede i en dal.

Vel ankommet fik vi selv lov at vælge en plads og skulle så bare vende tilbage til receptionen for at fortælle hvilket nummer vi havde lagt os på.

I receptionen findes et meget lille udvalg af mad – mest kage og kiks. Og så noget fantastisk brød fra en lokal bager. Det var simpelthen det bedste brød vi har smagt på hele ferien!

Igen var vi på hardstandingplads, for de havde nemlig ikke andet, når vi havde hjul under. Men vi endte med at vænne os til det. Og så kom vi heller ikke hjem med mudderindsmurte græskanter

Efterhånden havde vi fået indarbejdet en rytme i opslåningen, så her med denne smukke baggrund, kunne Helle lige smutte fra arbejdet for at tage et enkelt billede UNDER opslåningen

Vi var superglade for det flotte Living-solsejl – det er så stort, at vi følte vi sad godt i læ alle sammen og samtidig tog det lige regnen ved indgangen på de våde dage.

Standarden på toiletbygningen lignede alle de andre vi havde besøgt på denne ferie – der var rent, varmt vand og ingen kø. Opvaskefaciliteterne er placeret lidt underligt – nemlig i et forrum til herretoilettet, men opvaskevandet var varmt og man stod i tørvejr…

Her under kan man se, hvordan ‘personalet’ på campingpladserne boede. I deres egen vogn/autocamper på en plads i nærheden af indgangen til pladsen!

Alle steder på pladsen var der en flot flot udsigt, som vi slet ikke kunne få nok af.

Herunder ses telt-området. Man kan ikke få bilerne ind på området så alt skal bæres ind. Men man bor dog på fin græsplæne

Her under ses en snyde kage… Hvordan kan Tea cake være flødeboller med dårlig bund, men pakket pænt ind i sølvpapir????

De sidste billeder er dels dagens gæst – den lille fine rødhals kom hver dag og kiggede efter krummer. Der var en hel flok, men den her forpjuskede halvstore unge var ikke det mindste bange, aå den hoppede frejdigt helt ind i teltet og undersøgte om vi havde efterladt noget derinde…

Skiltet med kaniner på arbejde kunne vi slet ikke stå for – sikke en herlig måde at informere om at der kunne være huller rundt omkring…

Lige uden for campingpladsen så det sådan her ud. Fantastisk natur med vand, bjerge og fingerbølblomster…

Vi tog ud på øen Skye flere dage – for selvom vi mødte nogle, der havde nået hele øen på en dag, så kunne vi ikke holde det tempo! Øen er ca. 77 km lang og 40 km bred og består af en række halvøer, der stikker ud i alle retninger. Vejene følger fjordene og derfor tager det lang tid at komme rundt. Samtidig er mange af vejene smalle og med vigepladser, så man skal sætte god tid af, hvis man vil rundt på øen…

Efter kort tid stoppede vi for at geocache lidt – og fandt denne fine botaniske have.

Vi gjorde stop mange steder for at kigge på bjergene, de små vandløb og de gamle broer. Her er vi ved de røde bjerge – Cuillin-bjergene. Selvom der er skyer på toppen kan man vist godt ane, hvorfor de kaldes de røde bjerge…

Ved Sligachan stoppede vi fordi vi så denne flotte gamle bro. Broen skulle være bygget omkring 1820 og består af tre fag hen over floden Sligachan. Og den er et populært fotograferingsemne for turister, så der er næsten altid mennesker omkring stedet.

Hvis man fortsætter op mod strømmen af floden Sligachan, så kommer man op til et andet fint lille sted med en lille træbro og et vandfald.

Stien derop går op og ned, over mudderet områder og de værste steder krydses de små vandløb via små trædesten.

Vi drejede fra i Sligachan og fortsatte ud mod Drynoch. Her fortsatte vi videre ud mod Glenbrittle og på den måde kom vi om på den anden side af de sorte Cuillins (som er egentlige bjerge og ikke ‘bare’ røde runde toppe) og her fandt vi Fairy Pools.

Ved Fairy Pools er parkeringen som mange andre steder her på øen nærmest kaotisk. Der er et par mindre p-pladser, men slet ikke nok til at dække behovet, så der parkeres også i vejsiden af den i forvejen smalle vej.

Fra p-området er der ca. 1,2 km af en fin bred sti ud til de første bassiner, men hvis man vil det hele, må man bevæge sig længere op af floden. Og det er klart turen værd.

Her ret hurtigt efter at være kommet op til området, mødte vi et vandfald og noget der ligner to separate pools. Men i virkeligheden er de søer forbundet under ‘broen’ og det er meget brugt at bade her (vandet er isnende koldt!) og så dykke under buen.

Det ene vandfald var næsten et springvand og er en helt håndgribelig ‘beskrivelse’ af, hvordan de mange fordybninger i klippen er fremkommet. Vandet slider sig simpelthen over tid ned i klippen. I nogle af fordybningerne har der ligget en sten, som er blevet hvirvlet rundt og rundt og har på den måde slebet sig ned og gjort fordybningen større.

Fairy Pools hedder i øvrigt sådan, fordi legenden siger at feerne badede i søerne. Og hvis man tager en badetur i søerne, så skal man passe godt på dem!

Efter at have set på Fairy Pools, så fortsatte vi ud mod Tallisker og Tallisker Destilleri. her havde en svensk Corvette klub besluttet at holde træf… Sådan et lille udpluk af de mange Corvetter giver nu et fint billede…

The Old Man of Storr

Vores vej rundt på Skye gik også forbi The Old Man of Storr, som er en 55 meter høj basaltstøtte. Vi stoppede lidt før vi kom helt hen til den for at nyde udsigten til den på afstand. På billedet herunder er det den lille spids ved siden af den store knold…

Her er ingen egentlig parkeringsplads, så der parkeres i begge sider af vejen. Derefter snøres vandreskoene, for der er langt op. Eller langt og langt – ca. 1 km med en stigning på ca. 250 meter. Så selvom 1 kilometer ikke er langt, så er det en pænt hård tur at komme derop. Til gengæld fejlede udsigten ud over Sound of Raasay og øerne Raasay og Rona ikke noget!

Vi nærmer os nu The Old Man himself, selvom han nu flader meget godt ind set herfra. På billedet herunder er den helt til højre…

På billedet her under var vi heldige, at en fin kombination af sol og skyer pludselig gjorde at solen kun faldt på The Old Man of Storr og ikke på klippen bag ved. Hvis man ser godt efter er der mennesker helt oppe ved foden af støtten…

Klit Rock

Vi fortsatte videre fra The Old Man of Storr og ud til Kilt Rock. Også her er der bare en alt for lille p-plads til alle sommerens turister, men efter at have fundet et sted at holde gik vi ud for at se Kilt Rock. Kilt Rock har fået sit navn, fordi det ser ud som om klippen bærer kilt. Det er dog lodrette basaltsøjler, hvor vandrette lag af dolerit danner ’mønsteret’ på kilten.

Ved udkigsstedet er der lavet en platform, så det er muligt at se både den berømte klippe og Mealt Vandfaldet tæt ved. Vandfaldet har et 60 meter højt frit fald. På en vindfuld dag blæses vandet væk inden det når vandet under…

Her er endnu et par gode eksempler på, at geocaching er en god vejviser, når det handler om smukke steder. Helt ude ved kanten (naturligvis efter en god gåtur) fandt vi en cache og denne skønne udsigt. De høje klippe-spidser i vandet hedder Stacan Gobhlach og foran dem ses et større – gammelt – klippeskred.

Langt ude – og uden huse i nærheden – stod der en telefonboks. Det gjorde der flere steder og de fleste virkede. Men det var der en god grund til: der er langt fra mobildækning alle steder…

The Skye Museum of Island Life

Efter at have nået den nordligste spids fortsatte vi ned sydpå langs den anden side af Trotternish- halvøen. Efter kort tid stødte vi på en samling stenhuse med stråtag. Det var The Skye Museum of Island Life.

Museet åbnede i 1965 og formålet er at sikre en række stråtækte hytter, som var meget almindelige i slutningen af den 19. århundrede. Øens husmænd opførte de varme, robuste hytter, der passede perfekt til det barske klima.

Inde i de små hytter bliver de forskellige erhvervs redskaber og traditioner vist dels med de forskellige redskaber og dels ved hjælp af udklip fra aviser, plancher osv. Nogle af husene indeholdt rigtig meget tekst, mens andre var lettere for os at gå til.

Men der var mulighed for at bruge rigtig lang tid med at fordybe sig i de enkelte huse.

Eilean Donan castle

På vejen mellem vores campingplads og Skye kom vi hver gang forbi Eilean Donan Castle. Og naturligvis måtte vi lige ind og kigge den ene dag. Vi valgte at køre af en smal vej op i bjergene hen til slottet, for vi havde på fornemmelsen at det ville give et fint kig ud over landskabet.

Og det holdt helt stik. Så smukt et kig ned på Eilean Conan Castle havde vi dog ikke helt regnet med at få, så det var bare et pluspoint på kontoen

Eilean Donan Castle ligger på en lille ø lige hvor 3 store ‘lochs’ mødes. Allerede i det 6. århundrede var øen beboet, men den første befæstede bygning blev opført i midten af det 13. århundrede, som en sikkerhed for Kintail-området.

Siden har slottet været genopført eller ombygget mindst 4 gange. I 1719 bombarderede regeringsfregatter slottet i ruiner, efter at det var blevet besat af spanske soldater, der støttede jacobitterne. jacobitterne ville have genindsat den afsatte Jacob II af England/Jakob VII af Skotland som konge.

Slottet lå nu hen som ruin i næsten 200 år før John MacRae-Gilstrap købte øen i 1911. Han brugte derefter de næste 21 år på at genopføre/restaurere slottet, så det kom til at stå som i dag.

Det er et studie i knopskydninger og i praktiske løsninger, når der blev stødt på en klippe – så byggede man da bare uden om…

Desværre måtte man slet ikke fotografere inde – rigtig ærgerligt, for der er ellers mulighed for at se stuer og soveværelser og et køkken, hvor der er forberedt en stor middag. Al maden er lavet, så det ser ret naturligt ud.

Samtidig stod der et hav af private – nye – familiebilleder rundt om blandt de gamle ting – virkelig mærkeligt. Som om de stadig boede på slottet.

Rundt om fra vinduer og åbninger har der været et fint kig ud over vandet, så man har haft et godt overblik over om fjenden var på vej.

I dag biver stedet brugt mere fredeligt – det er et meget populært bryllups-fotograferings-sted….

Samtidig kan mange film-fans måske genkende det – det er nemlig også blevet brugt i mange film – f.eks. i Highlander fra 1986 og i James Bond – The World is not Enough fra 1999. I den sidste blev slottet brugt som hovedkvarter for den skotske MI6 og James Bond fik bl.a. fremvist en sækkepibe, der samtidig var et maskingevær…

Her til sidst et billede af en typisk engelsk vej. Smal vej med plads til en bil og så en række vigepladser. Her er de markeret med hvise skilte, nogle steder var de bare markeret med pæle. Et stykke foran bilen kan man lige ane næste vigeplads.

De engelske bilister var meget opmærksomme og vi tror kun at vi oplevede at nogen skulle bakke en gang. Det var da en stor tysk autocamper ikke trak langt nok ind og samtidig mødte 4-5 biler på det samme sted.

Ellers gled det fint – omend det selvfølgelig tager lidt længere tid, når der hele tiden skal enten holdes ind til siden eller køres langsommere forbi…

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 6– Skye blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Tiden var inde til at komme videre – vi havde nemlig en aftale i Oban, som vi under ingen omstændigheder ville gå glip af!

Vejen fra Loch Lomond til Oban på den skotske vestkyst var ikke særlig lang, så vi valgte at tage en lidt mindre vej op gennem Glen Aray. Det var en supersmuk tur som kun kan anbefales! Vi tror egentlig ikke den var meget længere end den ‘store’ vej, men den tog nok lidt længere tid

Det var en køredag i tørvejr og delvis solskin, så vi fik gjort lidt stop undervejs for at fotografere og bare nyde udsigten. Der er ikke noget så smukt som en godt snoet vej i et bjerglandskab…

På denne rasteplads stod der en mindesten. Den øverste tekst på den siger: Rest and be thankful – og det er vi så. Altså taknemmelig for, at en flok soldater byggede en militærvej lige her en gang omkring 1740’erne. Siden er der lavet en nyere lidt bredere vej, mens den gamle militærvej i dag er en del af en vandrerute…

Vores vej gik også forbi en del vand – eller Loch på skotsk. Og Loch betyder ikke sø, som mange tror, men nærmere et afgrænset område af vand. Lochs kan være søer med ferskvand, men de kan også være fjorde med saltvand.

Da vi jo havde en aftale i Oban dagen efter, havde vi hjemmefra bestilt plads på en campingplads 13 km derfra. Hidtil havde vi jo boet på et par pladser fra foreningen Tha Camping and Caravanning Club, men da de ikke havde en plads her, så havde vi fundet en anden forening – Caravan and Motorhome Club – som havde pladser, der passede med vores sidste tre stop. Så vi kørte ind på North Ledaig Caravan Club Site og endte på vores hidtil største plads beliggende helt ud til vandet.

Selvom vi nu var endt hos ‘konkurrenten’, så havde de stadig rigtig mange assistant-wardens. Her fik vi heller ikke lov selv at vælge en plads, men blev fulgt ned til en. Pladsen var helt uhyggelig skrå på alle kanter og leder og det undrede os helt vildt, eftersom de havde brugt energi og penge på at grave fine felter ud i græsplænen og fylde dem op med skærver. Dette var vores første egentlige møde med de engelske ‘hardstanding’-pladser. Under skærverne er der en ordentlig gang stabilgrus (vil vi tro det er) og det er hårdt, så tarzanpløkke er et must. De sælger dem da også lysteligt i alle butikkerne.

Indgangen til hele pladsen virker sådan lidt gemt væk bag træerne, men den er der. Her i forbindelse med receptionen findes også den største butik på en plads, som vi mødte på hele ferien. De havde lidt af hvert – fra kager til vaskepulver (dog kun med parfume!) og fra souvenirs til campinggrej. 

Til højre herover ses den ene af toiletbygningerne – der er nemlig bare to og vi var heldige ikke at have så langt, men nogle pladser lå langt fra begge toiletbygninger. Til gengæld var der så en stor p-plads uden for ‘vores’ toiletbygning…

I forbindelse med ‘vores’ toplietbygning var der tillige udendørs opvaskefaciliteter med noget der mindede om lunkent vand! Der var også vaskerum med industimaskiner og handicap-faciliteter ligesom der var et rum med brochure og tur-forslag.

På næsten alle de pladser vi har besøgt på ferien, stod der en spand og en moppe uden for baderummene med en opfordring til at vaske gulvet i baderummene efter brug!

Mange steder var der plankeværk til at adskille pladserne fra vejen og på dem var det meget tydeligt tydeligt at se, at det var et fugtigt sted vi var havnet! Men for pokker, sådan noget mos kan være flot!

Midt på pladsen lå en legeplads med lidt for alle aldre…

Til sidst lige lidt billeder fra pladsen, så I kan se, hvor tæt ude ved vandet man kunne komme til at bo. Vi boede i 2. række og det var vældigt fint – især fordi den ene dag bød på både regn og blæst…

Oban

Den dag vi ankom skulle vi også lige nå ind i Oban for at hente vores billetter til dagen efter. For selvom vi havde bestilt og booket vores tur hjemmefra, så kunne vi ikke selv få lov at printe billetterne…

Og da vi havde valgt en early-birdy-tour, så var billetstedet ikke åbent, når vi skulle af sted…

Campingpladsen havde forklaret os, hvor vi skulle hen i byen og vi fik da også hurtigt fundet stedet og hentet vores billetter. Og damen, som udleverede vores billetter, forklarede os også, hvor vi skulle parkere næste dag, så vi ikke skulle fise rundt og lede efter et sted. Dejlig service.

Men nu var kommet ind til centrum, så skulle vi da også lige se os lidt om. Så vi tog en tur rundt langs havnen og fik på et tidspunkt kigget op og set den runde bygning, der lå højt over byen. Og så måtte vi jo også lige se om vi kunne finde den!

Efter et par forsøg var vi kommet gennem virvarret af ensrettede, smalle gader og endt på en p-plads lige ved siden af McCaig’s Tower. Bygningen – hvis man kan kalde den det – ligger på toppen af Battery Hill og ser ud som om den er kraftigt inspireret af Colosseum i Rom.

Bygningen blev rejst af John Stuart McCaig, som oprindelig kom fra øen Lismore, men som blev en meget succesfuld bankdirektør i North of Scotland Bank. Han var 72 år gammel, da han i 1895 besluttede at bygge McCaig’s Tower. Hans syn på sig selv ses tydeligt i inskriptionen over indgangen: ’Rejst i 1900 af John Stuart McCaig, kunstkritiker og filosofiske essayist og bankmand, Oban’.

Byggeriet skete primært om vinteren, for et af målene med projektet var også at give arbejdsløse murerer arbejde om vinteren. Det var oprindeligt mening, at der skulle bygges mere, men da McCaig døde i 1902 lykkedes det hans efterladte at få omstødt en passus i hans testamente, hvoraf det fremgik, at der hvert år skulle bruges 1000 pund på byggeriet.

Tårnet er ca. 200 meter i diameter, mens højden varierer i forhold til grunden. Fra et udsigtspunkt yderst på ringen er der en fantastisk udsigt ud over byen og bugten. Inde i cirklen er der en park med blomster, bænke og træer.

På vej ned fra McCaig’s Tower kom vi forbi denne plante. Normalt fotograferer vi kun vilde planter, men denne var så speciel, at vi lige måtte gøre en undtagelse! Det er en Mammutblad – eller Gunnera – stammer fra Sydamerika og kan nemt blive flere meter høj.

Bladene på Mammutblad kan blive helt op til et par meter i diameter og den ligner alt af mest en kæmperabarber.

Three Isles-tour…

Endelig kom dagen, hvor vi skulle på Three-Isles-tour. Her skulle vi besøge øerne Mull, Staffa og Iona. Da vi havde bestilt turen for lang tid siden så havde vi kigget på vejrudsigten med en vis bævren, men heldigvis fik vi en fantastisk dag vejrmæssigt – næsten hele tiden

Første del af turen gik med den lokale færge mellem Oban og Craignure på øen Mull. Turen tager ca. 50 minutter og går tæt forbi flere små øer, så der er noget at se på det meste af tiden.

Fremme i Craignure skulle vi blot gå ind på kajen, så stod der personale klar til at guide os videre ind i den rigtige bus.

For turen tværs over Mull til Fionnphort gik med den lokale bus med buschaufføren som meget kompetent guide. Han talte stort set hele vejen (som tager ca. 1,5 time) om øen, om livet på øen, om dyrene, de store ørne og planterne. Og om meget mere. Desværre er der ikke indlagt stop på turen, så det var ikke muligt at fotografere undervejs. Virkelig øv – men på den anden side bare en rigtig god grund til at komme tilbage en anden gang!

Fremme i Fionnphort var personalet igen klar til at guide os ned i de rigtige både – for nu skulle vi videre ud til øen Staffa! Turen ud var ikke speciel slem, selvom vi nærmede os åbent hav.

Staffa er en meget speciel ø – den er opbygget af spektakulære basaltsøjler med store huler. Basaltsøjlerne er resultatet af et lava-udbrud for 60 mio. år siden. Den gang blev Skotland og Nordamerika trukket fra hinanden og der opstod store revner, hvor enorme mængder af magma (varm, flydende stenmasse) trængte op gennem. Gennem mange hundrede tusinde år kom der udbrud på udbrud og til sidst var der dannet et 2,2 km tykt lag af lava og aske. Nogle steder kan man se de store bjerge er lagkage-opbygget i lag – et lag for hvert udbrud.

Staffas søjler blev dannet i et af de første og tidligste flow af lava. Den 1200 grader varme lave blev nedkølet, hærdede og blev brudt i sten-søjlerne. Hvis nedkølingen havde være præcist ens over alt, så ville søjlerne være perfekte 6.kantede, men fordi nedkølingsmønsteret har varieret en anelse, er søjlerne forskellige.

På øen findes flere huler – vi besøgte Fingal’s Cave. De fleste huler er skabt af bølgerne, som har fjernet nogle blødere lag af aske under søjlerne. Fingal’s Cave er dog lidt mere kompliceret, da man mener at her har været en geologisk svaghed eller fejl. Eller måske er askelaget blevet fjernet da vandstanden var lavere og det har så gjort at bølgerne også har kunne erodere søjlerne fra neden af.

Ifølge en legende var Fingal en gælisk kæmpe, der havde en uoverensstemmelse med en kæmpe fra Ulster. Kæmpen fra Ulster byggede en dæmning fra Irland til Skotland for at kæmpe mod Fingal. Da dæmningen blev ødelagt blev kun de to ender tilbage: den skotske på Staffa og den irske i Antrim.

Vi var utrolig betaget af hulen og af søjlerne og kunne have brugt rigtig mange timer her. Vi var heldige at komme af båden som nogle af de første og vi skyndte os hen til hulen og fik den for os selv i et par minutter før resten kom. Og det var vi rigtig glade for

Vi skulle også hen i den anden ende af øen og på den tur kunne vi se, hvor høje søjlerne er nogle steder.

I den anden ende af øen bor søpapegøjerne. Og siden vi var på Færøerne i 2015 uden at se søpapegøjer, har de stået højt på vores ønskeliste. Skipper på båden fortalte, at vi blot skulle gå op på bakken og så sætte os på jorden lige inden vi kom helt op til bøjen, som de havde hængt op. Så skulle søpapegøjerne nok dukke op.

Naive som vi var, troede vi de ville komme flyvende, men pludselig dukkede de frem af deres huler i græsset! Og vi blev helt bekymrede for at vi havde sat os oven på en rede…

Søpapgøjen – eller lunden – er på størrelse med en due med et meget stort og farvestrålende næb. Om sommeren er det gult, rødt og blåt-stribet, mens det bliver mindre og mørkere om vinteren. Fuglene opholder sig 4-5 måneder i ynglekolonien, mens de lever resten af året på havet.

Mens vi brugte vores ca. 5 kvarter på øen, var det blæst op, så turen hjem blev ikke helt så behagelig. Udturen ses på billedet herover – hjemturen herunder.

Skipper advarede alle, der valgte at sidde ude på hjemturen om, at de ville blive våde – og det holdt stik. Alligevel sad vi derude…

Turen gik videre til dagens 3. ø: Iona. Øen Iona er bare 3 mil lang og 1,5 mil bred og er gennemsyret af historien om den skotske kristendoms vugge. For selvom det kan føles som om Iona ligger langt fra alt, så var det let at komme til øen både fra Irland og fra Skotland og øen blev et internationalt center for spiritualitet, læring og kunst.

Noget af de første vi møder er da også Iona Nonnekloster. Nonneklosteret blev opført af Reginald (som var øens herremand) i 1200 og han installerede sin søster som priorinde. Som et af kun to klostre i Skotland, var klosteret sit eget (og tilhørte altså hverken benektinerordenen, cistercienserordenen eller en tredje orden). Klosteret hed An Eaglais Dhubh – det sorte kloster – efter farven på nonnernes dragter.

I modsætning til resten af klosterbygningerne er selve klosteret ikke blevet genopført siden de blev nedlagt i forbindelse med reformationen og derfor står der kun en ruin tilbage.

Kun ganske lidt er kendt omkring nonnernes liv – ud over at de levede nøjsomt med bøn og arbejde. Alligevel kan man finde små spor rundt om – f.eks. erudskæringen på priorinden Anna Macleans gravsted så detaljerede at man ved hvordan nonnernes dragter så ud.

Fra Iona Nonnekloster kan man følge Sràid nam Marbh (‘Street of the Dead’) – vejen som de døde blev fulgt ad, når de ankom til Iona for at blive begravet på øen og som pilgrimme gennem århundrede har fulgt for at komme til Iona Kloster. Klosteret var et munkekloster, startet af St. Colomba og hans irske tilhængere tilbage omkring år 560. De byggede et lille kloster af træ, men det er siden blevet skiftet ud med mere holdbare stenbygninger.

Omkring år 1200 blev klosteret ændret til et Benektinerkloster og talrige tilbygninger blev tilføjet til klosteret i de næste par hundrede år.

Klosteret overlevede talrige angreb fra vikingerne flere århundrede før, så undslap det ikke reformationen i 1560 og hele komplekset lå øde hen indtil 1899, hvor hertugen af Argyll overdrog ejerskabet til Iona Cathedral Fond. Først i 1901 begyndte man at restaurere og genopbygge kirken.

Fire høje udhuggede stenkors fra det 8. og 9. århundrede stod engang tæt på kirken, men i dag kan de 3 ses på det lille museum, mens det sidste stadig står på sin plads.

Nå ja – spot de danske bibler Helle spottede dem med det samme

St. Oran’s kapel ved siden af kirken er opkaldt efter Odhráin (St. Oran på engelsk) og er opført som familie-gravsted for den fyrstefamilie, der i århundrede herskede i området. Odhráin blev ifølge legenden begravet levende for at undgå, at den første kirkes vægge faldt ned.

Den lille gravplads er i dag kendt som det sidste hvilested for lokale klan-høvdinge og mindst 48 skotske, 8 norske og 4 irske konger begravet i det 9.-11. århundrede. Man kan dog ikke længere identificere de enkelte gravsteder, da inskriptionerne er slidt væk.

Bl.a. skulle den skotske konge Macbeth – kendt fra Shakespeare – være begravet her.

Kirkegården bruges stadig ind i mellem – den sidst begravede her er John Smith i 1994. Han var leder af partiet Labour i mange år – og passer derfor fint ind irækken af kendte og politisk vigtige personer, der er begravet her.

Derudover byder Iona også på fantastiske sandstrande og vand, der ligner noget vi normalt ser sydpå… Der plejer det bare at være ikke bare en anelse, men ret meget varmere

Efter et par timer på Iona, så skulle vi tage den offentlige færge fra Iona til Fionnphort, tage den offentlige bus tilbage til Craignure, endnu en færge tilbage til Oban, hvor vi kunne slutte en over 10 timer lang dag med lidt god mad. Vi kan kun anbefale denne tur – men næste gang skal vi nok bo på Mull, for den så godt nok spændende ud – den ø!

Sidste regnfulde dag i Oban…

Dagen efter en dag med høj smuk sol og Staffa og Iona, stod vi op til heldagsregn. Og sikke vi priste os lykkelige for, at vi var af sted på ø-turen dagen før og ikke denne utrolig triste dag.

Vi skulle dog lige ud og finde Fingals Dogstone – for den hænger jo sammen med besøget på Staffa dagen før! På vejen kom vi forbi disse to mindesmærker for faldne under flere krige… Og en gammel borgruin… 

Men så fandt vi Fingals Dogstone. I følge legenden bandt kæmpen sin store hund Bran til stenen med en kæde. Faconen helt nede ved jorden skulle så skyldes, at hunden sled og kæmpede i kæden… For filan – den hund har været stor!

På vejen mellem Oban og campingpladsen skulle vi krydse denne bro – den er lysreguleret, da den ikke er bredere end en bil.

Men mere interessant, så opstår der en heftig aktivitet i vandet i form af bølger, små fald og store strømme, når vandstanden stiger og falder ved flod og ebbe. Dette opstår på et sted, hvor en stort volumen vand passerer gennem en forsnævring – her en kombination af det smalleste sted og et undervandsrev ca. 1,2 meter under overfladen.

En lang træls våd dag endte så op med den flotteste solnedgang – som vi fotograferede grundigt, for flotte solnedgange var ikke det vi havde mest af på denne ferie…

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 5– Oban blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Efter en vejrmæssigt noget blandet oplevelse, men med store naturoplevelser i bagagen, så pakkede vi Camp-letten sammen for at køre til Skotland. Denne del af England havde vi glædet os til at opleve, da vi har flere venner, som har besøgt landet og som er kommet hjem fulde af begejstring over naturen.

Vi vidste det blev en ret lang køretur – 560 km – så vi hoppede meget hurtigt på en motorvej mod nord og så gik det faktisk rigtig fint. Selv da det viste sig, at motorvejen gik lige ind midt gennem Glasgow var der godt skiltet, så det var let at finde den rigtige vej.

Da vi ankom blev vi standset af en rød kegle! I stedet for at bommen var lukket, så stod der en kegle midt i indkørslen.

Og straks kom der personale til, som ville vide om vi havde booket (nej, det havde vi ikke) og om vi var meldlemmer af foreningen (og ja det var vi jo), hvorefter de heldigvis fint kunne finde en plads til os. Især det at vi var medlem talte her, selvom de skriver at alle – også ikke medlemmer – er velkomne.

Keglen flyttede de så frem og tilbage, hver gang, der kom en bil, der skulle ind. Vi tænkte, at her kunne vi virkelig se, hvad det betyder for en campingplads at være drevet mere eller mindre af frivillige. Og som vi forstod det, så er princippet, at der er et sæt wardens på hver plads (som vi tænker får løn) og derudover x antal assistant wardens, som bor gratis på pladsen i deres egen vogn og som derefter hjælper med indskrivning, rengøring, græsslåning mm. Ellers hænger det jo slet ikke sammen med 8 personaler på en plads med under 200 pladser

Vi blev derfor hurtigt tjekket ind og vist ned til en plads, som lå højt på en terrasse med en herlig udsigt ud over pladsen og søen.

Nu skulle man jo så tro, at når de havde brugt tid og penge på at lave terrasser, så var de også plane. Men sådan fungerede det ikke helt… Vi var derfor stadig en del udfordret sideværds. Men indrømmer gerne at vi var glade for vores lille terrasse, for alternativet havde været en plads midt på pladsen og der var det ikke bare lidt skævt men meget skævt!

Sammen med receptionen lå en stor og flot toiletbygning med varmt vand, toiletter og vaske i små aflukker. Der var også opvaskefaciliteter, en lille butik og et lille rum med brochure.

Bygningen herover er den nærmeste toiletbygning. Egentlig er den tænkt til alle rygsæksturisterne, men vi måtte også gerne bruge den. Der er et stort køkken (dog kun med vask og en enkelt lille mikrobølgeovn) og et opholdsrum. Skabe til at låse ting ind i og så to toiletter og to brusere. Simpelt, men præcist, hvad alle vandringsfolkene havde brug for.

Der kom rigtig mange vandringsturister for at overnatte en nat på pladsen inden de fortsatte. Det skyldtes at pladsen lå lige på en meget kendt vandrerute – West Highland Way som med sine 154 km strækker sig fra nord for Glasgow og over til det skotske højlands hovedby Fort William. Derfor var der sat et stort stykke af til små telte – og selvom de kom ind sent, så kunne de bare sætte op og afregne dagen efter.

Porten herunder er udkørslen – man skulle lige ud og åbne porten – og huske at lukke igen… Og nej – der stod ingen assistant warden og åbnede for os!

Vandretur til Balmaha

Lige syd for campingpladsen (sådan et par kilometers penge) ligger den lille by Balmaha. Den er hjemsted for et stort center om området, for en række overnatningssteder og et par spisesteder. Altså et rigtigt turiststed.

Vi besluttede at gå langs søen ind til byen – vores geocaching-gps har et rigtig fint Open Street Map og på det kan vi ikke kun se alle de officielle stier, men også trampestier, som andre har markeret. Derfor bruger vi den også tit som kort selvom vi ikke skal ud og geocache.

Denne tur viste sig dog primært at gå af en ok sti, som på størstedelen af turen så ud som her ovenover. Eller på kanten af søen som herunder. Hvor træerne gror med høje rødder direkte på stranden. Som I kan se, er stranden småsten og vandet var koldt, så badning var der ikke mange, der gjorde det i…

Men der var også steder, hvor det ikke var lige ud af landevejen – eller stien…

Et enkelt vandløb skulle krydses på trædesten – dog var vandet ikke dybere end at vores vandrestøvler muligvis havde overlevet tørre inde, hvis vi havde trådt ned i det…

Broen herover er placeret et sted, hvor det var dejligt ikke at skulle klatre ned af glatte klipper for at gå et kort stykke over stranden og derefter igen klatre op på den modsatte side…

Vi har før været på steder, hvor træerne var fredede, fordi der var så få træer i området. Det med få træ kan ikke være årsagen til, at man har asfalteret uden om træerne her – for der var masser af træer i området. Men derfor er det da sjovt, at de har ladet dem stå…

I Balmaha står en bronzestatue af Tom Weir. Tom Weir har haft en enorm indflydelse på skotternes naturopfattelse. Han var vært i en tv-serie, der handlede om skotterne, om landskabet og om naturhistorie. Samtidig havde han en klumme i en avis i over 50 år. En genudsendelse sent om aftenen af hans serie Weir’s Way trak i 2000’erne 30 % af seerne!

Da vi skulle tilbage til campingpladsen blev vi nysgerrige efter at se, hvad pokker Craigie Fort var. Derfor besluttede vi at vandre op og kigge efter.

På de mest stejle steder er der lavet en trappe, så det skulle være lettere at gå op og ned – men med fugtigt vejr, så bliver den faktisk ret glat…

Her under kan man se en typisk regnvands-afløb. Sten stillet på tværs af stien med en smal – eller en bredere – rende mellem. Så kan man træde tørskoet over.

Fra toppen var der en fantastisk udsigt ud over søen og en del af alle de små øer, der ligger ude i den. Den er Storbritanniens største sø på 71 km2 og for os hører den uhjælpeligt sammen med Runrig, hvis signatursang jo netop er The Bonnie Banks o’Loch Lomond. Vi hørte den dog ikke en eneste gang, mens vi var af sted, så mon ikke skotterne er lidt trætte af den

Finnich Glen

Vi havde hjemmefra set og hørt så meget om en lille kløft nær Glasgow: finnich Glen. Naturligvis skulle denne tjekkes ud på en tørvejrsdag. Den er nemlig lidt svær at komme ned i, så tørvejr er en god ting…

Kløften besøges af en del, men der findes ingen egentlig p-plads, men lidt derfra kan man parkere ved siden af vejen (Krydset A809 og B834 i nærheden af Killearn er et godt udgangspunkt!) og så gå langs vejsiden af A809. Efter at have krydset broen, så kommer man til en låge, som af uransagelige årsager er låst og derfor fortsætter man lidt længere i vejsiden indtil man når et sted, hvor man kan krydse muren. Da alle andre også krydser her er man ikke i tvivl om, hvor det er.

Derefter fortsætter man af nogle stier og på et tidspunkt skal man også lige kravle over et pigtrådshegn. Det kan virke privat, men da ejeren skriver at hunde skal holdes i snor, så antager vi at vi gerne må gå der.

Det har regnet ret meget i de sidste uger og derfor er stien også ret mudret. Ja faktisk må vi ud gennem bevoksningen nogle steder for ikke at få mudder ned i støvlerne…

Men kløften trak for meget til at vi ville give op, så vi fortsatte turen hen til nedgangen til selv kløften. Indtil nu havde det jo primært handlet om at undgå mudderet – men nu skulle vi ned af Jacobs stige eller djævelens trappe, som den også kaldes.

Jacobs stige siges at være fra 1860 – og det skal nok passe. Den består af uens trappetrin, men undervejs mødes man også af et stykke, der er faldet helt sammen, så man må glide, kure, hoppe ned. I forvejen er trappen mudderet, glat og våd, så det sammen faldede sted er kun en smule vanskeligere end resten

Langs trappen er nogle tynde reb opsat primitivt og med lang afstand og selvom de også er helt tilmudrede og meget løse, så giver de en stor hjælp på de svære passager.

Når man så endelig når ned i den op til 22 meter dybe og smalle sandstenskløft, så man heldigvis endt et helt fantastisk sted. Det røde vand, sandstensklipperne, de faldne træer og den grønne bevoksning er helt ufatteligt smukt. 

Langt inde til venstre findes Devil’s Pulpit og et lille vandfald. Devil’s Pulpit er den store sten, som var den – i følge historien – som djævelen stod på, da han prædike for de lokale munke! At komme helt ind til dem kræver gummistøvler eller badesko, for man undgår ikke vandet. Da vi var der, ville det nå op midt på skinnebenene. Vi hørte også, at der kan være dybere huller, så at have en stok med ville være smart.

Her under kan man se vandfaldet fotograferet oppe fra kanten, men det ville have været mere fedt, hvis det var nede fra kløften.

Farven på vandet skyldes i øvrigt molekylet tannin, som er almindeligt i mange vandområder. Det er planter, der producerer molekylet som en forsvarsmekanisme og det er til stede i bitre drikke som te og vin. Tanninen er her i vandet pga. planterne i området. Vandet kan godt smage lidt bittert men er ikke giftigt.

Dugald’s Tower

Efter den store oplevelse at have været nede i Finnich Glen, fortsatte vi mod Dugald’s Tower. På vejen måtte vi stoppe nogle gange for at tage billeder. For Skotland var SÅ smuk denne dag, hvor solen bare skinnede og jakkerne blev for varme

Vi var ikke helt færdige med de vanskelige nedkravlinger i dag! Turen til Dugald’s Tower starter fra en stor p-plads ud i en skov nær Burnside. Her var der dog ingen stejl, mudret og ødelagt trappe, men kun et koordinat ude midt i ingenting. Vi vidste, at vi skulle krydse ind over markerne og gennem flere låger mellem de forskellige marker. At vi også lige skulle uden om en større flok køer med deres helt egen helt af en stor tyr stod der dog ikke noget om. Vi trak uden om flokken i en stor bue, mens vi holdt øje med dem og det gik da også uden problemer.

Markerne var meget våde nogle steder, så vi var også lige nødt til at holde øje med hvor vi gik, så vi ikke endte ude i noget vand.

Efter at have trampet en kilometers penge så stod vi midt i et stort område med høje bregner. Som voksede lige på kanten af en kløft. Og derfor opdagede vi først kløften, da vi stod helt ude på kanten!

Dugald’s Tower er en naturlig søjle af forvitret rød sandsten. Søjlen står i en kløft på et lidt dramatisk, mærkeligt og mystisk sted. Historien siger, at stedet er opkaldt efter en lokal ekspedient Mr. Dougal, der blev væk efter en kontrovers med en lokal smugler. Seks uger senere fandt man hans lig fundet her af en hyrde.

Stedet er ikke så imponerende som Finnich Glen – kløften her er bredere. Men vi var glade for at vi kom herud.

Glengoyne Whiskey destilleri

En ferie i Skotland må unægtelig indebære mindst et besøg på et destilleri! Vi valgte bl.a. at tage på rundvisning på Glengoyne Destilleri nær Killearn. Destilleriet tilbyder flere rundvisninger – pris og tid afhænger af antallet af whisky-smagninger og andre tilkøb som f.eks. lokal chokolade. Vi valgte en tur med 2 whisky-smagninger – en 12 års og en 18 års. Og hold da op – de var lækre

Destilleriet ligger på stedet, hvor George Connell i 1820 begyndte at destillere whisky i smug. Det krævede en tilladelse at lave whisky og den fik han først i 1833, så i de første 13 år var det illegalt. Stedet var perfekt for bag bygningerne er et vandløb med et lille vandfald som leverer vandet til produktionen. I dag bruges det primært til nedkølingen i processen.

Destilleriet laver ca. 1,2 mio. liter whisky om året. Juli måned, hvor vi var der, lå produktionen dog stille, så der kunne rengøres og repareres. Så desværre fik vi ikke duften, men vi fik forklaret alle processer, men måtte dog ikke fotografere i selve produktionslokalerne. Billedet med de store kobberkedler er derfor – med tilladelse – taget ind gennem en port

Den gamle bygovn er lavet om til et eksklusivt lager med et udvalg af destilleriets fineste fade. Derfor er de også låst inde bag en stor port, hvor man skal bruge mere end en nøgle for at komme ind. Hvis mna vælger en af de andre rundvisninger, så kan man komme ind og få lov at smage nogle af dem…

I den gamle bygovn findes også en utrolig spændende opstilling af whiskyflasker. Der er 30 flasker i hver opsætning – hver flaske repræsenterer et år i lagrings-processen og især ved den europæiske eg kan man se, hvor meget farve whiskyen får fra tønden. Al farve i Glengoyne-whisky stammer fra tønderne og derfor bruges de også kun 3 gange før de kasseres.

Samtidig kan man også se, hvor meget vand der fordamper fra fadenen i processen. Derfor efterfyldes fadene også løbende – men her har man ikke gjort det, for at synliggøre, hvor meget der egentlig forsvinder gennem de 30 år, som den længst-liggende ligger på fad. 

I den tidligere bygovn har man også en opsætning, der viser hvilke smage, der kommer fra hvilke træsorter. For hver træsort giver sin egen smag – ligesom voksestedet kan have betydning.

Besøget var en fantastisk oplevelse.

Tur ud i det blå

En dag med noget blandet vejr besluttede vi os for at køre hele vejen rundt om Loch Lomond. Det tager sin tid og vi har tilbøjelighed til at gøre stop rigtig mange steder – dels for at se på udsigten og dels for at finde en geocache. Så for os tager det måske lige en tand længere tid

Vejen kom til at gå forbi spejlblanke søer, over bugtende veje og forbi gamle slotte. Mens skyerne hang tungt over området…

Vores sidste stop på turen var ved Falls of Falloch – et knap 10 meter højt vandfald lige ved siden af A82. Der findes en stor p-plads tæt på og fine stier ned til vandfaldet.

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi forlod vores venner og kørte videre nordpå i Wales. Til et område, hvor ingen af os havde været før. På vejen gjorde vi et stop nord for Aberystwyth ved Devil’s Bridge – Djævelens bro!

Vi parkerede 200 meter fra broen på en stor p-plads, der viste sig at høre til The Vale of Rheidol Steam Railway. En smalsporet damptogs-jernbane, der løber mellem Aberystwyth og Devil’s Bridge. Turen tager en time…

Men vi var her pga. broen – og faktisk ligger her 3 broer oven på hinanden – den nederste og ældste siges at være djævelens bro.

Legenden fortæller, at djævelen en gang var kommet til Wales for at nyde landets skønhed. Her møder han en gammel kone, som er fortvivlet fordi hendes ko er gået over på den anden side af floden og nu kan hun ikke få den tilbage. Djævelen tilbyder at bygge en bro til hende mod, at han får det første levende væsen, der krydser den. Den gamle kone snyder djævelen ved at smide brød ud på broen, så hendes hund løber ud på broen først. Djævelen ender med at blive så gal, at han forlader stedet uden hendes hund og han er ikke set i Wales lige siden!

Vi havde valgt at booke en plads på Seiont Riverside Camping lige uden for Caernarfon hjemmefra og det var rigtig smart, for da vi ankom fik vi at vide at de ikke havde mange ledige pladser. Men nu hvor vi havde booket, så ventede en plads lige ud til floden Seiont på os

Vi blev venligt modtaget og vist ned til vores plads. Pga. den megen regn, der var kommet den sidste tid, så måtte vi kun køre ned og læsse af og derefter skulle bilen parkeres på en af pladsens fælles p-pladser.

Det betød, at det blev lidt vanskeligere for os at opbevare vores elektronik ordentligt. For det skulle vise sig, at det blev ret meget regn det første døgn og den situation plejer vi at lægge det elektronik, vi ikke bruger, ind i bilen.

Vores plads lå som sagt helt ned til floden og der var gang i den, da vi kom. De fleste valgte at lægge åbningen ud mod floden og det var vi også fristede til at gøre, men så ville vi ikke se en eneste solstråle, så vi endte med at lægge os med åbningen væk fra floden.

Morgenen efter vi var kommet, blev vi – og alle andre, der boede på kanten af floden – kontaktet af personalet. Floden steg voldsomt og det ville regne hele dagen, så der var en stor risiko for at pladsen på de laveste områder ville blive oversvømmet. Vi lå heldigvis på et lidt højere sted, så til at starte med skulle vi ikke gøre noget. Men der var campister, der blev bedt om at flytte til et andet sted på pladsen.

Floden afvander et stort område af bjergene, så det var helt umuligt at sige, hvor højt vandet ville ende, men personalet målte hver halve time døgnet rundt så længe det steg. Og holdt os konstant orienteret om situationen, så vi følte os helt trygge. Det endte heldigvis med, at vandet lige holdt sig nedenfor græsarealerne, men det var godt nok tæt på.

Vi tænker pladsen er vant til regn i store mængder – de havde i hvert fald flere store overdækkede områder rundt om receptionen. Her var det også muligt at grille eller lade børnene lege på en lille overdækket legeplads eller surfe helt gratis på deres internet!

Den ene toiletbygning lå heldigvis dejlig tæt på vores plads – det er altså bare dejligt, når vi nu ikke har et toilet med selv som vi ellers er vant til

Inde på pladsens område ligger også restauranten The Mill. En rigtig hyggelig restaurant med udendørsservering, når vejret tillader det. Og det gjorde det så ikke, da vi besøgte dem. Til gengæld var der tændt op i brændeovnen og maden var lækker.

Fra deres udendørsområde er der et flot kig ud over pladsen og den udendørs legeplads.

Nede i fastlæggerhjørnet var der hyggeligt med store flotte blomsterbede. Og lige nu blomstrede hortensiaerne for vildt. Primært i de blå farver, som vi herhjemme må gøde os til

Efter mere eller mindre at have ligget underdrejet et døgns tid pga. den evige regn, så klarede det endelig op og blev et fantastisk vejr de næste dage. Og så var det bare med at komme ud og se noget natur. For det er der, vi slapper bedst af.

Vi havde hjemmefra aftalt at vi ville op på Englands højeste bjerg – Snowdon. Udgangspunktet for de fleste, der vil derop, er en mindre – meget turistet – by ved navn Llanberis.

Llanberis – Snowdon og Dolbadarn Castle

Vi havde god tid, da vi ankom til Llanberis, den dag vi skulle op på Snowdon. Derfor havde vi tid til at gå op til Ceunant Mawr Waterfall, som ligger oppe bag ved byen – lige ved siden af jernbanen.

De fleste ender derfor med at se det fra toget på vej op og ned fra Snowdon, men vi er nu glade for at vi gik op til det, for toget er forbi på meget kort tid. Og nu fik vi bedre tid til at nyde det 24 meter høje vandfald, der ligger utrolig flot mellem træerne.

Man kan komme op på Snowdon ved at gå derop. Der findes 6 officielle ruter – de tager alle over 6 timer retur og dele af dem gå ret meget opad. De er alle kategoriseret som hård-bejrgvandring.

Alternativt kan man – som vi gjorde – tage den lette løsning: Snowdon Mountain Railway. Det er en jernbane, der starter i byen Llanberis og som ender på toppen af Snowdon. Den blev åbnet tilbage i 1896 og er altså af ældre dato

Den første dag vi var der, måtte vi dog opgive, for det var helt umuligt at opdrive en billet til toget, så det kan kun anbefales at booke på forhånd. Turen op og ned tager hver især ca. en time og så får man desværre bare 30 minutter på toppen. For med mindre man vil gå ned, så skal man med samme tog ned. En halv time er sikkert fint for de fleste, men for os var det lige i underkanten og vi fortrød bagefter, at vi ikke bare var gået ned.

Undervejs på togturen stopper toget flere steder, så der er mulighed for at tage billeder. Kupeerne er ret smalle, men med et smil, så lykkedes det for alle at få taget de billeder, de ønsker.

Snowdon er med sine 1085 meter det højeste bjerg i Wales. Bjerget besøges hvert år af over en halv million mennesker – og i år altså også af os Bjerget er oprindeligt skabt ved et vulkanudbrud og siden har gletsjer udformet de høje tinder. Det blev første gang besteget i 1639 – i hvert fald er det den første gang det nævnes

Det engelske navn Snowdon betyder i øvrigt ’Snehøjde’, mens det walisiske Yr Wyddfa betyder ’tumulus’ eller ’trillebør’. En gammel legende siger, at Snowdon er kæmpen Rhitta Gawr’s grav. Rhitta var ret uhyggelig og bar en kappe, der var lavet af skæg og blev heldigvis dræbt af Kong Arthur.

Snowdon er et af de vådeste områder i Storbritannien: på et typisk år falder der mere end 5100 mm regn på Snowdon…

Fra toppen har man en fantastisk udsigt – den dag vi var der dog kun til den ene side. Til den anden side var der bare tåget!

På toppen findes en cafe, som dog kun er åben når jernbanen kører. Det er den, der kan anes på billedet herunder – inde i dynen af tåge

Søen, som ses fra toppen, er Glaslyn, som i mange år blev antaget for at være bundløs, men som man i dag ved er 39 meter dyb.

Da vi forlod Llanberis efter at have været oppe på Snowdon, fortsatte vi ud af hovedvej A4086 og opdagede et stort tårn lidt væk fra vejen. Det viste sig at være Dolbadarn Castle, som ligger højt over søen Llyn Padarn.

Borgen blev bygget af den walisiske prins Llywelyn the Great tilbage i 1300-tallet. I dag står kun tårnet på 46 meter i højden og nedbrudte mure tilbage, men man kan godt fornemme, hvor stort det har været.

Fra Dolbadarn er der en fantastisk udsigt ud over dalen, hvor især de store skiferbrud kan ses. 

Men man skal ikke altid kigge så langt for at se det flotte – vi faldt helt i stampe over viljen i de her små bregner, som forsøgt at gro sig store på tårnets vægge.

Vi fortsatte vores vej af A4086 – vi havde nemlig en geocachingaftale i en nabodal! A4086 er utrolig smuk – desværre var der kun meget få parkeringspladser og de var alle fuldstændig stoppede med biler i det flotte vejr. Folk var virkelig ude og vandre, nu hvor det endelig var blå himmel og tørvejr. Det betød så, at vi ikke kunne stoppe. Med enten høje mure eller dybe stenfyldte kanter langs vejen, så smider man ikke sådan lige bilen ind i vejsiden. Derfor kommer her lige en serie billeder, der alle er taget ud af forvinduet. Ikke vore yndlings-placering til fotografering, men i mangel af mulighed for at stoppe var det vi kunne gøre.

Efter en længere tur uden mulighed for at stoppe bød lejligheden sig endelig og naturligvis skulle der lige tages lidt billeder her. Selvom landskabet her var mere grønt end stenet, som det ellers havde været en pæn del af vejen gennem dalen.

Efter en times tid nærmede vi os Llyn Llywelyn – et område med en sø, der godt kunne minde om Canada. Hvilket var helt perfekt, fordi vi skulle fejre Canadas 150 års uafhængighedsdag

Canada event i Wales!

De lokale geocachere havde sørget for godt vejr, kage, canadisk øl og masser af udsmykning. Når man som geocacher tilmelder sig et event et sted, hvor man ikke kender nogen, er det altid spændende hvordan man bliver taget i mod. Og her blev man taget helt fantastisk i mod – faktisk havde de svært ved at slippe os igen

MEN efter et par hyggelige timer brød vi op og tog en dejlig tur tilbage til bilen. Eventet blev nemlig holdt ude midt i ingenting og der var en pæn gåtur at gå frem og tilbage. Men for os gjorde det ikke noget, for turen blev bidt op i lidt småbidder, for der var lige lidt caches, der skulle findes på vejen…

Mere landskab på turen rundt i området. Helt fantastisk smukt. Hvis vi skulle stoppe, hver gang vi faldt i staver over en udsigt, så nåede vi ikke mange kilometer på en dag…

Llanfairpwllfwyngyll – og så lige 38 mere….

Helle har altid gerne ville besøge byen med det lange navn. Og det passede perfekt med vores ferie i år, for den lå ikke så langt væk fra vores campingplads.

Og det er sindsygt langt det navn. Og HELT umuligt at udtale. Altså bortset fra hvis man er waliser. Så er det vist let nok…

Hele 58 bogstaver er navnet på: Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, men til hverdag nøjes de med den korte version: Llanfairpwllgwyngyll på ‘bare’ 20 bogstaver!

Mange bynavne betyder noget i Wales. F.eks. betyder Aber flodmunding og Aberteifi betyder derfor byen ved floden Teifis flodmundning. Eglwys betyder kirke og Eglwyswrw betyder derfor kirken i wrw… Det kan være en udfordring at skulle finde et bestemt sted, for på den måde, som de giver byerne navne er der f.eks. rigtig mange der begynder med Aber – simpelthen fordi byen ligger ved en flodudmunding. Det betyder man skal helt hen til 5. bogstav før der er forskel – så man skal være vaks, når man leder efter en vej.

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch betyder: [Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule. Så har man også placeret den på landkortet…

Samtidig kan man sikkert godt regne ud, at navnene også er svære at udtale. At spørge om vej er nok næsten umuligt – i hvert fald så griner vores walisiske venner voldsomt, når vi forsøger. Derfor har vi gerne et kort og en tablet ved hånden – så slipper vi for at de dør af grin…

Inden vi forlod Seiont Riverside Camping for denne gang, så kiggede vi lige ned til floden for at tjekke vandstanden. Den var faldet det sidste døgn og nu kunne vi igen se alle de store sten på bunden…

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi forlod Canterbury og fortsatte mod Wales. Vi har nogle walisiske venner, som vi skulle besøge, men havde valgt at lægge os ind på en campingplads i nærheden af dem i stedet for at bo hos dem.

Vejen fra Canterbury til Wales er motorvej det meste af vejen – og når man lige ser bort fra en meget stoppet motorvej rundt om London, så kørte det rigtig fint hele vejen.

Når man vælger at køre ind i Wales via motorvejen, så skal der betales broafgift ind men ikke ud. Hvis man vælger at krydse på alle andre veje er der ingen afgift. Vi kom af motorvejen og betalte de ca. 50 kr. det kostede – for motorvej er nu rar

Vi havde hjemmefra ledt længe efter en campingplads i nærheden af vores venner. De bor i en lille by, der hedder Eglwyswrw, men den har ingen campingplads. Eller der er måske noget, men i så fald er der ingen servicefaciliteter… Og sådan er det med en del campingpladser – mange gårde har udlagt et lille område til campingplads uden de store faciliteter. Og selvom vi ikke kræver meget – så er et toilet nu alligevel en god ide

Vores søgning hjemmefra havde derfor ført os til den lille kystby Newport. Her lå Morawelon Camping and Caravanning, som har en utrolig lækker hjemmeside. Ja og der var da også en herlig udsigt – men så forsvandt herlighederne vist også…

Da vi endelig fandt ned til den og fik kørt ind af den utrolig smalle indkørsel for at finde et sted at holde mens vi checkede ind, ja så kunne vi konstatere at selvom klokken ikke var 17, så var der ingen til at tage imod! Vi var ikke de eneste – et andet par havde forsøgt at få kontakt til lejrchefen via telefonen, men signalet var så ringe, at det ikke var muligt!

Vi var nu blevet 3 sæt og da vi kunne se, at der ikke var mange på pladsen, så besluttede vi os for at finde et sted at slå op og så checke ind næste morgen…

Med campletten, der kræver en rimelig jævn flade, så valgte vi at trække op på den højeste del af pladsen. Det var så i denne ende, at der ikke blev slået græs, så det var ca. 20 cm højt…

Når vi valgte den bagerste ende, så fik vi også langt til toiletter og opvaskefaciliteter, som er i den hvide bygning herunder.

Den gule bygning indeholder receptionen (hvor man var nødt til at bruge en privat dør på den anden side af bygningen for at komme ind, for døren på denne side kunne ikke åbnes). Toiletterne var dog i orden – der blev gjort rent og selvom de ikke var luksus, så var de OK. Der var dog ingen natbelysning på pladsen og da jorden samtidig var meget ujævn og hullet, så skulle man passe på ikke at vrikke om på anklerne.

Vi fik checket ind næste formiddag uden problemer hos en meget sød ældre dame, der beklagede, at restauranten ikke havde åbent mandag og tirsdag (den lukkede så kl. 17 alle andre dage så….) og som hev en tidevandstabel frem, da vi sagde vi gerne ville vide, hvornår det var lavvande

Udsigten oppe fra vores plads fejlede ikke det mindste

Newport er en lille hyggelig by med typiske stenhuse og en 3-4 pubber! Vi prøvede den ene og vi fik lækker mad og god øl!

Byen har også nogle små butikker og et postkontor, men ingen egentlig supermarked. Så der må man søge til andre og lidt større byer i nærheden.

Oppe fra vores plads havde vi bemærket, hvordan området neden for pladsen blev helt tomt for vand ved lavvande og hvordan folk gik rundt derude. Vi besluttede at gå en tur langs vandet og over på den modsatte side for til sidst at krydse retur til campingpladsen ved lavvande.

Turen bød på både sti i skov og langs vandet og mellem høje bregner. Bregner er lumske fandt vi siden ud af – hvis vi skulle krydse gennem dem, så kunne de skjule ret store højdeforskel

Til sidst endte vi lige på den anden side af vandet og kunne kigge over på campingpladsen. Vi havde ikke helt fået timet det perfekt, så vi måtte søge lidt for at finde det laveste sted at krydse over. Men det lykkedes at komme over et sted, hvor vandet kun gik op midt på skinnebenet. Som I kan se, så er bådene fortøjet og så lægger de sig bare på havbunden ved lavvande og flyder med op ved højvande.

Her er lige to billeder, der viser lidt om forskellen på vandstanden ved lavvande og højvande.

Den dag vi ankom var vi kommet en skøn vej op gennem en nationalpark med små smalle veje, fantastiske udsigter og køer, der græssede.

Vi besluttede at den vej ville vi op over igen – og på en gråvejrsdag tog vi turen. MEN det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort – skyerne hang så lavt, at vi ind i mellem kørte rundt inde i dem. Og udsigten – ja, den kunne vi da godt skyde en hvid pil efter!

Her får I derfor lige et billede fra en solskinsdag…

Og derefter vil vi gerne vise jer en helt almindelig walisisk vej. Ikke en hovedvej, men alligevel en meget brugt vej. Smal, med høj bevoksning på begge sider. Undervejs er der vigepladser, så man kan komme forbi en modkørende bil.

Systemet fungerer forbavsende godt selvom det er lidt vanskeligere for os i en ikke-engelsk bil. For det betyder, at føreren af bilen sidder helt inde ved vejsiden og derfor har sværere ved at se fremad, hvis vejen drejer. Til gengæld mødte vi ingen sure miner hos englænderne, hvis vi lige overså en vigeplads.

Sidst vi besøgte Wales var vi forbi Pentre Ifan – en meget stor og utrolig flot stendysse tæt på Eglywswrw. I år ville vi også lige lægge vejen forbi og se den imponerende konstruktion.

Dyssen består af 7 store hovedsten. Den store dæksten er 5 meter lang, 2,4 meter bred og knap en meter tyk og hviler på spidserne af 3 andre sten ca. 2,5 meter over jorden. Dyssen stammer fra ca. 3500 før Kristi og at gravkammeret har været omkring 30 meter langt og 17 meter bredt.

Da gravkammeret blev udgravet fandt man kun lidt keramik og flintespidser, mens man under gravhøjen fandt nogle gamle gruber, der tyder på, at stedet allerede har været helligt inden man byggede gravhøjen.

Trods det, at der ikke blev fundet nogle knogler ved udgravningen, så mener man alligevel at stedet er blevet brugt til begravelser. Formentlig ikke kun til en vigtig person, men mere som gravsted for et helt samfund over en længere periode.

Selvom vejret absolut ikke var det bedste, så var landskabet her i den sydlige del af Wales nu stadig flot. Store ret bløde bakker, med utrolig mange får!

St. Davids

Skt. Davids Cathedral har vi tidligere set udefra, men småregn gjorde, at vi denne gang lagde vejen forbi for at se den inde. Katedralen ligger på det sted, hvor Saint David, som døde i 589, grundlagde et kloster. Den gang var det et svært tilgængeligt område og David og hans tilhængere levede her et simpelt liv, hvor de blandt andet ikke spiste kød eller drak øl. David foretog flere pilgrimsrejser og endte med at blive biskop.

I det 12. århundrede erklærede Pave Calixtus II St. Davids Cathedral for et vigtigt pilgrimssted. Det blev anset som værende så vigtigt at Calixtus erklærede, at to pilgrimsrejser til St. Davids svarede til en til Rom og 3 svarede til en til Jerusalem.

Bygningerne fra dengang er naturligvis blevet revet ned og bygget op, om og til mange gange siden. Den nuværende katedral blev påbegyndt i 1181 og i dag er skibet en af de ældste dele af katedralen. Den blev oprindeligt brugt til processioner og havde derfor ikke siddepladser. Loftet var oprindeligt båret af hvælvinger, men en kombination af utilstrækkelige fundamenter og et jordskælv i 13. århundrede har fået væggen i den vestlige ende til at læne sig udad. Derfor har skibet i dag et træloft.

Højalteret står i koret. Det nuværende alter er fra det 15. eller 16. århundrede og erstattede et noget større alter fra middelalderen. Ja faktisk mener man, at det alter fyldte hele det øverste trappetrin…

Biskop Gower foretog store ombygninger og tilføjelser i det 14. århundrede og han menes også at stå bag det nærtliggende biskoppens palads. Han står også bag katedralens meget imponerende pulpitum – eller stenskærm – mellem skibet og koret. Biskoppens grav ses i den højre side af skærmen.

Det meste af orgelet er fysisk placeret ovenpå pulpitum og ses bedst fra kor-siden. Men da vi gik rundt i kirken, øvede organisten sig og derfor opdagede vi de enorme baspiber i et sideskib. Vi har set mange orgler, men aldrig så store bas-piber. Og sikke meget luft de kunne spyde ud, når de var i brug.

Kirkens tidligere klosterbygninger eksisterer stadig, men bruges i dag til andre ting – som f.eks. mødelokaler og toiletfaciliteter for besøgende. Klostergården er i fin stand – men det skyldes at dele af den faktisk er ret nyt.

Biskop’s Palace ligger i dag i ruiner lige ved siden af katedralen og er oprindeligt opført i perioden 1328-47, hvor Gower var biskop. Efter reformationen fik paladset lov at forfalde – først fordi en af biskopperne fjernede en del af paladset for at skaffe penge til sine 5 døtres medgift og siden fordi biskopperne hellere ville bo i Abergwili.

Nå ja – og så går vejen også nogle gange gennem åerne. I stedet for at opføre en bro, har man valgt at brolægge bunden af åen, så man kan køre igennem. Det her Ford – som det hedder på engelsk – ligger dog nu på en bilfri vej

Vi slutter lige af med et par billeder af vejret – den ene dag tunge skyer, der kort efter slap store mængder regn ud over os og den anden dag en skøn og flot aftenhimmel…

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Siden vores sidste besøg var vores udstyr gået fra et telt til en campingvogn og vi kunne stadig huske, hvordan det var at køre rundt i venstre side, så da vi fik mulighed for at låne en camp-let slog vi til. Den er trods alt lige en tand mindre end vores campingvogn.

Da vi havde fået styr på denne del, så gik planlægningen af rundturen i gang. Vi skulle naturligvis ikke bruge alle 4 uger hos vores venner, så derfor fik vi planlagt en tur, der gik gennem England, Wales og Skotland. Og det blev en fantastisk tur – trods vejret ikke helt var med os. Vi fik flere dage med heldagsregn, dejlige dage med sol og fine dage med gråvejr. Og vi nåede aldrig over 17 grader om dagen og en hel del koldere om natten.

Vi havde været heldige at få lov at låne en Camp-let hos Camp-let og den skulle lige hentes i Arnum ved Gram, hvor fabrikken ligger. Helle tog sønnike med nogle dage før og hentede den, så vi kunne få pakket den. I en Camp-let kan der jo pakkes en del bagage ned, så den skulle lige hjem og åbnes og pakkes med bord og dyner – ligesom der lige skulle fyldes køkkengrej ind i køkkenet.

Første destination er Canterbury

Men endelig – en tidlig onsdag morgen forlod vi Odense med retning mod Calais i Frankrig. Det var en dejlig morgen at forlade landet i – den blå himmel og solen og varmen fulgte os hele vejen til Frankrig.

Undervejs lavede vi lige et lille pit-stop ved grænsen for at få fyldt de sidste vigtige ting ind i bilen: lidt drikkevarer og nutella

Vores færge sejlede torsdag omkring middag og hjemmefra havde vi besluttet at tage en hotelovernatning på udturen. På den måde skulle vi ikke slå Camp-letten op for en nat. MEN da vi nåede næsten over til grænsen mellem Holland og Belgien, så var alle hotelværelser ved motorvejen optaget og med noget bagefter kan det være lidt en udfordring at finde en p-plads inde i en by. Derfor endte vi med at sove i bilen på en stor rasteplads.

Det var langt fra optimalt, det var kogende varmt (24 grader kl. 3 om natten) og der var også en del støj fra vejen. Det gjorde til gengæld, at vi kom tidligt videre næste morgen og nåede derfor Calais i god tid…

Det gjorde til gengæld ikke noget – skulle det vi sig, for at komme ud af Frankrig tog noget tid. Men først skulle de sidste kilometer ned til færgen tilbagelægges. Det skete af denne indhegnede motorvej. Et trist syn, som er resultatet af de store flygtningestrømme sidste år, hvor der var store problemer med, at flygtninge forsøgte at komme til England på/i/under lastbilerne.

Nede i færgelejet fik vi set næste eksempel på denne flygtningestrøm. Først blev vi mødt af det franske militær, der først skulle se ned i vores bagagerum (som var stoppet med køletaske, tasker med tøj og vandrestøvler), derefter ned i gaskassen (som var stoppet med gasflaske, gulvtæppe, pløkke mm) og som til sidst ville have åbnet Camp-letten. Det var her vi kiggede lidt opgivende på hinanden, fik åbnet køkkenet og heldigvis slap vi med det, da han så, hvor stoppet resten var…

Fra det franske militær kom vi videre til den franske paskontrol. Det tog ikke så lang tid. Det næste vi blev mødt af, var den engelske paskontrol. Den er flyttet til England – til gengæld er der ingen kontrol i Frankrig.

Her fik vi også udleveret bookingpas og vi blev bedt om at køre til bane 119. Bane 119! Så ved man bare havnen er stor! Men det var ikke slut endnu – for de engelske toldere skulle også lige kigge i bagagerummet og i gaskassen og vi havde næsten åbnet køkkenet inden de rystede på hovedet og sagde at det var altså ikke nødvendigt. Så manglede vi kun at blive udtrukket til kontrolmåling af længden på køretøjet og så kunne vi endelig køre over i bane 119. Her havde vi dårligt stoppet, før vi blev læsset om bord! Vi mente ikke vi var sent på den – og det viste sig da også at vi lige sneg os på en afgang en tand tidligere! Men det sagde vi bestemt ikke nej til!

Færgeturen gik helt uden problemer – der er mulighed for at købe mad og toldfrit ombord, men da turen tager bare 2 timer, så er der ikke megen tid, der skal slåes ihjel på denne overgang. Eneste anke vi har her, er at vi blev sendt ret tidligt ned i bilerne og det betød, at vi ikke fik lov at nyde Dovers hvide klinter. Undtagen lige de få glimt vi fik, da vi kørte ud fra havnen.

Ankomsten til England betød også, at fra nu af skulle der køres i venstre side. Der er skilte langt op i England på engelsk, tysk, fransk og svensk om at der er venstrekørsel i England.

Venstrekørsel er ikke så vanskeligt. Det føltes næsten naturligt at køre i venstre side, da vi forlod færgen. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor det er lidt mere kompliceret. F.eks. er det rart at være to i bilen, når vi skal køre ud i et kryds. For føreren kan ikke altid se, hvad der kommer fra højre. Det er også rart, når der skal bruges kort til at komme ind og ud på pladsen – for standeren sidder jo så i passager-siden!

Fra Dover er der ca. 30 km. til Canterbury – vores første mål. Her havde vi hjemmefra udset os campingpladsen Canterbury Camping and Caravanning Club Site. Som navnet antyder, så er den en af mange i en kæde af pladser og vi havde hjemmefra valgt at melde os ind i foreningen Camping and Caravanning Club, da vi dels kunne spare en del på overnatningerne og dels kunne komme ind på ALLE deres pladser. Nogle pladser i de her klubber (der findes to store) er kun for medlemmer.

Vi blev mødt i receptionen af ikke mindre en 4 personer. 2 bag skranken og 2 foran. Vi fik lige en lille løftet pegefinger om, at man ikke burde komme før kl. 13, for ellers var man ikke sikker på at komme ind, men at det lige på deres plads og på denne dag var OK at den kun var 12.30…

Efter den obligatoriske indskrivning (som gik hurtigt, da vi havde vores medlemsnummer med) og betaling (alle pladser ville have betaling ved ankomst) til de to bag skranken, så tog de to foran skranken over. De ville vide, om vi ville i teltområdet (uden strøm) eller i campingvognsområdet (med strøm) og om vi foretrak græs eller hardstanding. (Hardstanding ser vi på i et senere afsnit )

Jo tak: strøm og græs. Og så blev vi fulgt ned til en plads med noget der lignede græs og med en pæn del kaninhuller…
Vi bliver bedt om at slå op, så forteltsområdet rammer det område, hvor græsset i forvejen er gået ud og det lykkedes rimeligt godt. Pladsen er langt fra plan – faktisk skråner den en del og vi ender med en del sved på panden for at få Camp-letten og forteltet til at stå bare nogenlunde. Det endte med at tage ca. 1,5 time før vi var tilfredse, men det kom heldigvis til at gå hurtigere og hurtigere for hver gang, vi slog den op.

Der er en lille legeplads og et stort område for teltcampister. Pladsen har plads til 185 enheder, men vi føler ikke den er så stor. Der er to toiletblokke, hvor der er pænt og rent hele tiden, og hvor vandet er dejligt varmt.

På pladsen findes de her store udlejningstelte – vi kiggede lige ind af vinduet – og der er plads til 5-7 personer i dem.

På pladsen, som ligger ca. 20 minutters gang fra centrum af Canterbury, er der forbavsende stille. Men selvom vi befinder os udkanten af et boligkvarter, så er der ingen restaurant/pub eller daligvarebutik i umiddelbar nærhed af pladsen. Så det er ind til byen hver gang. Og hvis man ikke selv ønsker at køre eller gå, så stopper bussen lige uden for pladsen…

De sidste to billeder fra pladsen er med, fordi vi simpelthen ikke kunne stå for dem. Først så havde vi en hel utrolig lyst til at prøve brandvarslings-trianglen. Bare for at høre, hvor langt væk den egentlig kunne høres…

Hvis man brugte grill, så var kravet at der stod en spand med vand lige ved siden af. Den her campingvognsejer har udsmykket sin med ænder – tilfældigvis 4 som i FIRE… Det morede vi os ret meget over.

Canterbery

Vi besluttede os for at gå ind til centrum af Canterbury. Vi havde valgt Canterbury, fordi vi gerne ville se katedralen i Canterbury, men også for lige at indsnuse lidt engelsk byliv.

Gågaden i Canterbury er hyggelig – kendte butikker blandet med ukendte, souvenirshops og pubber. Her er gamle huse og brosten krydret med blomster. Og solskin, den dag vi var der

Ved Buttermarket står vi så over for Christchurch Gate – den meget imponerende indgang til katedral-området. Porten er bygget 1504-1521 – formentlig til ære for prins Arthur, der giftede sig med Catherine af Aragon i 1501. Arthur døde selv året efter, hvorefter hans bror Henry VIII blev konge og i 1509 giftede han sig med samme Catherine.

Porten har skiftet udseende flere gange – nogle dele er blevet ødelagt og udskiftet – andre revet ned med vilje. Det gælder for eksempel de oprindelige tårne, som blevet revet ned i 1803 for at James Simmons kunne se katedralens ur fra sin bank – Simmons og Gipps (nu Lloyds Bank). De nuværende tårne er derfor fra 1937.

Porten er rigt udsmykket med f.eks. en række våbenskjolde og søjler. Jesus-figuren blev efter 347 år genplaceret på sin oprindelige plads i 1990.

Lige inden for porten er der i dag billetkontor til katedralen. Canterbury Katedral er en af de ældste og mest berømte kirker i England. Den er sæde for ærkebiskoppen af Canterbury og dermed moderkirke for Den anglikanske kirke.

Katedralen er grundlagt i 597 og fuldstændig genopbygget i 1070-1077. Ude kan man tydelig se, at den ikke er opført af en gang, men er blevet udvidet flere gange.

Inde mødes vi af et stort og imponerende skib. Det er over 600 år gammelt og 54 meter langt og 24 meter højt. Prædikstolen er tegnet af George Frederick Bodley og kom til i 1898. Der er også mulighed for at se mange glasmosaikvinduer, hvor de ældste er over 800 år gamle.

Kirkens rolle som et af de vigtigste pilgrimsmål i Europa hænger uløseligt sammen med mordet på den mest berømte ærkebisp: Thomas Becket i 1170. En langvarig tvist mellem ærkebiskoppen og kong Henry II gjorde, at kongen ifølge historien skulle have sagt: Hvem vil befri mig for denne lavbårne præst? 4 riddere tog orden bogstaveligt og tog til Canterbury, hvor de myrdede ærkebiskoppen i kirken. Dette mord udløste en sand pilgrimsstrøm til stedet, hvilket gjorde at det var nødvendigt at udvide den østlige del af kirken kraftigt i begyndelsen af det 12. århundrede. Strømmen af pilgrimme gjorde samtidig kirken rig nok til at kunne betale for udvidelsen…

De flotte glasmosaik-vinduer i Trinity Chapel (herover) viser nogle af de mirakler, der siges at have fundet sted efter mordet på Thomas Becket. I kapellet blev Thomas Becket gravsat i en kiste, der var rigt dekoreret med ædelstene og guld. Kisten blev i 1538 ødelagt af kong Henry VIII. En stor rød rubin fra kisten er i dag en del af de engelske kronjuveler.

Billedet her under viser selve martyrdommet. Det er her man mener, at ærkebiskoppen blev myrdet. Udsmykningen og alteret på væggen er af nyere dato – helt bestemt stammer den fra 1986. De 2 sværd og deres skygger repræsenterer de 4 riddere og korset helgenen Thomas Becket. Det er udført af Giles Blomfield.

I kirken findes en række store og imponerende gravsteder.

Her findes f.eks. Edward af Woodstocks grav. Han er kendt som ’The Black Price’ og var ældste søn af kong Edward III, far til kong Richard II og kendt som en af Englands mest kendte militære ledere. Hans sejr over franskmændene i kampen om Crécy gjorde ham meget populær.

Næsten overfor den ’sorte prins’ og lige ved siden af St. Thomas Beckets helligdom ligger kong Henry IV og hans 2. kone Joan af Navarre i en dobbelt sarkofag. Man mener, at kongens store interesse for klosteret var rent politisk. Klosteret havde stadig stor indflydelse pga. Thomas Beckets martyrstatus og helgenkårelse.

Koret, tror vi Quire skal oversættes til, bruges hver dag til tjenester. Vi var der lige, da der var en kort andagt med en tekst fra biblen og Fader Vor fremsagt på utallige sprog af de besøgende.

Koret er adskilt fra skibet af en stor smuk udskåret væg og der er en helt fantastisk prædikestol. Og i selve koret ses en række mørke korstole – de fleste victorianske.

Fra kirken er der udgang til det store kloster. Klosteret blev etableret af ærkebiskop Lanfranc i 1070-77, men er blevet genopført i 1397-1444.

Først kom vi ud i klostergården – en utrolig smuk klostergård med mange stenudskæringer. Klosteret husede et stort antal munke, der levede og arbejdede her.

Fra klostergården er der adgang til kapitelhuset. Kapitelhuset har et helt fantastisk loft og et stort smukt mosaikvindue. Rummet var der, hvor munkene samlede sig for at diskutere, hvordan man skulle drive katedralen og for at læse i deres benediktinske bøger. Det er den største kapitelsal i England.

I dag anvendes rummet som samlingslokale, hvor der bliver afholdt fællesspisninger og andre arrangementer.

Fra klostergården er der adgang til klosterets urtehave. Munkene brugte ikke kun urterne til deres medicin, men de blev også brugt til brygning, madlavning, farvning, fremstilling af blæk og opfriskning af luften. Munkene så deres haver som ’opfriskningssteder’, hvor de kunne forbedre sundheden gennem pause og motion.

Da vi forlod katedralen forsatte vi videre rundt i byen. Der går flere kanaler/floder gennem byen og man kan få en lille sejltur på flere af dem.

Billederne herover stammer fra et stemmeværk, der tidligere har været brugt ved en mølle.

Westgate (herunder) er den største middelalderport, der findes i England. Den første port blev bygget på stedet omkring 270 e.kr., men den nuværende er fra omkring 1380. I dag rummer den et museum med våben fra den engelske borgerkrig til 2. verdenskrig.

St. George Tower er det eneste der er tilbage fra St. George kirke og stammer formentlig fra det 15. århundrede. Selve kirken blev slemt beskadiget under et tysk angreb i 1942 og revet ned i 1955.

Margate – og Shell Grotto!

Vi havde hjemmefra fundet en muslinge-hule i byen Margate og besluttede at lægge vejen derud forbi på en gråvejrsdag.

Vel ankommet til byen og efter at have fundet en p-plads begav vi os ned mod vandet – en lækker sandstrand lå for vores fødder og til den ene side stod dette skønne ‘hus’. Det er ikke lykkedes os at finde nogle oplysninger om huset, men der var en dejlig udsigt derfra.

Vi fortsatte langs vandet om til byens havn. På havnen findes en række små gamle fiskehytter, som i dag er omdannet til eksklusive små butikker og kaffebarer!

Yderst på molen står muslingedamen. Eller Mrs. Booth. Mrs. Booth er en ca. 3,5 meter høj bronzefigur skabt af Ann Carrington i 2008.

Skulpturen er en opskaleret version af de små muslingeskalle-damer, som souvenirbutikkerne sælger. Figuren er opkaldt efter en lokal kvinde, der boede med udsigt over havet og hvis første mand druknede på havet. Siden indledte hun et forhold til en kunstner, som hun boede sammen med indtil hans død.

Vi var taget til Margate for at se ‘Shell-Grotto’, som er en skalle-udsmykket underjordisk passage, der ligger inde midt i et villakvarter i Margate.

Passagen er ca. 21 meter lang og den ender i et større rum, der kaldes Altar Chamber. Det betyder, der er ca. 190 m2 væg og loft, der er dækket af en mosaik af muslingeskaller og sneglehuse. Man antager, der er brugt ca. 4.6 mill. skaller!

Der er ingen viden om, hvorfor og hvornår passagen er skabt. Men der er mange ideer omkring det – nogle mener den er 3000 år gammel – nogle mener, der er en rig mands dårskab skabt i det 18. eller 19. århundrede – nogle mener den stammer fra frimurerne.

Skallerne er ikke blevet aldersbestemt, men man er rimeligt enige om, at den blev opdaget i 1835 og åbnet for offentligheden i 1838.

Mosaikkerne består af flere forskellige skaller, hvoraf de fleste er lokale muslingeskaller krydret med nogle få eksotiske sneglehuse.

Under det sorte ydre, som skyldes sod fra den gang man oplyste grotten med olielamper, er skallerne i dag primært hvide. Oprindeligt har de været mere farvestrålende, men farven er desværre forsvundet.

Grotten er imponerende – ikke i størrelse, men i antal af skaller…

Maunsells Forts – eller Redsands towers!

Vores sidste udflugt fra Canterbury gik til Redsands Towers. Vi havde for flere år siden set en artikel om dem i et geocachingblad og lige siden har de stået højt på vores liste over steder, vi gerne ville se.

En større research gjorde, at vi fandt frem til firmaet X-pilots, som regelmæssigt sejler ud til tårnene. Og hjemmefra havde vi derfor også booket billetter (de SKAL købes på forhånd) og så var det bare at håbe det blev godt vejr på den valgte dato!

Derfor stod vi en søndag formiddag i Queenborough på øen Isle of Sheppey nord for Canterbury. Her gik vi ud af den lange bro ud over mudderet til X-pilots skib…

Efter en ca. 1 time og 20 minutter lang sejltur nåede vi ud i nærheden af tårnene. Vi havde kunne se dem længe som små klatter i horisonten, men endelig nåede vi ud, så der også var noget at tage billeder af! I baggrunden ses flere tårne – de er fra et tilsvarende felt.

The Redsands Towers er en en del af Guy Maunsells plan for offshore forsvar under 2. verdenskrig. Londons havn var en af de travleste havne i verden, da 2. verdenskrig brød ud. Den tyske flåde forsøgte at sætte havnen ud af spil ved at udlægge et stort antal miner i Themsen. Minerne var så effektive, at der i krigens første måneder sank over hundrede skibe.

Selvom alle tårnene er kendt som Maunsell Forts, så var der to forskellige designs med forskelligt formål. De første var de mindste og bestod af to tårne hver og blev opført tæt på land. De kunne huse hver 120 mænd og ingen af dem eksisterer længere

Længere ude blev de større – som Redsand – opført. Hvert af de store forts bestod af 7 tårne, der var forbundet med gangbroer. De nye tårne var ca. 11×11 meter i ‘grundflade’ på selve topbygningen og samlet kunne de 7 tårne i et fort huse 265 mand hver.

Fra tårnene blev over 50 fly skudt ned og samtidig var de medvirkende til tabet af en tysk u-båd.

Efter krigen bibeholdt man tårnene og vedligeholdt dem frem til 1956, hvor forsvaret fjernede deres udstyr fra dem. Nogle af fortene blev demonteret, mens andre blev brugt som ulovlige radio-sendeskibe – helt på linje med det danske Radio Merkur.

Flere af tårnene blev derefter fjernet – enten af forsvaret eller de kollapsede pga. vejret.

I dag er Redsands Fort den eneste af grupperne, der er intakt som da de blev bygget. De er stadig i meget dårlig forfatning og der er ikke adgang til dem. En gruppe entusiaster er dog i gang med at istandsætte dem, så man igen kan komme op i dem.

Vi forlod Queenborough i gråvejr, men da vi kom ud til tårnene kom solen og den blå himmel frem. Så vi fik en helt fantastisk oplevelse, da vi cirklede rundt om dem og ind mellem dem i en lille times tid.

Retur i Queenborough fik vi et fint bevis på, hvordan tidevandet skifter op og ned.

Da vi forlod havnen var det med udsigt til en gangbro hen over mudderbankerne – nu sejlede der et større skib rundt oven på mudderet! (herunder)

Læs også:

Storbritannien 2017 del 1– Canterbury

Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales

Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales

Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond

Storbritannien 2017 del 5– Oban

Storbritannien 2017 del 6– Skye

Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh

Indlægget Storbritannien 2017 del 1– Canterbury blev først udgivet på Fantastiske Ferier.