Efter en total afstressende, men også meget varm uge, forlod vi igen Barcelona og kørte retur nordpå. Vi var blevet 4 i bilen, for da Morten hørte, at vi skulle se en Tour de France etape, så ville han hellere køre med os end med Britta og Rune. Så kunne han også passende få noget træning i kørsel med campingvogn.

Turen hjem skulle gå over Millau – en by især Helle i mange år gerne har ville besøge. Ja egentlig så var det ikke byen som sådan, der var interessant, men broen uden for byen…

Vi startede derfor turen hjem med en lille køretur på lige under 400 km og ankom til Camping Indigo Millau midt på eftermiddagen. Belært af erfaringerne med Tour de France, så havde vi booket en plads hjemmefra og blev placeret på en lille mærkelig trekantet plads, hvor vi med lidt møje og besvær fik plads til det hele samtidig med, at solsejlet lukkede af for gangpassagen nede bagfra.

Vi hader bare, når folk absolut skal krydse tæt ind om vores vogn/solsejl/bil. Og vi HAVDE set, at pladsen blev benyttet som en hurtig smutvej og vidste, at selvom vi satte borde og stole op, så de spærrede mest muligt, så ville der stadig være nogle, der gik igennem.

Vi har engang med det lille solsejl haft folk der gik under solsejlet for at komme forbi… Det nye længere solsejl kunne derimod lukke helt af…Campingpladsen er 3*, med en lille – ikke speciel varm – pool og en pizza-takeaway, hvor ovnen var i udu, mens vi var der

Der er mulighed for at bestille og hente morgenmad og så har receptionen et par poser pasta, en flaske vin og lappegrej til luftmadrasser.

Pladsens toiletter ligger alle i et stort hus midt på pladsen. Vejene rundt på pladsen er lavet så helt vildt dumt, at man skal gå lange omveje, når man skal på toilettet, hvis man ikke vil krydse ind over andre pladser. En smal gennemgangssti midt på pladsen ville nogle dage have været dejlig.

På pladsen er der også mulighed for at leje forskellige overnatningsenheder – f.eks. noget der minder om en togvogn og nogle fantastiske store telte.

Pladsen ligger lige ned til den lille flod La Dourbie , som var overraskende varm. Der er godt med strøm i floden, så vi fik snart indkøbt et par baderinge for at lege med alle de andre børn.

Eneste minus ved den leg: nogle af os fik blå mærker på numsen, fordi vi overså en sten gemt af vandet. Men sjovt det var det…

Kanten langs floden er sten, så det er ikke så behageligt at ligge der og den megen strøm gør også, at man skal holde øje med sine børn.

Morten forsøgte at svømme mod strømmen et sted, hvor det var dybt nok til det og måtte virkelige trække igennem for at komme fremad.

Tour de France

Tour de France-feltet kom lige ind midt gennem Millau og da campingpladsen lå bare en lille kilometer fra byens centrum og ruten, så valgte vi naturligvis at gå derind. På vejen kom vi forbi der, hvor La Dourbie løber ud i den noget større flod Le Tarn.

Store dele af bymidten og de omkringliggende veje var spærret af det meste af dagen, men til fods gav det ingen problemer.

At se en tour-etape er altid en stor oplevelse – også selvom dette års etape var en af de flade af slagsen. Alligevel skal man komme i god tid – og det vil sige flere timer før selve cykelrytterne, for ellers ender man inde i 3. række uden det store udsyn.

Vi var på plads og havde endda fundet et sted lige uden for en butik med gratis wifi, så vi kunne følge lidt med i, hvor langt feltet var væk.

Noget før rytterne kommer, så passerer hele reklamekaravanen – ligesom den har gjort siden 1930. Med alle deres meget fantasifulde biler og alt deres reklame-skrammel, som bliver kastet ud blandt tilskuerne.

Karavanen består af ca. 160 biler fra 34 firmaer. Den fylder op til 20 km. når den flytter sig på vejene og det tager ca. 45 min. før den har passeret. Og så kaster den mellem 14 og 16 millioner små ting ud til tilskuerne – kasketter, slik, Anders And blade, kuglepenne, vaskepulverprøver osv…

Når reklamekaravanen er forbi, så kommer der også lige en række andre biler igennem og SÅ kommer cykelrytterne endelig susende forbi.

Og susende det er de. I forhold til i 2007, hvor vi så en bjergetape, hvor rytterne kom klatrende op af bjerget næsten en efter en, så kom de her drønende igennem i to store grupper meget hurtigt efter hinanden. Og efter yderligere ca. 5 minutter, så var alle tilskuere sivet ind i Millaus gågader eller hjem.

Men for vores vedkommende var dagens Tour de France ikke helt slut endnu. For hjemme på campingpladsen havde det hollandske tv-selskab RTL valgt at bosætte sig på camping- pladsen i nogle dage for at lave deres aftenudsendelse Tour du Jour direkte herfra.

De fyldte godt på pladsen med deres studie, sendevogn, køkkenfaciliteter og ikke mindst kabler. Der lå kabler på kryds og tværs overalt, hvor de opholdt sig.

Naturligvis var vi forbi om aftenen, mens de sendte, men hvis der er noget, som ikke giver mening i vores ører, så er det hollandsk

Millaus og broen Viaduc de Millau

Naturligvis var vi også en tur inde i Millaus gamle bymidte, hvor vi snusede rundt i de smalle gader i nogle timer.

Og faldt over sjove vejskilte. Tænk at bo på Rue du 19 Mars 1962 i nummer 214, 3 sal tv…

Og vi gik også en lang tur langs floden Le Tarn, selvom det egentlig var alt for varmt og uden skygge. Le Tarn har længere nordpå skabt en Gorges du Tarn – en 50 km lang og 500 meter dyb kløft.

Men den må vente til en anden gang – her i Millau er Le Tarn ret fredelig.

Den fantastisk bro ved Millau (Viaduc de Millau) har i mange år stået på ønskelisten og derfor skulle vi naturligvis ud at kigge på den.

Broen er en del af motorvej A75 mellem Paris og Béziers og er belagt med en afgift på 14 euro, når man har campingvogn efter.

Nu er det bare sådan, at når man skal campere i Millau, så bliver man vist af inden broen, så vi fik faktisk slet ikke kørt over. Og i øvrigt er der et rækværk på højde med en lastbil på hver side af vejbanen, således at vinden ikke skulle forstyrre trafikken – men se ud – det kan man ikke.

Broen er tegnet af den franske ingeniør Michel Virlogeux i samarbejde den engelske arkitekt Norman Foster. Den blev påbegyndt i 2001 og indviet i 2004 og man arbejdede på 9 arbejdspladser på en gang: en ved hver bropille og en ved landfæsterne.

Det er en fuldstændig vild præstation – bropillerne er f.eks. støbt på stedet og voksede med 4 meter hver 3. dag. Kranførerne sad i 250 meters højde og løftede brobaner på 20 tons op.

Broen er en såkaldt skråstagbro med 7 bropiller, hvorpå der er anbragt en pylon på 97 meter i højden. Den højeste bropille er 245 m høj og dermed bliver den samlede højde på bropille og pylon 342 m. Faktisk vil Eiffeltårnet rage op over brobanen, hvis man placerede det ved den højeste bropille.

Der er et besøgscenter på begge sider af broen – fra det nordlige er man i højde med broen, mens man ved det sydlige er under broen. Vi havde dog spurgt i receptionen på campingpladsen, hvor det bedste sted var at se broen fra. Og havde fået anbefalet den lille by Peyre.

Og det fortrød vi godt nok ikke. Vi kom forbi det sydlige besøgscenter og var inde for at kigge op på undersiden af broen, men udsigten til broen var helt anderledes fantastisk fra Peyre.

At Peyre så samtidig viste sig at være en perle af en landsby, gjorde blot dagen endnu bedre.

Peyre ligger ca 7 km fra Millau klisteret ind på siden af en stor klippe. Ja faktisk er rigtig mange af husene bygget uden på klippen, således at husene fortsætter ind i klippen.

Mange af husene er lige som kirken af romansk oprindelse.

Byen er bilfri og der er anvisninger til en p-plads ca. 500 meter fra byen. Derefter går det noget op i byens smalle gader, men udsigten over broen og hyggen i de smalle blomstersmykkede gader gør hele gåturen værd.

Byens gamle kirke – dedikeret til Saint Christopher – er fra det 11. århundrede og ligger som en hule inde i klippen. Foran kirken er der bygget et kirketårn, der næsten klistre sig ind til klippen.

I dag bruges denne grotte til udstillinger og i stedet anvendes den nyere kirke lidt derfra. Den nye kirke er fra det 19. århundrede og blev opført for de penge, man fik, da man solgte den gamle kirke. Under kirken ses en af de gamle huler, som i dag bruges til p-plads.

Kirken er inde rigt dekoreret med udskåret træværk og en flot glasmosaik i det ene vindue. Derudover var der flere små statuer, som fangede vores øjne.

Peyre var et fantastisk valg at se broen fra. De små stenbelagte, hyggelige gader med blomster og med sjove kig alle steder, gjorde byen perfekt at fotografere fra.

Eneste minus var, at vi aldrig fandt et sted at købe en is – det kunne vi ellers godt lige have brugt.

Sidste stop – Belfort

Efter et par dage i Millau skulle vi igen videre. Ferien nærmede sig sin slutning, så vi havde desværre ikke tid til så lange stop herefter. Vi forlod Millau og satte kurs mod Belfort.

En lille køretur på ca. 700 km, så vi ankom først omkring kl 18. Til gengæld havde vi stort set ikke betalt vejafgift, for vi var fortsat nordpå af motorvej A75 og krydsede ind over på E62 ved Montmarault på noget, der mest mindede om en motortrafikvej.

Denne vej var skiftevis 1- og 2-sporet og trafikken gled rigtig fint, når man kørte med campingvogn. Solo ville den nok være langsom, da det ikke mange steder er muligt at køre mere end 90 km/t. Vi kom tilbage på A6 ved Chalon-sur-Saóne, som ligger lige syd for Beaune, hvor vi jo startede vores ferie for alvor.

Vi havde hjemmefra besluttet os for at se om der var plads på Camping L’Etang des Forges ved Belfort. Og der var masser af plads, så vi fik fundet os en fin plads, hvor vi slog os ned for et par nætter. Vi vil nemlig ikke ret gerne køre mere end 2 dage i træk og der var stadig ca. 1100 km hjem til Odense.

Pladsen er stor med mange fine næsten plane pladser. Der er dog ikke megen skygge, så vi var rigtig glade for vores store solsejl.

Pladsens toiletbygning fejler ikke noget – der er fælles toiletter og baderummene er kun kønsopdelt ved at mænd går til venstre og kvinder til højre. Eneste anke er, at der er et pissoir uden afskærmning – det bryder vi os ikke om.

Campingpladsen har egen pool og det var rart i varmen. Den ligger lige ned til en sø, men det ene sted, hvor vi passerede søen, der lugtede den ikke specielt godt.

Vi havde en hel dag i Belfort og fik samlet en brochure op om byen oppe i receptionen. Vi havde ingen planer for, hvad vi skulle se, men da vi opdagede den – tilsyne-ladende – meget kendte løve i Belfort, (og som vi så ikke havde hørt om) så måtte vi naturligvis lige se den.

Turen ind til Belfort centrum tog vi på gåben. De sagde, at det tog 10 minutter, men vi var nu lidt længere tid om det.

På turen kom vi forbi Le Marché Couvert – det overdækkede marked. Det holder til i en fantastisk smuk bygning fra 1904. Bygningen er tegnet af arkitekt Eugène Lux, som har formået at mikse glas, stål, sten og keramik. Der er desværre kun åbent fredag og lørdag formiddage.

Vi kom også forbi Cathédrale Saint-Christophe, som stammer fra det 18. århundrede. Kirken er opført i lyserøde sandsten og selvom vi gerne ville kigge ind, så trak løven mere i os.

Og løven fik vi snart af se. Ja faktisk havde vi set den tidligere, for den står højt over byen og skuer ud over den.

Løven er naturligvis Belforts vartegn og er meget stor. Den er 11 meter høj og 22 meter lang og udført i lyserød sandsten.

Løven er tegnet af Auguste Bartholdi og stod færdig i 1880. Løven blev et symbol på byens modstand mod Tyskland og skulle give franskmændene håb om at Alsace og Mosel efter den fransk-tyske krig i 1870-71 igen blev franske.

Hvis man ikke vil nøjes med billeder som det her under, skal man betale lidt. Til gengæld kommer man så ud på en platform, hvor der er et flot kig til løven og en storslået udsigt ud over byen.

Løven holder til lige neden for citadellet. De ældste dele af citadellet stammer tilbage fra middelalderen og er siden blevet ombygget og tilbygget i flere omgange. Vejen op på toppen går dels af en grussti, dels af en brostensbelagt vej og dels gennem en række tunneller.

Øverst oppe lige over løven ligger der en gammel kaserne fra 1826, som i dag rummer en stor historisk samling. Samlingen stikker i to retninger. Dels er her en afdeling med gamle gipsmodeller og dels er der en større afdeling med gamle våben, tøj, emblemer mm.

Bartholdi var en fransk billedhugger, der døde i 1904. Han stod bag Belforts løve, men er alligevel mest kendt for at have skabt Frihedsgudinden i New York.

Den står her ved siden af ham på han selv-portræt. Lidt storheds-vanvid har man vel lov at have.

En stor del af samlingen består af en række militære effekter, som museet har fået fra flere personer. Her kan ses våben, uniformer og dokumenter.

Tingene stammer fra flere tidsperioder og der findes flere bymodeller, der viser Belforts udvikling gennem tiden.

Der var rigtig mange af de her emblemer – fascinerende at se dem sat så tæt op.

På vej ud kom vi forbi en M4A2 Sherman – og fik geocachet på den uden at få alt for beskidte fingre. Hint: E…

Til sidst så kom dagene alligevel, hvor vi måtte køre helt hjem. 2 dage var sat af til opgaven og første dag stod på 600 km til Seecamp Derneburg – en god gammel kending, som vi ved er let at komme til og hvor de har en udmærket restaurant, der serverer schnitzler på flere måder.

Her fra er der ca. 500 km retur til Odense – en ganske passende strækning til sidstedagen. Så passer det nemlig med, at vi rammer Odense midt på eftermiddagen og har tid til at få pakket ud, slået græs og hentet hund.

Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur 2015 – Andorra Del 3 – Sommertur 2015 – Barcelona Del 4 – Sommertur 2015 – Millau og Belfort Del 5

Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside. 

Indlægget Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi kunne sagtens have brugt mere tid i Andorra, men vi havde en aftale med vores voksne børn Britta og Morten og Brittas kæreste Rune i Barcelona. Og den aftale skulle naturligvis holdes.

Vi forlod derfor Camping Internacional og satte gps’en til at føre os til Barcelona. Først skulle vi dog lige ud af Andorra. Vi var stadig nødt til at køre ind gennem byerne, for alle byerne er bygget i bunden af dalene og der er simpelthen ikke plads til en omfartsvej uden om.

Dernæst skulle vi krydse grænsen ind til Spanien. Og den havde vi læst om og forventede det værste. Det blev dog ikke vildt slemt, men det blev heller ikke let. Først skulle bilerne deles i to baner: personbiler og lastbiler. Vi lagde os naturligvis i personbilbanen og kørte ind under et stort halvtag. Halvvejs inde under dette tag blev vi så beordret til at lave et skarpt kryds til højre for at ende inde mellem lastbilerne.

Så tænkte vi, at det da også var fint, men nej, så skulle vi tage et skarpt sving til venstre og parkere mellem et hegn og en søjle. Vi kunne se, at det ville give os problemer med at komme ud derfra, så vi forsøgte at parkere på den anden side af søjlen, men den gik ikke og vi måtte pænt om bag ved den.

Så holdt vi så der og ventede på, at tolderne skulle få tid til at kigge på vores bil og campingvogn. Det viste sig, at de skulle kigge inde i vognen men ikke bag i bilen…

Og da de havde kigget der, så fik vi lov at køre videre. Søren fik med møje og besvær listet bil og vogn ud igen. Campingvognens ene hjul måtte godt nok lige op over en forhøjning ved søjlens fod, men det gik uden at lave skrammer nogen steder.

Turen gennem Spanien og ned til Barcelona gik af en fin hovedvej og et tilsvarende stykke motorvej. Et par steder skulle der betales en vejafgift – f.eks. 80 cent for at krydse en tunnel (det er jo næsten morsomt, for der sad en person og tog mod pengene) og igen på motorvejen ved Barcelona.

Vejen gik heldigvis uden om byerne og trafikken flød derfor helt perfekt. Turen var betagende smuk og vi var helt vilde med de bjerge, der pludselig dukkede op i horisonten.

Efter bare 285 km ankom vi til Barcelona Camping. Vi havde bestilt plads hjemmefra, for det var vigtigt, at vi fik to pladser ved siden af hinanden.

Personalet i receptionen var utrolig hjælpsomme og havde fundet to fine pladser til os. Men vi måtte gerne tage to andre, hvis vi hellere ville have dem og så bare komme ned og sige det.

Pladserne var fint jævne og uden græs. Det kan nok ikke gro i varmen og tørken Jorden var stenhård, så vi blev superglade for at have taget alle tarzanpløkkene med hjemmefra.

Skygge var der ikke meget af. To træer forrest på pladserne gav dog lidt skygge til Britta og Runes telt – heldige dem, for så blev der knap så varmt i teltet om morgenen.

Da begge telte var slået op til de unge, så var der ikke meget plads tilbage på deres plads. Men det gjorde ikke så meget, når vi alligevel skulle sidde under vores solsejl. For at få skygge nok satte vi vores netfront op og i bunden af den var vi endda nødt til at sætte læskærmen op for at få fuld skygge i den ene ende.

Strøm havde vi lige bag vognen – mens de unge havde noget længere til strømmen og endte med at have en ledning liggende under vores vogn og solsejl for at den kunne nå over til det bagerste telt.

I vores hjørne af pladsen var det meget svingende, hvor fyldt der var. Nogle dage var der ingen tomme pladser – andre dage var der ret tomt.

Vand var der for enden af vores gade – her var et vaskearrangement med koldt vandt. Varmt vand fandtes uden for toiletbygningen, så der gik vi op for at vaske op.

Toiletbygningen var lækker og blev rengjort ofte. Fine toiletter og badeforhold med plads til tøjet og håndklædet.

På pladsen er der en pool – 29 grader varm – med tilhørende poolbar med is og drinks og lette retter.

Campingpladsen har også sin egen restaurant med havudsigt og liveunderholdning hver aften.

Ved siden af restauranten findes en lille butik, hvor der kan handles til hele dagen, hvis man ikke er for kritisk med menuen. Vi brugte den mest til at hente morgenbrød, for ca. 6 kilometer væk lå et stort indkøbscenter.

Hvis man ikke har eget telt eller vogn med, så er der også mulighed for at leje sig frem. Alle mobilhomes ligger bagerst på pladsen og varierer en del med hensyn til skygge og udseende. Men flere af dem har egen hængekøje

En del af pladsen er samtidig fastligger-hjørne. Og det er virkelig fastliggere, der bor her.

Ikke at vi synes det virker specielt hyggeligt, for de ligger godt nok tæt og har godt nok en ret høj bebyggelsesprocent. Faktisk så høj, at der er en parkeringsplads oppe bag ved, hvor de kan stille bilerne. Til gengæld har de væsentlig mere skygge end de pladser, vi lå på.

Ud over poolen så ligger campingpladsen også lige ned til Middelhavet. Det ER muligt at bade ved campingpladsen, men vi gjorde det ikke. For det første lugtede der ikke særlig godt nede i tunnellen, som sikre er lavet så man kan krydse sikkert over både vejen og jernbanen. Og for det næste, så er der større sten i vandkanten og tang næsten over det hele i vandet.

I stedet tog vi campingpladsens gratis shuttlebus ind til Mataró. Den kører ca. hvert 20 minut og stopper i Mataró ved togstationen og ved stranden. Bussen holder lige uden for pladsen og man hopper bare af og på efter behov.

Stranden i Mataró er til gengæld superlækker med fint sand og dejligt vand. De sidste gange vi har været i dette hjørne af Europa har Middelhavet været hundekoldt, men i år var det superlækkert varmt.

Campingpladsen har sin egen beachbar på stranden, ligesom de har deres egen dykkerskole her.

På snusetur til Mataró

Vi tog naturligvis også bussen ind til Mataró for at snuse rundt i byen. Mataró ligger nord for Barcelona og kan i dag – selvom den er den største by i Maresme – vel nærmest betragtes som en forstad til byen.

Mataró er ikke nogen lille by – den har omkring 130000 indbyggere og har universitet og stort sygehus. Matarós gamle bymidte er en herlig samling af små smalle gader og gamle huse.

I et hjørne af den gamle bydel ligger et ‘marked’ som minder om en basar. ‘Markedet’ ligger nemlig i nogle smalle gader, hvor butikkerne er små, men har et fantastisk udvalg af fisk, kød, grøntsager, krydderier osv.

Et andet sted findes et andet marked, som er delvist udenfor på gaden som et helt traditionelt marked og dels inde i en fast markedsbygning, hvor man kan købe sig en fast ‘butiksplads’. På dette marked fandt vi noget fantastisk kød og nogle flotte grøntsager og frugt.

Selvom temperaturen lå på +35 grader om dagen, så skulle vi naturligvis også en tur ind til selve Barcelona.

Barcelona

Ud over den gratis shuttlebus fra campingpladsen til Mataró, så har campingpladsen også en shuttlebus ind til Barcelona. Denne er dog ikke gratis i juli, men den er billigere end toget og meget lettere end selv at køre derind. 

Bussen kører dog kun en gang hver vej hver dag og vi valgte kun at tage bussen ind og så tage toget hjem. For så skulle vi ikke afpasse tiden med bussen.

De første kig ind på de specielle bygninger fik vi således fra bussen. Her under er det Torre Agbar – et 144 meter højt tårn fra 2005

Og her under vores allerførste kig på kirken Sagrada Familia. Men meget mere om den senere.

Bussen stopper på Plaça de Catalunya – en stor plads beliggende centralt i Barcelona. Her ved pladsen mødes en række af byen store gader – f.eks. Passeig de Gràcia, La Rambla, Ronda de Sant Pere og Carrer de Pelai.

På pladsen er en række smukke statuer, som det desværre ikke er lykkedes os at finde nogle data på.

Vores tur rundt i Barcelona ledte os først ned af La Rambla. La Rambla er Barcelonas brede gågade med mange fristende butikker.

Til siderne findes smallere og – i vores øjne – hyggeligere gågader med endnu flere hyggelige butikker.

På vores gåtur rundt i gågaderne stod vi pludselig foran et stort hul i gaden.

Det viste sig, at vi var ved Vía sepulcral de la plaza de la Villa de Madrid og det vi kunne se ned på, var en romersk gravplads med 70 gravpladser fra det 2. og 3. århundrede efter Kristus.

Romerne byggede deres kirkegårde uden for bymurene, hvilket også ses her. Og så kan vi bare konstatere at byen er vokset en del siden. Gravene ligger på begge sider af den romerske vej og det var folk fra den lavere eller mellemste klasse, der blev begravet her.

Barcelonas Katedral bliver ofte overset og vi må også indrømme, at vi kun fik den set udefra. For vi havde nogle billetter med tidspunkter på, som vi skulle overholde.

Den gotiske katedral er opført i det 13.-15. århundrede og det meste af arbejdet er udført i det 14. århundrede.

Til gengæld fik vi kigget nærmere på en del butiksfacader rundt om i bymidten. For helt fantastisk så indeholdt flere af dem utrolig flotte fossiler. Som dem her under der stammer fra pighuder. Pighuder er f.eks. søstjerner, søpindsvin og søpølser.

Som sagt havde vi nogle billetter til Familia Sagrada. Billetterne havde Barcelona Camping hjulpet os med at købe. De havde også hjulpet os med at købe billetter til Park Güell og en dagsbillet til en turistbus. Bussen – eller rettere busserne – kører af tre forskellige ruter rundt til de store turiststeder i Barcelona.

Busserne kører konstant, men alligevel måtte vi første gang, vi skulle hoppe om bord på en, stå og vente i ca. 25 minutter, fordi køen var alenlang. Det var til gengæld den eneste fejl dette bussystem havde.

Og heldigvis var køerne senere på dagen væsentligt kortere. Busserne er to-dækker-busser og vi kom heldigvis op og sidde øverst oppe på de fleste af turene.

Alle fik også udleveret et sæt høretelefoner, som kunne tilsluttes ved sæderne. Her fik vi så informationer om husene og stederne, som vi kørte forbi undervejs.

Sidst på dagen så et af busskurene så sådan her ud oven på taget…

Temple Expiatori de la Sagrada Familia

At komme ind i Sagrada Familia skal planlægges. Man kan købe billet på stedet, men da de kun lukker et bestemt antal ind hver halve time, så er det smart at have købt billetterne på forhånd.

Sagrada Familia – eller mere formelt Temple Expiatori de la Sagrada Familia – er også kendt som den ufuldendte.

Den blev påbegyndt tilbage i 1882 efter 16 års forudgående arbejde med tilladelser, indsamling af penge og indkøb af en grund. Sagrada Familia betyder Hellige familie og det er naturligvis Josef, Maria og Jesus der refereres til.

De første tegninger var udført af arkitekten Francesc del Villar, men efter uoverensstemmelser mellem ham og foreningen bag kirken, så blev Antoni Gaudi sat på projektet i 1884. Han ændrede tegningerne fuldstændigt og endte med at arbejde på projektet i over 40 år – de sidste 15 år af hans liv helligede han sig udelukkende dette projekt.

Byggeriet gik meget langsomt – i 1880 lykkedes det Gaudi at afslutte krypten og han tog derefter straks fat på apsis. På grund af at tilstrømningen af penge gik over alle forventninger, så foreslog Gaudi at udskifte det nygotiske forslag og i stedet bygge en mere monumental og nyskabende kirke. Både med hensyn til form og konstruktion.

Gaudis plan var at bygge en kirke med en grundplan, der baserede sig på et latinsk kors og skyhøje tårne. De tre facader skulle afspejle Jesus fødsel, død og genopstandelse og 16 af de i alt 18 tårne skulle repræsentere de 12 disciple og de 4 evangelister og skulle være mellem 90 og 120 meter høje.

De sidste to tårne skulle være højere og repræsentere Jesus (170 meter) og Jomfru Maria.

Vi blev sat af bussen ved ‘La Pasión’-facaden på den modsatte side af indgangen. Denne voldsomme facade designede Gaudi først i 1910.

Den skildre Jesus lidelse og død og består af geometriske former og en kold og nøgen udsmykning. F.eks. kan man se statuer, der viser, at han falder med korset, Jesus på korset (helt nøgen, hvilket chokerede den spanske befolkning en del) og 3 soldater, der spille om Jesus klæder.

Facadens støttepiller er udformet som store knogler og der findes også en speciel tavle med tal på facaden. Ligegyldig hvordan man lægger dem sammen, så giver tallene 33 – som var Jesus alder ved hans død.

Her under ses en del af det, der skal blive den største og mest markante af de tre facader: Fachada de la Gloria – altså facaden, der repræsenterer vejen til Gud: Døden – den endelig dom og Guds rige. Mens helvedet er tilbage til dem, der ikke kommer ind i Guds rige.

Facaden blev påbegyndt i 2002, men der venter store udfordringer, hvis hele projektet skal fuldføres. Gaudi havde nemlig planlagt en stor trappe, hvorfra der skulle være direkte adgang til det store kirkerum gennem Portico de la Gloria.

Trappen ender med at blive så stor, at den kommer til at krydse gaden Carrer de Mallorca på en måde, så trafikken skal passere under trappen. For at få afsluttet trappen på en måde, der passer til resten af projektet, vil man ende op med at skulle rive nogle bygninger ned på den modsatte side af gaden.

Indgangen til kirken findes på ‘fachada del Nacimiento’-siden. Bygningen af ‘fachada del Nacimiento’ – eller ‘Fødselsfacaden’ blev påbegyndt tilbage i 1892.

Det er den mest færdige af de tre facader og viser Jesus fødsel. Her er Gaudi gået virkelig amok med statuer, tårne, vinduer, snirkler og søjler.
Facaden er indhyllet i symbolik.

For eksempel findes livets 3 døre her: Tro, håb og kærlighed. Kærlighedsdøren er døren i midten og viser Josef og Maria beundre Jesusbarnet og omgivet af 6 engle. Døren til højre er Tro og den til venstre Håb.

Over det hele står livets træ vist som et cypres-træ. På træet er der symboler for Treenigheden: Gud, Jesus og Helligånden. Oprindeligt havde Gaudí bestemt, at hver skulptur skulle males med en bred vifte af farver, for på denne måde at give dem liv. 

På ‘fachada del Nacimiento’ har mange skulptører sat deres aftryk. Jaume Busquets gruppe, der viser den hellige familie blev opsat i 1958. Josep Maria Subirach kom til i 1986 og har lagt hånd på mange skulpturer i de 25 år han var ansvarlig.

Facaden er ganske overvældende og helt umulig at overskue. Der er hele tiden noget der fanger øjnene og noget der skal kigges på eller fotograferes. Der er også ret mange mennesker, der står og kigger sammen med en…

Inde er kirken helt fantastisk. Over alteret hænger en baldakin, hvor under Jesus hænger på korset. Kirkens orgel står bag alteret og blev installeret i 2010.

På grund af kirkens arkitektur vil man senere installere flere orgler, som ikke kun skal betjenes enkeltvis, men også samtidig fra et centralt sted. Det vil give kirken et orgel med ikke mindre end 8000 piber.

Søjlerne i kirkerummet stræber mod loftet og er formet som en skov, hvor søjlerne er træstammer og loftet dannes af palmeblade.

Søjlerne skifter facon og kan f.eks. starte med at være kvadratisk i bunden, derefter 8 kantet længere oppe og endnu længere oppe gå over i en 16-sidet facon for til sidst at ende i en rund søjle.

Højden i det centrale kirkerum er 45 meter og der findes i alt 36 søjler udført i forskellige stenarter: den lokale montjuic, granit, basalt og porfyr. Kirkerummet er overraskende lyst. Mange vinduer lader lyset komme ind, men samtidig er mange af vinduerne dekorerede med farvet glas.

Hvert vindue er unikt og dekoreret på de mest fantastiske måder. Bag mange af glasmosaikvinduerne står den catalanske kunstner og arkitekt Joan Vila Grau.

Vinduernes udsmykning tager udgangspunkt i biblen og viser f.eks. opstandelsen, livets træ og engle. Vinduerne øverst oppe i selve kirkeskibet mangler farve, da de skal symbolisere renheden (og give mere lys).

Der er utrolig mange små detaljer overalt, som man kan falde i staver over. I det ene hjørne var en vindeltrappe – i et andet hjørne en elevator til de arbejdere, der fortsat arbejdede på kirken.

Og som i øvrigt larmede helt forfærdeligt, selvom der overalt var skilte om, at man skulle være stille, fordi det var en kirke…

Ud mod Gloria-facaden er den store dør allerede sat i. Det er en stor bronze-dør designet af Subirachs. På døren står Fadervor med store bogstaver ned langs åbningen.

Bag ved med mindre bogstaver står andet afsnit i Fader Vor – Giv os i dag vort daglige brød – på 50 forskellige sprog. Vi fandt ikke den danske udgave, men både den svenske og den engelske.

Under apsis og Fødselsfacaden findes en stor krypt. Dele af krypten er indrettet som kirkerum og kan ses oppefra. Der er kun adgang under messe.

Andre dele af krypten er indrettet som museum med en række af Gaudis modeller. Og der vil komme flere til, da konservatorer sidder og arbejder på at samle nogle af de ødelagte modeller.

I krypten fandtes også en model, der viser hvordan Gaudi udtænkte loftets buer. Modellen står – med vilje -på hovedet og derfor er der et spejl oppe over.

Men ellers består modellen af mange små sandsække, som er hængt op for at vise hvordan de enkelte buer vil forme sig, når de bliver bygget.

Gaudi brugte mange forskellige kunstneristiske metoder. Ud over alle skulpturerne, glasvinduerne og søjlerne, så er en del af kirken også belagt med venetiansk mosaik. Det ses mange steder udenfor på tårnene og spirerne.

Park Güell

Efter at have set os mætte i Familia Sagrada, så vendte vi tilbage til vores bus, som sendte os videre ud af rød rute til Park Güell.

Park Güell er opkaldt efter manden bag – entreprenøren Eusebi Güell – og det var hans mening at skabe en park med 60 boliger til overklassen. Güell ansatte Gaudi som designer på projektet og han arbejdede på det fra 1900-1914.

Imidlertid gik projektet ikke helt som forventet, hvilket delvist skyldtes, at i årene efter den tragiske uge i 1909, hvor arbejderklassen gjorde oprør og brændte både kirker og klostre, var Barcelona som by i dyb krise. Der blev derfor kun opført to huse – og selvom de ikke var designet af Gaudi, så endte han med at købe det ene.

Efter Güells død blev parken solgt til byen og den blev åbnet som offentlig park. Store dele af parken er i dag gratis at komme i, mens der skal betales entre for at komme ind i en mindre del.

I den gratis del kan man f.eks. se broen her under. Den var tænkt som en vej, der skulle forbinde de planlagte huse og under den skulle der være stier.

Det er dog inde i betalingsdelen, at de virkelig flotte ting findes. Her er f.eks. den store todelte trappe, som ligger ved den oprindelige indgang.

På hver side af trappen er der mure dekoreret med mosaikker og under de to terrasser ved siderne er der to store huler. Den til højre var beregnet til hestene og taget i den bæres af en fantastisk søjle.

Trappen er opdelt i forskellige etaper og hvert repos har sine fine figurer. F.eks. mosaikcirklen i catalaniens farver og den meget berømte mosaik-salamander. Ned mellem de to trapper løber der vand – men som man kan se på billedet med dyre-hovedet, så kommer der ikke den store mængde vand.

For enden af den store trappe ses Sala Hipóstila – den store sal. Inden vi kiggede på den, vendte vi os lige og nød udsigten ned over Barcelona og de to bygninger fra 1903, der danner portnerboligen.

Den højre bygning på billedet herover indeholdt i sin tid venteværelse og telefonboks, men er i dag butik. Den venstre var portnerens bopæl og er i dag en del af Barcelonas historiske museum.

Tagene på de to boliger er bygget med de traditionelle catalanske lerfliser dækket med ‘trencadis’ – en mosaik lavet af fliseskår.

Sala Hipóstila bag os skulle oprindeligt være områdets markedsplads og består af 84 søjler, der bærer loftet. Nogle steder ‘mangler’ der søjler, så salen kommer til at minde lidt om en kirke. Loftet er små kupler med fine mosaikker.

Regnvandet ledes bort fra taget og ned i en beholder og anvendes i det lille vandfald ved dyrehovedet.

Fra Sala Hipóstila fortsatte vi opad mod taget af salen. På vejen kom vi gennem et område af parken, der i dag er kendt som den østrigske have.

Området skulle have været byggegrunde, men da kommunen overtog parken, blev det lavet en planteskole her. Navnet fik haven, da Østrig donerede en række træer til parken i 1977.

På taget af Sala Hipóstila finder vi Placa de la Natura, som pladsen hedder i dag. Oprindeligt hed den det Græske Teater, fordi det var meningen, at der skulle holdes store open-air arrangementer på området.

Pladsen er omgivet af den berømte bænk der slynger sig rundt langs kanten. Bænken er designet af Josep Maria Jujol og er dækket af mosaik. Den snor sig som en slange langs kanten for at skabe små private rum og samtidig er den hegn ud mod den åbne kant.

Vi er kommet højere op og er igen lige nødt til at se ud over Barcelona.

Vi fortsatte videre rundt og forlod Placa de la Natura i den modsatte side af, hvor vi kom op. Her stødte vi hurtigt på Vaskekone-gangen.

Denne buegang er formet som en stor bølge og nogle store skrå støttepiller – den ene med en kvinde, som godt kan minde om en vaskekone.

Efter en MEGET varm tur rundt i parken, så fandt vi et skyggefuldt sted ved den anden af de to huler ved trappen.

Her er nemlig en lille restaurant med kolde drikkevarer, is, lidt hurtig mad og frisk frugt.

Og derefter skulle vi blot ud af den gamle indgang og ned af den meget stejle vej til vores bus og videre ud på nye oplevelser!

Barcelonas hjemmebane – Camp Nou

Dagens sidste stop blev Camp Nou – Barcelonas hjemmebane. Heldigvis gik vores bus også her forbi, så det var bare med at hoppe af det rigtige sted.

Her havde vi ikke booket billetter på forhånd, men der stod billetautomater ved indgangen og det var let at købe billet på dem.

Først kom vi igennem en stor handelsgade med souvenirbutikker, billetkontorer, snacksbarer osv. og derefter blev vi ledt gennem museet.

Inde på museet står der række efter række af pokaler. Hovedpunktet i øjeblikket er naturligvis de tre pokaler, der står som bevis for at klubben har vundet både det spanske mesterskab, det spanske pokalmesterskab og Champions League i 2015.

Der er også gamle fodboldstøvler, fodbolde, spillertrøjer mm. Derudover billeder, film og interaktive infotavler.

Da museet sluttede blev vi ledt videre over til selve stadion. Det var jo nok inderst inde det, som vi havde set mest hen til. Der er mulighed for at se banen fra midten, fra græssvær-højde og fra presseboksene oppe under taget. Turen går også gennem mix-zone, presselogen og udebaneholdets omklædningsrum.

Og forbi det lille kapel, der ligger ved spillertunnellen.

Selve stadionet er enormt. Der er plads til 99354 siddende publikummer og der er godt nok langt ned oppe fra øverste række.

Det stod færdigt tilbage i 1957 og har siden indvielsen (hvor Barcelona vandt første kamp) også været brugt til store koncerter med rock, pop og opera ligesom pave Johannes Paul II prædikede for over 120000 mennesker på stadionet tilbage i 1982.

Selvom man måske nok skulle mene, at 100000 tilskuere til en kamp må være fint, så arbejdes der på at udvide det til op til 120000 personer!

På vej retur ud af komplekset blev vi lige ledt igennem klubbens butik i flere etager, hvor man kan købe alt muligt FC Barcelona udstyr.

Turen hjem fra Barcelona og ud til campingpladsen tog vi i toget. Vi valgte campingpladsens shuttlebus fra, fordi vi ikke ville hænge på et tidspunkt. Og det var meget heldigt for de tre besøg havde taget så lang tid, at vi ikke havde kunne nå bussen.

Campingpladsen havde givet os et ark med tider og navne på de byer, som toget skulle køre mod. Vi fik trukket billetter i en automat og fundet perronen og da toget kom hurtigt efter, fik vi mast os ind. Turen hjem til Mataró tog ca. 40 minutter og derfra tog vi pladsens gratis shuttlebus retur til pladsen – godt brugte.

De sidste dage blev brugt på ren afslapning – og en tur ind i baglandet mellem høje bambus for at finde en cache.

Og vores rejsefælle Gnomeo fik sagt hej til pladsens maskot…

Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur 2015 – Andorra Del 3 – Sommertur 2015 – Barcelona Del 4 – Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort

Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.

Indlægget Sommertur til Spanien 2015 – Barcelona blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi forlod Trébes og fortsatte mod Andorra. Vejen dertil gik først af en fin betalingsmotorvej, siden af en ok motortrafikvej og til sidst – på det smukkeste stykke – af en smal landevej uden mulighed for at gøre stop med campingvognen. Den smalle landevej gik ind gennem små byer og ned gennem en dal.

Vi krydsede grænsen ind til Andorra ved Pas dela Casa. Her går vejen op over et pas med serpentinerveje og det hele, men heldigvis har man åbnet en betalingstunnel – Envalira Tunnel – i 2002, så vi slap for turen op over. I første omgang i hvert fald.

Andorra skal i følge sagnet været grundlagt af Karl den Store og er det eneste nuværende eksempel på den uafhængighed, som Pyrenæernes dale havde i middelalderen.

Tilbage i 1282 besluttede biskopperne af Urgell og greverne af Foix at dele overhøjheden over landet. Da greverne af Foix siden først blev konger af Navarra og siden også af Frankrig, så fik Frankrig også pludselig det halve af Andorra. I dag er det den franske præsident og biskoppen af Urgell der er overhøjhed – men det er næsten udelukkende af formel karakter. Landet styres af et parlament med 28 medlemmer.

Efter bare 228 km og lidt over 3 timer kørte vi ind på Camping Internacional i Encamp.

Campingpladsen har bare 2 stjerner, men det gør ikke så meget, for den havde det vi skulle bruge. Der lå to toiletbygninger på pladsen – begge af ældre dato og med nogle irriterende tryk-knap-brusere og vandhaner. Af den type, hvor der skal trykkes hele tiden for at der overhovedet kommer vand…

Den øverste del af pladsen var forbeholdt fastliggere, men vi fandt en fin – lille – plads under nogle pragtfulde skyggende træer. Desværre lige over for fodboldbanen og da der kom en flok spejdere og boede på pladsen et par dage, så blev fodboldbanen brugt meget – med meget støv til følge…

Pladsen har sin egen lille pool – den nød vi meget for det var virkeligt varmt om eftermiddagen.

Den ene morgen var der bare 11 grader – da vi nåede middag var vi over 30 grader. I følge et skilt måtte der i øvrigt kun være 80 personer i poolen ad gangen. Det grinte vi ret meget af, for så ville den være overordentligt meget fyldt.

Der er ingen indkøbsmuligheder på pladsen – ud over en bar. Til gengæld lå der et lille supermarked under 500 meter væk, så der smuttede Helle over for at købe brød hver morgen. Vand hentede vi ved toiletbygningen tæt på og elstikket sad lige bag vognen. Vores var vintersikret på et meget interimistisk måde.

Men vi er sikre på at vintersikringen har et formål, for pladsens højsæson er faktisk om vinteren, hvor skituristerne valfarter til det lille land…

Men den lå smukt nede i dalen og vi havde en flot udsigt op mod bjergtoppene.

Camping Internacional ligger i byen Encamp ca. 4 km fra hovedstaden Andorra la Vella. Byen ligger ved floden Valira d’Orient og vi skulle da lige ud og se os om i byen en aften efter spisetid.

Der var temperaturen nemlig behagelig, men desværre har tingene så også lukket. Men de sjove detaljer på husene – de holder heldigvis aldrig lukket.

Gennem Encamp går landevejen, som til den ene side ender i Frankrig og som til den anden side ender i Spanien. Derudover så består byen af nogle små smalle gader…

Vi kom naturligvis forbi – men ikke ind i – den nærmeste kirke: Santa Eulalia Encamp. De ældste dele af den kirke stammer fra det 9. århundrede, mens det 23 meter høje tårn stammer fra det 12. århundrede.

Da vi var næsten retur på campingpladsen og solen næsten var gået helt ned bag bjergene kom vi forbi endnu en kirkelignende bygning.

Men det er Radio Andorra. Radioen er en af de ældste private radioer i Frankrig og sendte i perioden 1939-1981. Fordi radioen havde sin sendelicens i Andorra, kunne den forbigå den franske stats monopol på radio området og selvom både de tyske og de allierede styrker forsøgte at styre radioen under 2. verdenskrig, så lykkedes det ikke, da den blev beskyttet af Andorras neutralitet.

Andorra La Vella

Naturligvis skulle vi lige et smut til Andorras hovedstad: Andorra la Vella. Hovedstaden er Europas højest liggende og ligger 1023 moh.

Vi startede med at krydse ind gennem Central Park, som er byens største grønne område. Parken er en blanding af rekreativt område med forskellige sportsbaner, legeplads, bænke under træerne og en restaurant, der sælger både is og vand til lækkersultne og tørstige danskere.

Her er også en ‘sten-sti’ med en samling af forskellige sten – alle fra Andorra. Og en samling af kunstværker. Parken støder lige op af floden, som man kan krydse på en flot fodgængerbro. Og så kan man fortsætte ind mod det pulserende byliv af en fin sti langs floden.

Inde i bymidten på de centrale gader reklameres der over alt med Andorras lave told. Her er butikker med tøj og sko og tasker, men især med spiritus og tobak.

Og det forstår vi godt, for cigaretterne kostede det halve i forhold til i Danmark. Og også spiritus og vin var billigere. Der var dog også nogle ret strenge grænser for, hvor stor mængde, man må tage med ud af landet.

Rundt om i byen stod det ene underlige kunstværk efter det andet.

F.eks. faldt vi for kunstværket herover: ‘Noblesse du temps’ af Salvador Dali. Det er fra perioden 1977-1984, udført i bronze og måler næsten 5 meter i højden.

Og for denne hjerne af bogstaver udført af Jaume Plensa i 2007…

Andorra le Valle er i øvrigt på mange måder en atypisk hovedstad. Der er for eksempel 3 timers kørsel til de nærmeste lufthavne og de ligger i Spanien og Frankrig. Der er heller ingen togdrift i landet, så den eneste mulighed for at komme til landet er med bus eller bil.

På tur over passet

Da vi kørte ind i Andorra fra Frankrig tog vi som bekendt tunnellen for at undgå serpentinervejen og Pas dela Casa. Nu ved vi jo godt, at et sådan pas kan være en fantastisk smuk oplevelse, så vi besluttede allerede, da vi kørte i tunnellen, at vi ville vende tilbage uden campingvognen en anden dag og så tage op over passet.

Vi kørte derfor tilbage mod Frankrig og op over passet et par dage senere. Det var den smukkeste dag med solskin og smuk blå himmel, som ellers sjældent er set i sommermånederne i bjergene.

Vejen går over Port d’Envalira i 2408 meters højde og denne vejstrækning er den højestliggende asfalterede vejstrækning i hele Pyrenæerne.

Vi var nødt til at gøre stop flere gange på vej op af passet, for udsigten var eventyrlig smuk. Samtidig skulle der lige findes et par geocaches og så skulle vores nerver også lige falde til ro… Ikke over vejen som sådan, men mere over cyklisternes fuldstændig vilde kørsel ned gennem svingene. Vi forstår simpelthen ikke, at de tør.

I byen Pas de la Casa mødte vi så det andorranske svar på Fleggaard, Calle og Poetzsch… Her kommer franskmændene ind og storshopper spiritus, tobak, kaffe, parfume, benzin, sukker osv…

Planen var at køre ca. 25 km ind i Frankrig, fordi det havde været et fantastisk smukt stykke vej. Men den plan ændrede sig, da vi nåede så højt op, at vi kunne kigge ind over den næste dal. Oppe fra var det uendeligt smukt med kigget ud over den hvide pude.

Nede i den hvide pude mindede det mest af alt om en temmelig tyk dansk tåge-suppe… Så efter ca. 5 kilometer vendte vi om og kørte retur over passet og ind til den smukke blå himmel og solskinnet i Andorra…

Altså lavede vi planen om og da vi var kommet et godt stykke ned gennem hårnålesvingene, så drejede vi fra mod Grau Roig. Stedet er et yndet skisportssted med adskillige skilifte, men også et fantastisk sted at vandre om sommeren.

Vi besluttede os for at følge den blå sti op til Refugi Llac dels Pessons – en restaurant oppe ved bjergsøen Llac dels Pessons. Søen er omgivet af en række bjergtoppe, hvoraf flere er op til 2800 moh. Turen op var hård i varmen – vi skulle ca. 300 meter op og nogle steder var det på ret stejle stier mellem store sten.

Da vi kom helt op til søen, var det dog alle strabadserne værd. For søen og restauranten var så smukt et syn i solskinnet, at det var Helles røde skuldre værd…

Nu hvor vi var kommet helt op, skulle vi naturligvis også lidt rundt oppe ved søen.

Her lå flere geocaches som lokkede os i flere retninger og som udfordrede os lidt rent terrænmæssigt. For vi må indrømme, at vores fodtøj nok ikke helt var til at passere vand og våde sten. Men pyt – vi gjorde det bare alligevel.

Turen ned til bilen var som sådan lettere – for vi tog vejen ned. Vejen havde kun en ulempe: den var stejl og fuld af små løse sten. Dvs. noget lumsk at gå ned af…

Efter vores tur til Grau Roig, så vendte vi bilen og returnerede til campingpladsen. På vejen gjorde vi stop på en rasteplads, der lå højt over Encamp og med en flot udsigt ned over byen.

Ud over en smuk udsigt ned over Encamp, så fik vi her dagens store overraskelse: vi parkerede ved en rasteplads med kunstgræs! Det virker ret dumt i vores øjne, men det er selvfølgelig ret let, når det nu ikke skal slås…

Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur 2015 – Andorra Del 3 – Sommertur til Spanien 2015 – Barcelona – Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort

Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.

Indlægget Sommertur til Spanien 2015 – Andorra blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Efter nogle dejlige dage i Beaune skulle vi videre. Det ville blive en lang køredag og vi tog derfor tidlig af sted. Efter ca. 600 km og 8 timer var vi fremme i Trébes, som er en lille by ca. 10 km fra Carcassonne.

Turen gik i det store hele fint, selvom der som altid var rigtig tæt trafik ved Lyon. Vi tror aldrig, at vi har passeret Lyon uden at køre i tæt og langsom trafik.

Vi havde hjemmefra udset os campingpladsen Camping á l’Ombre des Micocouliers. Et virkeligt irriterende navn for sådan nogle som os, der ikke taler vildt meget fransk… Ombre betyder i øvrigt træ og Ombre des Micocouliers betyder nældetræ.

Stort set alle træerne på pladsen er nældetræer. Deres blade ligner brændenældeblade, men det er vist også den eneste lighed der er mellem dem og brændenælder. Men de gav en superskygge, så vi valgte ikke at sætte solsejlet op.

Pladsen er 4*, men det betyder ikke, at det er en luksusplads på nogen måde. Faktisk føltes det som om, vi gik en stjerne ned i forhold til Camping La Grappe d’Or, som vi kom fra og ikke en stjerne op…

Toiletbygningen er af ældre dato, men rengjort. I baderummene kan vand-temperaturen ikke reguleres, ligesom der i håndvaskene kun er varmt vand. Pladserne er dejligt plane – lidt nykken frem og tilbage og vognen stod i vatter sidelæns. Der er el i hjørnet af pladsen og vand ud for mange af pladserne. Jorden er ret hård, så tarzanpløkke er et godt valg.

Der er ingen butik på pladsen, men man kan bestille morgenbrød til dagen efter. Der er et par større supermarkeder et par kilometer væk. Der findes en restaurant på pladsen, men vi valgte at gå over i byen og finde en. 

Man kan bade gratis i en indendørs pool ved siden af pladsen om aftenen. Om dagen bruges den af den lokale skole. Internet er mod betaling – igen i den dyre ende: 1 dag 8 euro – 4 dage 16 euro. Man kan dog tilslutte to enheder – dog ikke samtidig.

Trébes og Canal du Midi

Som sagt ligger pladsen i Trébes lige uden for Carcassonne og selv om det var Carcassonne, vi var kommet for at se, så skulle vi da også lige se Trébes. Byen ligger i fin gåafstand fra pladsen, så vi slap for at skulle have bilen i gang. Vi skulle dog lige krydse floden l’Aude, som skiller pladsen fra den gamle del af byen.

På billedet her over har vi pladsen til højre og den gamle bydel til venstre.

Byens gamle del er præget af små og meget smalle gader uden fortove. Vi havde forventet nogle små butikker og restauranter, men dem var der nu ikke mange af. Dem vi fandt lå mest ned mod Canal du Midi og i udkanten af den gamle bydel.

Kirken ligger inde midt i den gamle del af byen og det virker lidt lige som om byen er vokset ud fra kirken. Den kan kun ses på guidede ture om eftermiddagen og vi kom så lige på et andet tidspunkt… Men den er fra det 1300-århundrede og kan ses overalt i byen – tror vi.

Broen retur til campingpladsen er nu smuk fra denne side.

Ud over at floden l’Aude løber gennem byen, så passerer Canal du Midi også igennem. Kanalen hed oprindeligt Canal de las Doas Mars, hvilket betyder de to haves kanal, men blev omdøbt til Canal du Midi af de franske revolutionære i 1789.

At kanalen bliver omdøbt på det tidspunkt betyder også, at den er gammel. Den blev påbegyndt i 1666 og afsluttet i 1681 og er dermed en af de ældste kanaler i Europa, der stadig bruges.

Kanalen er 241 km lang og går fra Toulouse til Étang de Thau ved Middelhavet.

Kanalen er en del af et større kanal-projekt, der forbinder Middelhavet med Atlanterhavet og blev oprindeligt bygget til at transportere hvede. Bådene var 20 meter lange og blev i starten trukket frem af heste og mænd. En hest kan trække sin egen vægt 120 gange, når belastningen er på vandet.

Siden blev transport på vandet udkonkurreret af jernbanen og i dag bliver Canal du Midi brugt af turister, til rekreation og boliger, som f.eks. hotelskibe.

Der er i alt 91 sluser på de 241 km. Alle sluserne er – grundet et kollaps tidligt i byggefasen, hvor sluserne var firkantede – æggeformede og typisk 11 meter brede på midten, 6 m ved portene og 30,5 m lange. Hver sluseport kan hæve eller sænke et skib 2,9 meter.

Det ene slusesystem ligger her ved Trébes og består af flere slusekamre. Vi vandrede ud for at se det og var heldige, at der kom en båd igennem, lige da vi kom ud til slusen.

Den befæstede by Carcassonne

Men vi var trods alt kommet til Trébes, fordi vi ville se Carcassonne, så vi tog bilen ind til La Ville Basse, som den nyere del af byen også kaldes. Her findes flere p-pladser og et lille tog, der kører op til Cité de Carcassonne. Heroppe er der i øvrigt også p-pladser, men der er også rigtig mange ensrettede veje…

Vi valgte altså en p-kælder i Ville Basse-delen og krydsede ind gennem gaderne til stoppestedet for det lille tog. Denne del af byen syntes ikke så interessant og det var da også Cité de Carcassonne-delen, vi var kommet for at se.

Den ældste del af Carcassonne giver med sine dobbeltmure og middelalderbebyggelse et godt billede af, hvordan man byggede fæstninger fra 500-tallet og op til 1300-tallet.

De første tegn på bosættelser går dog helt tilbage til omkring år 3500 f.kr. Omkring 500 år f.kr. blev der etableret en befæstet by ca. 2 km syd for den nuværende Carcassonne. Denne by fik navnet Carsac.

Gennem årene var Carcassonne et meget vigtigt handelscenter og var samtidig ofte grænseby. Den har mange gange skiftet ‘ejer’ og har f.eks. været en del af romernes provins Gallia Transalpina, været en del af visigoternes rige, tilhørt de muslimske saracenere og Trencaveldynastiet.

Der knytter sig i øvrigt en sjov legende til byen: Enken efter saraceneren Balaak holdt stand på Carcasona (som byen hed den gang) mod Karl den Stores tropper. På et tidspunkt, hvor belejringen havde varet i 5 år og saracenerne var ved at være trætte og manglede mad, holdt Dame Carcas vagt alene – sammen med en stor stak halmdukker. Hun gik så frem og tilbage og skød pile for at vise, at der stadig var mange på vagt!

Til sidst havde byen kun en gris og et mål hvede tilbage. Grisen blev tvangsfodret og derefter slynget ud over muren. Da den ramte jorden, sprang den og hvede væltede ud på jorden. Da de besættende tropper så dette, opgav de straks belejringen og trak sig tilbage. Dette fejrede dame Carcas med at lade kirkeklokkerne ringe og det siges, at det er derfor byen hedder Carcassonne. Carcas efter Dame Carcas og sonne fordi det betyder ringede på fransk.

Byen er omringet af en dobbelt forsvarsmur med tomt område imellem. Den dobbelte forsvarsmur har hele 52 tårne og er ca. 3 kilometer lang. Den inderste væg er delvist fra det 3-4. århundrede og er karakteristisk med deres række af mursten øverst oppe.

Den yderste mur blev opført i det 13. århundrede efter at de franske konger havde beordret det. Mellem de to mure skulle der være en tør voldgrav. I det 18. århundrede byggede de fattigste indbyggere i byen i øvrigt deres huse her mellem de to mure. Disse huse blev dog revet ned i forbindelse med en renovering i det 19. århundrede.

Efter at have bevæget os gennem de smalle gader, endte vi ved Château Comtal – vicomternes bopæl. Herinde bag en ekstra forsvarsmur sad de trygt og godt og talte alle deres penge!

Egentlig boede vicomten i et andet slot Château Narbonnais ved Narbonne-porten. Men Trencaveldynastiet besluttede omkring 1100 at etablere en ny bolig på det højeste punkt i Cité. Borgen var ikke så stor dengang – den fik først sin nuværende størrelse efter den franske erobring i det 13. århundrede.

Borgen er blevet ombygget og udbygget så mange gange, at det er svært at vide, hvordan den oprindeligt har set ud. Men da de franske korstogsriddere kom retur til byen, var de ikke specielt velkomne. 

Derfor blev borgen yderligere forstærket med en befæstet voldgrav, hvor porten blev placeret mellem to tårne og overbygget i to etager, hver med et faldgitter og skydeskår. Broen over stykket mellem de to mure har et flytbart stykke, som blev fjernet i tilfælde af krig.

Tour Pinte er det højeste tårn i Carcassonne. Det er mere end 30 meter højt og skulle i følge Dame Carcas legenden have været bygget allerede den gang – men det var det ikke, så mon ikke legenden også bare er en historie…

Inde ved siden af den stor borggård findes en mindre gård. Dette var tidligere en stor bygning, men den blev revet ned i det 15. århundrede. Men der er stadig spor efter gulvene og en stor pejs oppe på væggene. I dag anvendes rummet til intime koncerter og skuespil.

Når der er købt entrebillet til borgen, så kommer man hele vejen rundt – og op på de flotte fæstningsmure. Turen gennem den træoverdækkede gang langs den ene side på gården er helt fantastisk og kan kun anbefales. Gangen havde det praktisk formål, at fra den kunne man skyde lodret nedad på en fjende.

Ned mod Ville Basse er borgen også imponerende. Den ligger på den stejleste skråning af bakken og her forsvares borgen af en række døre, falske passager og fælder. Der er virkelig en god udsigt ud over byen og her ned over den gotiske kirke St. Gimer. Den er bygget i 1849-59.

Det er også muligt at komme et stykke ud af forsvarsmuren, men lige gyldig hvor man går hen her på borgen, så oser det af gammel historie. Stedet trækker rigtig mange mennesker og gangene er ikke specielt bredde, så god tålmodighed er et must. Og at tage billeder uden en kæmpe flok fremmede er rent held

På en af etagerne inde i borgen findes en samling af forskellige alabast-udsmykninger – f.eks. stykker af vinduesudsmykning, stenkors og en fontæne.

Og så naturligvis den smilende Madonna. Den er udført af en ukendt italiensk kunstner i 1400-tallet. Hun er bare ca. en halv meter høj men utrolig yndig.

Når byens gader er smalle, så kan husene naturligvis ikke blive større – med mindre man bygger ud på 1. salen Den gamle bydel er som udgangspunkt bilfri, men en gang imellem er der en bil – eller en gravemaskine – der skal ind. Så skal de handlende ud og fjerne udstillede varer og borde og stole…

Her findes naturligvis også en flot kirke: Basilique Saint-Nazaire-et-Saint-Celse de Carcassonne. På stedet har der ligget en kirke i mange år. Den første kan dateres til det 5. århundrede. Siden blev der rejst en romansk bygning i det 11. årh., men den blev dog ødelagt i det 13. årh. under krigen mellem de franske konger og katharerne.

Den nuværende kirke blev opført i gotisk stil og fik et flot højt kor. Men da der var pengemangel valgte man at benytte det tidligere romanske kirkeskib.

Kirken var oprindeligt en katedral og havde sin egen biskop, men nutidens biskop holder dog til i en anden katedral i Carcassonne og St. Nazaire er i dag en ‘almindelig’ kirke. Inde i kirken imponerer de flotte høje linjer i rummet. Og de utroligt smukke glasmosaik-vinduer…

Vinduerne i apsis har stadig delvist de oprindelige ruder fra det 14. og 16. årh. og viser scener fra Jesus liv. Helt naturligt har man her valgt ikke at have en altertavle – vinduerne i sig selv er så flotte.

Orglets midtersektion kan formentlig dateres til det 17. århundrede og er et af de ældste orgler i regionen. Der er ofte gratis orgelkoncerter om sommeren, men da vi var der, var det et lille kor, der sang rummet op.

På vores tur rundt gennem byen kom vi forbi mange smukke steder – med buster og brønde og gamle huse.

Efter en helt fantastisk dag i et stort menneskemylder sagde vi farvel til La Cité og forlod byen gennem Porte Narbonnaise, på den østlige side.

Den blev bygget omkring år 1280 og består af to fremspringende tårne. Den falske vindebro på stedet kom først til da Viollet-le-Duc genopbyggede brystværnet og skifertaget i den 19. årh.

På opdagelse i drypstenshulerne

Vi havde hjemmefra opdaget, at der lidt nord for Carcassonne lå en drypstenshule, men da vi fik studeret brochurerne på campingpladsen, opdagede vi, at der faktisk var 2 meget tæt på hinanden.

Vi spurgte alle de lokale, som vi mødte, om hvilken af de to huler, vi skulle besøge. De fleste sagde: dem begge… Turen ud til hulerne gik af mindre veje og det sidste stykke var ret stejlt…

Da vi opdagede, at der var en kombi-billet, der galt begge huler, så tænkte vi, at det egentlig var en helt god ide. Derfor kørte vi først ud til Gouffre Géant de Cabrespine.

Hulen har været kendt i 40 år og åben for publikum i 20. Man skal deltage i en rundvisning, som foregår på fransk, men der er heldigvis talende skilte ved de vigtigste steder. Det betød, at når den franske guide var færdig og fortsatte videre, så trykkede vi på den engelske oversættelse og fik en kort gennemgang af præcist det sted, hvor skiltet stod.

Géant betyder gigant og hulen er da også stor. Det første rum, som man kommer ind i, er en stor hal: 220 meter høj og 70 m bred. Langt nede løber floden, der har skabt hele grotten ved at skære sig vej ned gennem den blødeste del af klipperne.

I dag kan man ikke se vandet, men man kan se alle de fantastiske drypstensformationer: skiver, søjler, gardiner, vandfald osv. Altså ud over stalagmitter og stalaktitter. Det røde rum er opkaldt efter deres farve, som de har fået pga. indholdet af okker og jerndioxid.

Hulernes konstante temperatur på 14 grader gør det perfekt at lagre vin i hulerne. De her tønder er nu kun til pynt og helt tomme, men der skulle være ret meget vin et andet sted i komplekset. For man kan kun komme i en lille del af hulekomplekset…

I øvrigt var de 14 grader også perfekt på en varm dag!

Efter at have set den overdådige Gouffre Géant de Cabrespine fortsatte vi videre til Grotte de Limousis.

Denne grotte har været brugt som ly af forhistoriske mennesker og hulebjørne. Bjørnene har brugt hulen for ca. 12000 år siden. Hulebjørnene var nogle store krabater: 450 kg og 3,5 meter høje, når de stod på bagbenene.

Skriftlige dokumenter siger, at hulerne blev opdaget i 1811, men inskriptioner på nogle af væggene viser, at hulerne har været kendt tidligere.

At hulerne har været kendt viser også sporene efter italienske skulptører, der har savet stykker af kalkstensformationerne ud for at omskabe dem til figurer.

Det første rum – efter de obligatoriske vintønder (som faktisk indeholder rødvin) – er Salle des Colonnes. Det er et rum på ca. 100 meter i længden og er et rum med utallige søjler, stalagmitter og stalaktitter.

Søjler opstår i øvrigt, når stalagmitter og stalaktitter vokser sammen. Herefter fortsættes der ind i ‘la salle du Lac Vert’. Den grønne sø’s sal – og her er en lille klar, men grøn sø, der aldrig tørrer ud.

Når man har krydset ‘salle du Bal’ (som er en stor sal, der har været brugt til at afholde fester i) ender man i ‘salle du Grand Lac’, hvor de første klaser af aragonit viser sig. Her findes også en 50 meter lang sø, som man passerer via en jernbro fra 1913. Søens vandstand varierer og kan om sommeren tørre helt ud.

Turens absolutte højdepunkt når man dog i næste rum, for her findes ‘le lustre d’aragonites’, som er en helt fantastisk drypsten, der alt af mest ligner en koral. Den består af helt hvide nåleformede krystaller, der vokser i alle retninger.

Denne type formation findes flere steder i begge huler, men denne er rigtig stor – vel et par m3.

Efter nogle fantastiske dage i Trébes sluttede vi dette sted af med at kigge på gamle biler og at finde et par caches.

Cachen her under er noget for sig selv – for den var indrettet som et lille hotel med værelser.

Alle beboerne er geocaching-tb’er og coins, som er små sporbare ting, der skal flyttes fra cache til cache. Vi har selv nogle og sætter gerne en af, når vi er længst væk på vores ferier og så skal de selv finde hjem… Det kan godt tage en del tid, men det plejer at lykkedes…

Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur til Spanien 2015 – Andorra – Sommertur til Spanien 2015 – Barcelona – Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort

Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.

Indlægget Sommertur til Spanien 2015 – Carcassonne blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Endelig kom dagen, hvor vi kunne køre sydpå. Foråret havde været rædselsfuldt med ufattelig meget vind og kulde. Mange dage havde vi haft varme på i forteltet hele dagen, så vi så virkelig frem til at komme ned til solen og varmen.

Vi forlod Odense på en kold og fugtig lørdag morgen og satte kursen på gps’en til Beaune.

Og så trillede vi ellers stille og roligt ned gennem Tyskland. Lillebæltsbroen, Hamburg, Kasselbakkerne – alt gled stille og roligt og selv ved de utallige vejarbejder gled trafikken stille og roligt.

Indtil vi nærmede os Frankfurt. For så skete det, der bare ikke måtte ske: campingvognen var pludselig uden lys og da vi stoppede på en tankstation, kunne vi se den var helt gal. Støttehjulet havde løsnet sig – ikke der, hvor man kan justere det i højden, men håndtaget havde simpelthen drejet sig et par omgange.

I forbindelse med noget meget ujævn vej ved et vejarbejde, havde det derefter hamret ned og ødelagt kablet totalt. Et sted var det hamret helt over – to andre steder havde det fået store skrammer.

Heldigvis har vi værktøjskassen i orden, så vi satte os ned med en tang og en rulle elektrikertape og begyndte fra en ende af. En ledning af gangen: afisolere enderne, sno dem sammen og tape rundt om. Efter ca. 45 minutters arbejde kunne vi afprøve om det virkede og derefter manglede der kun at komme tape rundt om hele kablet. Først fik det en omgang gaffatape og derefter to lag blå elektrikertape.

Næsehjulet blev strammet så meget, at vi havde svært ved at løsne det igen og så var vi klar til at fortsætte. Dagen efter fik det yderligere to lag sort tape og ved hvert stop derefter kontrollerede vi dels om næsehjulet havde løsnet sig og dels om vi kunne se blå tape gennem den sorte.

Første overnatning – City Camp Frankfurt

Efter det trælse stop var klokken nu så fremskreden, at vi bare skulle finde en campingplads for natten. Det var ikke helt så let, men til sidst fik vi fundet ind på City Camp Frankfurt.

Vi ankom kl. 20.20 efter 808 km til en lukket information. Et stort skilt fortalte dog, at vi kunne køre ind og finde en plads og så checke ind – og ud – næste morgen. 

Vi satte hurtigt vognen op og gik så på jagt efter noget at spise. Det var ikke så ligetil, for selvom fastfoodboden på pladsen i følge alle skilte burde være åben, ja så var den ret lukket. Altså måtte vi ty til reserve-beholdningen i campingvognen – hvad vi ellers ikke lige gør på førstedagen af ferien…

City Camp Frankfurt ligger i udkanten af Frankfurt og er opdelt i en fastliggerdel og en turistdel. Der er ganske kort til et S-tog, så det burde være let at komme ind til byen.

Turistdelen er præget af korte ophold og pladserne er anlagt, så man slipper for at spænde fra, hvis man som vi er inde på en 1-natsovernatning.

Toiletbygningen er som sådan fin, men vi syntes ikke rengøringen var så grundig. Der er bad mod betaling, men det kunne vi så ikke bruge, fordi det krævede poletter. Største problem var dog, at receptionen først åbnede kl. 10 om søndagen og vi derfor ikke kunne komme så tidligt videre, som vi havde ønsket.

Efter den lange dag trængte vi til en gåtur og valgte at gå lidt rundt i området. På turen kom vi forbi dette fine springvand og ikke mindst den fantastisk postkasse – og en bager, som vi kunne købe brød hos næste morgen…

Op og afsted til Beaune

Efter en tiltrængt nats søvn, så stod vi oppe i receptionen præcis kl 10 – og havde bil og vogn holdende lige uden for! Efter at have betalt hele 34,50 for os tre, så fortsatte vi turen mod Beaune.

Vi vidste godt, at turen ikke var helt så lang som dagen før, men med 575 km, så kunne vi godt have brugt den time, vi kom senere af sted end planlagt. Heldigvis flød trafikken og vi ankom til Camping La Grappe d’Or kl. 17.

Campingpladsen ligger i den lille by Mersault ca. 10 km syd for Beaune. Den ligger rigtig smukt og da vi ankom, kunne vi vælge en plads med sol, skygge eller udsigt. Vi valgte en med udsigt og det fortrød vi bestemt ikke. For vi fik en smuk udsigt ud over vinmarkerne.

Til gengæld havde vi ingen skygge, men det ordnede solsejlet for os.

Pladsen var opdelt i små hyggelige hjørner og havde lige ved indgangen et stort transit- område for dem, der bare skulle have en enkelt nat.

Her var pool med livredder, restaurant med udsigt, fine toiletforhold og en lille butik, hvor der kunne forudbestilles morgenbrød og købes is og vand (og lidt marmelade, pasta og vin…)

Der var også en lille legeplads, men poolen var nu det største trækplaster. Livredderen sørgede dog for ro og orden, så selvom der var mange teenagere, så var der også plads til små børn og gamle mennesker.

Toiletbygningerne lå spredt ud over pladsen. Nogle steder bare to toiletter, mens der tæt på poolen var nogle flere. Men de var alle rene og pæne. Gratis bad tæller hos os, ligesom en fornuftig internetløsning er vigtig, når Sabrina er med på ferie. Og her haltede de lidt, idet de havde valgt en lidt dyr betalings-løsning: 4,5 euro for 12 timer – 13 euro for 2 døgn… 

I receptionen tales der engelsk og de er meget behjælpelige med lokale kort og brochurer.

Da vi havde pakket ud og spist på pladsens restaurant, så valgte vi at gå en tur ind til Meursault.
Solen gik lige så stille ned, mens vi gik turen, men alligevel blev det ikke koldt. Endelig en lun aften, som vi havde drømt om som længe.

Da vi kom tilbage fra turen kunne vi tage billedet af det oplyste kirketårn.

Sognekirken i Meursault er ret imponerend udefra. Vi kom aldrig ind, fordi der naturligvis var låst, da vi kom forbi om aftenen.

I den sidste del af det 11. århundrede var kirken en slotskirke under Monthelie sogn. I 1085 lykkedes det dog Sir Frogier, lord af Meursault, at testamentere kirken til klosteret i Cluny. Kirken blev ramt af en ildebrand omkring 1470, men kort efter genopført af abbeden i Cluny.

Vi kom også forbi Meursaults tidligere slot. Det stammer fra det 14. århundrede, men blev nedlagt som slot i 1474 efter ordre fra den franske kong Ludvig XI. Han er kendt som en af Frankrigs mest betydningsfulde regenter og bekæmpede bl.a. de franske feudalfyrster, som gennem mange år havde modtaget jordstykker som betaling for deres krigsindsats. I dag er det et hotel.

Inde i byen var der ikke megen liv – faktisk så vi ikke mange mennesker og mødte ikke mange biler.

Men det gav os til gengæld mulighed for at kigge på byens små finurlige detaljer, som for eksempel denne lille figur, der er låst inde. Hvad den har gjort melder historien desværre ikke noget om.

Turen retur til campingpladsen lod vi gå af grusveje ud gennem vinmarkerne. Mange af dem indhegnede og nogen af dem med navn.

Clos betyder i øvrigt indhegnet vinmark. De indhegnede vinmarker er ofte grundlagt af cisterciensermunke og ordet anvendes ofte i navnet på vinen også selvom murene i dag ikke længere eksistere…

Da vi nærmede os campingpladsen fik vi til den ene side et kig op på campingpladsen – og op på vores egen vogn, som er den første til venstre.

Til den anden side fik vi et kig ind mod kirken gennem en gammel port i muren…

Et noget anderledes museum

Hjemme fra havde vi læst om et noget anderledes museum og måtte naturligvis lige forbi. Det viste sig at være et museum, som man ikke sådan lige susede igennem på ½ time. Det har hjemme i slottet i byen Savigny-lès-Beaune lige nord for Beaune.

Slottet er fra 1340 og bygget af Jean de Frolois for hertug Eude, men blev ligesom slottet i Meursault afviklet i 1478, da ejeren havde støttet den forkerte side i krigen.

I det 17. århundrede ejede familien Bouhier ejendommen og denne familie fik gennem et par generationer blandt opført trappen i hallen efter samme model som påChâteau de Maisons-Laffitte og familien fik også opført Petit Château, som i dag blandt andet er reception og vinhandel.

I 1979 blev slottet så købt af Michel Pont, som er vinproducent og tidligere Abarth rally-kører. Han har også en stor passion for mekanik og grundlagde museet med flere samlinger.

Efter at have købt billet, så fortsatte turen gennem en restaurant og et lille vinmuseum, hvor alskens ting og sager, der har med vinproduktion, kunne beskues: Vinpresser, planteredskaber, etiketmaskiner, propmaskiner, plukkekurve…

Efter en kort tur i parken kom vi derefter hen til Abarth-udstillingen. Den ligger på 1. sal i Petit Château.
Abarth er et italiensk bilmærke og producerer bla. racerbiler. Denne samling rummer ca. 30 forskellige modeller – en del af dem er unikke og en stor del er prototyper.

Abarth blev solgt til Fiat i 1971 og i den forbindelse blev Abarth til racersports-afdelingen i Fiat. Lad os bare sige det kort: bilerne står tæt, er meget forskellige og det er svært at overskue dem! 

På samme etage var der også en større udstilling af motorcykler – men det er kun en lille del af samlingens motorcykler der findes her.

I alt er her ca. 250 motorcykler fra 1902-1960 og af næsten et hvert fabrikat. Selvom vi dog ikke lige faldt over en Nimbus… Samlingens størrelse gør naturligvis museet til noget særligt i Frankrig.

Vi faldt fuldstændigt for tandem-knallerten herunder. En sådan har vi godt nok aldrig set før. Og for den smukke grønne Harley Davidson med sidevogn.

Fra Abarth-samlingen gik det videre gennem slottets park og forbi statuen af Madonna med barn. Statuen er fra 1869 og ret forfalden, men hvert år fejres den med en messe i gården. Inskriptionen på statuen:”Monstra te esse materm” eller på dansk: “Vis dig selv vores mor.

Efter at have passeret statuen, nærmede vi os endnu en bygning. Denne bygning indeholdt gamle køretøjer, jetmotorer fra flyvemaskiner og 30 gamle traktorer (1946-1956) brugt i vinmarkerne….

Så nærmede vi os endelig det, som vi troede hjemmefra, var museets største samling: krigsflyene. Vi havde nemlig læst om et par fly i parken….

Men der var ikke mindre end ca. 100 fly i samlingen, som står udendørs. Nogle af dem kan man gå hele vejen rundt om, men en stor del af samlingen står indhegnet.

I samlingen indgår f.eks. 11 russiske fly af typen MIG og 17 franske Dassault-fly. Lige efter flyene, så rundede vi endnu en bygning og her havde Michel Pont samlet 20 brandslukningskøretøjer af forskellig alder.

Vi har før set et dansk brandbilmuseum, så her smuttede vi ret hurtigt igennem – også fordi der var kogende varmt inde i teltet….

Så nærmede vi os langsomt hovedbygningen. Lige udenfor står 3 nyere jagerfly bl.a. en F-16, som vi jo har i det danske forsvar. De tre fly var måske i virkeligheden de fly vi havde læst om hjemmefra

Indenfor blev vi mødt af den flotte trappe og kunne vælge, om vi gik op eller ned.

I ‘kælderen’ var der nogle fantastiske rum, som kan lejes til fester og receptioner. Vi gad godt holde vores næste fest i de lokaler, for de var utrolig flotte og spændende.

På førstesalen mødte vi så endnu flere motorcykler – faktisk mødte vi rigtig mange. De fleste i den gamle riddersal, men der stod også nogle i nogle mindre rum i hver ende. Midt i rummet var der gjort plads til ikke mindre end 3400 flymodeller, 1200 motorcykelmodeller (1/18) og 600 modelbiler (1/43)…

Vores hoveder var stoppet med mekaniske køretøjer, da vi forlod stedet. Det er helt vildt, hvad ejeren af stedet har formået at samle. Eneste ulempe ved museet er, at der er mange trapper. Måske er der en elevator eller 3, men vi så dem ikke…

Entreen på 10 euro pr. voksen er der i hvert fald ikke noget at sige til…

Efter turen rundt i parken og gennem slottets bygninger, så tænkte vi, at vi også lige ville kigge nærmere på byen: Savigny-lès-Beaune. Byen er lille, men utrolig hyggelig med små smalle stræder og blomster over alt.

En romansk kirke findes inde midt i byen, men desværre var den lukket. Den skulle ellers have et interessant fresco-maleri.

Byen Beaune

Selvfølgelig skulle vi også en tur ind til Beaune. Vi fik fundet en p-plads lige uden for ringmuren. Der går en ringvej hele vejen rundt om bymidten lige uden for ringmuren. Vejen er i øvrigt ensrettet, så man kan godt komme ud på en længere tur, når man ikke ikke kender smutvejene.

Vores første stop blev ved byens friluftsteater. Det ligger nede i den tidligere voldgrav.

Teateret huser forskellige arrangementer hen over sommeren, men området har ikke altid været teater. Faktisk er huset på stedet byens tidligere offentlige badehus! Det blev opført i 1813 og var i brug indtil 1960’erne.

Der har været en ringmur hele vejen rundt om byens midte og i dag er der ca. 3/4 tilbage. Ringmuren stammer fra det 15. århundrede mens tårnene er fra det 16. århundrede.

Man kan gå hele vejen langs ringmuren – både på indersiden og på ydersiden. Vi valgte at følge den et stykke på indersiden.

På turen rundt i byen kom vi forbi en række meget forskellige ting. Statuen her er f.eks. skabt af den franske kunstner Stéphano Catalano og er bare en ud af en større serie, der går under fællesbetegnelsen “Les Voyageurs” eller på dansk “Rejsende”. Den er 4 meter høj og sjov, fordi store dele af figuren mangler…

Under her ses et monument for de døde i krigen 1914-1918. Det er tegnet af E. Ladmiral, som både var kunstner og arkitekt. Det hele stod færdigt i 1925.

Triumfbuen herunder – Porte Saint-Nicolas – er rejst 1762-1770 og erstattede en gammel middelalderport. Den er udført i sandsten og rigt dekoreret – bl.a. med mindeplader for de kongelige, der har gået gennem den.

Herunder ses byens flotte rådhus. Det har til huse i en tidligere klosterbygning fra det 17. århundrede. Bygningen rummer i dag også et museum.

Naturligvis måtte vi også forbi byens kirke – Collégiale Notre-Dame de Beaune. Kirken stammer fra den anden halvdel af det 12. århundrede og er en af de sidste store romanske kirker i Bourgogne.

Efter en brand blev de oprindelige vinduer erstattet af nogle enorme gotiske vinduer og der blev foretaget ændringer på taget og tårnet. Kapellerne er tilføjet fra det 13. til det 16. århundrede.

Kirken har et skib med to sideskibe og et tværskib og et kor med apsis og kapeller. I koret bag alteret hænger nogle meget gamle gobeliner. De viser Jomfru Marias liv, men det er desværre kun muligt at se dem gennem et gitter og næsten uden lys for at skåne dem. 

Hôtel-Dieu des hospices

Byens store attraktion er dog uden tvivl Hôtel-Dieu des hospices.

Det blev grundlagt i 1443 af Nicolas Rolin, som var kansler i Bourgogne og det fungerede som hospital for de fattige. Selve bygningen er et af de fineste eksempler på fransk 15-tals arkitektur.

Selve bygningen ses bedst inde fra gården og man må derfor betale entre for at se den.

Til gengæld er bygningen meget smuk med sit bindingsværk og sit glaserede tegltag i flere farver. Der er så mange kringelkroge på især taget, at man kun kan blive imponeret over, hvor flot det er lavet.

I selve sygerummet – Grande salle des “Pôvres” – som ligger tæt på kapellet, står de røde senge på stribe og oprindeligt var der borde og bænke i midten, hvor måltiderne kunne indtages. Det var nonner, der passede de syge og de boede ligeledes tæt på kapellet.

Hele kapellet/sygerummet er imponerende med de bemalede loftsbjælker. Det er i dette kapel, at den berømte altertavle af Rogier van der Weyden, egentlig sad. I dag præsenteres den i et specielt rum i slutningen af besøget.

Til gengæld har man så nu mulighed for at beundre det smukke glasvindue.

Inde ved siden af kapellet findes et mindre rum – Salle Saint-Hugues – der blev lavet i 1645 på foranledning af Hugues Bétault. Rummet var specielt beregnet til de lidt rigere patienter. Gennem årene har disse patienter doneret f.eks. skove, gårde, bygninger og ikke mindst vinmarker.

Her er flotte store vægmalerier, hvor de 9 ud af de 11 er tilegnet Kristus mirakler. Alterbilledet viser Saint-Hugues, der vækker to børn til live efter de egentlig var døde af pest.

Naturligvis havde hospitalet også sit eget apotek med ufattelig mange flasker og krukker og mortere og andet udstyr til at lave medicin.

Der er f.eks. flasker med slangegift, pulveriseret bænkebidere, krebseøjne og tudseslim, så det har ganske givet være en effektiv medicin, der er blevet fremstillet.

Et så stort hospital og nonnekloster havde naturligvis også brug for et køkken. Vi lagde mærke til at de skulle have kanin den dag vi besøgte stedet og så var vi vild med vandhanen. Og så vidner størrelsen på gryderne om antallet af personer, der skulle have mad hver dag.

Helle er efterfølgende gået i tænkeboksen og ombygningsmode for det ville være fedt med et løvefodsbadekar og en svanehane…

Som det sidste var vi inde og se den oprindelige altertavle. Tavlen opbevares i et specielt rum, hvor luftfugtighed og lys er perfekt. Den består af 9 paneler og tilskrives den flamske kunstner Rogier van der Weyden og viser den sidste dommer.

Øverst ses naturligvis Kristus med rød kappe. Under ham er der røde engle, mens de hvide svæver omkring hans hoved. De 12 disciple, ærkeenglen Michael og Marie & Jean-Baptiste findes også på tavlen. Tavlen kan slås sammen og har mere afdæmpede malerier på bagsiden.

Hvert år arrangere Christies en auktion over vinene fra hospitalets vinmarker og overskuddet går til at drive stedet, stedets plejehjem og byens nye hospital.

Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur til Spanien 2015 – Carcassonne – Sommertur til Spanien 2015 – Andorra – Sommertur til Spanien 2015 – Barcelona – Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort

Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.

Indlægget Sommertur til Spanien 2015 – Beaune blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Efter nogle spændende timer i Paris, ’kærlighedens by’ ankom vi under Eiffeltårnets umådeligt store ben. Første lille glimt fik jeg da vi passerede broen ’Pont Alexandre III’ ved slottet ’Le Grand Palais’

Tårnet er 300m højt + en 20m. radioantenne på toppen. Det svarer til hvis man stabler 9 kopier af Københavns rundetårn ovenpå hinanden.

Man kan gå til toppen af de 1665 trin. Tårnet er bygget som indgangsparti til verdensudstillingen i 1889 og består af 18038 stykker stål samlet med 2,5 millioner nitter. I alt vejer tårnet 7000 T stål + de 60 tons maling man bruger på tårnet hvert 7. år.

Christina mellem tårnets ben

Det tog os lidt tid at finde ud af hvordan man kommer op i tårnet. To af de fire ben indeholder elevatorer og køerne dertil er ubeskriveligt lange. På store lystavler får man info om priser, tider og desværre, at elevatorerne den pågældende dag var i uorden. Lidt nedtrygt måtte jeg indse at enten kom vi op i tårnet efter et par timer i kø, eller vi kunne se de andre seværdigheder vi havde sat os for…

Med lidt skuffet mine gik vi mod Trocadéro hvorfra man har en fantastisk udsigt til tårnet.

På pladsen foran Trocadéro målte vi endnu en gruppe dansere som trænede og gav opvisning. Det er mit indtryk at man er vant til den slags optræden overalt i Frankrig. Vi havde mødt lignende streetdansere flere gange på turen. Det var åbenlyst at de unge teenagere kendte hinanden i forvejen. Der blev hilst og kindkysset så selv en mormor ville få røde kinder.

Vi nød at komme en smule i skyggen mens vi delte en flaske vand og nød showet

Den fyr mangler simpelthen nogle sener i kroppen – Jeg tror han må have et bierhverv som slangemenneske

Videre gik turen med metro til Place de la Concorde som ligger for enden af Champs-Élysées. Her så vi triumfbuen som ærligt talt er lidt af en tynd kop the når man kommer direkte fra Eiffeltårnet.

Triumfbuen er hurtigt overset. Man kan komme op på toppen, men køen var simpelthen for lang til at det var tiden værd.

Overalt er Paris fyldt med flyvende rotter. I modsætning til dem jeg har set i eksempelvis Rom er disse sunde og raske. I tilgift er de frække som få – I begyndelsen af Champs-Élysées havde vi købt en sandwich som vi prøvede at dele, da en af de flyvende djævle styrtdykkede ned mellem os og fik slået halvdelen ud af hånden på mig. Der gik ikke længe før en flok af dens kammerater havde gjort rent bord. Vi skyndte os at fortære resten af sandwichen inden vi blev nød til at dele mere.

De fjerede rotter sidder på caféens tag hvorfra de planlægger næste turist overfald.

Udover at være kendt for at danne rammen om afslutningen på Tour de France, er Champs-Élysées også hjemsted for et væld af designer butikker. Her er vores egen Bang & Olufsen samt Flora Danica i Maison du Danmark (Det Danske Hus) Vi ville spise frokost i deres danske restaurant, men fandt ikke meget andet dansk end snaps. Resten af menuen var croissanter, bagels og små tærter med Provence krydderier. Ikke særligt spændende for danske ganer.

Christina havde besluttet sig for at se efter endnu en skuldertaske. Jeg vil tro vi besøgte mellem 25 og 30 sko og taskebutikker i løbet af de par timer vi travede rundt i området. Til sidst begyndte klokke at blive mange og Christina fik os hurtigt drejet i retningen af Jean Paul Gaultiers designbutik ((no. 6, Rue Vivienne) som var et af turens hovedmål for hende.

Det var utroligt trist at opdage at nettop denne dag havde butikken tidligt lukket

Som et plaster på såret tog vi til Gare du Nord hvor Matt Damon i ‘The Bourne Identity’ fra 2002 har indspillet en scene. Her fandt vi en lækker og billig italiensk restaurant (restaurant de Bari) hvor vi fik en stor aftensmad inden vi gik tilbage til parkeringshuset efter vores bil og turen hjemad til Danmark.

Vi nød den rolige stund inden aftentravlheden starter ved 19 tiden. Der var mange indtryk som skulle fordøjes. Vi var enige om at det er ikke sidste gang vi sammen tager til Paris. Men næste gang skulle det være mindst en uge, og meget gerne med en stor pose penge til shopping.

Når man som vi prøver at se en af Europas største byer på 12 timer, får man i bedste fald set 2 seværdigheder ordentligt og skimmet resten. Vi havde ondt i fødderne af at gå hele dagen og følte ikke at vi havde set nok.

Notre Dame, Eiffeltårnet og J. P. Gaultiers butik står øverst på listen næste gang vi vender tilbage.

Vi ser Paris som en helt særlig by. Overalt er boulevarderne smukt beplantet med grønne træer.

Boulevard des Capucines

Men også en kontrasternes by.

På gaden lever mennesker så langt under civilisationens mindstemål at vi ikke ville kalde det for værdige liv

De hjemløse og bumserne sidder på gader og stræder, og er i en slem tilstand. Store betændte sår på fødder og ben.

Omsværmet af fluer minder de om noget fra den 3. verden.

Byens arkitektoniske mesterværker lægger den højt på min liste over virkeligt smukke oplevelser. Man har taget højde for mange små uirritationsmomenter

Foran Louvre opstod små støvstorme, hvilket tydeligt kunne ses på de snavsede bygninger i området og på de mennesker som, hostende og spruttende, løb fra de værste støvede områder.

Det kan være lidt af en støvet affære at gå i parken ved Louvre

Inde i selve byen, har man søgt at få bugt med snavs og støv i gaden ved at lede vand ind i rendestenene. Derved skyller man snavs og støv under jorden.

Her rengøres en rendesten i en sidegade til Champs-Élysées

Vores tur i Paris var ved at være slut og med trætte ben gik vi tilbage til parkeringshuset for at begynde vores godt 13 timers køretur til Amager.

Et sidste vue ud over Paris fra parkeringshusets tag.

Vi forlod os endnu engang på vores lånte GPS ‘Vera den løgnagtige tøjte’ som hurtigt førte os til nærmeste udfaldsvej med kursen sat mod Danmark.

Turen havde budt på mange oplevelser.

For sådan et par glade amatører som Christina og jeg, er det at skulle leve i telt lidt af en udfordring. Vi havde ikke hjemmefra nogen ide om hvad vi absolut ikke kunne undvære og hvad vi absolut kunne.

En wok er måske ikke den mest vigtige del og kunne nemt have været erstattet af en ekstra gryde som pladsbesparende havde kunnet være inden i den anden gryde.

En stor strandtaske ville have været dejlig sammen med en lille strandparasol.

Flere tasker til at pakke sagerne i teltet giver mulighed for mere system end vi havde i mine to store paksække fra forsvaret.

Bedste idé på hele turen, var da jeg hjemmefra indkøbte en ny radio til bilen hvor vi kunne tilkoble vores Ipod.

Med en masse lydbøger har vi nydt de lange træk på motorvejene. Arthur C. Clark, Stephen King og Terry Pratchet har gjort nattekørsel mere sjov og bestemt også mere sikkert, ved konstant at holde mig vågen og opmærksom.

Det har i det hele været en fantastisk tur. Frankrig imponerede ikke særligt meget. Områderne er flotte, men menneskene er meget svære at komme ind på medmindre man taler sproget. En del af vores fordomme er desværre blevet bekræftede på det punkt.

Spanien var derimod et fantastisk spændende land. Fyldt med alt det vi forventer på en  ferie. Glade mennesker, masser af sol, godt vejr, og fantastiske strande.

Det er ikke utænkeligt at vi kan finde på at tage dertil igen.

Christina og jeg har haft godt af vores fælles ferie. Vi har set hinanden i et andet lys. Været nød til at lave en anden daglig rytme nu hvor arbejde og skole ikke har dikteret dagligdagen.

På et personligt plan har det været meget bekræftende at se at vi stadig kan smile efter at have tilbragt 24 timer i hinandens selskab, hver dag, i 3 uger. Lidt gladere for hinanden og lidt klogere på os selv ser vi tilbage på turen med smil og glade tanker.

Det har været godt at skrive denne beretning til Altomcamping.dk, Det har bragt alle turens små pudsigheder op. Det føles igen som om jeg lige er kommet hjem fra ferien, selvom vejret ikke længere indbyder til shorts og bar mave.

Jeg håber at andre kan bruge vores erfaringer eller har fået lyst til at tage til middelhavet på ferie. Vi kan klart anbefale det…

Indlægget Med telt i Frankrig og Spanien – del 7 blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Det var med tungt hjerte at vi sagde farvel til Spanien. Området, pladsen, menneskerne og ikke mindst den fantastiske strand vil stå som noget særligt blandt vores ferieminder. 

For en evighed siden, var Christina i Paris med sine tøjdesignerklassekammerater. Hun faldt pladask for byen og har de sidst par år prøvet at overtale mig til at tage derned på ferie.

Turen hjemover ville derfor lave en sløjfe forbi Paris med en enkelt overnatning.

Med en strålende spansk morgensol over os begyndte vores sidste nedpakning. Jeg begyndte at tømme telt, pakke ned og gøre bilen klar, mens Christina benyttede pladsens internet café til at forberede vores logi i Paris.

Der er ingen tvivl om at det er smart at booke hoteller i god tid, men når man samtidig bare flyder med strømmen og tager en dag efter den anden, må man improvisere lidt. (hvilket vi senere kom til at sande af bitter erfaring)

Nå men vi fik pakket vores ting fornuftigt og godt. Den lille WV Lupo havde hjemmefra været stop fuld til taget. Nu havde vi fundet en smartere/bedre måde at pakke på, og derfor kunne jeg nyde udsynet bag os i bakspejlet.

Afregningen på pladsen forløb smertefrit. Personalet i skranken er venlige, glade og meget opmærksomme på deres gæster.

De spurgte os hvor vi skulle hen, og forklarede efterfølgende hvorledes vi kunne undgå et større vejarbejde ved den motorvejstilkørsel vi ellers havde brugt. Utroligt forudseende og venligt af dem. (desuden sparede det os formentligt for en times kø)

Utroligt at et fem personers luksustelt kan fylde så lidt

Det er jo ikke nogen hemmelighed at der er afgifter på vejene i Sydeuropa.

Selvom der er myldretid og motorvejene er pakket, mødte vi sjældent rigtige køer ved betalingsstederne.

Der er altid masser af åbne betalingssluser så køer undgås

Eneste kø på turen opstod i Lyon hvor vi også på turen ned måtte engang gennem bymidten. Motorvejen føres simpelthen igennem Lyon centrum hvor den ved pos 45^o44’58 N – 004^o49’62 E føres under jorden i en 6 sporet vej.

Man skal ikke lide af klaustrofobi når man i den franske myldretidstrafik begiver sig ned i tunnelen under jorden

Vi ankom planmæssigt til Paris lidt i midnat. Jeg har hørt meget om deres trafik kultur og havde ikke overvældende lyst til at eksperimentere med mine køreevner. Godt nok er jeg vand til at køre i KBH centrum på alle tider af døgnet, men Paris kan få enhver til at føle sig lidt mere end almindeligt presset…

Ved midnat er der lige så meget trafik som på Københavns rådhusplads til hverdag… Og det er ikke så lidt.

Vores GPS ‘Vera – den løgnagtige tøjte’  førte os dog igennem centrum på en sikker og pålidelig kurs. Samtidig fik vi set lidt på Seinen, Notre Damme og Eiffeltårnet by night. Utroligt smukt.

Vi ankom til vores udvalgte hotel, kun for at finde det fuldt belagt. Med lidt sløve skridt begyndte en længere eftersøgning efter et andet billigt hotel. Igen og igen fik vi samme svar. ‘Sorry – no rooms left’ Til sidst var der en natportier som kendte et forholdsvist afsides liggende hotel som måske havde plads til os. Stor begejstring da den ikke engelsktalende og meget søvnige natportier på Hotel des Arts (Rue de Rochechouart 48^o52’39 N – 002^o20’41 E) forbarmede sig over os og gav os et rum.

Billedet her er et vist eksempel på hvordan man kan få vist gadebilleder i programmet 

Pyt med at der havde været mus i madrassen og at hovedpuderne under pudevåret var pakket ind i plastik. Sengen var god, der var badekar og kun 400 meter derfra fandt vi et billigt parkeringshus med døgnservice. (Garage D’Abeville mailto:cargoabbeville@wanadoo.dr 48^o52’41 N – 002^o21’02 E )

Hotellet stammede fra tidlige stenalder. Trappen var mere skæv end i det skøre hus i Tivoli og gulvet i værelset prøvede ikke engang at skjule sin voldsomme hældning.

Gulvets hældning foran badeværelset mindede næsten om et skihop i olympiske mål.

Efter et par tiltrængte timers søvn forsøger vi at vågne med en tur i badekarret. Desværre var der plads til 3/5 af mig og Christina kunne ikke nå ned til vandet, når hun prøvede at stige op i badet. Hun forsøgte sig med en lunken energidrik i stedet.

Hvor opkvikkende en lunken Red Bull egentlig er, blev vist aldrig afklaret.

Da jeg kom ud af badet havde Christina endnu engang indtaget en overvejende horisontal stilling…

Bemærk i øvrigt den smagfulde neon laksefarve som gik igen i alle rum

Vi besluttede os for at efterlade bilen i parkeringshuset og i stedet begive os rundt i Paris, med metro. Der er stationer i nærheden af alle større seværdigheder og med afgang hvert 5. minut er det den perfekte måde at komme rundt.

Er man ikke vant til at færdes i Paris kan jeg på det kraftigste anbefale at man investerer i et lille lomme oversigtskort. De forhandles i alle kiosker og koster et par euro.

Der findes både kort over metronettet og over byen i gadeplan.

Meget passende kan man studere kortet og plotte en smart rute gennem byen på en af de mange caféer som byen er verdenskendt for.

Overalt sidder lokale og turister ved små café borde og drikker café au lait med croissanter. Det er en smule kitschet og meget hyggeligt.

Vi tog metroen til Louvre, men valgte at se det udefra. Louvre er kæmpe stort og tager nemt en hel dag at se.

Vores program var som følger.

Louvre og det store Pariserhjul –  Notre Dame – drikke kaffe på en flodbåd på Seinen – Eiffeltårnet – Champs Allysé og Triumfbuen – Jean Paul Gaultiers designbutik.

Christina foran indgangen til Louvre

Mit største indtryk ved Louvre var meget utraditionelt. Jo det er en flot bygning, og glaspyramiden som de fleste har set billeder af er da også ganske pæn, men det var, da jeg opdagede vinduerne hvor Tom Hanks står og ser ud af i filmen ‘The Davinci Code’, at jeg for alvor morede mig.

Ja jeg er en kunstnerisk analfabet, men Tom hanks kastede jo en sporingschip ud af netop det vindue He-he…

Fra Louvre gik vi langs Seinen til Notre Dame for at se klokkeren.

Meget skuffet indså jeg at han ikke var på arbejde netop den dag og jeg måtte nøjes med at beundre et af verdens smukkeste arkitektoniske vidundere.

Byggeriet blev påbegyndt i 1163 og katedralen stod færdig i 1345

Byggeriet tog altså 182 år – Imponerende indsats i betragtningen af at man dengang havde utroligt begrænsede hjælpemidler.

Særligt imponerende er de enorme glasmosaikker i vinduerne.

Entréen til selve katedralen er gratis men tårnet koster et mindre beløb. Den 200 meter lange kø afskrækkede os og fra at gå de 380 skridt op i de 69m høje tårne som rejser sig over de omkringliggende bygninger.

Køen til tårnene i Notre Dame, fortsætter flere hundrede meter.

I stedet gik vi ned til Seinen lige bag katedralen, hvor vi fandt en charmerende flodbåd så vi kunne hvile vores lidt ømme fødder. Restaurant og caféen “o fil de l’o” leverede en fantastisk malerisk ramme.

Feriefaktoren er ubeskrivelig høj i disse omgivelser –

Man skal være ualmindelig standhaftig hvis ikke stedets romantik skal smitte af på parforholdet…

Fra Notre Dame skyndte vi os med en bybus mod Eiffeltårnet. Området inviterer ellers til hyggelige slentreture, hånd i hånd, men vi ville nå at se mest muligt og måtte derfor holde tempoet oppe.

Som turbo-turist i Paris må man være på vagt og klar til at gribe mulighederne som de kommer. Da vi var stået af bussen tæt ved Eiffeltårnet og gik det sidste stykke langs Seinen finder en forbipasserende kvinde foran os en guldring på jorden. Vi snakker lidt med hende da hun pludseligt spørger om jeg ikke vil have den? Hun beslutter dog hurtigt at det ville være rimeligt hvis jeg i stedet køber den af hende. Desværre havde vi ikke særligt mange kontanter med hun accepterede og tog hvad vi kunne tilbyde. Inden jeg nåede at tænke mig om var handelen overstået og den pæne dame på vej væk… Heldigvis indhentede min forstand mig og jeg opdagede at vi lige var blevet hustlet af en sigøjner/plattenslager… I fuld firspring fik jeg indhentet den ikke så flinke dame og forklaret hende at sådan leger vi ikke. Jeg måtte gribe hende hårdt for at gøre hende det klart at hun ikke havde andre muligheder end at acceptere at hendes bluff var gennemskuet Hun begyndte straks at råbe op om tyveri og overfald, hvilket dog straks holdt op da jeg forklarede hende at vi da bare kunne tilkalde politiet… Vi valgte at forlade området hurtigt inden andre eventuelle plattenslagere kom hende til hjælp og rullede os på den ubehagelige måde.

Moralen må være at ligner man en turist vil man uhjælpeligt tiltrække den slags igler.

Fantastisk udsigt over Paris fra parkeringshusets 7. etage – Her nydes den med 200 gr. emmentaler, pølse og groft brød.

Indlægget Med telt i Frankrig og Spanien – del 6 blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vores tur havde taget os til Spanien hvor vi havde fundet en billig, skyggefuld og venlig campingplads. Costa Brava Camping er en af de ældste camping pladser i Catalonia (http://www.campingcostabrava.net/) 

Pladsen blev oprettet for mere end 60 år siden. Beliggenheden mellem Palamós by og Sant Antoni strand, i hjertet af Costa Brava kunne ikke været bedre. Når man skal på stranden, på tur eller blot ud og gå en tur, kommer man lige forbi hvilket er dejligt nemt.

En aftentur til vandet afslører en super lækker strand og promenade en lille ½ km fra hovedporten

Sæsonen er fra 1. juni til 15. september. Hvilket er en del kortere end mange andre pladser i området. Med 220 pladser er det et lille og derfor overskueligt foretagende hvilket man tydeligt kan mærke som gæst.

Hver dag samles en håndfuld af de ansatte i restauranten for at spise frokost. Det giver stedet en hyggelig charme.

De ansatte på pladsen holder gerne en lille siesta på caféen

Pladsen har alle nødvendige faciliteter. Swimmingpool, legeplads, pool og dart rum, lille velfungerende internet café, lille restaurant, bar og en beskeden dagligvare butik. Bad/toilet (i damedelen er der et par rum til mødre med børn hvor der er et mindre badekar til at vaske børnene), vaskemaskiner og vaskekummer.

Det kan anbefales ikke at ligge alt for tæt på restauranten hvis man ikke kan lide høje glade barnestemmer eller ‘fest’ aftener et par gange om ugen.

En typisk plads koster 25,77 euro for 2 personer m. bil eller campingvogn/telt. El tillæg – 4,30 euro pr. dag.

Pladsen var som sagt rigtig lækker. Bade faciliteterne lå centralt i et stort overdækket hus og havde rigeligt af både rigtige toiletter og badekabiner. På intet tidspunkt oplevede vi at skulle stå i kø.

Mændenes baderum. Brusekabinerne ligger hele vejen udenom

Rengøringspersonalet var, lige som nisserne, altid til stede og passede uset deres arbejde med en næsten uhyggelig omhu.

Mens morgensolen titter ind mellem pinietræernes stammer begynder pladsen langsomt at vågne

I lyset af denne campingplads falder Les Roquilles endnu et par grader i vores opfattelse.

En aftentur til vandet afslører en super lækker strand og promenade en lille ½ km fra hovedporten.

I centrum af Sant Antoni de Calonge fandt vi, en af de første dage, frem til det lokale turistkontor hvor vi forsynede os med alt hvad vi kunne finde af info om områdets seværdigheder.

Christina pløjede sig den første dag gennem en anselig stak turist brochurer, mens jeg var kedelig og læste til eksamen på pladsens lille men udmærkede cafe/restaurant. Christina havde brochurer på spansk, fransk og hollandsk. Desværre var kun enkelte på tysk eller engelsk så hun kiggede mest billeder og prøvede at gætte sig til indholdet i teksterne.

Sammen udvalgte vi et par ‘must sees’. La Rocca Village, MarineLand og så ville vi snorkle.

Snorkle forholdene kunne ikke afprøves for hurtigt. Jeg var desperat efter at afprøve stranden og Christina var helt med på at ligge i solen nogle timer.

Vi har altid snorkel, maske og fødder med når vi er på ferie. Der er så meget at udforske under havet og det er også en af hovedårsagerne til at vi altid feriere nær vandet.

Vi havde hurtigt spottet en lille bugt med forholdsvist lavt vand og hertil gik turen fra morgenstunden.

Vores bedste snorkelbugt 41^o50’11 N – 003^o05’38

Tasken var fyldt op med melon og skinke. Friske abrikoser, tomater og både iste og kildevand. Man bliver nemlig hurtigt udmattet når man bevæger sig så meget.

Velankommet til den lille bugt finder vi hurtigt en lille fordybning i klippen. Der er temmelig stenet og vi må være forsigtige når vi vader ud. Heldigvis viser det sig at der kun er søpindsvin længere ude og vi slipper for grimme overraskelser.

Det er utroligt at se hvordan børnene løber rundt på klipperne og indimellem hopper på hovedet i vandet. Lige ned mellem de store sten. Børnene har været der så mange gange at de ved lige hvor de kan hoppe i, og hvor de ville komme til skade.

Vandet er roligt, i ly mellem klipperne. Når man kommer til de yderste skær, kan man ligge under vandet nyde synet af skummet som vælter hen over en.

Her fandt jeg en blæksprutte under stenene

Blæksprutten var langt fra klar til at komme ud af sin hule

Et lille stykke ude ligger en klippe ø som man kan komme op på hvis vejret ikke er for slemt. Der er søpindsvin i området, men ikke mange og man kan sagtens komme udenom de få der er.

Jeg måtte hive en T-shirt på når jeg var i vandet. Solen var mindst lige så kraftig under som over vandet.

Vi fik nok lidt for meget sol, da vi lå og stegte mellem klipperne.

For at komme lidt i ly gik vi op mod byen for at få en is.

Da vi går hjemad langs stranden oplever vi hvordan børnenes sandslotte bliver vasket væk lidt efter lidt. Så stranden er klar til nye børn dagen efter.

I den ende af stranden som ligger længst mod syd fandt vi en handicapstation. Her ligger en lille førstehjælps station, er parkerings plads for ambulance og livredervagten.

I tilknytning hertil er et lille område dedikeret til handicappede. Her er mulighed for at de kan sidde i specielle kørestole, designet med pontoner så de kan flyde i vandet.

Handicappede og deres hjælpere har også adgang til stranden i St. Antoni

Langs strandpromenaden ligger velassorterede butikker. (priseksempel strandstole 20 euro – parasoller fra 11 euro – kæmpe baderinge 10 og dykker fødder 20)

På turen hjem fandt vi en flot restaurant ‘Traguyinyol’ i en af sidegaderne til strandpromenaden. Det så ud til at være et lækkert sted.

Efter et langt opfriskende bad i pladsens luksuriøse faciliteter gik vi tilbage mod restauranten. Den viste sig at være temmelig populær og vi var heldige at få det sidste ledige bord. De fleste restauranter har åbent til kl. 24 og det er helt fint at komme ved 20-21 tiden hvor der er tryk på.

Traguyinyol – Spaniens værste restaurant

Desværre var der ikke så meget styr på serveringen og vi måtte vente 10 min før vi fik menukortet og endnu 20 min før vi kunne bestille. Da endelig mad og drikke kom på bordet var vinen lunken, hvis ikke direkte varm. De to ½ kaniner vi havde bestilt var seje og kødløse, det eneste garniturer var 20 pomfritter og en lille hvidløgs mayonnaise.

Trist og dårligt. Vi bestilte en salat for at have bare lidt andet at spise. På bordet kom en skål hele salatblade. 2 ¼ tomater og 3 skiver gulerod. Hvis stedet er lækkert og super charmerende indrettet, er maden både kold og kedelig og efterlader en sulten og små fattig. Vi kan ikke anbefale andre at besøge stedet.

Med varmt vejr og varm vin til varme priser kan man nemt koge over

La Rocca Village
Spredt ud over Europa ligger byer som i grunden kun består af butikker, outlets fra store modehuse og brands – La Rocca Village (41^o36’62 N – 002^o20’38 E) er netop sådan en by.

Hjemmefra var vi forberedt på en varm køretur. Vejret som havde været overraskende gråt fra morgenstunden havde magisk klaret op på vej ud af pladsen og solen strålede hele vejen (ca. 80 km) til La Rocca Village

På motorvejen mødte vi overraskende meget tung trafik. Det inderste spor var konstant optaget af lastbiler.

Der er motorvejs afgift næsten hele vejen, omkring 3 euro hvilket vist er til at leve med.

Vi havde i forvejen plottet byen La Rocca ind på Vera vores løgnagtige GPS, men ved ankomst så vi ikke et eneste skilt med shopping eller modehuse. Byen virkede nærmest lidt provins agtig og kedelig.

Vi var varme og lidt trætte efter at have brugt det meste af en time på at køre rundt i La Roca by mens vi ledte efter en lokalkendt, som kunne give os en idé om hvor vi skulle hen.

Vi var kommet midt i siestaen og kunne der for ikke finde nogen under 70 som evt. kunne tale en smule engelsk eller tysk. Da jeg på en tankstation forsøgte mig hos en lille mørklødet mand med en kæmpe busk af et overskæg blev det først rigtigt sjovt. I en lind strøm af lokale ave marinaer og spanske gloser, kastede han sig ud i en laaang forklaring.

Til sidste prøvede jeg med de universelle tegn. Pege på min kone, gnide pegefingeren og tommelfineren sammen og sige Versace, Gucci og fashion. Han forstod grinende, endnu engang viste den spanske gæstfrihed sig og med mange uforståelige spanske gloser og ikke helt så uforståelige fagter viste han at vi skulle følge efter ham i bilen.

Efter små 10min. vinkede han os, med et kæmpe smil, af i en rundkørsel. Herfra kørte vi kun forkert én gang inden vi spottede et skilt fra ‘landsbyen’

Når man endelig kommer ind til ‘byen’ La Roca Village fungerer alt som i Danmark. Imponerende logistik med mange, gratis og gode P-pladser

Byen udgøres af Ca. 1 km lang shoppingstrøg bygget i ‘gammel spansk stil’. Dvs. det hele er store facader indeholdende store, airconditionerede moderne butikker.

Et lille blik ned af hovedgaden i La Roca Village

Her er næsten ALT hvad hjertet kan begære af tøj, smykker, ure, briller, tasker accessories, køkkenudstyr osv…

Jeg ledte efter jeans i Sand, Tommy Hillfinger, D&G, Diesel, og Hugo Boss. Intet sted var rabatterne under 50 % af normal pris. De fleste steder ligger rabatterne omkring 60-70 %

Man skal ikke forvente at finde alle modeller i alle størrelser, men udover det fungerer butikkerne præcis som alle andre steder.

Der er masser af plads og selvom vi kom i højsæsonen stod der ikke mere end 3-4 foran os i køen hos StarBucks. Der var dejligt og behageligt.

Midt i gaden ligger store boder med lokale skinker, kager, frugt og vine som man kan købe til at tage hjem, eller spise på bænkene under de mange små træer. Det hele lugter af big bucks $$$ og er strømlignet så kunderne (turisterne) ikke kommer til at mangle noget som helst.

Har man fundet en brochure på turistkontoret, eller andetsteds kan man ved forevisning af samme, få et VIP kort som giver 10 %, på ikke nedsatte varer. Køber man for mere end 300 euro giver byen middag og en taxa til Barcelona.

Vi fandt noget så banalt som en ny og større Nike skoletaske til mig for 40 euro og et par super lækre Hugo Boss jeans til 75 euro (det er jo næsten billigere end Jack and Jones).

Eneste sure opstød var D&G hvor vi ikke kunne finde en pæn kjole til Christina til under 1400 Euro. Det var oven i købet på tilbud.

Christina lyser godt op i landskabet blandt de små Spanioler, med hendes gule kjole og lyse hår.

Marineparken

Fantastisk smukke dyr

Jeg har altid drømt om at se levende delfiner – Sådan helt tæt på altså.

Omkring Færøerne og Grønland har jeg sejlet med dem, men aldrig tæt nok på til at se dem rigtigt.

I brochurerne fra Marineland, som ligger ved Pallafols, lover de at man kan komme rigtigt tæt på dyrene og at deres show er noget helt særligt.

Foruden delfiner afvikler de også shows med fugle og amerikanske søløver fra San Francisco.

Marineland er foruden at være delfinarium og marine zoo, også et stort vandland for børn og vandhunde i alle aldre.

Vores vækkeur ringede tidligt. Kl. 09 er efter vores mening, tidligt at stå op på en ferie.

Det første show med delfinerne var slået op til at begynde kl. 1130 og der var et godt stykke vej til parken. Vi besluttede at droppe morgenmaden frem for at skulle stresse bagefter. Det viste sig at være en vældig god idé. Langs vejen fandt vi nemlig en lille bod som solgte friske nyplukkede ferskener.

Indgang er på 22 euro pr voksen hvilket er det hele værd.

Vi ankom forud for planen og nåede derfor at se et søløve show. Det havde ikke stået særligt højt på listen over ting vi absolut måtte se, men vi indså hurtigt at det var langt mere spændende end vi havde troet.

Søløverne er graciøse og i stand til nogle helt utrolige præstationer.

Selvfølgelig springer de gennem tøndebånd

Og jonglerer med bolte

Søløve og delfin shows trækker fulde huse

Imponerende søløver fra Californien og næsten mere imponerende delfiner.

Hvert show varer ca. 30 min. Sidde pladserne er rimelige og sælgere går rundt og tilbyder is og sodavand. Priserne er dog skyhøje og vi valgte at nøjes med vores medbragte vand.

Der er mulighed for publikumsdeltagelse, hvilket denne 4 årlige pige opdagede til sin store fryd

At gå på vandet får en ny betydning

Efter de to shows gik vi over i det tilknyttede vandland som har laange køer og millioner af børn. Oprindeligt var parken primært et vandland, men med tiden er konceptet udvidet til det nuværende niveau.

Renligheden og sikkerheden står højt på programmet. Det oplever man tydeligt idet der er 2 SOS medarbejdere pr rutsjebane. Én som sender folk af sted, og en som holder øje med at man kommer godt ned. Vi orkede ikke rigtigt at skulle stå i kø 30 minutter af gangen for hver tur i vandrutsjebane.

Værsgo 200m. kø

Efter vi havde set de første to shows slentrede vi en tur gennem parken. Der er meget at opleve. Storke, hejrer og flamingoer blander sig med ænder, duer og papegøjer i et væk. Men efter den første begejstring har lagt sig bliver de en smule monotone. Langt sjovere er det at se odderne når de leger fange leg. Eller søløverne som leger med en klump is, i bassinet ved siden af delfinerne som svømmer rundt og nysgerrigt kigger på alle gæsterne.

Hvem kigger mest på hvem?

Fugleshowet var ikke imponerende. Desuden foregik det på Spansk. Folk gik undervejs. Man sad for langt fra scenen og de fugle som blev fremvist var ikke meget for det. De ville hellere gemme sig inde bagved.

– eller sidde med ryggen til publikum.

I stedet smed vi os ved en pool og hyggede lidt om hinanden.

Man bliver tilbudt muligheden for at deltage i ‘the dolfin encounter’ hvor man for 50 euro får et foredrag om delfinerne, kommer ind og ser dem blive fodret og får taget et billede med en af dem. Umiddelbart gav det mig indtryk af at være en turistfælde og vi besluttede at gemme den oplevelse til en anden gang.

Der er et cafeteria og en del mindre fastfood steder i parken. I god trend med resten af parken – er maden druknet. Udbuddet er det samme som alle den slags steder. Lasange, sphagetti  bolognese og friturestegte fiskefileter.

Vi sluttede dagen af med at se både delfin og søløve showet endnu engang.

Turen tilbage til pladsen forløb helt uden hændelser. Vi talte om at gentage succesen fra vores tur til San Tropez, og kørte derfor til Lloret de Mar. Strandpromenaden og nattelivet trækker unge mennesker til i tusindevis hvert år.

Selvom vi bemærkede et stigende antal turistscootere med helt unge turister oplevede vi ikke byen som værende lige så slem som Ibiza. Der var dog ikke nogen restauranter som fangede vores interesse og vi vendte derfor næsen hjemad mod San Antoni de Callonge.

Om aftenen var der på pladsen arrangeret en lokal flamenco trup som gav opvisning.

Det var meget flot og anderledes.

Imponerende, stilfuldt og smukt

Platja d’aro, El Racó Stranden – Dykkerturen
En gå tur i området omkring San Antoni bringer hurtigt en ned til stranden. Oplandet er såmænd også ganske fint. Marker så langt øjet rækker, men der er ikke så meget andet at komme efter. Går man ned til vandet derimod, finder man en vidunderligt nuanceret natur. Klipper, sandstrand, skær og frodige planter.

I weekenderne, når Spaniolerne har fri er stranden her en favorit

For os blev det en daglig tur… Ned til stranden og følge vandet langs klipperne. Det er muligt at gå hele vejen til den næste by langs kysten Platja d’Aro. Så langt gik vi dog kun et par gange.

Turen er utroligt smuk og meget anbefalelsesværdig. Det meste af vejen følger man en sti imellem klipperne. Enkelte steder må man ned og gå i sandet i de små bugter, hvor der for øvrigt er vidunderligt at ligge når man ikke har lyst til at dele den store strand med hundredvis af andre.

Ja – vandet er virkeligt så klart som det ser ud.

Ca. halvvejs er vejen spærret af en kommunal afspærring. Selvom de råder en til at vælge en anden vej grundet sammenstyrtninger af stien, er der ingen grund til at opgive en god gåtur. Der er så mange mennesker som gennem tiden har gået der at der er dannet en helt ny sti som er ganske fin at gå på. I stormvejr ville jeg finde en anden vej, men hvem gider også at gå tur på klipperne i storm?

Turen fra St. Antoni til Platja d’ Aro er 4,2 km Medmindre man er særligt vant til det varme klima, har man, undervejs, som os brug for en stol i skyggen og noget koldt at drikke.

Hotel Costa Brava ligger som den første bygning man møder efter at være kommet frem. Hotellet ligger på en lille klippe som rager et stykke ud i vandet og hvorfra de lokale fiskere kaster deres snøre.

Når man træder ind i den smagfuldt indrettede bar forventer man nærmest at møde Miss Marble eller Hercule Poirot. Hotellet mindede mig om ‘de gode gamle tider’ som man ser dem i en Agatha Christie roman fra 30’erne.

Fra balkonen kan man i store lækre kurvemøbler, overskue de små 2,3 km strand som ligger foran byen der.

Turen hjem forekommer hurtigere overstået, dels fordi man er træt i fødderne og gerne vil hjem, og dels fordi man jo nu har udforsket alle de små underlige krinkelkroge man finder i bugten på vej ud.

Turen er bestemt egnet for børn med hang til at udforske. Flere gange kommer man til uoverkommeligt stejle klipper som rager ud i havet. Meget praktisk er der gravet tunneller igennem disse. Her er rent og lyst nok til at man ikke føler ubehag derved.

Tunnellerne er nogle steder muret op – og andre steder hugget ud af klippen

Er man begrænset i sin gang eller balance, vil turen nok være et dårligt valg idet man nogle steder kommer gennem sand og andre steder går på ujævn klippe.

Hvis solen bager ubønhørligt er let overtøj med lange ærmer og hovedbeklædning, bestemt at foretrække.

Her er 3 børnefamilier ved at passere turens ‘sværeste’ stykke…

Christina havde svært ved at holde styr på de lange lokker i havvinden.

Restauranten El Racó set i dagtimerne med Torre Valentina i baggrunden

Om aftenen besluttede vi at fejre vores vellykkede tur med manér

El Racó ligger som sidste del af strandpromenaden i San Antoni og er i den finere ende af skalaen. En gennemsnitlig hovedret med steak ligger omkring 17 euro. Kød menuen topper ved 23 for en peber filet som jeg måtte have. Er man til fisk kan man komme af med op til 50 euro pr portion.

Dessertkortet kommer i naturalier

Det var en oplevelse at sidde på den overdækkede terrasse og se månen stige op af havet. Jo længere sydover man kommer, desto større ser månen ud når man ser den ud til at være

Her var en af de smukkeste syn på turen. Månen fotograferet fra restauranten El Racó

Hvor vi på ingen måde kunne anbefale restauranten Traguyinyol, er denne restaurant det hele værd.

Tjenerne er venlige, opmærksomme og kender både vin og menukortet til bunds.

Der er ro og behagelig atmosfære. Maden var uden sidestykke og der var rigeligt.

Vi gik tilbage til teltet, en lille smule overproppede, og meget nyforelskede. 

Indlægget Med telt i Frankrig og Spanien – del 5 blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Den sidste dag på Les Roquilles tilbragte jeg i deres café dybt begravet i mine skolebøger, mens Christina brugte pladsens lille internet computer til at finde en god plads i Spanien. 

På baggrund af vores Franske oplevelser prioriterede hun at finde en skyggefuld plads. Efter at have været en lille uge på Les Roquilles, fik vi endeligt mulighed for at pakke et nogenlunde tørt telt sammen.

Vi besluttede at give den gas og pakkede vores ting fra morgenstunden, så vi har god tid til at hive det halvtørre telt ned og måske undgå at inderteltet blev alt for vådt.

Alt i alt tager det kun 2½ time og vi kan uden de store farvelscener forlade Les Roquilles. Med erfaringerne fra første sammenpakning og turen derned valgte vi en anden strategi og fik derfor væsentligt mere plads i bilen.

Under jubelråb kørte vi videre med kursen mod Spanien.

Quéribus
 På vej mod Costa Brava tog vi os tid til et stop ved byen Cucugnan hvor en af de mest velbevarede Katharborge stadig kan ses. Queribus ligger på toppen af et bjerg, 728meter over havet (42^o50’12 N – 002 ^o37’16 E).

Turen dertil er mildest talt fantastisk med vinmarker så langt øjet rækker. Vi tilbagelagde de 180 km på godt 2 timer, og havde tid til at bese nogle af markerne undervejs.

Desværre var druerne ikke modne – Det havde været sjovt at smage

Da vi forlod hovedvejen ved slottet fandt vi en halvtom parkeringsplads med en meget stejl opkørsel mod bjerget markeret med ‘færdsel i motorkøretøjer forbudt’. Vi besluttede lidt opgivende at hvile os lidt inden vi gik op til fods.

Meget til vores forundring oplevede vi at flere biler kørte op og ned. I Frankrig tager man altså ikke altid de store ‘indkørsel forbudt’ skilte så alvorligt. Efter 5 minutters kørsel af den meget stejle vej var vi lykkelige for ikke at have forsøgt os til fods.

Den stejle vej som fører op til billetlugen ses her fra toppen af borgens kirke

Ved indgangen ligger en lille souvenir shop som sælger en masse bøger om borgen og området. Billerne til området koster 5e pr person

En tur hertil er bestemt anbefalelsesværdig. Blot bør man huske vindtæt overtøj da blæsten er voldsom og kold.

Mens man går det sidste stykke på skærver og løst underlag kan man rigtigt fornemme hvorfor borgen var så strategisk vigtig i middelalderen. Blot det at gå dertil i moderne tid kan give sved på panden.

Herfra foregår turen til fods…

Indgangen er meget smal og stejl hvilket gav de forsvarende tropper store fordele

Hvis man har, bare lidt historisk interesse, er det en stor oplevelse at gå rundt i ruinen.

Borgen er indtaget én gang igennem de hundrede af år den har været strategisk knudepunkt for området. Belejringen tog 10 lange vintermåneder.

Fra toppen af ruinen har man en fantastisk udsigt i alle retninger – Her ser vi ud over middelhavet 35 km væk.

Borgens første beboere var munke som herfra holdt øje med deres jord. Alt hvad man kunne se fra borgen!

Det er muligt at udforske katakomberne som dog ikke længere indeholder nogen af de tidligere beboere.

De gamle vindueshuller i kirken står tomme og gabende

Der er helt sikkert ikke nogen som sniger sig ind ad bagdøren her…

Vi forlod borgen med maven fyldt af nye spændende indtryk.

Lidt udenfor byen Cucugnan skulle vi besøge restauranten og vin tapperiet Le Maison Du Terroir i byen Maury. Desværre holdt stedet lukket da vi kom og alle skilte som forklarede åbningstiderne havde laaange forklaringer på Fransk som vi ikke kunne stave os igennem. Stedet var smukt udsmykket med vægmalerier på alle facaderne

Christina slapper af med de malede mænd på den malede bænk på den malede facade.

For ikke at være kørt forgæves, gik vi ind på en kirkegård med fantastisk smukke familiegravsteder 42^o48’35 N – 002^o35’58 E

Kirkegårdene i Frankrig er ganske smukke

De katolske kirkegårde er meget fremmedartede med alle mausoleerne. Vi gik på jagt efter de ældste grave som stammede helt tilbage fra 1816 Utroligt smuk oplevelse.

Efter kirkegården tog vi et ordentligt ryk og kørte de sidste 200 km til vores destination i Spanien, Campingpladen Costa Brava i byen Sant Antoni de Calonge.

Efter Les Roquilles var vores forventninger til næste plads meget små.

Vi blev svært overraskede da vi rullede ind på hvad næsten kun kan beskrives som en ***** super plads.

I receptionen bliver vi mødt med den triste besked, at der kun er én lille plads tilbage.

De er dog mere end villige til at vise den frem og vi aftaler at forsøge at få plads til teltet, ellers vil de ringe rundt til de omkringliggende pladser for at undersøge hvor vi så kan være.

Vores telt viser sig lige at kunne være der hvis vi accepterer at have et træ halvt inde i sovekabinen.

Med en smule list lykkes det os at få teltet slået op. Godt nok kan vi ikke stramme yderdugen helt ud fra inderkabinen i den ene side, således at et evt. regnskyl vil løbe lige ind i sovekabinen. Vi løser dog problemet ved at lægge en opsprættet plasticpose imellem de to lag teltdug og kan således overse det lille problem.

Det skulle vise sig at være et ubetydeligt problem idet vi ikke så nogen former for rigtig regn mens vi var i Spanien.

På den ene side havde vi to store campingvogne som nærmest havde dannet en vognborg med køkken telte, fjernsyns stue, legerum og have. Heldigvis var der kun folk i weekenderne så vi havde ro til den side. På den anden side havde vi en hollandsk familie med 5 stille teenager børn. Utroligt behagelige mennesker som hurtigt forklarede os hvor de bedste supermarkeder og strande lå…

Nogle gange finder man et sted hvor man omgående føler sig tilpas og hjemme. Sådan følte jeg det på Costa Brava Camping

Indlægget Med telt i Frankrig og Spanien – del 4 blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi havde på campingmessen i Bella Center forelsket os i et Colorado 5 fra Outwell som har plads til 5 personer. Og det er dette telt, vi har med på vores tur 

Det smarte ved dette telt er at inderkabinen sidder fast på yderdugen når man skal slå det op. Derved fremtræder det funktionelt som ét modul. Dejligt overskueligt.

Christina står nemt i fuld højde overalt i teltet. De to inderkabiner kan nemt lynes sammen så man kan opbevare bagage i det ene rum, og soveområde i det andet.

Når man har rullet det ud på jorden og isat teltstængerne, trækker man blot i den ene ende og hele teltet rejser sig. Derefter skal der blot man sættes to barduner og så bliver det stående. Efterfølgende skal man selvfølgelig pløkke efter langs kanter og de sidste barduner for at få sikker stabilitet i blæsevejr.

Vi måtte undervejs købe nye pløkker, da ikke alle de medfølgende var helt lige, efter vi havde afprøvet teltet på den bløde græsplæne hos mine forældre i Hørsholm. Det er bare ikke godt nok. Til gengæld var det et mindre problem og let at overskue.

Bardunerne er fastmonteret to steder hver og giver derved dobbelt stabilitet. De er nemme at rulle sammen efter brug ligesom teltstængerne blot skal klipses på. Nemt, enkelt og funktionelt.

Bardunerne er meget synlige nemme at pakke væk med praktisk anbragt velcro. Stængerne klipses hurtigt og sikker på med den sorte krog.

Sammenpakket fylder teltet ikke meget

Vejret var imod os på første del af turen. Blæst og daglig regn forhindrede os i at tage af sted. Vi havde ikke lyst til at jonglere med det store telt under de omstændigheder.

Trods den silende regn har vi dog sovet tørt og godt hver nat på turen.

Gulvet i telt er en smule for stort og rager derfor en smule ud under teltdugen. En nat med særligt kraftig regn steg vandputterne i forteltet til flere cm dybde på få minutter. I silende regn måtte jer omarrangere alle ting så de ikke blev våde. 3 Timers slagregn formåede dog ikke at gøre inderkabinen våd og teltet havde bestået den ultimative prøve med glans.

Forteltet er meget stort og jeg kan med mine 188 cm nemt stå oprejst der.

Hele den ende modsat inder teltet kan lynes af og monteres længere ind så man får et lille vedhæng på ydersiden, eller fjernes helt, hvilket forvandler forteltet til en overdækket terrasse.

Meget bekvemt når man er små solskoldet og gerne vil lave mad i skyggen.

Da vi købte teltet fik vi samtidig et godt tilbud på 2 stole med bord samt nye soveposer hvilke gav os stor glæde under hele turen.

Vi har været glade for tingene hver for sig, men er man af sted i 3 uger og laver mad selv er det et must at bord og stole passer sammen. Halvvejs gennem ferien overvejede vi at smide stolene ud. De var ikke høje nok til at man kan sidde ved bordet og spise, og de var simpelthen ved at være siddet i stykker efter 10 dage.

Det er som at sidde med, ved de voksnes bord som barn når stolene er for lave til bordet

Christina købte en billig luftmadras på tilbud i Føtex. Det er første telt ferie hvor jeg ikke har haft ondt i ryggen én eneste gang. En luft pumpe, ligeledes fra Outwell, sparer os hver nat for at skulle pumpe madrassen. På hele turen blev den kun ladet op én gang… Imponerende kraft i det lille batteri.

Shh – Uhyret sover

Gorges du Verdon og St. Tropez
Er man i den sydlige del af Frankrig må man ikke snyde sig selv for et af verdens ubesungne vidundere.

Hovedmålet på turen var at opleve Gorges du Verdon – turen fra Les Roquilles er ca. 250 km og tog et par timer. Et godt stykke af vejen kører man på små landeveje, og får på den måde set en masse af Sydfrankrigs idylliske landskaber.

Gréoux les Bains er billedskøn sommer idyl omgivet af lavendelmarker.

Vi havde planlagt at forlade campingpladsen inden 8:00 men ak – vi sov over os. Muligvis var det fordi vi, aftenen forinden, havde prøvesmagt et par af de lokale vinmærker? Jeg skal ikke kunne sige det, men solen stak noget så grufuldt på mit hoved. Det var faktisk så slemt at jeg til sidst måtte ofre mig og købe en fiks solhat

Sjældent er set en smukkere hat…

Solen på en skyfri sommerdag kan være ubarmhjertig og som vintervante dansker kommer man hurtigt til at undervurdere dens kraft.

På grund af dehydrering måtte vi undervejs stoppe i en lille by hvor man holdt sommerfest. I gamle tider indeholdt den slags garanteret ikke boder i lange rækker som tilbyder alt hvad Taiwan og Korea kan tilbyde af bæltetasker, saronger, fiskestænger og udskårne kopier af store kunstneres værker – her standset ud i plastik.

Som modsætning til alt dette moderne juks fandt vi en gammel vindtør gubbe som solgte sine egne varer fra ladet af en ældre pickup. Nybagt brød, hjemmelavede pølser, lokale oste og vine blev handlet sammen med en smule abrikoser og tomater. Godt nok kunne han ikke et ord engelsk og vi intet fransk, men smil og beløb skrevet på en blok fik hurtigt forhandlet os frem til en fornuftig pris.

Der er mange boder at se på når franskmændene holder marked

 I Frankrig har man mange rundkørsler, rigtigt mange rundkørsler faktisk!

Som tidligere fortalt havde vi lånt en GPS af vores familie i Jylland. Vera den løgnagtige skøge, som den var døbt, levede til fulde op til sit navn. Gang på gang forsøgte hun at sende os tilbage af den vej vi var kommet, eller i det mindste på afveje. Således kom vi igennem den samme afkørsel – fra tre forskellige retninger inden vi forsøgte at slukke for den, kører efter papirkort et stykke tid og så genstarte GPS beregningen ud fra et nyt start punkt. Det lykkedes til sidst og inden vi kom hjem til Danmark måtte vi gentage det lille trick et par gange.

Vera vil både rundt i rundkørslen – OG ud af første vej (som vi netop lige har passeret.)

Ankomst til selve Gorges og Lac du Verdon … (43^o48’08N – 006 ^o14’54E)

Utroligt smukt er det at ankomme til selve området. I takt med at man nærmer sig, stiger mængden af turister. Løbende, cyklende og kørende vrimler området med dem. Under hele vores ferie var vi på intet tidspunkt så omgivet af skandinaver som her. Lige inden man kommer til søen, er det muligt at køre fra hovedvejen og højt op over søen. Udsigten er fantastisk og et must see!

Til denne ene side ser man ud over søens fantastiske azurblå vand…

… og på den anden side ser man op i kløften hvor floden bugter sig inden den løber ned i søen

Der er gode parkeringsmuligheder på den sydlige side af hvor floden løber ud i søen.

Imellem træerne er der gjort plads til biler, trods de mange mennesker var det ikke svært at få en plads i skyggen.

Vi nød endnu en bondefrokost med lokal vin, brød, ost og pølse. Lidt ubetænksomt havde vi ikke fået noget med til at skære vores indkøb ud med. Meget praktisk sælger man overalt vin i små flasker som passer til et enkelt glas eller to. Således var det ikke nødvendigt at åbne en hel flaske som vi ikke havde kunnet drikke der i vandkanten.

Der er beklageligvis ikke nogen mulighed for at købe noget drikkelse ved søen, og toiletter kunne vi heller ikke finde skyggen af.

Der er muligt at leje kajakker/kanoer og vandcykler til billige priser. Vi snuppede en tandem kajak i 2 timer. Det kostede 16e og var det hele værd.

Med alt vores grej pakket i en vandtæt beholder som følger med i prisen, padlede vi op i dalen. Man føler sig helt lille og ubetydelig når man med rugbrødsmotor sejler langs de 800m høje klippe vægge. Ved indsejlingen er kløften på det smalleste sted, under 15m. bred. Langs toppene af kløften så vi et par ørne som dovent svævede omkring.

Vandet som er utroligt varmt indbyder til at man svømmer en tur. Det er meget få mennesker som kommer tørskoede ud af kløften.

Det er anbefalelsesværdigt at komme omkring middag hvor solen står højest på himmelen og kan skinne ned imellem de stejle klipper.

Et par hundrede meter inde kommer man på venstre side, til et par små vandfald. Vandet er klart, smager fantastisk og er isnende koldt. Christina insisterede på det stærkeste at jeg straks skulle føre hendes ende af kajakken ind under vandfaldet! Så begejstret som hun var, glemte hun helt hvordan man padler fremad og gav mig derfor det største besvær med at få hende ind under det kolde vand…

Der kæmpes indædt for at lade Christina få sin vilje – under det kolde vand…

En hårdt tilkæmpet succes…

Christinas høje hvin var det hele værd… Desværre kunne jeg ikke se hendes kostelige ansigtsudtryk fra min plads bagi.

Der er mange familier som begiver sig op ad floden. Vandet løber så langsomt at man nærmest ikke kan føle strømmen, der er CE godkendte redningsveste til alle og man er aldrig mange meter fra andre fartøjer.

Rent faktisk skal man væbne sig med en god portion humor og tålmodighed når Fritz fra Tyskland og Giuseppe fra Italien forsøger at komme udenom hinanden mens de begge ligger på tværs i vandløbet. Eller sagt på en anden måde… Her tages der hverken hensyn til søfartsregler eller vigepligter. Vi forsøgte for det meste med held at undgå de værste chauffører og     folk som badede midt imellem de sejlende.

På et tidspunkt passerede vi under et træ som voksede ud over vandet. En stor, behåret og ulækker edderkop faldt ned i båden og pilede forvirret rundt indtil jeg fik den vippet overbords i den tro at det ville stoppe uhyret. Vi blev meget overraskede da den resolut galoperede hen over vandet og tilbage til sit træ.

Tiden flyver når man har det godt og desværre skulle vi aflevere kajakken igen.

Solen var stadig højt på himmelen da vi lå i vandkanten og nød hinandens selskab.

En del af strandbredden består af knoldede sten og et bar klipklapper ville have været rare. Når man først er i vandet betyder det ikke så meget, men turen ud og ind er temmelig ubehageligt for fødderne, hvis man ikke passer godt på.

Vi klædte om til den lange tur hjemad og var godt mætte af indtryk og gode fornemmelser.

I stedet for at køre tilbage ad samme vej, satte vi kursen ud mod kysten for at se noget nyt.

Området er kendt for sine smukke udsigtspunkter og flere af dem er da også markeret i kortene. Mange steder er vejen lavet bredere for at give folk mulighed for at standse bilen og stå ud for at nyde den fantastiske natur.

Fantastisk at se hvordan horisonten fortaber sig i lag som et gammelt kobberstik

St. Tropez
På vejen hjem opdagede jeg at vi kun var 50 km fra St. Tropez og hvad kun være mere hyggeligt end middag og aftenkaffe på havnepromenaden der?

Hjemmefra havde vi klædt os på til vandretur, badning og fysiske aktiviteter.

Jeg følte mig en smule underdressed blande alle de nybadede, velklædte og lækre mennesker som promenerede langs havnen. Vores planer måtte vige fer en lille shoppe tur og snart følte jeg mig velklædt igen.

Omkring havnen i St. Tropez ligger de gamle velbevarede fæstningsværker

Her fandt vi det lækreste sommertøj i egyptisk hør og bomuld – Super dejligt og luftigt.

Middagen var dyr og ikke meget bedre end hvad vi finder alle andre steder. St. Tropez er meget ekslusivt og priserne afspejler dette.

Det et helt specielt at gå langs havnen hvor der er lige så meget aktivitet om aftenen som på strøget i KBH på en sommerdag. Malere tilbyder at male dig på under 30 min og musikanter og dansere viser deres kunst for alle som har tid.

Når man kører ind til havnen guides man nemt og overskueligt ind i et kæmpe parkerings anlæg hvor vi uden problemer fandt plads til den lille Lupo.

Det er tydeligt at området besøges af mange pengestærke folk. Porsche, Ferrari og andre kæmpeslæder holder side om side

For at se noget andet end motorvejen valgte vi at køre udenom alle betalingsvejene.

Det blev til en endeløs række af biveje, omveje og afveje. Vi måtte indrømme at de småpenge vi skulle betale på motorvejen nok var en bedre løsning end omvejen og uden større ståhej kom vi hurtigt hjem.

Meget trætte nåede vi tilbage til Les Roquilles kl. 0300 og kravlede udmattede ind i soveposerne.

Overraskende nok har vi ikke haft besøg af særligt mange insekter på turen. Selvfølgelig lukkede vi myggenettet om aftenen, men det var nu mest for at holde stankelben og små fluer ude. Egentlige myg har vi ikke set meget til. Det er jeg også sikker på at Christina har sat meget pris på.

Indlægget Med telt i Frankrig og Spanien – Del 3 blev først udgivet på Fantastiske Ferier.