Årets sommerferie risikerer at blive spoleret af bekymringer om stigende priser og uforudsete ekstraudgifter.

De stigende brændstofpriser har fået rejsebureauer til at sende ekstraregninger til kunder. Som reglerne for pakkerejser er i dag, må rejsebureauer nemlig sende en ekstraregning på op til otte procent.

For at sikre tryghed for kunderne har FDM Travel derfor valgt at låse priserne på rejser, så kunderne ved, hvad deres ferie koster, når rejsen er købt og betalt.

”Der er lige nu stor usikkerhed om brændstofpriserne og dermed også flypriserne. Vi ved, at mange rejsende i dag er usikre på, om det kan få prisen på deres ferie til at stige, efter de har købt den. Den usikkerhed har vi fjernet for vores kunder. Når du køber en rejse hos FDM Travel, ændrer prisen sig ikke, selvom markedet gør. Vi sender ikke ekstraregninger, og det kommer vi heller ikke til,” siger adm. direktør i FDM Travel Anders Iversen.

Samtidig inkluderer FDM Travel som noget nyt frit en Tryghedspakke i alle rejser.

Det betyder, at man som rejsende kan få hjælp døgnet rundt, hvis noget går galt. Man bliver også tilknyttet en fast kontaktperson, og skulle rejseplanerne ændre sig, kan man gebyrfrit ændre sin afrejsedato, sit hotel eller sin billeje op til 30 dage før afrejse.

Har man købt en pakkerejse (f.eks. fly og hotel), er man derudover dækket af pakkerejseloven.

”Rejseplaner kan ændre sig, ligesom man kan få brug for hjælp, når man er afsted. Derfor er det vigtigt for os, at vi kan tilbyde den nødvendige fleksibilitet uden høje gebyrer, og at man som rejsende føler sig tryg og ved, at der bliver taget hånd om én både før, under og efter rejsen,” siger Anders Iversen.

Læs mere om FDM Travels Tryghedspakke

Indlægget FDM Travel sikrer kunder mod ekstraregninger blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

SOS International, der har mange års erfaring med at hjælpe danskere med vejhjælp i udlandet via Rødt Kort-ordningen, registrerede sidste år cirka 1200 tilfælde i ugerne omkring vinterferien.

Det er primært i Sverige, Tyskland og Norge, at danske bilister får brug for assistance på kør selv-vinterferien. De mest almindelige årsager er motorproblemer, startvanskeligheder og punkteringer.

Men, med de rette forberedelser kan mange af disse situationer undgås, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for Rødt Kort hos SOS International:

– Et besøg på værkstedet er en rigtig god investering før kør selv-ferien. Selv om din bil kører upåklageligt i dagligdagen er det noget andet at køre lange stræk med oppakning i vinterkulden.

Tips til bilferien i Sverige og Norge

Hvis turen går til Sverige, er det vigtigt at være opmærksom på, at der fra denne vinter er nye krav til vinterdæk. Dækkene skal nu være mærket med både snefnug og bjergtop for at opfylde lovgivningen.

Når man kører nordpå i Sverige og Norge er det værd at huske, at der kan være lange afstande og udfordrende vinterforhold. Derfor bør man sikre sig, at bilen er tanket eller ladet godt op og at man har det nødvendige udstyr i bilen, hvis man skulle komme ud for at skulle vente på assistance.

Det er også værd at bemærke, at det ikke er helt ligetil at få stillet en lejebil som erstatningsbil til rådighed i vinterferien.

– Skisportsstederne ligger typisk afsides, hvilket betyder, at der kan være længere til en lejebil, og typisk vil man ikke kunne køre norske og svenske lejebiler ud af hjemlandet. Så man må være forberedt på, at det kan blive nødvendigt at rejse hjem med tog, bus eller fly, siger Anette Bjørn Juncher.

Elbiler i vinterkulden

Elbiler bliver stadig mere populære, men vinterkulden kan udfordre rækkevidden, som kan reduceres med op til 30%. I Sverige er der desuden risiko for kø ved ladestationer – særligt i weekender og nær ferieområder. Det kan derfor være en god idé at planlægge ladestop i forvejen.

For alle biler gælder, at indendørs parkering er en fordel i kulden. Hvis det ikke er muligt, anbefales det at køre korte ture undervejs for at sikre, at batteriet holdes opladt.

Gode råd før afgang:

• Få et værksted til at give bilen et eftersyn
• Undersøg lokale lovkrav til sikkerhedsudstyr (snekæder, trafikveste mm.)
• Afprøv snekæder hjemmefra, så du ved, hvordan de monteres
• Tjek dækmønsteret – det bør være minimum 3-4 millimeter

Gode råd på destinationen:

• Tank diesel lokalt. I udlandet er der ofte tilsat additiver, som forhindrer brændstoffet i at fryse
• Parkér i opvarmet garage
• Hvis bilen ikke står inde, anbefales det at køre nogle ture på minimum 30 minutter. Både elbiler og konventionelle biler kan tabe al strøm til 12-volts batteriet. Sker det, kan bilen ikke starte.

Huskeliste til udstyr:

• Lommelygte
• Varmt tøj, tæpper, mad og drikke
• Skovl
• Snekæder

Indlægget Undgå uventede udfordringer på vinterferiens køretur blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Kend de Travleste Motorveje

Vær særlig opmærksom på følgende strækninger gennem Tyskland:

• A3 mellem Würzburg og Nürnberg
• A7 ved Hamborg/Elbtunnel og mellem Kassel og Würzburg
• A8 fra München til Østrig (mod Salzburg/Innsbruck)
• A9 vest for Berlin til München
• A10 Berliner Ring
• A99 München Ring

Tips til at Undgå Kø

1. Undgå Myldretid og Skiftedage: Weekender, især lørdage, er de mest travle. Kør udenfor myldretiden og overvej at rejse gennem større byer om natten.
2. Hold Bilen i Topform: Sørg for at bilens batteri og aircondition fungerer optimalt. Hav vand og snacks klar.
3. Brug Teknologi: Anvend GPS med live trafikopdateringer og Google Maps for at finde alternative ruter.
4. Forbered Betalinger: Køb vejafgiftsmærkater på forhånd og hav kontanter klar til betalingsveje og tunneller.
5. Opret en Rettungsgasse: Ved kødannelser, træk ud til siderne for at skabe en redningskorridor.

For flere detaljer om hvordan du undgår trafikpropper på din kør-selv ferie, læs den fulde artikel på FDM.

Indlægget Undgå Bilkøer på din campingferie blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Da vi i sensommeren 2021 planlagde campingture, test af udstyr og rejser for 2022, var ambitionerne høje. Der var meget, vi skulle opleve og meget udstyr vi skulle teste på vores rejser. Faktisk så meget, at vi var lidt bekymrede for, om vi ville være for meget væk fra vores datter Sissel. Men vi vurderede, at der trods alt var nogle uger mellem hver rejse, så Sissel nok ikke ville savne os alt for meget.

Men de bekymringer kunne vi godt have sparet os. For mod forventning fik Sissel mere end rigelig tid sammen med os.

Vi skulle bl.a. have oppe i de norske fjelde og fricampe med en Combi-Camp, vi skulle have været på teltcamping med en masse lækkert udstyr fra Outwell, vi skulle have på glamping med udstyr fra Camper, besøgt en lang række campingpladser osv. osv. Men virkeligheden blev en anden.

En stor del af det udstyr, vi skulle have med på tur, blev pga. af produktionsforsinkelser først leveret efter at vi skulle have været på tur med det. Andre turer blev aflyst pga. af sygdom på skift af både os, Sissel og Sissels hjælpere.

Vi kom af sted på en planlagt tur til Bornholm, og havde en dejlig tur der. Men på en af de sidste dage på rejsen, forstuvede Ann-Karina foden, hvorfor en efterfølgende outdoor-rejse måtte aflyses. Og sådan kunne jeg blive ved. Det har bare ikke været vores år, når det gælder rejser med camping.

Men vi har nu haft et dejligt campingår alligevel.

Fastliggerlivet redede vores campingår

Da vi havde planlagt så mange rejser uden en campingvogn, valgte vi at lægge vores campingvogn fast på Jelling Camping. Og den beslutning har faktisk reddet vores campingsæson.

Ofte når vores planer blev ændret eller aflyst, kunne vi tage til Jelling Camping med kort varsel. Der stod vores vogn – klar til brug med at tilsluttet og klar med fortelt og møbler. Da vi havde planlagt så mange rejser, havde vi ikke regnet med at vi ville få så stor glæde af den, som vi rent faktisk gjorde. 

Så selv om, vi ikke kom af sted på alle de rejser, vi havde planlagt, så gjorde vores fastligger-setup, at vi fik en masse gode campingoplevelser alligevel. Vi har lært en masse dejlige mennesker at kende på Jelling Camping, og har en masse gode oplevelse derfra.

Og det stopper ikke, for vi har bestemt os til at fortsætte som fastliggere på Jelling Camping. 

2023 skal blive rejsernes år

Alle de rejser vi måtte aflyse i år, skal gennemføres i 2023. Dels fordi vi har lovet det, men især fordi det alle er rejser, vi virkelig har glædet os til. Så indtil videre har vi planlagt at tage op til Lapland igen i en autocamper for at se det Nordlys, vi ikke fik at se i år. Vi tager af sted til marts, og denne gang har vejret bare at være med os.

Vi skal også til Norge for at fricampe med en Combi-Camp i Hardangervidda nationalpark. Og selvfølgelig skal de to teltture gennemføres. Vi havde glædet os til alle rejserne, og i 2023 skal de altså gennemføres. 

Vi er også ved at planlægge en lang tur til Portugal, hvor Sissel skal med. Den tur glæder vi os meget til, da vi kommer igennem lande og egne, vi ikke tidligere har besøgt.

Vi skal besøge flere danske campingpladser, og selvfølgelig skal vi i 2023 nyde livet som fastliggere på Jelling Camping.

Det eneste vi ønsker os til jul er…

Vi er så klar til et fantastisk campingår. Alt udstyr til test er klar, og vi er SÅ klar til en masse gode, spændende og livsberigende oplevelser.

Det eneste vi sådan set ønsker os til jul er, at vi undgår uheld og omstændigheder omkring vores planlagte rejser som i år.

Det ønsker vi også for dig. Vi håber du får en fantastisk dejlig jul, og går et spændende år i møde med en masse oplevelser sammen med familie og venner.

Glædelig jul

Indlægget Glædelig Jul blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

I vores Facebook gruppe Campingsnak er der dagligt campister, der efterspørger campingpladser i et bestemt område i Danmark. Det er selvfølgelig dejligt at få gode råd, men på hjemmesiden Danske Campingpladser kan du søge efter en campingplads ud fra dine egne kriterier – som f.eks. beliggenhed, pris, antal stjerner, faciliteter og meget mere.

Du kan også søge efter Tema-pladser som f.eks. Vinteråbent, By-camping, om den er miljøvenlig osv.

Det er brancheorganisationen Camping Outdoor Danmark, der står bag hjemmesiden, og de har lavet et virkeligt godt arbejde med hjemmesiden – og især søgefunktionen. Det er SÅ let at finde frem til- og sammenligne campingpladser. 

Så kender du ikke til oversigten, skulle du give den et forsøg. Du finder den her: https://www.danskecampingpladser.dk

Indlægget Fin oversigt over danske campingpladser blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

SUP Board er en forkortelse af Stand Up Paddle Board. Det er i princippet noget der minder om et surfbræt, men det er lidt større og man står oprejst på det, og padler sig frem gennem vandet med en paddel.

Tidligere var det et fast bræt, men i de senere år er der kommet mange oppustelige modeller på markedet, og det gør dem virkelig velegnet til camping. De hverken fylder eller vejer særlig meget, og er lige til at puste op, når man skal bruge dem.

Fantastisk at opleve naturen fra vandet på et SUP Board

Lige så smukt det er at spadsere langs vandet og kigge ud, lige så smukt er det at sejle stille og roligt langs bredden og kigge ind. Men opleve stedet og naturen på en helt anden måde. 

Sejler man på en sø, glider man stille og nærmest lydløst af sted. Sejler man langs stranden, er det ofte lidt mere livligt pga. bølger, men stadig væk. Det er en dejlig oplevelse.

Man bestemmer selv tempoet. Man kan tonse afsted, eller tage det stille og roligt. Det gør vi som regel. Ofte stopper vi op, sætter os på brættet og nyder omgivelserne.

Man træner hele kroppen på et SUP Board

En bonus ting ved at sejle SUP Board er, at det er god træning for hele kroppen. Man bruger næsten alle muskler i overkroppen på at padle – også når man tager det stille og roligt. Det var vi sådan set forberedt på, inden vi startede. 

Men at vi også fik trænet ben, mave og hofter (hvilket vi tydelig kunne mærke efter vores første tur), kom bag på os. Men det giver sig selv. Man står hele tiden og flekser i ben og underkrop for at holde balancen. Så det at sejle SUP Board er virkelig god CORE-træning.

Balancen kommer af sig selv

Når man første gang rejser sig op og prøver at stå på et SUP Board, så er der næsten garanti for, at man ryger i vandet. Så derfor… når du skal prøve det for første gang, så sæt dig på brættet og sejl ud til en vanddybde på min. 1 meter. Falder du i på lavere vand, rammer du bunden og risikerer at slå dig slemt. Det skete for Ann Karina, der havde ondt i ryggen i over en måned efter et fald på lavt vand.

Man lærer hurtigt at holde balancen, og så bliver det sjovt at sejle. 

Vær nu ikke dum – tag et begynderkursus

Vi startede som så mange andre ved at smide vores SUP Boards i vandet og så lære af vores fejltagelser.

Både Ann Karina og jeg har sejlet meget, og kender derfor til vind og strøm. Men det kom alligevel bag os, hvor kraftig især vinden påvirker ens sejlads. Når man står op på brættet, virker ens krop som et stort sejl, og det kan kræve god fysik og mange kræfter at sejler mod vinden.

Vi var ude og sejle på Geiranger Fjorden i Norge. Vi havde taget højde for tidevandet, så vi sejlede ud netop da tidevandet ville vende. Vi regnede med at tidevandet ville hjælpe os hjem. Det gjorde det sådan set også, men på vej hjem blæste det op og vi fik kraftig vind fra siden. Det gjorde det meget svært for os at holde kursen ind mod bunden af fjorden, da vi blev blæst ind mod fjordens side. 

Til sidst gav vi op, satte os ned for at mindske vindfladen, og padlede sikkert ind.

Vores pointe er, at kender du ikke til vind og sejllads, så tag et begynderkursus inden du tager ud p å egen hånd. Der er kurser i hele Danmark, og de tilbydes endda på flere campingpladser – f.eks. CampOne Bøjden Strand.

På et par timer, har du lært at styre dit SUP Board og de vigtigste sikkerhedsrutiner. Det vil komme dig til gode senere. 

Alle kan være med

Et begynder SUP Board kan købes i de fleste varehuse. De er ikke den bedste kvalitet, men de fleste er fine til at starte ud med. Så kan du til en forholdsvis lav pris finde ud af, om det at sejle SUP Board er noget for dig.

Vi har købt billige SUP Boards og vi er glade for vores. De har givet mange gode oplevelser, og det er helt noget, vi fortsætter med. Vi opgraderer nok vores SUP Boards næste år, da vi i takt med mere erfaring, også får flere ønsker til kvalitet, styrke og manøvredygtighed.

Så hvis du vil i gang med SUP Board, så er mit råd. Køb et billigt bræt, tag et begynderkursus, og tag ud og sejl. Du bliver overrasket over hvor dejligt, det er.

Indlægget Så hoppede vi også med på SUP Board bølgen blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

1) Husk huskelisten

Mobiltelefon? Tjek. Kørekort? Tjek. Ekstranøgle til bilen? Tje-… Nå ja.

Lav en liste over alt, der skal med. Det er ikke sjovt at være 300 km hjemmefra og opdage, at noget blev overset i sidste øjeblik. Husk ekstranøgle til bilen, kørekort, forsikringspapirer og en liste over nødtelefonnumre, hvis uheldet skulle være ude. Husk også din bils instruktionsbog, som er fyldt med praktiske råd og tips.

2) Gør bilen ferieklar

Giv din bil et grundigt serviceeftersyn, inden du tager den med ud på vejene med tung oppakning – og lad eksperterne stå for det. Uanset om bilen lige er blevet serviceret, bør du altid tjekke olie, dæktryk, vand på batteriet, kølervæske, bremsevæske, sprinklervæske og slidbane på dækkene. Europæisk lov siger mindst 1,6 millimeters slidbane. Men hvis mønsteret er under 3 millimeter, bør dækkene skiftes.

I samme ombæring kan du med fordel tjekke Fords aktuelle sommertilbud på tilbehør og service, der kommer både familien og bilen til gode. Lige nu er der fx penge at spare på nye luftfiltre, velourmåtter, beskyttelseslister og cykelholdere.

3) Planlæg ruten – og gerne med børnene

Den korteste vej er ikke altid den hurtigste. Det kan det være en god idé at tegne ruten ind på et fysisk kort, som du kan give til børnene. Så kan bilens yngste passagerer også føle sig som vigtige andenpiloter.

4) Vejhjælp

Ofte kræver det ikke mere end et øjebliks uopmærksomhed at begå en fejl, der gør ondt på pengepungen. Spørg bare vejhjælpsvirksomhederne, der dagligt kører ud pga. nøgler låst inde i bilen og benzin hældt på en dieselmotor. Er uheldet alligevel ude, er det dog en god idé at have et vejhjælpsabonnement inden ferieturen.

5) Uden mad og drikke…

… duer helten ikke. Husk at pakke proviant nok til hele familien og gerne lidt ekstra. Uanset hvor befriende det kan være at tage familien med på kør-selv-ferie, kan rejsen sommetider trække ud ved fx kø. Og så er det godt at kunne tanke kroppens energidepoter op.

6) Den rigtige oppakning

Alle tunge genstande i bilen bør spændes fast eller ligge i bilens lommer og opbevaringsrum. Sørg for at få tingene ned på gulvet, så de ikke kan skade passagerer ved hård opbremsning. Læg de tungeste ting i bunden af bagagerummet og tættest ind mod midten af bilen for at sikre maksimal stabilitet. Placér de letteste ting på en tagbagagebærer eller i en tagboks. Tung bagage på taget kan gøre bilen ustabil. Og vær opmærksom på, at din bil er anderledes at køre, når den er fuldt læsset. Husk også at tjekke bilens dæktryk, som du kan læse meget mere om i Fords dæksikon.

7) Trafikradio

Husk at indstille bilradioen for trafikopdateringer. På den måde undgår du nemmere trafikpropper, så du er fri for at bande og svovle, inden ferien overhovedet er begyndt.

8) Underholdning på turen

Selvom det danske sommerland kan være ganske smukt at betragte, mens det glider forbi, kan selv dét blive trættende at se på i flere timer. Husk derfor lidt god underholdning på farten. Gode bud kan være en spændende bog eller en playliste, som hele familien har sammensat.

9) Fordel rollerne i kabinen

Enhver god kør-selv-ferie har skarpt opdelte roller i bilen, som er vigtige at få fordelt inden køreturen. Personen i førersædet er naturligvis den rutinerede fører af bilen, mens navigationskaptajnen med det kølige overblik typisk opholder sig på passagersædet. På bagsæderne finder man oftest DJ’en, der altid har den rette sang på hånden, og snackdistributøren, der holder humøret – og blodsukkeret – højt for samtlige passagerer med en godbid eller to. Fordel rollerne inden afgang, så der ikke opstår dårlig stemning.

10) Pauser

Sidst, men ikke mindst, skal man huske pauserne. Træthed og uopmærksomhed kan være farligt på en køretur, og derfor er det afgørende at holde hyppige pauser undervejs – især med børn i bilen, som har godt af at trække ekstra luft. En god tommelfingerregel er at strække benene hver anden til tredje time.

Indlægget 10 gode råd: Sådan kommer du bedst afsted på kør-selv-ferien blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

 Consdorf

Efter indtjekning, som foregik let og uden problemer, fik vi hurtigt sat op på en stor og lige plads. Bag vores campingvogn gik der en meget brugt vandresti, men det generede os ikke det store.

Receptionen på denne forholdsvis lille plads rummer også turistkontoret og midt på dagen var der ikke færre end 3 ansatte til stede. Der var åbent 8-20 og morgenbrød bestilte man efter en seddel. Det fungerede fint – altså bortset fra, at vi tog noget fejl mht. størrelsen på noget af morgenbrødet. Det vi troede var på størrelse med en ‘basse’ – ja det var næsten lige så stort, som vores brødkniv.

Campingpladsen ligger som nærmeste nabo til en boldbane og faktisk ligger toilet- og badefaciliteterne i forbindelse med fodboldbanens omklædningsbygning og tribune.

Vi lå lige op af boldbanen til den ene side, men ud over en enkelt aften, så blev der kun spillet i den anden ende af banen og så var det jo kun lyden af glade børn, vi kunne høre.

Bygningen er ikke ny, men bad og toiletter bliver gjort rene 2 gange om dagen og vandet i bruserne er varmt, så det er fint til os. Opvasken er udenfor under et halvtag i den ene ende af bygningen. Der findes yderligere et par toiletbygninger på pladsen.

Bag fodboldbanen var der en stor flot legeplads – vi så ikke mange børn på pladsen i dagtimerne, de fleste var ude at vandre.

Pladsen råder også over nogle små hytter, som primært er beregnet til en enkelt overnatning og over en række nyere mobilehomes. Derudover er her en række fastliggere – mange af dem kom i øvrigt fra Holland.

Herunder ses så vores underholdning. Flere steder på pladsen blev der fodret fugle, men i ‘vores’ træ, var den første besøgende i foderet dog et egern. Derudover var der mange flagspætter og spætmejser.

Selve byen Consdorf rummer ikke det store og da vi var der, var hele bymidten gravet op. Det betød at vi måtte en omvej, for at komme ind på pladsen – og en anden omvej en anden dag. Efter nogle dage havde vi dog nogenlunde styr på, hvilken vej vi kunne tage ud og ind fra campingpladsen.

Vi skulle naturligvis ind til Luxembourg by ca 25. km fra Consdorf og i receptionen anbefalede de os at tage bussen. Priserne i det offentlige transportsystem i Luxembourg er yderst rimelige. Det koster 2 euro for en 2-timers billet. Man kan stige om alt det man vil i de to timer og billetten gælder både til busser, toge og sporvogne. I øvrigt arbejdes der på at gøre det helt gratis fra nytår.

Receptionen fortalte os, hvilken bus vi skulle tage og hvor vi skulle stå af o ud over at henvise til et forkert busstoppested i Consdorf, så virkede det helt perfekt. Og at det busstoppested, de henviste os til, ikke blev betjent pga. vejarbejdet havde vi selv en stærk mistanke om, så vi nåede at få googlet og fundet det rigtige.

 Luxembourg by

Vi stod af ved Badanstalt, som er byen svømmehal. Herfra gik vi først ned for at kigge på springvandet og udsigten ud over Pfaffenthal. Pfaffenthal stammer fra tysk – pfaffen betyder munk og thal betyder dal – og navnet skyldes at området tidligere har været administreret af et benediktinerkloster i Altmunster. Bydelen var i middelalderen primært et område for håndværkere og kunsthåndværkere, der brugte floden Alzette i deres arbejde. Men vi kommer senere tilbage til Pfaffenthal…

Vi gik op gennem Parc Fondation Pescatore og stødte på den store bronzeskulptur Le Passe-muraille af Jean-Bernard Métais. Den er opsat i 2006 og de store halvkugler er 3 meter høje og diameteren er 6 meter. De to skaller er gennemboret af ikke mindre end 8000 huller.

Modsat skulpturen finder vi en flot gammel bygning – det er Fondation J. P. Pescatore og er opført 1892, som alderdomshjem.

Vi fortsatte op gennem byen på må og få – eller på kryds og tværs. Vi stoppede op, når vi så en fin detalje eller flot bygning. Området vi her bevæger os rundt i, er det man bedst kan betegne som byens centrum: Ville Haute. Bykernen stammer tilbage fra Middelalderen og ligger højt oppe på en top, som har været let at forsvare. I dag er her fyldt med butikker med dyre mærkevare, mindesmærker og små detaljer.

På Place Guillaume II ligger byens rådhus. Bygningen er fra 1838 og opført primært af sten fra en gammel fransiskanerkloster. De to løver ved indgangen er dog først opsat i 1931.

Normalt er Place Guilluame II et stort åbent torv med Rådhuset i den ene ende og rytterstatuen af storhertugen William II i den anden ende. Da vi var der, var torvet kun åbent i rådhus-enden. I den anden ende var der godt gang i vejarbejdet. Men et smugkig ind på statuen kunne vi dog lige få.

William II var både konge af Holland og Storhertug af Luxembourg og gav Luxembourg den mest liberale parlamentariske forfatning i Europa et år før sin død.
Vi fandt også frem til Storhertugens palads på Marche aux Herbes. Den nuværende bygning er fra 1572 og var oprindeligt bygget som erstatning for et rådhus, der blev sprunget i luften efter uheldige omstændigheder. Et lyn rammer kirketårnet og får krudtet i krudttårnet til at eksplodere. En stor række huse – herunder altså også det tidligere rådhus – gik til i den efterfølgende brand.

Siden 1890 har hovedbygningen været storhertugens residens med kontorer, balsal og gæsteværelser. I en sidefløj findes parlamentet.
Statuen herunder står på Place de Clairefontaine. Her lå oprindeligt et herberg tilhørende Klosteret i Clairefontaine – deraf navnet. Herberget blev dog revet ned i 1933.

Den flotte statue viser Storhertuginde Charlotte som levede 1896-1985. Oprindeligt var hun datter nummer 2 af Vilhelm d 4. og skulle slet ikke kunne blive Storhertuginde. Men først fik hendes forældre slet ingen drenge og hendes far fik derfor ændret tronfølgeloven ved en Grundlovsændring i 1907, så hendes storesøster kunne overtage titlen. Hun måtte dog abdicere i 1919 efter at være blevet anklaget for at være tyskvenlig under 1. Verdenskrig. Og dermed overtog Charlotte titlen, som hun beholdt frem til 1964, hvor hendes søn overtog.

Vi nærmede os Cathedrale Notre-Dame – Luxembourgs eneste katedral – opført 1613-1621, som en noget mindre kirke. Den blev bygget af jesuitterne, som kirke til deres kollegium, som lå lige ved siden af og som i dag huser Nationalbiblioteket. Den blev i årene 1935-38 udvidet betragteligt, men det er forsøgt holdt inden for bygningens stilart.

Vi kom ind via ‘den nye’ Vestindgang: Marienportal. Her går Madonna-figuren igen flere steder.

Kirkerummet virkede meget mørkt, men det hjalp noget, da de tændte for lyset. Vinduerne bag alteret er smukke med alle deres farver, men glasmosaikvinduer holder også meget lys ude. Koret er en del af til- og ombygningen og er formet i en smuk bue med korstole ‘ved væggene’.

Igen er døbefonten placeret ude i et sideskib – i de fleste danske kirker står den jo helt oppe ved alteret. Søjlerne, der bærer de store hvælvinge, er rigt dekorerede i overfladen.

Ved siden af Notre Dame ligger Place de la Constitution. Da vi var der, var der opsat et mobilt udsigtstårn på pladsen: City Skyliner, hvor man kan komme op i 72 meters højde i en stor kabine, der roterer om sin egen akse, så man får set 360 grader rundt. Den prøvede vi naturligvis og har masser af billeder af udsigten, men ingen af Skylineren selv :O

På pladsen står også en 21 meter høj granitobelisk med en gylden kvinde på toppen. Kvinden symboliserer gudinden Nike, der holder en laurbærkrans over landet Luxembourg. Skulpturen hedder Gëlle Fra og er skabt af en lokal kunstner ved navn Claus Cito. Oprindeligt blev den opsat som mindesmærke for de luxembourgere, der mistede livet under 1. Verdenskrig. I dag hylder den dog frihed og modstand.

Den høje Skyliner gav os ud over at få set den flotte Notre Dame på afstand også mulighed for at komme op over Gëlle Fra og også at tage et billede lige ud fra den.

Gps-en er en geocaching-detalje… og genspejlingerne skyldes naturligvis glasset i kabinen.

Men der var også andet at se på vores 360 grader rundtur. Herunder er det Banque et Caisse d’Epargne de l’Etat’s hovedbygning. Den rummer bl.a. et bankmuseum med fokus på 160 års bankvirksomhed. Banken blev grundlagt i 1856 som Luxembourgs første bak og ejes 100% af staten Luxembourg.

På billedet herunder ser man hen over den gamle bydel i Luxembourg og over mod området Clausen med Europaparlamentets afdeling i byen, Philharmonie Luxembourgs bygning og foran Fort Thungen.

Place de la Constitution ligger på toppen af bastion Beck og med en flot udsigt over Pétrusse-dalen. Der er også et flot kig ud over de nedsænkede haver og over på Pont Adolphe.

Pont Adolphe er oprindeligt bygget i 1900-1903 for at skabe forbindelse mellem den gamle bydel Haute Ville og det nyere byområde Gare, hvor byen voksede ud fra. Hidtil havde kun en smal viadukt forbundet de to bydele.

Broen blev i 2018 ombygget, da man gør klar til at genindføre letbanen i byen. Hidtil har al færdsel forgået på det øverste dæk af broen, men i 2018 blev den dels bygget bredere og dels tilføjet et ekstra dæk under bildækket. På det nedre dæk skal cyklister og fodgængere nu krydse Pétrussedalen. Broen er i øvrigt opkaldt efter Storhertug Adolphe, der regerede i perioden 1890-1905.

Vi bevægede os ned i bunden af Pétrussendalen velvidende at vi så senere også skulle kæmpe os op igen… Pétrussedalen er nogle steder op til 50 meter dyb og i bunden flyder der bare en anelse vand – det vand som gennem tiden har skåret sig ned gennem klipperne og dannet dalen.

Gennem hele området er der masser af stier, grønne områder, legepladser og fine kig op til forsvarsmuren, som har omkranset og forsvaret den gamle bydel. Og da vi igen nærmer os området med huse, så er de bygget helt op af de næsten lodrette klipper, som var de klistret fast på dem.

Vi forlod Pétrusse-floden og stødte derefter snart på Alzettefloden – som Pétrussefloden i øvrigt løber ind i. Dette område af byen – kaldet Grund – er et af byens ældste.

Mange af husene stammer fra det 14. århundrede, en del af gaderne er brolagte og bedst af alt, så er de store mainstream-butikker ikke at se i området. Her er ikke megen trafik og her er roligt og utrolig hyggeligt at gå rundt i.

På kanten af Alzette fandt vi frem til kirken Saint-Jean Baptiste – Johannes Døberens kirke. Kirken er bygget sammen med klosteret Neumünster og den nuværende bygning stammer fra 1688. Det store renæssance-indgangsparti, det barokke indre og orgelet er dog alle kommet til i 1710. På stedet har der ligget en kirke i hvert fald siden 1308.

Dens indre er meget spændende og lige så enkle stolerækkerne er – lige så volumiøse er de ikke mindre end 3 store altre. Her er ikke sparet på søjler og træskærerarbejde og bladguld.

Og ude i siden i en simpel niche et godt stykke nede i kirken står en flot sandstensdøbefont med flotte udskæringer…

Vi fulgte Alzette videre og nød synet af forsvarsmuren med Bocks Kasematter øverst oppe.

Et stykke henne krydsede vi over og gik lidt tilbage for at se på den skønne havfrue, der sad på en sten ved kanten.

Statuen forestiller Melusina. Legenden fortæller, at grev Siegfried en dag mødte en prinsesse smukkere end dagen på bredden af Alzette. Det var – uden at Siegfried vidste det – Alzettes nymfe Melusina. Han forelskede sig til op over begge ører og tilbød hende snart både sit hjerte og sin krone. Hun accepterede på betingelse af, at hver lørdag var hun på sit værelse alene og han måtte hverken se hende eller prøve på at finde ud af, hvad hun lavede. De blev gift og levede lykkeligt i mange år. Men så en lørdag passerede Siegfried forbi hendes værelse og hørte mærkelige lyde. Han blev nysgerrig og kiggede ind af nøglehullet og så hende med fiskehale plaske rundt i et stort bassin. Hun skreg højt over at være blevet opdaget og blev hurtigt derefter opslugt af jorden. Siden har hun været fastholdt inde i en klippe – Bock-klippen – og kommer kun ud en dag hver 7. år. Og heldigt nok for os, var den dag lige den dag vi besøgte stedet

For at krydse over fra kirken til havfruen, måtte vi finde en bro – vi fandt snart frem til Pont du Stierchen. Oprindeligt opført smidt i det 15. århundrede som en del af forsvarsanlægget rundt om byen. Gennem udgravninger har man fundet ud af, at broen havde et tårn i begge sider, men at det andet formentlig er blevet destrueret i 1604 i forbindelse med en krig mod Spanien. Den nederste del af broen er den oprindelige, mens toppen med gangarealet er blevet genopført i 1983.

Efter at være gået op ad trapperne til toppen af plateauet stod vi nu uden for indgangen til Bocks kasematter. Bocks kasematter ligger på det sted, hvor Grev Siegfried byggede sit slot Lucilinburhuc i 963 – det slot, der siden blev til byen Luxembourg. Her var der et naturligt plateau sikret til tre sider af de stejle, høje klippevægge ned mod Alzette. Og der hvor de ikke var høje eller stejle nok, byggede man dem højere…

Det første område man passerer gennem i besøget af kasematterne, er en stor arkæologisk udgravning, der viser resterne af Luxembourgs vugge – altså af Siegfreds gamle slot.

Gennem århundrede blev dette og de øvrige fæstningsværker forstærket, angrebet og genopbygget gang på gang. I 1644 i en tid med spansk dominans blev de underjordiske tunneler etableret.

Siden blev de udvidet både af den franske militæringeniør og fæstningsbygherre Vauban og af østrigerne. Til sidst var der etableret ikke mindre end 23 km galleri i flere niveauer – helt op til 40 meters højdeforskel. Ud over disse kasematter bestod forsvarsanlægget til sidst af ikke mindre en 3 ringmure og 24 forts. En del af kasematter og store dele af fæstningen blev destrueret i forbindelse med fredsaftalen i London i 1867.

I dag er der adgang til en del af kasematterne anlagt af østrigerne i 1745.

Området, som vi går i, er ca. 110 meter langt og 7 meter bredt med mange skydehuller, smutveje og ‘rum’. I et hjørne finder vi også en 49 meter dyb brønd, så man har været sikret rent drikkevand. Dette område har kunne rumme ca. 50 kanoner og 1200 mand!

Undervejs får vi nogle fine kig ned på Pont du Stierchen og over på Pont de Chateau. Pont de Chateau er en vigtig forbindelsesbro mellem Bock-delen og den gamle bydel. Den blev opført af østrigerne i 1735 og giver ikke mindre end 4 måder at krydse over på: På toppen af broen, gennem en passage gennem de 4 øverste 4 buer, via en vindeltrappe op gennem hovedbuen og via en tunnel under vejen i bunden.

Efter en dejlig dag i Luxembourg by returnerede vi tilbage til vores lille landsby Consdorf godt mætte af indtrykkene fra den 3. hovedstad på den her ferie. Vi nåede ikke alle kroge af denne forholdsvis lille hovedstad, men så må vi jo komme tilbage en anden gang.

Vandreture i sandstensklipperne

Lige uden for campingpladsen startede flere vandreture. Vi besluttede os for at tage på den ene og stor var vores forundring, da vi efter at have gået ned af en høj stentrappe stod lige neden for campingpladsen i et helt fantastisk sandstenslandskab.

Vi vidste jo godt, det ville være her, men ikke at det lå SÅ tæt på. Vi tog en 14,5 km lang gåtur, der krydsede gennem forskellige landskabstyper, på den første tur.

Et – forholdsvis – kort resume af, hvordan landskabet her er blevet skabt: Klippelagene af sandsten og dolomit, var en gang bunden af et hav. For mellem 250 og 220 millioner år siden var det her havbunden. Floder, der løb ud i dette hav, skyllede små korn ud i havet. Disse korn, men også opløste stoffer som kalk og forskellige salte, faldt til bunds og størknede til sten. I Mullerthal regionen er dette primært sket som sandsten, mergel, kalksten og dolomit.

Da havet forsvandt for ca. 20 millioner år siden, begyndte floderne at finde vej gennem landskabet. Især floder Sauer skar sig dybt ned i dolomitbunden og efterlod klippen synlig som store klippeflader i begge sider af dalen. Smalle kløfter og huler i sandstenen er dannet fordi blokke af sandsten er gledet eller vippet fra hinanden pga. det underliggende mergellag var meget vandholdigt og derfor virkede som en glidebane. De åbne profiler bærer også præg af forvitring. Forvitring kan ske pga. vejrligets påvirkning, men også forskellige stoffer i luften kan sætte gang i forvitringen.

Denne første tur, hvor vi delvis følger rute C1, fører os også forbi Moulin de Consdorf, en gammel vandmølle, som i dag er restaurant og hotel. En helt fantastisk beliggenhed nærmest lige midt på ruten.

Det er også tydeligt, at der stadig er gang i forandringerne i landskabet. Træer der er væltet på kryds og tværs er tegn på, at området til stadighed – omend uendelig langsomt – forandres.

Undervejs tog vi en afstikker fra vores rute og fulgte en cykelrute ud over et fladt opdyrket område. For at komme retur til vores rute, måtte vi kante os forbi en stribe af brændestakke – de vidner om, at her i landet er der stadig mange, der varmer op med brænde.

Tilbage mod vores spor fulgte vi en smal sti langs et lille vandløb og krydsede en af de mange træbroer, der får os tørskoede over vandløbene.

Selvom vi den ene dag havde gået over 14 km i det her landskab, så tørstede vi efter flere oplevelser. Og derfor lagde vi endnu en lang vandretur ind i programmet. Målet for den var i første omgang det område, hvor man finder formationerne Kuelscheier, Rittergang og Déiwepetz. Disse tre formationer er helt fantastiske og et helt klart must, når man er så tæt på.

Ordet Kuelscheier kan oversættes til ‘kulstald’. Før i tiden opbevarede man kul fra kulminerne i dette klippeområde.

Den første rigtig smalle sprække vi møder kaldes Rittergang – Riddergangen. Her skal man ikke være for bredskuldret eller bære for stor en rygsæk. Den er åben i toppen, så der kommer lys ned hele vejen.

Kuelscheier Belvedere er et udsigtspunkt på toppen af Kuelscheier formationen. For at komme derop, må man tage en smal udhugget trappe. Når man så endelig er kommet ca. 50 meter op over skovbunden – ja så kan man faktisk ikke rigtig se andet en trætoppe …

Senere når vi så sprækken Déiwepëtz, som bedst oversættes til djævelens dybe brønd. Det er en ca 100 meter lang sprække, der er lukket i toppen og det er derfor bælgmørkt efter få meter. Derfor er det godt lige at medbringe en lommelygte, så man kan se, hvor man sætter sine fødder.

Den er om muligt endnu smallere end Rittergang og ikke en tur vi anbefaler, hvis man lider af klaustrofobi. Det gør vi ikke, så vi tog naturligvis hele turen gennem den – og mødte heldigvis ingen, der skulle den anden vej.

Næsten helt gennem Déiwepëtz møder vi en skillevej – det var fristende at tage den højre, fordi lyset var lige derhenne – men den ledte ud til en lodret kant, hvorunder der groede tæt tjørnekrat. Altså tilbage igen og forsøge med den venstre, som endte lige der, hvor vi gerne ville.

Efter denne fantastiske oplevelse, så fortsatte vi videre til Kallektuffquell i dalen Ernz Noire. Vi kom ‘oppe fra’ hvilket betød at vi først kom forbi et firkantet bassin, som er med til at bestemme vandhastigheden ned over ‘vandfaldet’.

En lang trappe fører ned til selve vandfaldet og det klare nedre bassin. Vandet løber ud over klippen på en 10 meter lang strækning som et florlet gardin. Videre derfra går det af en lang træbro.

Kallektuffquell er et kildekalk-vandfald. Kildekalk eller frådsten opstår når kalkholdigt vand fra området får fjernet dele af sin kuldioxid dels ved vandplanternes fotosyntese og dels via fordampning. Derved udfældes en del af kalken, som lægger sig på planterne og til sidst helt indkapsler dem. Frådsten er blød, indtil den bliver hærdet af luften.

Frådsten er et let materiale med masser af hulrum efter planterdele og anvendes som byggemateriale. Den kan let forarbejdes i våd og frisk tilstand, mens den i tør tilstand hærder op og bliver hård og vejrbestandig. En hel del danske kirker er f.eks. bygget i frådsten.

Sidste stop denne dag er vandfaldet Schiessentümpel. Vandfaldet er meget besøgt, for det ligger smukt i en noget vild dal og med en smuk gammel bro lige hen over.

Floden Schwarzen Ernz deler sig i tre ved selve vandfaldet, hvorefter den igen samler sig til en. Delingen skyldes årtusinders erodering af klippen, så der i dag er 3 dybe furer, som vandet følger.

Broen er formentlig opført 1879 og er en selvbærende stenbro, hvor der ikke er brugt mørtel til at binde stenene sammen med.

Echternach

Consdorf er en ganske lille by uden indkøbsmuligheder, så vi kørte til den nærliggende Echternach, når der skulle handles. Den ligger ca. 5 km fra Consdorf så det er overkommeligt at køre dertil.

Echternacher See er en 30 ha stor kunstigt anlagt sø i udkanten af byen. Den omkranses af 375 ha skov. Rundt langs kanten og inde i skoven findes masser af vandrestier. Man må ikke bade i søen, men der må fiskes, hvis man har fisketegn.

Under arbejdet med anlæggelse af søen fandt man resterne af den romerske villa. Villaen er opført mellem 1. og 5. århundrede og er med sine 118×62 meter en af de største romerske villaer nord for Alperne.

Byen har en gratis citybus, så vi valgte at parkere ved søen og så bruge bussen resten af vejen. Parkering ved søen er gratis og her ligger også et par supermarkeder, så alt i alt en rigtig god løsning.

Echternach siges at være Luxembourgs ældste by. Den er opstået i det 10. århundrede og var allerede den gang omkranset af en ringmur.

Muren blev i det 13. århundrede udvidet og rummede 20 tårne og porte. I dag står kun de 5 tårne tilbage. To af disse er blevet indrettet som ferielejligheder!

Vi fulgte floden Sauer, der løber gennem byen, et stykke vej. Der var roligt og smukt og med fine kig hele tiden.

Efter noget tid kom vi til klosterets tidligere lysthave med den flotte femkantede pavillon. Pavillonen blev opført i 1761 af Paul Mungenast. En trappe fører op til førstesalen, hvor der findes en ’balsal’ med skiftende udstillinger. Denne var dog låst af, da vi var der.

Selve klosteret ligger kun en kort gåtur væk og vi står snart foran det i et stort rod. Man er ved at gøre klar til en eller anden festival og sætter scener mm op. Klosteret var et benektinerkloster og den nuværende bygning 1736. Klosteret lukkede i 1796 og bygningen har siden 1899 været anvendt til Folkeskole.

Ved siden af klosteret ligger Basilica Saint Willibrord. Allerede omkring år 700 blev den første lille kirke bygget her på stedet.

Den blev dog hurtigt for lille pga. de mange pilgrimme, der strømmede til byen. Da klosteret blev nedlagt, blev kirken solgt til en forretningsmand og anvendt som fajancefabrik. Siden købte byens borgere bygningen tilbage og fik den sat i stand, så den igen kunne bruges som kirke. Under 2. verdenskrig blev den sprængt i luften og igen opført i gotisk stil, så den kunne genindvies i 1953.

Hvem var ham Willibrod så – siden han har fået kirken opført efter sig? Jo han blev født i 658 i England, blev præst og var først i Irland. Siden immigrerede han til kontinentet, hvor han i 695 blev ordineret som 1. ærkebiskop af Utrecht. I 698 fik han stillet midler til rådighed, så han kunne oprette et kloster i Echternach.

Vi forvildede os også ind i den gamle klosterhave. Bygningen er klosteret orangerier og er bygget 1736. Fra trappen forrest på bygningen er der et fint kig ned mod kirken og klosteret.

Videre tilbage mod vores bil kom vi forbi Place du Marche. Egentlig var vi på jagt efter en is butik – og det fandt vi heldigvis på torvet. I den ene ende af torvet fandt vi også frem til bygningen Denzelt. Bygningen er den tidligere retsbygning og indeholdt ud over retslokalet også et torturkammer og et fængsel.

Turen hjem – og et kort stop i Hamburg

Vi forlod Consdorf på det der i aviserne, blev udråbt som årets værste dag at køre ud på. De sidste tyske delstater påbegyndte ferie den dag og alle motorveje ville sande til i biler. MEN sådan var det så slet ikke! Vi fulgte A1 nordpå mod Bremen og Hamburg og havde det meste af tiden vejen nærmest for os selv. Naturligvis frygtede vi Elbtunnellen, men også her smuttede vi lige igennem. Bevares vi var nede på 25 km/t gennem den og vejarbejdet i Hamburg, men som vi siger: så længe vi kører, så holder vi da ikke stille…

Vi havde opsnappet af nogle gode campingvenner – Christina og Mac og deres børn – var i Hamburg, så vi havde pænt spurgt om de ville have besøg. Og det ville de heldigvis gerne – så meget at de endda havde sørget for at reservere en plads til os OG lavet mad… Og efter små 600 km og 8 timers kørsel kunne vi rulle ind på Knaus Campingpark Hamburg!

Campingpladsen ligger helt op ad motorvejen, men vores pladser var heldigvis – takket været Christina og Mac – i den modsatte side af pladsen og her hørte vi ikke meget til motorvejen. Det skal siges, at vi boede der lørdag-mandag og der kører der jo meget få lastbiler på motorvejene i Tyskland og det store vejarbejde, de har gang i lige ved pladsen, lå helt stille. Mandag morgen var der lidt mere trafikstøj. Men den lå rigtig godt til et stop på vej hjem – og til et besøg i Hamburg.

Selve pladserne var fine bortset fra at el-skabet måske var en anelse langt væk. Men ved at lade kablet skære et hjørne så lykkedes det at få det til at nå.

Hvis man ikke har vognen eller et telt med, så kan man leje sig frem!

Mens Christina og Mac tog på sightseeing inde i Hamburg, valgte vi at gå en tur i området. Ret hurtigt kom vi ud af bebyggelsen og fulgte en vej gennem marker og skov-planteskoler.

Undervejs skulle der lige geocaches lidt og det kan der komme meget sjov ud af…

Efter små 3 ugers ferie trillede vi fra Hamburg mandag morgen og returnerede til Odense midt på eftermiddagen. Vi talte om, at det i hvert fald ikke var sidste gang, vi havde holdt ferie i de 3 lande. Vi har fået set så mange flotte steder, som vi ikke har set før. Heldigvis ligger der mange af – for os – uopdagede steder rundt om endnu!

Links om fakta, til campingpladser og attraktioner kan findes her

Links til Helle og Sørens hjemmeside, med mange andre spændende ture kan findes her

 Gå til Del 1 – Del 2

Indlægget Sommerferien går til Benelux-landene – Luxembourg blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Med kun 240 km kørsel på en dag, så ankom vi midt på dagen – præcis midt i middagslukningen. Der var ikke så meget andet at gøre, end at parkere på p-pladsen foran campingpladsen og slå en time ihjel sammen med de 2 andre hold, der også var ankommet i siestaen.

Det gik til gengæld hurtigt med at checke ind. Vi fik også døgnprisen at vide, for de tog nemlig ikke mod kort, så det var vigtigt vi havde kontanter at betale med ved afrejsen.

At pladsen bruges meget til 1-2 overnatninger, fandt vi ud af, da vi sagde at vi blev i 6 nætter – det så ikke ud til at være det mest almindelige. Men, som campingfatter sagde, så kom vi jo nok pga. Tour de France. Næh… det gjorde vi ikke. Men faktum var, at Tour de France skulle køre de første etaper i og omkring Bruxelles nogle dage senere…

Derefter kunne vi trille ned og hurtigt få sat solsejlet op og indrettet os, som vi bedst kan lide det.

Pladsen er ikke specielt stor og har en toiletbygning med opvaskefaciliteter på siden. Det hele pænt og rent og gratis bade. Noget vi sætter stor pris på, for så ender vi (læs: Helle) ikke med at skulle skylle balsam ud med koldt vand…

Vi fandt ingen legeplads og indkøb på pladsen begrænser sig til, at man kan bestille morgenbrød og købe øl i receptionen. Det nærmeste store supermarked ligger ca. 2 km fra pladsen. Vi syntes pladsen var utrolig hyggelig – vi lå i et område, hvor der var lidt af hvert: campingvogne, telte, autocampere. Men der var også lavet et egentligt autocamperområde tæt på toiletbygningen og et teltområde længst væk fra toiletbygningen. Ikke at det helt giver mening…

Grimbergen by

Byen Grimbergen er præget af at have været klosterby siden 1128, hvor der blev opført et Norbertiner-kloster med tilhørende klosterkirke.

Klosteret er flere gange i forbindelse med forskellige krige blevet brændt ned og i forbindelse med den franske revolution blev klosteret helt opløst i 1796. Men selv om mange af klosterets bygninger i den forbindelse blev revet ned, så overlevede kirken.

I 1831 blev der igen etableret et kloster i byen – og det eksisterer den dag i dag. Her bor stadig munke, der er aktive i lokalsamfundet, holder gudstjenester og udfører velgørenhedsarbejde. Kirken fungerer nu dels som klosterkirke og dels som almindelig sognekirke.

Kirkens endegavl ser lidt mærkelig ud og indgangsdøren er der ikke noget pompøst over. Dette skyldes at det egentlig var planen, at kirken skulle have været en del længere end de nuværende 60 meter. Men resten blev aldrig opført.

Inde er der højt til loftet – kuplen er 45 meter høj. Øverst oppe ved hovedalteret ses munkestolene. Hovedalteret er fra 1701 og viser i midten et stort maleri af Jomfru Maria. På hver side står en skulptur af Peter og Paulus. Derudover ses et par våbenskjolde og allerøverst Madonna, der knuser dragen.

Prædikestolen er meget dominerende. Norbert og Augustin bærer selve stolen, mens der er rige udsmykninger af f.eks. symbolerne for de fire evangelister og de 4 kardinaler dyder.

Kirken rummer flere altre – herover til venstre ses et af de øvrige. Det er Norbert-alteret, hvor kirkens ældste maleri sidder i midten.

Kirken ses fra de fleste steder i byen – klosteret ligger ved siden af, men der kunne vi ikke komme ind. Der har også været et øl museum i forbindelse med klosteret, men det er desværre lukket pt. For siger man Grimbergen, så er der jo nok mange der tænker på øl. For ølmærket Grimbergen stammer her fra klosteret. Munkene begyndte ret hurtigt at brygge øl og da klosteret 2 gange var blevet brændt ned, så begyndte man at bruge fugl Føniks som varemærke sammen med mottoet: ‘ardet nec consumitur’, som betyder ‘brændt, men ikke fortæret’.

Byen har en fin handelsgade med flere butikker – den vi faldt mest for var Emilia Gelateria – et ishus vi i den grad godt kan anbefale…

I udkanten af byen fandt vi Prinsenkasteel – tidligere hjem for områdets fyrster. De ældste dele er fra ca. år 1500, men formentlig bygget på resterne af en tidligere borg fra omkring år 1300. Slottet fik sit navn i 1686, da Filip Frans van Bergen blev prins.

I dag står der kun en ruin tilbage, da tyskerne i slutningen af 2. verdenskrig satte ild til det for at slette deres spor.

Der er mulighed for på enkelte dage at komme ud til ruinen, men vi var der selvfølgelig ikke sådan en dag, så vi måtte nøjes med at se det på afstand.

Vores gåtur førte os helt ud på landet mellem kornmarker og vandløb. Markvejene var i fin stand – først med brosten og siden med fliser… MEN der var også et stykke, som lignede dansk markvej…

Turen førte os af en anden vej retur til Grimbergen. Vejen var spærret i begge ender, men da vi jo var gående, mente vi nok, at vi kunne snige os forbi. Midt oppe på det højeste punkt fandt vi ud af hvorfor: Tour de France’s sendevogn skal jo helst holde et højt sted uden træer omkring sig…

I øvrigt havde de plantet deres udstyr nærmest oven på en geocache – men så længe vi ikke stillede os foran ‘dimsen’, så måtte vi godt lede efter den mellem deres kabler. Og selvfølgelig fandt vi den

Leuven

Ca. 30 km fra Grimbergen ligger Leuven. Egentlig var det en række specielle caches, der trak os til byen, men hold da op – den udflugt fortrød vi godt nok ikke – og det der skulle have været en formiddag-tur, endte med at slutte sidst på eftermiddagen. Helt klart en by vi kun kan anbefale. Leuven bliver første gang nævnt i 891, hvor en vikingearme blev besejret af en flamsk konge. Byen har været et vigtigt handelscentrum og i 1425 blev Belgiens første universitet grundlagt i byen.

Vores geocache-søgning ledte os først hen til Belgiens ældste botaniske have: Kruidtuin, der blev startet i 1738 som urtehave for de medicinstuderende ved Leuven Universitet.

Der er helt overraskende gratis adgang til denne perle midt inde i byen!

Haven er på 2,2 ha inklusive det store orangeri og et par drivhuse. Der er ikke så meget tilbage af urtehaven, for da man ikke længere skulle bruge så mange urter til medicin, så blev området i stedet plantet til med planter og træer – både lokale, men også tropiske og subtropiske planter.

I dag ejer kommunen området og det er også dem, der vedligeholder haven. Man giver også lov til at lokale kunstnere kan udstille deres kunst rundt om i haven. En virkelig perle at opdage!

Fra den flotte og velholdte botaniske have fortsatte vi videre til en anden park: Mariapark. Det skulle snart vise sig, at den var knap så velplejet – ja faktisk var den faldefærdig og det er virkelig ærgerlig, for den er også spændende. Den er lidt svær at finde ind til, men der er adgang fra gaden Bankstraat.

Mariapark blev anlagt af det karthusiske kloster og teglvæggene dannede ydervæggene i det gotiske kloster, der blev anlagt i det 15. århundrede og som fungerede som kloster i 3 århundrede.

Op af muren er der i perioden 1928-1935 opført 14 relieffer af Jesus og korset. De er lavet af Antoon Jorissen.

I et hjørne af parken findes Mariagrotten fra 1924. Den er designet af Lucien Spéder og bygget op i armeret beton og genbrugsmaterialer. Prædikestolen er nyere – den satte lokale op efter 2. Verdenskrig som tak for at byen ikke blev hårdere ramt.

Vores geocaching-projekt førte os videre op til Grote Markt – og byens rådhus. Og sikke da en bygning! Vi var slet ikke forberedt på, at der stod så fantastisk en bygning her i byen! Rådhuset blev påbegyndt i 1439 og det tog 30 år og 3 arkitekter før det stod færdigt! Alle de 236 statuer på facaden er tilføjet efter 1850.

Statuerne er delt op i temaer: I stueetagens 2 lag viser kunstnere, lærde og fremtrædende parsoner fra Leuven. Rækken på 1. sal synbolisere kommunale previliger og sognenes skytsengle. Og rækken på 3. sal er fyrster og hertuger fra Leuven og Brabant. Statuerne på tårnene viser bibelske personer.

En af de andre bygninger på Grote Markt er bygningen med navnet Tafelrond, der i dag huser hotellet Th4Th. Bygningen blev oprindeligt opført i 1479 som gildehus – altså mødested for de forskellige gilder i byen. Det blev revet ned og ombygget i 1817 og blev derefter teater med plads til ca. 1000 gæster. Under 1. Verdenskrig blev det fuldstændigt bombet og det blev genopført i 1930 i den gotiske stil som bank. Siden 2016 har det været hotel.

På Grote Markt ligger også byens ældste kirke Sint Piter Kerk fra 986. Vi kunne ikke lige komme ind, så det indre må vi have til gode til en anden gang.

Der er masser af spisesteder i byen – nogle af dem ligger i smalle, hyggelige gader som det her.

Andre igen ligger på Oude Markt, som ikke uden grund kærligt kaldes Verdens længste bar. Og lang er pladsen og mange er restauranterne/ udskænkningsstederne!

Og ja – også her løber der vand gennem byen…

Bruxelles

Nu boede vi jo i udkanten af Bruxelles og skulle naturligvis også en tur ind til bymidten. Og det besluttede vi at gøre 3 dage før Tour de France-starten, men alligevel røg vi naturligvis ind i forberedelserne. Der var god gang i at få sat scener, udsmykning og afspærring op!

Turen ind tog vi med den lokale bus. Den holder ca. 100 meter fra campingpladsen og for 3 euro hver vej, så havner man helt inde midt i byen. Campingpladsen udleverer køreplan og man får også at vide, hvilken bus man skal tage retur. Fin service.

Tæt på busstoppestedet (Noordstation) fandt vi Fontaine De Pol Bury. Springvandet er fra 1995 og består af 21 stålsøjler med en kugle på toppen.

Fra dette forholdsvis nye kunstværk fortsatte vi ind i Bruxelles ældre dele og kom snart til Place De Brouckére med det gamle Hotel Metropole Brussels fra 1895.

I den anden ende af pladsen var der gang i opsætning af pavilloner og selv vinduerne i en høj bygning var udsmykket i de gule farver. Pladsen var det første sted vi for alvor stødte på Tour de France-forberedelserne – men absolut ikke det sidste.

For snart stod vi på Boulevard Anspach – oven i udsmykning med cykelhjul i luften, så var der også god gang i ombygningen af vejen. Man har nemlig besluttet, at den skal overgå til gågade og i den forbindelse bliver der lavet små blomsterbede og lagt ny belægning – og sikkert en masse som for os turister ikke er rigtigt synligt.

I de mindre gader var der hængt små trøjer op og selv Børsens søjler var dekoreret i Tour-farverne. Børsen – eller La Bourse de Bruxelles er opført i 1873 på resterne af et fransiskansk kloster. Da det blev bygget, emmede det af liv, da alle aktiehandler blev indgået her. I dag er alle handler elektroniske og mæglerne kan derfor sidde på hver deres kontor og indgå aftaler.

Vi nærmede os dagens første kirke: Sint Niklaaskerk. Den nuværende bygning er opført efter at den forrige blev bombet af franske tropper tilbage i 1695. Den gang blev den opført med et fint tårn, men det kollapsede i 1714 og er ikke siden blevet genopført.

I kirkens ene side finder vi et stort forgyldt skrin. Skrinet indeholder relikvierne af 19 katolske martyrer, der blev hængt i 1572 under den protestantiske revolution. De 19 katolikker er afbildet på kisten med 9 på hver side og forrest ses præsten Francois van Rooy, der stammede fra Bruxelles. Kisten er udført af den tyske guldsmed Franz-Xaver Hellner.

Døbefonten står ‘gemt’ væk i et lille sideskib – det er lidt sjovt, for i en protestantisk kirke står den som oftest tæt på alteret. Væggene ved døbefonten er i øvrigt fake marmor – det er en maleteknik, der er brugt mange steder.

Mere synligt – men dog nede bagerst i kirken finder vi et imponerende krybbespil. Det stammer tilbage fra 1994, hvor dukkemageren Ch. Ferauge tilbød at lave et lille krybbespil til en montre uden for kirken. Men kirken ville hellere have et stort krybbespil henlagt til Bruxelles. Og det fik de så. Egentlig skulle det pilles ned efter julen, men det har stået der siden – på nær det år, hvor kirken var lukket pga. renovering!

Efter kirkebesøget endte vi oppe på Grote Markt – et klart must for alle, der besøger Bruxelles. Desværre var denne plads også ved at blive gjort Tour de France-klar. Men det betød ikke, at vi ikke kunne nyde dens skønhed. Pladsen stammer fra det 15. århundrede, hvor der blev etableret gildehuse, markedshaller og rådhus for at sikre det rige handelsliv. De franske bombardementer under krigen i 1695 ødelagde næsten alle bygningerne – kun rådhusets facade og tårn stod tilbage. og det til trods for, at de var målene for franskmændene! Efterfølgende tog det kun 5 år at genopbygge bygningerne rundt om pladsen!

Herover bag den store scene ses Maison du Roi – eller på hollandsk: Broodhuis. Det oprindelige hus var et træhus, hvorfra der blev solgt brød. Deraf det hollandske navn. I det 15. århundrede opførte hertugen af Brabant så et stenhus på stedet. Det blev brugt som administrationsbygning. Siden blev han konge af Spanien og deraf det franske navn, som betyder Kongens Hus. Den nuværende bygning stammer fra 1873 og rummer i dag Bruxelles Kunstmuseum.

Over for Maison du Roi ligger Stadhuis – eller Rådhuset. Huset er opført i flere etaper i perioden 1402-1444. Den ældste del er den venstre, når man kigger ind på facaden. Samtidig med den blev et mindre tårn opført. Efterfølgende kom den højre del og et højere tårn til. Tårnet er 96 meter højt og prydes øverst af en 5 meter høj statue af Skt. Michael, der er Bruxelles skytsengel.

Statuerne viser betydningsfulde personer fra området og en række helgener. De nuværende er reproduktioner, men de originale opbevares på bymuseet lige over for.

Oprindeligt var bygningen L-formet, men i 1712 blev der opført yderligere bygninger bagved, så der blev dannet en gård i midten. Her inde bagved er bygningen knap så overdådigt udsmykket!

I gården findes et springvand fra 1714-15 udført af Pierre-Denis Plumier.

Herunder detaljer fra Rådhuset:
– Den store træport ind til gården, med flot ‘håndtag’ og utrolig mange jernbånd.
– Tårnet sidder ikke symmetrisk i bygningen – den højre side er længere end den venstre. Men heller ikke døren sidder symmetrisk i tårnet…
– Alle bygningerne om pladsen passer helt fantastisk sammen – også selvom de langt fra er bygget samtidigt.

Ud over de to store bygninger – Stadhuis og Maison du Roi, så er pladsen omkranset af smalle højre bygninger, der alle er rigt dekorerede – både med statuer, bladguld og farver. En stor del af husene er opført som gildehuse og restauranter/værtshuse og en mindre del har været private huse.

Statuen her er en hyldest til Charles Karel Buls, som var borgmester i Bruxelles i perioden 1881-1899. Han huskes mest for sin kamp for at få lavet en lovgivning, der beskyttede de historiske bygninger i Bruxelles.

Herunder er statuen af en hvid smølf. Smølferne stammer fra Belgien og her i hovedstaden har de deres helt eget museum! Rundt om i Bruxelles findes der mange vægmalerier med tegneseriefigurer – vi fandt ikke så mange, men tæt på Smølfe-museet har man dekoreret et helt loft i en arkade med smølfer…

Mange steder rundt om i Bruxelles kunne vi spotte tårnet på Rådhuset – et rigtig godt holdepunkt!

Og når vi så kom lidt væk fra bymidten, så kunne vi også fornemme, hvor meget fart Bruxelles har på bygge-siden. Her stødte vi mange gange på gamle bygninger side om side med helt nye.

Når man siger Bruxelles – så siger man jo også Manneken-Pis. Den meget berømte statue fra 1619 af en lille dreng der står og tisser, kender alle vist. Statuen, der med sine bare 60 cm også i sig selv er lille, erstattede en gammel statue af sten, da den blev sat op.

Da vi var der, var den iført tøj for at fejre 25-års jubilæet for Rwandas befrielse efter folkemordene på Tutsierne. Den har en meget stor garderobe på over 800 stykker tøj og accessoires! Statuen har flere gange været stjålet og den nuværende er en kopi, mens den reparerede originale findes på byens museum.

Som et kuriosum, så havde vi jo faktisk set en tilsvarende statue før – for der findes en kopi i Bogense på Nordfyn. Bogense fik sin som tak fra en taknemmelig mand, der som spæd blev fundet på færgen mellem Bogense og Klakring ved Juelsminde. Da man ikke kunne finde hans forældre, blev han bortadopteret i Bogense.

Og man støder på Manneken-Pis overalt i byen – han bliver naturligvis brugt til alt – inklusive at stå oppe midt i en udstilling af alle de typer fyld, denne butik serverede til sine franske vafler…

Franske vafler med is er ret godt… men næsten umuligt at spise stående…

Dagens 2. kirke blev den imponerende Collegiale Sint-Michiels-en-Sint-Goedele-co-kathedraal. En Co-katedral er en katedral, der deler opgaven med at være biskoppens hovedsæde med en anden katedral. Der har ligget et kapel helt tilbage til det 9. århundrede på stedet, men den nuværende bygning blev først påbegyndt i 1226 og det tog hele 300 år at færdiggøre bygningen.

Inde er der højt til loftet og 12 store søjler bærer taget. Ved hver søjle blev der i det 17. århundrede opsat en statue af en af de 12 disciple. Som altid er der en række sarkofager og altre i sideskibene på så stor en kirke. Prædikestolen er den sorte sag på billedet lige her under i højre side. Den er fra 1699 og skulpturen, der bærer stolen, viser Adam og Evas fald.

Ude igen bevægede vi os videre over mod Europa-Parlamentet og derved til at krydse gennem Parc de Bruxelles. Parken var oprindeligt jagtmarker for hertugerne af Brabant, men blev i 1776-1783 lavet om til en park med skulpturer, springvand og lige gangstier. Mange af skulpturerne blev desværre ødelagt af de franske revolutions-styrker i 1793, men der findes stadig nogle få rundt om i parken.

Den fine musik-pavillion er fra 1841 og den bruges stadig til koncerter.

Og så skal vi da lige love for, at vi kom ud af den gamle by og ind i en anden tidsalder! Vi gik nemlig ud til Europa-Parlamentet, som ligger i Europakvarteret.

Mellem bygningerne fandt vi Esplanade Solidarnosc 1980. Området har sit navn efter den uafhængige og autonome fagforening Solidarnosc i Polen. Den fik efter megen modstand fra landets totalitære styre, der gengældte opstanden med forfølgelser, arrestationer og mord, gennemført de første delvist frie valg i Polen i slutningen af 1980’erne. Polakkernes oprør skabte siden en bølge gennem andre lande og var medvirkende til jerntæppets fald og Europas forening.

Området omkring Esplanade Solidarnosc 1980 bugner af beton og glas-facader. Bygningerne er opført i perioden 1989-2008 og her finder man for eksempel den cylinderformede Paul-Henri Spaak-bygning, der blandt andet rummer Plenar-salen, pressecenter og en række kontorer. Andre bygninger i komplekset er Altiero Spinelli-bygningen og Willy Brandt-bygningen. Alle opkaldt efter personer, der har betydet noget for Europas forening. Bag bygningen ligger Leopold park – en park som Dubois de Binco-familien anlagde i 1819. De tilførte den en stak eksotiske dyr så som løver, elefanter og giraffer. Den zoologiske have blev dog nedlagt i 1880, hvorefter parken blev åben for den almindelige befolkning. I dag ligger den som nærmeste nabo til Europa-Parlamentet – og de eneste dyr vi så, var en flok strudse, der stak hovederne i jorden… Her finder vi en række nye bygninger – f.eks. Paul-Henri Spaak-bygningen, der blandt andet rummer den halvcirkelformede plenarsal, pressecenter og en række kontorer.

Man kan komme ind og se stedet indefra, men der var vi altså for trætte, så den del sprang vi over denne gang. I stedet fik vi fundet tilbage til vores busstation og fundet bussen hjem. Godt trætte i hovederne over alle de fantastiske ting der er at se i byen. Vi vender helt sikkert tilbage en anden gang, for der er meget mere at se.

Atomium

Da vi tog bussen ind til centrum, lagde vi mærke til at den kørte lige forbi området ved Atomium, så vi valgte igen at tage bussen, da vi skulle derud. Det skulle vi nok ikke have gjort, for selvom vi var 2 dage fra, at etape 2 på Tour de France 2019 skulle slutte ved Atomium, ja så var der godt gang i forberedelserne i området. Og busruten var allerede blevet omlagt, så vi endte med at skulle af og på et helt andet sted end vi havde tænkt os!

Vel ankommet gik vi hen over en stor p-plads for at komme over mod Atomium. Lige denne p-plads blev brugt til at parkere Tour-karavanens reklamebiler og vi måtte da lige have et billede af disse Asterix-biler…

Ovre på den anden side af p-pladsen og rundt om et hjørne endte vi foran Brussels Expo-bygninger. Bruxelles var vært for Verdensudstillingen i 1935 og igen i 1958, men allerede til udstillingen i 1935 fik man opført den flotte trappe-formede bygning. I dag råder udstillingshallerne over 115000 m2. Foran Hal 5, som er den trappeformede, er der normalt et stort bassin. I anledning af Tour de France var det blevet overdækket af et stort billede af Eddie Merckx. Han vandt Tour de France for første gang for præcis 50 år siden i år – men endte med at vinde det hele 5 gange.

Når man vender ryggen til den imponerende Expo-bygning, så kigger man lige over på Atomium. Atomium blev opført som vartegn for Expo-udstillingen i 1958 og forestiller et jern-krystal med 9 atomer forstørret 165 milliarder gange. Hele Atomium er 102 meter højt og der er adgang til 6 af ‘atomerne’, omend nogle af dem kun er åbne ved særlige lejligheder.

I bunden af Atomium findes billetsalget og om det var Tour de France-forberedelserne, der gjorde det skal vi lade være usagt, men da vi kom, var der ingen kø. Det betød også, at der var god plads og mulighed for rigtigt at nyde oplevelsen.

Fra billetsalget bliver man sluset direkte ind til elevatorerne, der løfter os helt op i den øverste kugle. Her befinder vi os i 92 meter højde, men faktisk kan man komme lidt højere op, for i samme kugle er der også en restaurant, der ligger lidt højere oppe.

Heroppe fra Niveau 7 er der en fantastisk udsigt hele vejen rundt. Kuglerne er 18 meter i diameter, så en tur rundt langs vinduerne er ca. 56 meter lang og der er noget at se på hele tiden. Om ikke andet så bare ned på en af de andre kugler…

Og heroppefra kan man også kigge ned på Expo-bygningen fra 1935 og ned på Mini-Europa, som rummer bygninger fra hele Europa i forholdet 1:25.

Og det er også helt tydeligt at man forbereder Tour-etapen to dage senere…

Efter en tur rundt oppe i toppen bliver man kørt helt ned i bunden igen og kan derefter via en trappe begive sig op i de to etager, der er i den nederste kugle. I denne kugle er der en permanent udstilling om Atomium og Expo58.

Udstillingen rummer både modeller, konstruktionstegninger og en række souvenir af Atomium. Fra Expo58s side ønskede man sig et vartegn og da TV’et var i stor fremmarch i 1950’erne, havde man overvejet et TV-tårn. Men så fik arkitekten André Waterkeyn ideen med at lave et stort jern-atom. Der var nemlig her efter 2. verdenskrig godt gang i den belgiske jernindustrien. For at kunne nå at lave tegninger og få bygget Atomium på bare to år, fik Waterkeyn hjælp af to andre arkitekter: brødrene Polak. De fik sammen udtænkt et system, hvor alt kunne præfremstilles og så blot samles på stedet. Man byggede et jernskelet op til at bære hele konstruktionen og beklædte den med aluminiumsplader. Navnet Atomium er således en sammentrækning af Atom og Aluminium.

Kuglernes ydre er sat sammen af 48 identiske trekanter. Disse trekanter er igen sat sammen af en række trekanter. Over 9000 trekanter skulle der laves og boltes sammen før Atomium stod færdigt.

Expo 58 var den første Verdensudstilling efter 2. Verdenskrig, hvilket gjorde den utrolig populær.

Udstillingen i den nederste kugle rummer også modeller af nogle af de pavilloner, som de mere end 40 lande, der deltog på udstillingen, lod opføre. Og her var også mange spektakulære bygninger at se på. Desværre er de alle pillet ned i dag, men tilbage i 1958 nåede næsten 42 mio. mennesker at besøge udstillingen i de 6 måneder den var åben.

Og som det ses på det gamle fotografi herunder, så kunne man også få en tur i en gondolbane.

Fra den nederste kugle kan man komme op i et par kugler mere, der rummer skiftende udstillinger. Nogle af stederne er det rulletrapper der er installeret i de 3,30 meter brede og 23-26 meter lange rør – andre steder er det trapper. Vi kom op bl.a. op til en digital installation ID #2019 (Innovative Display) – A Circular Journey med musik og lys. Meget spændende, men også utroligt blinkende.

Efterhånden havde vi bevæget os rundt i de mange kugler og rør og manglede nu kun at få kigget grundigt på Atomium ude fra. Turen ned foregik igen både med trappe og rulletrappe. Der er i øvrigt 80 trin op men 167 trin ned…

Billedet herunder er taget fra et udkigspunkt, som man støder på, når man går ned. Et helt fantastisk sted at tage billeder, fordi man står midt i konstruktionen! Eller sådan ca. 36 meter over jorden…

Under her ses skulpturen Rockgrowth af Arik Levy. Den skal symbolisere det uforståelige – set fra et biologisk udgangspunkt – at en sten vil vokse, hvis den plantes som et frø.

Lige ved siden af Atomium ligger Parc de Laeken. Den blev oprettet i 1876-1880 og er i dag et stort grønt område. Vi krydsede lidt rundt og geocachede og på vejen fik tager lidt flere Atomium-billeder, men vi stødte også på denne mindesten for de belgiske piloter, der kæmpede i slaget om England i 1940.

Midt i Parc de Laiken ligger Leopold I Monumentet. Det er en høj sag i sandsten, som bringer minder fra vores ferie til Edinburgh for 2 år siden. Monumentet er tegnet af arkitekt Louis de Curte og de 9 buer rundt i kanten symbolisere de 9 gamle provinser og den gyldne krone i toppen monarkiet.

Vi havde set det fra bussen, da vi tog ind til Bruxelles centrum nogle dage før, men i dag fik vi ikke mulighed for at se det fra den vinkel. For det stod lige midt i Tour de Frances pr-område! Langs vejen op til det var der parkerede journalist-biler overalt – inkl. et par stykker fra Danmark.

Og da vi kom ned til den vej, hvorfra vi havde set det fra bussen – ja så forstod vi til fulde, hvorfor bussen i dag havde ændret rute. For vejen var gjort HELT klar til cykelløbet 2 dage senere. Vi spurgte en official hvor bussen stoppede, men det kunne de ikke svare på. På busstopskiltene var der hængt en infoseddel op om, at bussen ændrede rute i de her dage, men ikke et ord om, hvor den så holdt henne. Et lille kort ville have hjulpet os gevaldigt!

Men så tog vi da bare og gik tilbage til, hvor vi var stået på – flere kilometer væk. På vejen fandt vi heldigvis andre fine steder at kigge på. Hvad huset med det høje tårn rummer ud over at det nok ejes af den royale familie, ved vi ikke – men blomsterhaven tæt på var rigtig smuk.

 Gå til Del 1 – Del 3

Indlægget Sommerferien går til Benelux-landene – Grimbergen og Bruxelles blev først udgivet på Fantastiske Ferier.

Vi lagde ud i byen Castricum ca. 25 km fra Amsterdam helt ude ved Nordsøen og midt i et fantastisk klitlandskab. Derfra fortsatte vi til Grimbergen, som ligger i udkanten af Bruxelles – et fint sted, hvis man vil på storbyferie i Bruxelles. Til sidst tog vi til Consdorf ca. 25 km fra Luxembourg by. Her boede vi lige op og ned ad et helt fantastisk sandstenslandskab.

Castricum

Vi kørte fra Odense midt på eftermiddagen og satte gps’en til at køre mod Holland. Da klokken nærmede sig vi-gider-ikke-køre- længere-tid, kiggede vi på Archie-app’en efter en campingplads. Den første viste sig at være lukket for turister, men de henviste til Campingplatz Sonnenkamp Zeven ca 15 km derfra. Da vi ankom, var receptionen lukket, men et skilt informerede os om, at vi bare kunne køre ind og finde en plads. Og det gjorde vi så…

Bag receptionen og over for den er der to store grønne områder, hvor det er muligt at holde uden at spænde fra – en løsning vi er ret glade for til de her 1-nats-overnatninger.

Campingpladsen ligger med en italiensk restaurant i indkørslen – man spiser glimrende på den – og et friluftsbad overfor. Et stort område af campingpladsen er typisk tysk fastligger-område, men der var forbavsende mange inde og overnatte som vi.

Toiletbygningen var en lang sag – med fint varmt vand og masser af bade, vaske og toiletter.

Nå ja – så har de også et par stole til ren afslapning for campister…

Næste morgen fortsatte vi turen mod Castricum i Holland og vi valgte E22, da den går over Afsluitdijk – en 32 km lang og 90 m bred dæmning, der ligger mellem Nordsøen og IJsselmeer.

Dæmningen blev færdig i 1933 og ud over at beskytte landet bag mod de store oversvømmelser, så skabte den også et større landbrugsområde.

Undervejs er der flere små øer – de stammer fra den gang, man opførte dæmningen, da man startede byggeriet flere steder. På den ene ligger et stort info-center, men der kunne vi ikke komme ind med campingvognen pga vejarbejde. Men heldigvis kunne vi gøre et stop på øen Breezanddijk. Her er en benzinstation og en havn på hver side. Og en form for campingplads – som vi skønner kun var for de faste beboere…

Men et meget imponerende byggeri, udført for en stor del af arbejdsløse.

Camping Bakkum

Hjemme fra havde vi booket plads på Camping Bakkum i Castricum nordvest for Amsterdam. Da vi planlagde turen, vidste vi ikke helt, om vi skulle køre fra Odense til Holland i et stræk. Hvis vi skulle det, så ville vi gerne være sikre på at kunne komme ind. For afstanden er lige lidt over 800 km, som er det vi anser som det absolut maksimale at køre på en dag. Nu havde vi en overnatning på turen og havde derfor overhovedet ikke travlt – men pladsen havde vi jo så stadigvæk

Vi havde googlet en del campingpladser og ville samtidig gerne ud til vandet. Da vi så fik fat i vores Acsi-bog og så at vi kunne bruge vores kort indtil den 4. juli – ja så faldt valget på den. Og hvorfor var Acsi-kortet så pludseligt så vigtigt? Jo, døgnprisen gik pludselig fra ca. 33 euro til 20… Og sådan en besparelse er jo til at tage og føle på.

Camping Bakkum er en stor plads. En meget stor plads. Der er 337 turistpladser og hele 1400 fastliggerpladser. De to typer er adskilt, men selv en campingplads med 337 pladser er jo stor…

På pladsen er der derfor et hav af toiletbygninger – alle bygget efter samme model og med opvask foran. Toiletter og bade er opdelt, men man kommer ind til dem via en fælles gang. Alt bliver gjort rent flere gange om dagen, så der var altid pænt når vi kom derop – lige med undtagelse af den ene aften, hvor der blev holdt pigeovernatning for en – hvad vi tror – klasse med 11-årige. Den aften var der makeup-snask i vaskene og toiletpapir på gulvet. Men det hele var væk morgenen efter.

Der var mulighed for at tappe 60 grader varmt vand til opvasken – noget som en del af vores gasgrill elskede… Og der var også en lille smule legeplads og affaldssortering ved alle servicebygninger.

Med så mange enheder på en plads er der mulighed for at lave et stort torv med forskellige spisesteder og en egentlig butik. Butikken var en Spar-købmand med frisk morgenbrød. Spisestederne bød på alt fra pizzaria til en egentlig restaurant. Fra en fiskerestaurant til en grillbar. En isbod og en bod kun med grillkyllinger. Der var også en cykeludlejning. Området trak mange mennesker de første aftener, hvor vejret var lunt og lækkert.

De 337 pladser var meget passende opdelt i flere områder. Vi lå i det, der blev kaldt skovområdet, hvor der var både sol og skygge. Pladsen ligger ude i et klitområde og jorden var derfor meget sandet, så vi havde sand inde i vognen, selvom vi passede på. Og i sandet jord elsker fyrtræerne at gro, så vi måtte lige over bilen hver morgen med babyservietterne og fjerne neddryppet harpiks…

Ude på strandstykket var der meget mere åbent og ingen skygge. Der var også mere blæst, men vi ville nok vælge en plads derude en anden gang, fordi vi sagtens kan lave skygge ved vognen selv. Der blev nemlig køligt når solen forsvandt bag træerne om aftenen og det gjorde den selvfølgelig tidligere i skovstykket.

På pladsen ligger der også en del udlejningsenheder og de så godt nok lækre ud. (herunder). De lå alle ude i strandstykket.

Til gengæld så ikke alle fastligger-vognene så lækre ud – og der var godt nok mange! Og så kunne man godt frygte trafikken, når der var så mange, men man måtte ikke køre ind til dem med bilen, så der var etableret en stor p-plads uden for selve campingpladsen, hvor alle fastliggerne parkerede. Det var virkelig rart.

Ud over legepladserne, så var der også en mindre zoologisk have med geder, alpakkaer, fugle og kaniner. Og kaniner var der så også overalt på pladsen. De kom frem hen under aften for at spise græs…

Tur til stranden

På kortet fra campingpladsen står der, at der er 900 meter ned til stranden og den tur var helt fantastisk. Vi forlod pladsen af en flisebelagt sti ud gennem et fladt område.

Området er en del af nationalparken Noordholland Duinreservaat. Reservatet er ca. 2,5 km bredt og hele 20 km langt. Det består af uberørte klitter, eg- og fyrreskove, engarealer og damme og der er et rigt fugleliv. Området kræver et ‘adgangskort’ – det skal dog kun fremvises, hvis man bliver stoppet af en ansat. Vi fik vores udleveret gratis af campingpladsen.

Dele af området er afspærret af hensyn til dyrelivet, som ud over fugle og rummer f.eks. frøer. Men selvom der er afspærrede områder, så er der mange stier på kryds og tværs, så man kan komme rundt som man vil.

Efter et stykke tid komme man så helt ud i den yderste klitrække med lækkert fint sand – men som så selvfølgelig også er tungere at gå i… Så her smed vi sandalerne og tog den i bare fødder…

Da vi så kom op på toppen af den yderste klit, så mødte vi så et ‘træspor’ til biler og et større kompleks af spisested og ferieboliger… Helt uvant for os danskere… Men også en fantastisk lang og flot strand.

Vi fortsatte hen af stranden til Castricum aan Zee – endnu et område med spisesteder og ferieboliger direkte på stranden. Oppe på toppen af denne klit stødte vi først på elefanten med zebra-huset i baggrunden. Zebrahuset ved vi ikke helt hvad indeholdt, men det var malet på denne måde som en hyldest til Abbott Handerson Thayer (1849-1921) som udviklede denne malestil på skibe under 1. verdenskrig. Når skibene var malet på denne måde, blev skibene som sådan ikke skjulte, men det blev bare sværere for ubådene dels at skelne deres eksakte form og dels at se om de sejlede mod eller væk fra en.

Affaldskrabben stod tæt ved og er lavet af plastaffald fundet på stranden…

Fra klitområdet fortsatte vi ud langs stranden på en lang flisebelagt sti – som blev brugt rigtig meget af cyklister. Her – et lille stykke inde på land, var der mere græs og lidt højere planter.

Der er også flere søer i området som tiltrækker alle mulige former for fugle – fra svaner og gæs til skarver. Og det var også her vi stødte på en såkaldt ‘vandmand’. Det er indgangsstedet for mange af de 70.000.000 m3 vand, som der indvindes fra området. Vandet renses og bruges som drikkevand.

Store dele af området afgræsses af skotsk højlandskvæg, som er gode til at holde buske og træer nede. I andre områder er det vilde heste, der holder vegatationen nede.

Nå ja – en solnedgang på denne strand måtte bare nydes. Efter at en dessert-is var blevet nydt på en af spisestedernes terrasse…

Alkmaar

En af årsagerne til, at vi havde valgt netop dette område, skyldtes byen Alkmaar. Helle havde i sin barndom lagt et puslespil, der forestillede ostemarkedet i Alkmaar og det ville hun rigtig gerne opleve selv! Efter at have googlet kunne hun triumferende konstatere, at det stadig fandt sted hver fredag. Så derfor lagde vi vejen forbi Alkmaar fredag formiddag…

Vi fik udleveret et kort over Alkmaar i receptionen, som også kunne vise os de bedste p-pladser i byen og endte med at parkere ude i et område med nogle store butikker en lille kilometers penge fra centrum.

På gåturen over til ostemarkedet kom vi forbi statuen af Adriaan Anthonisz, som levede 1527-1607. Han var matematiker, landmåler, kartograf og militæringeniør og specialiserede sig i at bygge fæstningsanlæg. Men endnu mere kendt blev han for i 1585 at opdage forholdet mellem en cirkels omkreds og dens radius – altså det vi i dag kalder pi. I dag skriver vi ofte at pi tilnærmelsesvis er 22/7, mens Anthonisz brugte 355/113. Hans søn Adriaan Metius offentliggjorde senere sin fars resultater og derfor kaldes 355/113 for Metius’ nummer.

Statuen er udført af John Bier i 1996.

Ostemarkedet i Alkmaar er i dag mest af alt et skuespil, som holder de gamle traditioner i hævd. Det foregår på torvet Waagplein, der ligger lige ved siden af Waaggebouw (vejer-huset).

Når ostemarkedet åbner kl. 9.30, skal alle dagens oste være lagt frem til parade på torvet. Torvets størrelse vidner om, hvor vigtigt osten tidligere var for byen Alkmaar. Faktisk blev det over en periode på ca. 200 år udvidet ikke mindre end 8 gange!

I middelalderen var det normal praksis at alle professioner lavede deres egne gilder – altså sammenslutninger for forskellige fag. Oste-området lavede deres i 1593 og bestod af 30 mænd og ’Oste-far’. I reglerne for gildet står der blandt andet noget, hvordan man skal opføre sig og om aflønning: man mødes den sidste fredag før jul for at få løn: 5 euro til bærerne, 2 mandelkager til deres koner som tak for at holde deres tøj snehvidt og hvidt brød og smør til børnene.

På ostemarkedet sælges osten på traditionel vis: først undersøges osten nøje: der bankes på den ligesom der tages et lille stykke, som nulres mellem fingrene og efterfølgende lugtes der til det. Derefter skæres osten op og hullerne i osten efterses. De skal ligge regelmæssigt og en ost uden huller betragtes som en dårligere kvalitet.

Derefter tinges der om prisen og der gives håndtryk på handlen. Og når handlen er indgået, vejes osten. Og her kommer de mange bærere ind: ostene læsses på slæder og bæres ind i Waaggebouw, hvor den vejes på en af de 3 vægte. Når osten er blevet vejet, bæres den hen til købernes vogne.

På sådan en slæde kan der ligge omkring 8 Gouda-oste på 13,5 kilo og med slæden kan den samlede vægt blive omkring 130 kilo. For at bære ostene på den letteste måde foregår det i en speciel form for gå-rytme – nærmest småløb.

I udkanten af pladsen fandt vi flere osteboder – selvfølgelig måtte vi lige have lidt med hjem. Vi valgte en 3 år gammel ost, der mindede en del om Vesterhavsost.

En del af osten blev traditionelt sejlet væk og den del har man også med i nutidens marked.

Da vi havde set os mætte i ostebæring og smagt på en ret ny ost, så fortsatte vi turen rundt i Alkmaar.

Alkmaar har ligesom mange andre byer i Holland masser af kanaler. Og vand gør altså bare noget for en by – også selvom det besværliggør vores tur rundt (især inde i Amsterdam) fordi vi hele tiden skal holde øje med, hvor der er en bro…

Byen er en ældre sag – den er første gang nævnt i 900-tallet og fik bystatus i 1254. I udkanten af det indre Alkmaar fandt vi snart frem til møllen De Groot eller Molen van Piet. Møllen blev bygget i 1769 under navnet De Groot og fungerede derefter som melmølle. I 1884 blev møllen opkøbt af Cornelis Piet og blev derefter kendt som Molen van Piet. Cornelis Piet lavede en bolig i bunden og fortsatte med at male mel.

I dag er møllen ejet af kommunen, men det er stadig efterkommere af Cornelis Piet, der bor i den. Møllen kan kun ses ude fra og maler stort set aldrig længere.

På den modsatte bred af Singelgracht (den gamle voldgrav) ligger Sint Josef Kerk…

Sint Laurenskerk eller Grote Kerk i Alkmaar er den største kirke i Nordholland – og i dag er den ikke kirke i traditionel facon. Den blev tegnet af Mechelen-arkitekten Anthonius Keldermans og blev færdig omkring år 1500. Oprindeligt blev den store kirkebygning opført som en basilika med en højde på 35 meter og en længde på 85 meter. Den var oprindeligt en katolsk kirke, men i forbindelse med reformationen i 1573 blev kirken protestantisk.

I dag ejes den af Stichting Behoud Monumentale Kerken Alkmaar, som driver restaurationsaktiviteter og udlejer den til bryllupper og koncerter, men som også laver forskellige kulturelle initiativer i byen. Og den utraditionelle brug af kirken ses også tydeligt, idet man har lavet en bar i det ene sideskib…

Kirkens to store orgler er verdensberømte og der er hver sommer adskellige orgelkoncerter i kirken. Det ældste orgel er fra 1511 og er placeret på kirkens nordvæg over prædikestolen. Dette orgel er Hollands ældste, stadig spilbare orgel. I 1645 blev det store orgel så opført af Jacobus Caltus van Hagerbeer. Det fylder næsten hele vestvæggen fra gulv til loft. På trods af en udvidelse og ombyggelse i 1723, så er 90% af orglets rørledninger, piber og materialer stadig de oprindelige!

Tæt på Grote Kerk stødte vi på en flot, stribet bygning med tårn. Det viste sig at være Stadhuis – eller rådhuset i Alkmaar. Det blev opført 1509-1520 i gotisk stil og bruges i dag primært til vielser.

På vej retur til campingpladsen kom vi forbi andre flotte steder i området. Først måtte vi dog lige holde stille og lade en båd passere og da broen igen var sænket, så kunne vi fortsætte.

Den fine portal fandt vi i byen Hoorn. Den stammer fra en gammel klosterhave og bag porten var en del af haven stadig intakt.

Kanaler er der alle steder – og når den som her ligger langs en villavej, ja så har hvert hus fået sin bro…

Møllerne fandt vi lige ud til vej N243. I dag er den ene udstillingsmølle, men oprindeligt er de opført for 400 år siden som pumpemøller. Indtil 1633 var her en op til 4 meter dyb sø – Schermeer – som man den gang drænede blandt andet ved hjælp af 52 vindmøller. Sådan en mølle kunne pumpe op til 60000 l vand i minutter, hvis vinden var rigtig. Og den dag i dag kan den stadig bruges, selvom pumpearbejdet i dag er overtaget af elektriske pumper.

Amsterdam

Vi boede jo ca 25 km fra Amsterdm og naturligvis skulle vi ind og se byen. I receptionen anbefalede de, at vi kørte ind til Castricum og så tog toget ind. Så det gjorde vi naturligvis – man skal altid lytte til et godt råd. Altså det var sikkert rigtigt godt alle andre dage end lige den dag vi valgte. For denne dag var der indsat togbusser pga. reperationer af skinnerne… Men det opdagede vi først, da vi havde parkeret på den gratis park-and-ride plads og trukket en billet i automaten og var på vej ned under skinnerne. Der blev vi mødt af et togbus-skilt.

Tilbage op på gadeplan og lede efter bussen. Vi fandt hurtigt stoppestedet, som også dækkede de normale busser, så efter lidt forvirring fik vi fundet vores bus. Og af sted gik det – gennem små byer og ind til stationerne for at se om der var nogen, der skulle med. Pludselig bliver der sagt en masse på hollandsk og vi må bede en medpassager oversætte, så vi ved hvad der sker. Det handlede om, at vi kunne vælge at stige om til en anden togbus og blive kørt til en anden station, men vi valgte at blive sidende. Og til sidst endte vi da også ved en station, hvor vi kunne stige om på toget…

Det der startede med en hurtig lille nem togtur, endte med en kombineret bus- og togtur på 1 time og 40 minutter. Havde vi vidst det, havde vi selv kørt længere ind og fundet et park-and-ride sted. Men vel ankommet fik vi hurtigt fundet ud af stationen og ud i byen. Og bliver med det samme mødt af nogle af byens utallige kanaler og husbåde.

Og da vi kom lidt væk fra Amsterdam Centraale Station (billedet ovenunder), så kunne vi rigtig se, hvor imponerende den gamle bygning er. Manden bag bygningen er Pierre Cuypers, der tegnede en bygning, der minder en del om en kirke! Bygningen er opført på 3 øer, som man dannede af sand og der er brugt ikke mindre end 8687 funderingspæle under den. Pga. at undergrunden var ustabil blev projektet forsinket i adskellige år, men åbnede endelig i 1889. I dag er faceden bibeholdt, men hvis man bevæger sig længere ind i bygningen, opdager man hurtigt at ikke alt er som i 1889!

Herunder ses Bailiek van de Heilige Nicolaas.

At bevæge sig rundt i Amsterdam kræver lidt som tidligere nævnt lidt omtanke – hvor kan man krydse kanalerne, så man kan komme i den rigtige retning, er hele tiden det store spørgsmål. Og nogle steder, skal man også lige holde øje med, om der overhovedet er en vej langs med kanalen eller husene er bygget helt ud til kanten.

Husbåde er der også rigtig mange af – nogle er dog flottere end andre. Den her over er utrolig charmerende i vores øjne.

Ved kanalen Oudeschans fandt vi snart frem til tårnet Montelbaanstoren. Den nederste del er opført omkring 1515 som en del af forsvarsmuren rundt om Amsterdam og herfra kunne man beskytte både havnen og byen. Da byen voksede langt ud på den anden side af muren, mistede tårnet sin forsvarsopgave og den øverste del med spir og ur og klokker blev i 1612 tilføjet som dekoration. I dag står kun tårnet og meget få andre dele tilbage af den gamle forsvarsmur.

Kanalen her herunder ligger ved Oudezijds Achterburgwal. Og den ligger midt i området Wallen.

Wallen er Amsterdams Red Light District – altså området for prostitution og hashbutikker. Og begge dele er der masser af. Men begge dele fotograferer man ikke bare lige! Og området kan være grænseoverskridende at krydse ned igennem, når man som vi ikke kan holde os væk fra de smalle gyder. Her findes nemlig så smalle gyder at man kan røre begge sider på en gang. Væggene til begge sider er vinduer og her står den ene prostituerede efter den anden – næsten skulder ved skulder…

Vi blev enige om at smutte videre ud i andre områder af Amsterdam og fandt frem til ‘de Dam’ eller Dam Square. Pladsen er en af de største i byen og selvom den ikke er speciel smuk, så huser den flere interessante ting. F.eks. Koninklijk Paleis – eller kongeslottet (herunder).

Slottet er oprindeligt opført som rådhus i 1665 og var den gang den største ikke-kirkelige bygning i Europa. I 1808 besluttede man sig til at gøre bygningen til et slot og overdrage det til den kongelige familie. I dag anvendes det til repræsentative formål og som gæstebolig.

I den anden ende af de Dam findes en kæmpe obelisk. Det er et mindesmærke for de hollandske soldater og frihedskæmpere, der mistede livet under anden Verdenskrig. Den blev rejst i 1956 og rummer en smule jord fra alle de hollandske provinser – inkl. Hollandsk Østindien (i dag Indonesien).

På vores vej rundt fandt vi pludselig frem til et udsigtspunkt – det var mærket som sådan på vores geocaching-gps, og det måtte lige udforskes. Det viste sig at være en restaurant på toppen af et indkøbscenter. Der var elevator til toppen og selvom den allerøverste etage var lukket for servering, måtte vi gerne gå op og nyde udsigten. Og det gjorde vi så – og fik et herligt kig ud over byens tage…

Amsterdam har rigtig mange muligheder for kanalrundfarter. Vi valgte at tage den mest populære, som kom forbi en række af de mest ikoniske steder ved kanalerne.

Bygningen til venstre herover er Eye Film Museum fra 2012. Her findes en KÆMPE samling af film (over 37.000 filmtitler), plakater (over 60.000), fotografier (over 700.000) og bøger (over 20.000) – alle relateret til film. Museet rummer blandt andet alle film – både hollandske og udenlandske – der er optaget i Holland. Dertil kommer en række permanente og skiftende udstillinger.

Herunder ses et af de store krydstogtskibe, der besøger byen.

Herunder ses Muziekgebouw aan ‘t IJ. Bygningen er fra 2015 og anses som den vigtigste scene for nutidig klassisk musik. I øvrigt ligger det lige ved siden af det store krydstogtskib.

Her ses NEMO Science Museum, som blev oprettet i 1923. Den nuværende bygning er fra 1997 og er tegnet af Renzo Piano. Museet rummer en helt unik udstilling med en masse prøv-det-selv-forsøg og opstillinger inden for følgende hovedgrupper: DNA – kugler og baner – laboratorieforsøg og den menneskelige hukommelse. Et sted, som vi helt sikkert skal have besøgt en anden gang.

Fra kanalbåden fik vi også et kig ind på en af de utallige broer, som er nødvendige i en by med så mange kanaler.

Mange af husene i Amsterdam læner sig enten forover ud over gaden eller kanalen eller ind mod nabohuset. Umiddelbart så er første tanke, at de ikke har funderet husene ordentligt, men det er faktisk ikke hele årsagen. En anden del skyldes nemlig byggeteknikken.

Oprindeligt blev husene bygget i en etage med et stampet lergulv og trævægge. Siden er der opført etager ovenpå – alle lige en lille smule længere ud end etagen under. For sådan en vægopbygning er ikke nær så følsom over for vand og vind. Og man har så fortsat traditionen efter at man var gået over til sten-byggeri.

Efter en fantastisk dag (som blev en del afkortet pga. alt rodet med togbussen), vendte vi næserne mod Centraal Station og toget/bussen tilbage. Der er heldigvis en fin information på stationen, så vi fik hurtigt fundet det rigtige tog. Det viste sig, at vi ikke kom til at skifte over til togbussen på den samme station, som på udturen. Men det gik alligevel, for der var udstationeret flere medarbejdere til at hjælpe de mange passagerer.

Efter et fantastisk ophold i Castricum skulle vi derefter videre til et nyt land: Belgien.

Gå til Del 2 – Del 3

Indlægget Sommerferien går til Benelux-landene – Holland blev først udgivet på Fantastiske Ferier.