Vi besluttede at en del af vores sommerferie skulle holdes på CampOne Holbæk Fjord Camping. En bynær campingplads, men dog også tæt på smuk natur og mange oplevelser.
CampOne Holbæk Fjord Camping blev overtaget af Gitte og Per Blaabjerg der ejer CampOne d. 1. december 2017 og indgår i CampOnes gode udbud af campingpladser. Holbæk Fjord Camping er en af CampOnes to helårsåbne campingpladser. Og med en beliggenhed kun 40 min. fra Sjællands Odde hvor færgen til Århus sejler til, er den centralt beliggende uanset hvor i landet man kommer fra.
Der er gode tilkørselsforhold
Campingpladsen har en rigtig god beliggenhed. Der er kun et par km. ind til Holbæk centrum. Der er en fin sti langs vandet hvor man kan gå eller cykle derind. Holbæk byder på alt fra hyggelige caféer, restauranter og barer og selvfølgelig en masse gode butikker. Både specialbutikker og kædebutikker.
Hvis man ankommer uden for receptionens åbningstid, er der mulighed for at tjekke ind via denne maskine
Tæt på campingpladsen ligger en af Holbæks marinaer. Her er det hyggeligt at gå en tur, eller man kan nyde udsigten over fjorden og marinaen fra Restaurant Vadestedet. De serverer rigtig god mad. Vi ”faldt i” et par gange. Deres stjerneskud er et af de bedste vi har smagt til dato. Hvis man ikke ønsker at spise, kan man også bare nyde noget at drikke. Det er rigtigt hyggeligt at sidde ude på deres terrasse og nye solnedgangen over fjorden.
Smuk solnedgang ved marinaen

Fantastisk mad på Restaurant Vadestedet
Stranden er også inden for gåafstand. Og er man til golf, ligger Holbæk Golfklub lige ved siden ag pladsen. Banen er lidt speciel, da de sidste ni huller ligger ude på Kirsebærholmen. Her har man vand på alle sider imens man spiller.
CampOne Holbæk Fjord Campings beliggenhed i Holbæk, gør at de fleste af Sjællands seværdigheder ligger inden for ca. 1 times kørsel. Ønsker man f.eks. en dag i København, er det kun ca. en 40 minutters køretur derind. Roskilde med Vikingeskibene og Domkirken ligger kun 20 min. væk. Sagnlandet i Lejre er hellere ikke længere væk. Så campingpladsen er et godt udgangspunkt for oplevelser på hele Sjælland og øerne.
På campingpladsen er der også en smuk solnedgang
CampOne Holbæk Fjord Camping er en hyggelig og rolig campingplads. Der er traditionelle campingpladsveje hvor man ligger side om side, men der er også nogle rundeller hvor man ligger i ring. Vi lå på en af disse, og det var faktisk rigtigt hyggeligt. Det gav god plads foran campingvognen til bl.a. forteltet og der var der plads nok til at man kunne nemt have et bord og et par stole stående. Samtidigt var det rigtigt hyggeligt, fordi man kom nemt i snak med ens naboer. Og der faldt altid en sludder, eller et godmorgen eller godaften af når man gik forbi hinandens enhed.
Det er hyggeligt med disse rundeller hvor man ligger i rundkreds
Der er også almindelige campinggader hvor man ligger på række
Her er vores enhed. Bemærk hvor meget plads der er
Campingpladsen har en del fastliggere, men de er ikke så dominerende i billedet, da de spredt godt ud over hele pladsen. Det er rart når fastliggere og turister bliver blandet.
Der er forskellige typer hytter
De har også en hel del hytter i forskellige kategorier, og de har også nogle meget handicapvenlige hytter med faste ramper.
Da campingpladsen ligger på en bakke der går fra fjorden og op, er der rigtig god udsigt fra mange af enhederne. Der er nok ikke nogen enhed der har helt uhindret udsigt til fjorden, men fra rigtigt mange af enhederne er der i hvert fald fjordglimt.
Fra rigtigt mange af enhederne kan man glimte fjorden
CampOne Holbæk Fjord Camping er familievenlig på mange måder. Der er god underholdning for familiens vandhunde, da pladsen har en overdækket pool. Og med den lidt ustabile danske sommer, er det rigtigt godt at det er muligt at lukke poolen helt inde så den bliver indendørs. Flere steder i siderne af overdækningen kan der åbnes, så på varme dage kan der også komme godt med luft ind. Poolen er selvfølgelig gratis for campingpladsens gæster. Hvis man er til selvforkælelse, tilbydes der både spabad og wellness. Dette skal der dog betales for. Nu kender jeg ikke priserne på wellness behandlingerne, men spabadet var absolut rimeligt. Kr. 30,- for 15 minutter. Dette skal bookes i receptionen.
Poolen er meget populær og i kraft af at den er overdækket, kan den benyttes langt ud på efteråret
Heldigvis er det også muligt at åbne meget op, så man kan få luft ind på varme dage
Sauna
Udendørs fitness
Herinde bag denne dør foregår der wellness
Og selvfølgelig spabad
Er man den legesyge type, er der udover den store legeplads med hoppepude til børnene, diverse udendørs lege/spille redskaber til alle aldre.
En rigtig fin legeplads med mange redskaber og masser af plads så børnene kan hygge sig
Denne er jo stort set fast inventar på enhver campingplads med respekt for sig selv 😉
Leg for alle aldre

I den indendørs fællesrum, er der også mulighed for at hygge sig med diverse “legeredskaber”
Servicefaciliteterne består af en bygning centralt på campingpladsen. Her er selvfølgelig både toiletter og bad til damer og herrer, familierum, køkken, mulighed for tøjvask samt et babypuslerum. Faciliteterne er af ældre dato, men er velfungerende.
Servicebygningen er placeret centralt på campingpladsen
I receptionen finder du også campingpladsens kiosk. Her kan du købe diverse små-fornødenheder, som slik og is, basisvarer man lige står og mangler og selvfølgelig øl, vand og vin. Skal man købe større ind, ligger der en Rema 1000 få hundrede meter fra campingpladsen og Netto er hellere ikke langt væk.
I receptionen kan der, udover at tjekkes ind, selvfølgelig købes lidt forskelligt

CampOne Holbæk Fjord Camping er en hyggelig campingplads med en rigtig god beliggenhed. Vi havde en dejlig uge på pladsen og nød pladsen ro. Vi nød også, at vi ikke nødvendigvis behøvede at starte bilen for at få oplevelser eller handle ind.
Klik her for at besøge CampOne Holbæk Fjords hjemmeside
Klik her hvis du vil se flere af CampOnes campingpladser
