Vores ældste datter skulle deltage i et håndboldstævne i Prag i Påsken 2009. Vi havde ikke før været i Prag, så vi hægtede campingvognen på krogen og tog med. Det blev en fantastisk dejlig tur, hvor vores lyst til camping blev forenet med vores datters glæde ved håndbold.
Egentlig skulle vores datter have været afsted med sine holdkammerater. Det var en klubtur, og vi forældre skulle ikke med. Men håndboldstævnet lå i Påskens sidste 5 dage, og da vi havde 10 dage fri i forbindelse med Påsken, ville vi tage derned 5 dage før stævnet og opleve Prag. Vores datter Line havde en af sine veninder med (der også skulle til håndboldstævne). De skulle så være 5 dage sammen med os, og derefter slutte sig til deres holdkammerater, når de ankom senere på ugen.
Det var en super plan. Alt gik op i en højere enhed, så et par uger inden Påske bookede vi plads på Oasis Camping syd for Prag. Det var det – vi var klar til at tage af sted.
Fra Glostrup til Prag er der ca. 780 km. via Gedser/Rostock. Vi burde nok have bestilt plads på Gedser/Rostock overfarten samtidig med at vi reserverede plads på campingpladsen. Der var nemlig totalt udsolgt på samtlige afgange den dag vi skulle køre. Vi var heldige, at der var plads til os på Rødby/Puttgarden overfarten, men det forlængede turen med ca. 150 km. – nu var den samlede tur på 920 km. Og hvad kan man så lære af det? Jo – skal man rejse med færge på en af årets travleste feriedage, så bestil plads god tid i forvejen.
For at komme ind på campingpladsen, skulle vi være der senest kl. 22.00. Så vi tog hjemmefra kl. 08.00 om morgen, og havde så 14 timer til at komme til Prag. 920 km. på 14 timer kan godt lade sig gøre – endda uden stress.
Pigerne underholdt sig med computerspil på turen.
Turen til Rødby var som sædvanlig gabende kedelig, og sejlturen til Tyskland ville være en kærkommen pause fra bilen. Ved færgelejet i Rødby herskede en slags ordnet kaos. Det var som sagt en af årets store rejsedage, så der var rigtig mange, der skulle med færgen. Vi blev anvist en vognbane, og holdt kort efter blandt turistbusser og andre biler, der også ventede på at køre om bord.
Venter på at kunne køre ombord på færgen
Netop som vi stoppede bilen i vognbanen, så vi en færge sejle ud fra færgelejet. Der var altså lidt tid inden den næste færge (som vi skulle med) kom til færgelejet. Vi mente derfor, at der var god til et toiletbesøg og strække benene. Passagererne i turistbusserne omkring os havde åbenbart den samme opfattelse, for der steg alle passagererne ud, og en mindre folkevandring mod færgelejets få toiletter begyndte.
Jeg blev tilbage ved bilen for at se efter Sissel, mens Ann Karina, Helene (Ann Karinas mor), og de to piger benyttede ventetiden til at komme på toilettet. Der stod jeg alene foran bilen og nød det dejlige forårsvejr, da kaos brød løs.
Pludselig blev vi vinket frem mod færgen. Alle startede deres biler, en buschauffør prøvede af sine lungers fulde kraft at kalde sine passagerer tilbage fra toiletbygningen (det virkede selvsagt ikke, da den var ca. 200 m. væk), og jeg blev vinket uden om bussen. Jeg sprang ind i bilen, startede motoren, og tænkte hvorfor i alverden vi skulle køre frem. Det var jo ingen færge. En færge er en rimelig stor ting, som man ikke uden videre overser. Så hvorfor skulle vi køre frem nu?
Jeg ville selvfølgelig ikke køre uden Ann Karina, Helene og pigerne, så jeg signalerede til ham, der vinkede os frem, at jeg manglede nogle passagerer. Det var han stort set ligeglad med. Han bad mig bare om at køre, så skulle han nok give besked til pigerne. Det var jeg ikke videre tryg ved, så jeg kørte mod den usynlige færge med ca. 2 km/t i håbet om at pigerne ville se mig køre. Det gjorde de heldigvis. Det var et syn for guder at se de 4 piger – Helene især – sætte ny rekord i den olympiske disciplin Færgelejesprint. De to håndbold piger er naturligvis i super form, Ann Karina er også i god fysisk form, men Helene overraskede mig. Jeg troede slet ikke hun var i stand til at løbe, men det var hun så absolut. Og ikke nok med det. Hendes flyvespring ind gennem bilens sidedør, var også af olympisk klasse. Om det var frygten for at blive ladt tilbage eller Ann Karinas jublende tilråb (“Kom så for helvede, mor”), skal jeg ikke kunne sige, men også hun nåede bilen i god tid, inden vi drejede af ned mod færgen. Og der stoppede vi så. For der var jo ingen færge. Alle med reservation til den næste færge var blot blevet gelejdet videre ned mod færgen, for at skaffe mere plads i vognbanerne. Kors, vi følte os dumme. Men da vi ikke fik fortalt, hvad der skulle ske, kunne vi jo ikke tro andet, end at vi skulle køre ombord.
Her holder vi så – lige foran færgelejet
Nå – men efter ca. 20 minutter, kom vi så ombord på færgen. Der var ingen vind, solen skinnede så det var en dejlig sejltur. Helene havde lavet morgenmad til os hjemmefra, så vi fik dejlig morgenmad med bacon, tomater og alt hvad der hører til.
Dejligt med medbragt morgenmad. Det trængte vi vist alle til
I Puttgarden besøgte vi lige Bordershoppen. Det var nu mest sodavand, vi købte. For at købe øl med til Tjekkiet må næsten være det samme som at tage sand med til Sahara.
Bordershoppen i Puttgarden
Turen fra færgen gennem Tyskland går via Berlin og Dresden. Fra Berlin skal man følge E55 hele vejen til Prag. Vejene er fine, og der var ikke mere trafik end vi kunne udnytte vores Tempo 100 godkendelse stort set hele vejen gennem Tyskland. Fra Dresden er der ca. 65 km. til grænsen. Man mærker faktisk ikke at man passerer grænsen til Tjekkiet. Motorvejen går gennem en tunnel, og så står alle skilte pludselig på Tjekkisk.
Inden man kører ind i Tjekkiet, skal man huske at betale afgift for at køre på de tjekkiske motorveje. Dette gøres ved at købe et mærkat som sættes i forruden. Dette kan købes på den sidste rasteplads i Tyskland inden grænsen. Der er tydelige skilte, så man er ikke i tvivl, når man når dertil. Man kan købe mærkater der gælder i hhv. 1 uge (220 CZK), 1 måned (330 CZK), og 1 år (1000 CZK).
Jeg skal også lige nævne, at man skal huske at checke om navigatorens kort også dækker Tjekkiet. Iflg. vores TomTom ophører Europa nemlig ved grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. Kort over Østeuropa skal i flere tilfælde købes som et tillægskort.
Ca. 30 km. efter grænsen til Tjekkiet er det slut med motorvej. Efter en smal og skarp rundkørsel fortsætter E55 som en to-sporet landevej. Denne fortsætter ca. 30 km. inden E55 igen bliver til motorvej. Årsagen er, at man skal over en lille bjergryg. Vejen er udmærket. Der er kun nogle få skarpe sving, men nogle steder er stigningen på 12%. Vores Fiat Ducato havde dog ingen problemer med at slæbe vores Adria 743 på 2 tons op ad bakken.
Tusmørket sænkede sig, da vi krydsede grænsen til Tjekkiet
Når man har passeret den lille bjergryg, bliver E55 som nævnt igen til en motorvej. Denne fortsætter helt ind til Prag. Vi kunne ikke bruge vores navigator, så vi købte et kort for at kunne finde vej til campingpladsen. Det var helt underligt at side og læse kort. Det har vi ikke gjort i mange år.
Det var let at finde Camping Oase Praha. Vi skulle blot blive ved med at følge E55 gennem Prag. Der er udmærket skiltning og syd for Prag hedder vejen 1/E50/E55/E65. Fortsæt ad denne til afkørsel 11, og fortsæt ad vej 101 landsbyen Zlatniky-Hodkovice. Herfra er der ca, 2 km. til campingpladsen, og der er tydelige skilte til denne.
Vej 101 er meget ujævn og har mange skader og huller i belægningen. Så kør forsigtigt, og undgå de største huller.
Vi var ca. 13 timer om at køre fra Glostrup til Camping Oase Praha inkl. pauser. Det kan gøres hurtigere hvis man tager Gedser/Rostock i stedet for Rødby/Puttgarden. Og det kan anbefales. Det er er nemlig en rimelig kedelig tur, og der er ikke meget at se på undervejs.
