Vi kunne sagtens have brugt mere tid i Andorra, men vi havde en aftale med vores voksne børn Britta og Morten og Brittas kæreste Rune i Barcelona. Og den aftale skulle naturligvis holdes.
Vi forlod derfor Camping Internacional og satte gps’en til at føre os til Barcelona. Først skulle vi dog lige ud af Andorra. Vi var stadig nødt til at køre ind gennem byerne, for alle byerne er bygget i bunden af dalene og der er simpelthen ikke plads til en omfartsvej uden om.
Dernæst skulle vi krydse grænsen ind til Spanien. Og den havde vi læst om og forventede det værste. Det blev dog ikke vildt slemt, men det blev heller ikke let. Først skulle bilerne deles i to baner: personbiler og lastbiler. Vi lagde os naturligvis i personbilbanen og kørte ind under et stort halvtag. Halvvejs inde under dette tag blev vi så beordret til at lave et skarpt kryds til højre for at ende inde mellem lastbilerne.
Så tænkte vi, at det da også var fint, men nej, så skulle vi tage et skarpt sving til venstre og parkere mellem et hegn og en søjle. Vi kunne se, at det ville give os problemer med at komme ud derfra, så vi forsøgte at parkere på den anden side af søjlen, men den gik ikke og vi måtte pænt om bag ved den.
Så holdt vi så der og ventede på, at tolderne skulle få tid til at kigge på vores bil og campingvogn. Det viste sig, at de skulle kigge inde i vognen men ikke bag i bilen…
Og da de havde kigget der, så fik vi lov at køre videre. Søren fik med møje og besvær listet bil og vogn ud igen. Campingvognens ene hjul måtte godt nok lige op over en forhøjning ved søjlens fod, men det gik uden at lave skrammer nogen steder.
Turen gennem Spanien og ned til Barcelona gik af en fin hovedvej og et tilsvarende stykke motorvej. Et par steder skulle der betales en vejafgift – f.eks. 80 cent for at krydse en tunnel (det er jo næsten morsomt, for der sad en person og tog mod pengene) og igen på motorvejen ved Barcelona.
Vejen gik heldigvis uden om byerne og trafikken flød derfor helt perfekt. Turen var betagende smuk og vi var helt vilde med de bjerge, der pludselig dukkede op i horisonten.
Efter bare 285 km ankom vi til Barcelona Camping. Vi havde bestilt plads hjemmefra, for det var vigtigt, at vi fik to pladser ved siden af hinanden.
Personalet i receptionen var utrolig hjælpsomme og havde fundet to fine pladser til os. Men vi måtte gerne tage to andre, hvis vi hellere ville have dem og så bare komme ned og sige det.
Pladserne var fint jævne og uden græs. Det kan nok ikke gro i varmen og tørken 🙂 Jorden var stenhård, så vi blev superglade for at have taget alle tarzanpløkkene med hjemmefra.
Skygge var der ikke meget af. To træer forrest på pladserne gav dog lidt skygge til Britta og Runes telt – heldige dem, for så blev der knap så varmt i teltet om morgenen.
Da begge telte var slået op til de unge, så var der ikke meget plads tilbage på deres plads. Men det gjorde ikke så meget, når vi alligevel skulle sidde under vores solsejl. For at få skygge nok satte vi vores netfront op og i bunden af den var vi endda nødt til at sætte læskærmen op for at få fuld skygge i den ene ende.
Strøm havde vi lige bag vognen – mens de unge havde noget længere til strømmen og endte med at have en ledning liggende under vores vogn og solsejl for at den kunne nå over til det bagerste telt.
I vores hjørne af pladsen var det meget svingende, hvor fyldt der var. Nogle dage var der ingen tomme pladser – andre dage var der ret tomt.
Vand var der for enden af vores gade – her var et vaskearrangement med koldt vandt. Varmt vand fandtes uden for toiletbygningen, så der gik vi op for at vaske op.
Toiletbygningen var lækker og blev rengjort ofte. Fine toiletter og badeforhold med plads til tøjet og håndklædet.
På pladsen er der en pool – 29 grader varm – med tilhørende poolbar med is og drinks og lette retter.
Campingpladsen har også sin egen restaurant med havudsigt og liveunderholdning hver aften.
Ved siden af restauranten findes en lille butik, hvor der kan handles til hele dagen, hvis man ikke er for kritisk med menuen. Vi brugte den mest til at hente morgenbrød, for ca. 6 kilometer væk lå et stort indkøbscenter.
Hvis man ikke har eget telt eller vogn med, så er der også mulighed for at leje sig frem. Alle mobilhomes ligger bagerst på pladsen og varierer en del med hensyn til skygge og udseende. Men flere af dem har egen hængekøje 🙂
En del af pladsen er samtidig fastligger-hjørne. Og det er virkelig fastliggere, der bor her.
Ikke at vi synes det virker specielt hyggeligt, for de ligger godt nok tæt og har godt nok en ret høj bebyggelsesprocent. Faktisk så høj, at der er en parkeringsplads oppe bag ved, hvor de kan stille bilerne. Til gengæld har de væsentlig mere skygge end de pladser, vi lå på.
Ud over poolen så ligger campingpladsen også lige ned til Middelhavet. Det ER muligt at bade ved campingpladsen, men vi gjorde det ikke. For det første lugtede der ikke særlig godt nede i tunnellen, som sikre er lavet så man kan krydse sikkert over både vejen og jernbanen. Og for det næste, så er der større sten i vandkanten og tang næsten over det hele i vandet.
I stedet tog vi campingpladsens gratis shuttlebus ind til Mataró. Den kører ca. hvert 20 minut og stopper i Mataró ved togstationen og ved stranden. Bussen holder lige uden for pladsen og man hopper bare af og på efter behov.
Stranden i Mataró er til gengæld superlækker med fint sand og dejligt vand. De sidste gange vi har været i dette hjørne af Europa har Middelhavet været hundekoldt, men i år var det superlækkert varmt.
Campingpladsen har sin egen beachbar på stranden, ligesom de har deres egen dykkerskole her.
På snusetur til Mataró
Vi tog naturligvis også bussen ind til Mataró for at snuse rundt i byen. Mataró ligger nord for Barcelona og kan i dag – selvom den er den største by i Maresme – vel nærmest betragtes som en forstad til byen.
Mataró er ikke nogen lille by – den har omkring 130000 indbyggere og har universitet og stort sygehus. Matarós gamle bymidte er en herlig samling af små smalle gader og gamle huse.
I et hjørne af den gamle bydel ligger et ‘marked’ som minder om en basar. ‘Markedet’ ligger nemlig i nogle smalle gader, hvor butikkerne er små, men har et fantastisk udvalg af fisk, kød, grøntsager, krydderier osv.
Et andet sted findes et andet marked, som er delvist udenfor på gaden som et helt traditionelt marked og dels inde i en fast markedsbygning, hvor man kan købe sig en fast ‘butiksplads’. På dette marked fandt vi noget fantastisk kød og nogle flotte grøntsager og frugt.
Selvom temperaturen lå på +35 grader om dagen, så skulle vi naturligvis også en tur ind til selve Barcelona.
Barcelona
Ud over den gratis shuttlebus fra campingpladsen til Mataró, så har campingpladsen også en shuttlebus ind til Barcelona. Denne er dog ikke gratis i juli, men den er billigere end toget og meget lettere end selv at køre derind.
Bussen kører dog kun en gang hver vej hver dag og vi valgte kun at tage bussen ind og så tage toget hjem. For så skulle vi ikke afpasse tiden med bussen.
De første kig ind på de specielle bygninger fik vi således fra bussen. Her under er det Torre Agbar – et 144 meter højt tårn fra 2005
Og her under vores allerførste kig på kirken Sagrada Familia. Men meget mere om den senere.
Bussen stopper på Plaça de Catalunya – en stor plads beliggende centralt i Barcelona. Her ved pladsen mødes en række af byen store gader – f.eks. Passeig de Gràcia, La Rambla, Ronda de Sant Pere og Carrer de Pelai.
På pladsen er en række smukke statuer, som det desværre ikke er lykkedes os at finde nogle data på.
Vores tur rundt i Barcelona ledte os først ned af La Rambla. La Rambla er Barcelonas brede gågade med mange fristende butikker.
Til siderne findes smallere og – i vores øjne – hyggeligere gågader med endnu flere hyggelige butikker.
På vores gåtur rundt i gågaderne stod vi pludselig foran et stort hul i gaden.
Det viste sig, at vi var ved Vía sepulcral de la plaza de la Villa de Madrid og det vi kunne se ned på, var en romersk gravplads med 70 gravpladser fra det 2. og 3. århundrede efter Kristus.
Romerne byggede deres kirkegårde uden for bymurene, hvilket også ses her. Og så kan vi bare konstatere at byen er vokset en del siden. Gravene ligger på begge sider af den romerske vej og det var folk fra den lavere eller mellemste klasse, der blev begravet her.
Barcelonas Katedral bliver ofte overset og vi må også indrømme, at vi kun fik den set udefra. For vi havde nogle billetter med tidspunkter på, som vi skulle overholde.
Den gotiske katedral er opført i det 13.-15. århundrede og det meste af arbejdet er udført i det 14. århundrede.
Til gengæld fik vi kigget nærmere på en del butiksfacader rundt om i bymidten. For helt fantastisk så indeholdt flere af dem utrolig flotte fossiler. Som dem her under der stammer fra pighuder. Pighuder er f.eks. søstjerner, søpindsvin og søpølser.
Som sagt havde vi nogle billetter til Familia Sagrada. Billetterne havde Barcelona Camping hjulpet os med at købe. De havde også hjulpet os med at købe billetter til Park Güell og en dagsbillet til en turistbus. Bussen – eller rettere busserne – kører af tre forskellige ruter rundt til de store turiststeder i Barcelona.
Busserne kører konstant, men alligevel måtte vi første gang, vi skulle hoppe om bord på en, stå og vente i ca. 25 minutter, fordi køen var alenlang. Det var til gengæld den eneste fejl dette bussystem havde.
Og heldigvis var køerne senere på dagen væsentligt kortere. Busserne er to-dækker-busser og vi kom heldigvis op og sidde øverst oppe på de fleste af turene.
Alle fik også udleveret et sæt høretelefoner, som kunne tilsluttes ved sæderne. Her fik vi så informationer om husene og stederne, som vi kørte forbi undervejs.
Sidst på dagen så et af busskurene så sådan her ud oven på taget…
Temple Expiatori de la Sagrada Familia
At komme ind i Sagrada Familia skal planlægges. Man kan købe billet på stedet, men da de kun lukker et bestemt antal ind hver halve time, så er det smart at have købt billetterne på forhånd.
Sagrada Familia – eller mere formelt Temple Expiatori de la Sagrada Familia – er også kendt som den ufuldendte.
Den blev påbegyndt tilbage i 1882 efter 16 års forudgående arbejde med tilladelser, indsamling af penge og indkøb af en grund. Sagrada Familia betyder Hellige familie og det er naturligvis Josef, Maria og Jesus der refereres til.
De første tegninger var udført af arkitekten Francesc del Villar, men efter uoverensstemmelser mellem ham og foreningen bag kirken, så blev Antoni Gaudi sat på projektet i 1884. Han ændrede tegningerne fuldstændigt og endte med at arbejde på projektet i over 40 år – de sidste 15 år af hans liv helligede han sig udelukkende dette projekt.
Byggeriet gik meget langsomt – i 1880 lykkedes det Gaudi at afslutte krypten og han tog derefter straks fat på apsis. På grund af at tilstrømningen af penge gik over alle forventninger, så foreslog Gaudi at udskifte det nygotiske forslag og i stedet bygge en mere monumental og nyskabende kirke. Både med hensyn til form og konstruktion.
Gaudis plan var at bygge en kirke med en grundplan, der baserede sig på et latinsk kors og skyhøje tårne. De tre facader skulle afspejle Jesus fødsel, død og genopstandelse og 16 af de i alt 18 tårne skulle repræsentere de 12 disciple og de 4 evangelister og skulle være mellem 90 og 120 meter høje.
De sidste to tårne skulle være højere og repræsentere Jesus (170 meter) og Jomfru Maria.
Vi blev sat af bussen ved ‘La Pasión’-facaden på den modsatte side af indgangen. Denne voldsomme facade designede Gaudi først i 1910.
Den skildre Jesus lidelse og død og består af geometriske former og en kold og nøgen udsmykning. F.eks. kan man se statuer, der viser, at han falder med korset, Jesus på korset (helt nøgen, hvilket chokerede den spanske befolkning en del) og 3 soldater, der spille om Jesus klæder.
Facadens støttepiller er udformet som store knogler og der findes også en speciel tavle med tal på facaden. Ligegyldig hvordan man lægger dem sammen, så giver tallene 33 – som var Jesus alder ved hans død.
Her under ses en del af det, der skal blive den største og mest markante af de tre facader: Fachada de la Gloria – altså facaden, der repræsenterer vejen til Gud: Døden – den endelig dom og Guds rige. Mens helvedet er tilbage til dem, der ikke kommer ind i Guds rige.
Facaden blev påbegyndt i 2002, men der venter store udfordringer, hvis hele projektet skal fuldføres. Gaudi havde nemlig planlagt en stor trappe, hvorfra der skulle være direkte adgang til det store kirkerum gennem Portico de la Gloria.
Trappen ender med at blive så stor, at den kommer til at krydse gaden Carrer de Mallorca på en måde, så trafikken skal passere under trappen. For at få afsluttet trappen på en måde, der passer til resten af projektet, vil man ende op med at skulle rive nogle bygninger ned på den modsatte side af gaden.
Indgangen til kirken findes på ‘fachada del Nacimiento’-siden. Bygningen af ‘fachada del Nacimiento’ – eller ‘Fødselsfacaden’ blev påbegyndt tilbage i 1892.
Det er den mest færdige af de tre facader og viser Jesus fødsel. Her er Gaudi gået virkelig amok med statuer, tårne, vinduer, snirkler og søjler.
Facaden er indhyllet i symbolik.
For eksempel findes livets 3 døre her: Tro, håb og kærlighed. Kærlighedsdøren er døren i midten og viser Josef og Maria beundre Jesusbarnet og omgivet af 6 engle. Døren til højre er Tro og den til venstre Håb.
Over det hele står livets træ vist som et cypres-træ. På træet er der symboler for Treenigheden: Gud, Jesus og Helligånden. Oprindeligt havde Gaudí bestemt, at hver skulptur skulle males med en bred vifte af farver, for på denne måde at give dem liv.
På ‘fachada del Nacimiento’ har mange skulptører sat deres aftryk. Jaume Busquets gruppe, der viser den hellige familie blev opsat i 1958. Josep Maria Subirach kom til i 1986 og har lagt hånd på mange skulpturer i de 25 år han var ansvarlig.
Facaden er ganske overvældende og helt umulig at overskue. Der er hele tiden noget der fanger øjnene og noget der skal kigges på eller fotograferes. Der er også ret mange mennesker, der står og kigger sammen med en…
Inde er kirken helt fantastisk. Over alteret hænger en baldakin, hvor under Jesus hænger på korset. Kirkens orgel står bag alteret og blev installeret i 2010.
På grund af kirkens arkitektur vil man senere installere flere orgler, som ikke kun skal betjenes enkeltvis, men også samtidig fra et centralt sted. Det vil give kirken et orgel med ikke mindre end 8000 piber.
Søjlerne i kirkerummet stræber mod loftet og er formet som en skov, hvor søjlerne er træstammer og loftet dannes af palmeblade.
Søjlerne skifter facon og kan f.eks. starte med at være kvadratisk i bunden, derefter 8 kantet længere oppe og endnu længere oppe gå over i en 16-sidet facon for til sidst at ende i en rund søjle.
Højden i det centrale kirkerum er 45 meter og der findes i alt 36 søjler udført i forskellige stenarter: den lokale montjuic, granit, basalt og porfyr. Kirkerummet er overraskende lyst. Mange vinduer lader lyset komme ind, men samtidig er mange af vinduerne dekorerede med farvet glas.
Hvert vindue er unikt og dekoreret på de mest fantastiske måder. Bag mange af glasmosaikvinduerne står den catalanske kunstner og arkitekt Joan Vila Grau.
Vinduernes udsmykning tager udgangspunkt i biblen og viser f.eks. opstandelsen, livets træ og engle. Vinduerne øverst oppe i selve kirkeskibet mangler farve, da de skal symbolisere renheden (og give mere lys).
Der er utrolig mange små detaljer overalt, som man kan falde i staver over. I det ene hjørne var en vindeltrappe – i et andet hjørne en elevator til de arbejdere, der fortsat arbejdede på kirken.
Og som i øvrigt larmede helt forfærdeligt, selvom der overalt var skilte om, at man skulle være stille, fordi det var en kirke…
Ud mod Gloria-facaden er den store dør allerede sat i. Det er en stor bronze-dør designet af Subirachs. På døren står Fadervor med store bogstaver ned langs åbningen.
Bag ved med mindre bogstaver står andet afsnit i Fader Vor – Giv os i dag vort daglige brød – på 50 forskellige sprog. Vi fandt ikke den danske udgave, men både den svenske og den engelske.
Under apsis og Fødselsfacaden findes en stor krypt. Dele af krypten er indrettet som kirkerum og kan ses oppefra. Der er kun adgang under messe.
Andre dele af krypten er indrettet som museum med en række af Gaudis modeller. Og der vil komme flere til, da konservatorer sidder og arbejder på at samle nogle af de ødelagte modeller.
I krypten fandtes også en model, der viser hvordan Gaudi udtænkte loftets buer. Modellen står – med vilje -på hovedet og derfor er der et spejl oppe over.
Men ellers består modellen af mange små sandsække, som er hængt op for at vise hvordan de enkelte buer vil forme sig, når de bliver bygget.
Gaudi brugte mange forskellige kunstneristiske metoder. Ud over alle skulpturerne, glasvinduerne og søjlerne, så er en del af kirken også belagt med venetiansk mosaik. Det ses mange steder udenfor på tårnene og spirerne.
Park Güell
Efter at have set os mætte i Familia Sagrada, så vendte vi tilbage til vores bus, som sendte os videre ud af rød rute til Park Güell.
Park Güell er opkaldt efter manden bag – entreprenøren Eusebi Güell – og det var hans mening at skabe en park med 60 boliger til overklassen. Güell ansatte Gaudi som designer på projektet og han arbejdede på det fra 1900-1914.
Imidlertid gik projektet ikke helt som forventet, hvilket delvist skyldtes, at i årene efter den tragiske uge i 1909, hvor arbejderklassen gjorde oprør og brændte både kirker og klostre, var Barcelona som by i dyb krise. Der blev derfor kun opført to huse – og selvom de ikke var designet af Gaudi, så endte han med at købe det ene.
Efter Güells død blev parken solgt til byen og den blev åbnet som offentlig park. Store dele af parken er i dag gratis at komme i, mens der skal betales entre for at komme ind i en mindre del.
I den gratis del kan man f.eks. se broen her under. Den var tænkt som en vej, der skulle forbinde de planlagte huse og under den skulle der være stier.
Det er dog inde i betalingsdelen, at de virkelig flotte ting findes. Her er f.eks. den store todelte trappe, som ligger ved den oprindelige indgang.
På hver side af trappen er der mure dekoreret med mosaikker og under de to terrasser ved siderne er der to store huler. Den til højre var beregnet til hestene og taget i den bæres af en fantastisk søjle.
Trappen er opdelt i forskellige etaper og hvert repos har sine fine figurer. F.eks. mosaikcirklen i catalaniens farver og den meget berømte mosaik-salamander. Ned mellem de to trapper løber der vand – men som man kan se på billedet med dyre-hovedet, så kommer der ikke den store mængde vand.
For enden af den store trappe ses Sala Hipóstila – den store sal. Inden vi kiggede på den, vendte vi os lige og nød udsigten ned over Barcelona og de to bygninger fra 1903, der danner portnerboligen.
Den højre bygning på billedet herover indeholdt i sin tid venteværelse og telefonboks, men er i dag butik. Den venstre var portnerens bopæl og er i dag en del af Barcelonas historiske museum.
Tagene på de to boliger er bygget med de traditionelle catalanske lerfliser dækket med ‘trencadis’ – en mosaik lavet af fliseskår.
Sala Hipóstila bag os skulle oprindeligt være områdets markedsplads og består af 84 søjler, der bærer loftet. Nogle steder ‘mangler’ der søjler, så salen kommer til at minde lidt om en kirke. Loftet er små kupler med fine mosaikker.
Regnvandet ledes bort fra taget og ned i en beholder og anvendes i det lille vandfald ved dyrehovedet.
Fra Sala Hipóstila fortsatte vi opad mod taget af salen. På vejen kom vi gennem et område af parken, der i dag er kendt som den østrigske have.
Området skulle have været byggegrunde, men da kommunen overtog parken, blev det lavet en planteskole her. Navnet fik haven, da Østrig donerede en række træer til parken i 1977.
På taget af Sala Hipóstila finder vi Placa de la Natura, som pladsen hedder i dag. Oprindeligt hed den det Græske Teater, fordi det var meningen, at der skulle holdes store open-air arrangementer på området.
Pladsen er omgivet af den berømte bænk der slynger sig rundt langs kanten. Bænken er designet af Josep Maria Jujol og er dækket af mosaik. Den snor sig som en slange langs kanten for at skabe små private rum og samtidig er den hegn ud mod den åbne kant.
Vi er kommet højere op og er igen lige nødt til at se ud over Barcelona.
Vi fortsatte videre rundt og forlod Placa de la Natura i den modsatte side af, hvor vi kom op. Her stødte vi hurtigt på Vaskekone-gangen.
Denne buegang er formet som en stor bølge og nogle store skrå støttepiller – den ene med en kvinde, som godt kan minde om en vaskekone.
Efter en MEGET varm tur rundt i parken, så fandt vi et skyggefuldt sted ved den anden af de to huler ved trappen.
Her er nemlig en lille restaurant med kolde drikkevarer, is, lidt hurtig mad og frisk frugt.
Og derefter skulle vi blot ud af den gamle indgang og ned af den meget stejle vej til vores bus og videre ud på nye oplevelser!
Barcelonas hjemmebane – Camp Nou
Dagens sidste stop blev Camp Nou – Barcelonas hjemmebane. Heldigvis gik vores bus også her forbi, så det var bare med at hoppe af det rigtige sted.
Her havde vi ikke booket billetter på forhånd, men der stod billetautomater ved indgangen og det var let at købe billet på dem.
Først kom vi igennem en stor handelsgade med souvenirbutikker, billetkontorer, snacksbarer osv. og derefter blev vi ledt gennem museet.
Inde på museet står der række efter række af pokaler. Hovedpunktet i øjeblikket er naturligvis de tre pokaler, der står som bevis for at klubben har vundet både det spanske mesterskab, det spanske pokalmesterskab og Champions League i 2015.
Der er også gamle fodboldstøvler, fodbolde, spillertrøjer mm. Derudover billeder, film og interaktive infotavler.
Da museet sluttede blev vi ledt videre over til selve stadion. Det var jo nok inderst inde det, som vi havde set mest hen til. Der er mulighed for at se banen fra midten, fra græssvær-højde og fra presseboksene oppe under taget. Turen går også gennem mix-zone, presselogen og udebaneholdets omklædningsrum.
Og forbi det lille kapel, der ligger ved spillertunnellen.
Selve stadionet er enormt. Der er plads til 99354 siddende publikummer og der er godt nok langt ned oppe fra øverste række.
Det stod færdigt tilbage i 1957 og har siden indvielsen (hvor Barcelona vandt første kamp) også været brugt til store koncerter med rock, pop og opera ligesom pave Johannes Paul II prædikede for over 120000 mennesker på stadionet tilbage i 1982.
Selvom man måske nok skulle mene, at 100000 tilskuere til en kamp må være fint, så arbejdes der på at udvide det til op til 120000 personer!
På vej retur ud af komplekset blev vi lige ledt igennem klubbens butik i flere etager, hvor man kan købe alt muligt FC Barcelona udstyr.
Turen hjem fra Barcelona og ud til campingpladsen tog vi i toget. Vi valgte campingpladsens shuttlebus fra, fordi vi ikke ville hænge på et tidspunkt. Og det var meget heldigt for de tre besøg havde taget så lang tid, at vi ikke havde kunne nå bussen.
Campingpladsen havde givet os et ark med tider og navne på de byer, som toget skulle køre mod. Vi fik trukket billetter i en automat og fundet perronen og da toget kom hurtigt efter, fik vi mast os ind. Turen hjem til Mataró tog ca. 40 minutter og derfra tog vi pladsens gratis shuttlebus retur til pladsen – godt brugte.
De sidste dage blev brugt på ren afslapning – og en tur ind i baglandet mellem høje bambus for at finde en cache.
Og vores rejsefælle Gnomeo fik sagt hej til pladsens maskot…
Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur 2015 – Andorra Del 3 – Sommertur 2015 – Barcelona Del 4 – Sommertur til Spanien 2015 – Millau og Belfort
Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.
