Efter en total afstressende, men også meget varm uge, forlod vi igen Barcelona og kørte retur nordpå. Vi var blevet 4 i bilen, for da Morten hørte, at vi skulle se en Tour de France etape, så ville han hellere køre med os end med Britta og Rune. Så kunne han også passende få noget træning i kørsel med campingvogn.
Turen hjem skulle gå over Millau – en by især Helle i mange år gerne har ville besøge. Ja egentlig så var det ikke byen som sådan, der var interessant, men broen uden for byen…
Vi startede derfor turen hjem med en lille køretur på lige under 400 km og ankom til Camping Indigo Millau midt på eftermiddagen. Belært af erfaringerne med Tour de France, så havde vi booket en plads hjemmefra og blev placeret på en lille mærkelig trekantet plads, hvor vi med lidt møje og besvær fik plads til det hele samtidig med, at solsejlet lukkede af for gangpassagen nede bagfra.
Vi hader bare, når folk absolut skal krydse tæt ind om vores vogn/solsejl/bil. Og vi HAVDE set, at pladsen blev benyttet som en hurtig smutvej og vidste, at selvom vi satte borde og stole op, så de spærrede mest muligt, så ville der stadig være nogle, der gik igennem.
Vi har engang med det lille solsejl haft folk der gik under solsejlet for at komme forbi… Det nye længere solsejl kunne derimod lukke helt af…Campingpladsen er 3*, med en lille – ikke speciel varm – pool og en pizza-takeaway, hvor ovnen var i udu, mens vi var der 🙂
Der er mulighed for at bestille og hente morgenmad og så har receptionen et par poser pasta, en flaske vin og lappegrej til luftmadrasser.
Pladsens toiletter ligger alle i et stort hus midt på pladsen. Vejene rundt på pladsen er lavet så helt vildt dumt, at man skal gå lange omveje, når man skal på toilettet, hvis man ikke vil krydse ind over andre pladser. En smal gennemgangssti midt på pladsen ville nogle dage have været dejlig.
På pladsen er der også mulighed for at leje forskellige overnatningsenheder – f.eks. noget der minder om en togvogn og nogle fantastiske store telte.
Pladsen ligger lige ned til den lille flod La Dourbie , som var overraskende varm. Der er godt med strøm i floden, så vi fik snart indkøbt et par baderinge for at lege med alle de andre børn.
Eneste minus ved den leg: nogle af os fik blå mærker på numsen, fordi vi overså en sten gemt af vandet. Men sjovt det var det…
Kanten langs floden er sten, så det er ikke så behageligt at ligge der og den megen strøm gør også, at man skal holde øje med sine børn.
Morten forsøgte at svømme mod strømmen et sted, hvor det var dybt nok til det og måtte virkelige trække igennem for at komme fremad.
Tour de France
Tour de France-feltet kom lige ind midt gennem Millau og da campingpladsen lå bare en lille kilometer fra byens centrum og ruten, så valgte vi naturligvis at gå derind. På vejen kom vi forbi der, hvor La Dourbie løber ud i den noget større flod Le Tarn.
Store dele af bymidten og de omkringliggende veje var spærret af det meste af dagen, men til fods gav det ingen problemer.
At se en tour-etape er altid en stor oplevelse – også selvom dette års etape var en af de flade af slagsen. Alligevel skal man komme i god tid – og det vil sige flere timer før selve cykelrytterne, for ellers ender man inde i 3. række uden det store udsyn.
Vi var på plads og havde endda fundet et sted lige uden for en butik med gratis wifi, så vi kunne følge lidt med i, hvor langt feltet var væk.
Noget før rytterne kommer, så passerer hele reklamekaravanen – ligesom den har gjort siden 1930. Med alle deres meget fantasifulde biler og alt deres reklame-skrammel, som bliver kastet ud blandt tilskuerne.
Karavanen består af ca. 160 biler fra 34 firmaer. Den fylder op til 20 km. når den flytter sig på vejene og det tager ca. 45 min. før den har passeret. Og så kaster den mellem 14 og 16 millioner små ting ud til tilskuerne – kasketter, slik, Anders And blade, kuglepenne, vaskepulverprøver osv…
Når reklamekaravanen er forbi, så kommer der også lige en række andre biler igennem og SÅ kommer cykelrytterne endelig susende forbi.
Og susende det er de. I forhold til i 2007, hvor vi så en bjergetape, hvor rytterne kom klatrende op af bjerget næsten en efter en, så kom de her drønende igennem i to store grupper meget hurtigt efter hinanden. Og efter yderligere ca. 5 minutter, så var alle tilskuere sivet ind i Millaus gågader eller hjem.
Men for vores vedkommende var dagens Tour de France ikke helt slut endnu. For hjemme på campingpladsen havde det hollandske tv-selskab RTL valgt at bosætte sig på camping- pladsen i nogle dage for at lave deres aftenudsendelse Tour du Jour direkte herfra.
De fyldte godt på pladsen med deres studie, sendevogn, køkkenfaciliteter og ikke mindst kabler. Der lå kabler på kryds og tværs overalt, hvor de opholdt sig.
Naturligvis var vi forbi om aftenen, mens de sendte, men hvis der er noget, som ikke giver mening i vores ører, så er det hollandsk 🙂
Millaus og broen Viaduc de Millau
Naturligvis var vi også en tur inde i Millaus gamle bymidte, hvor vi snusede rundt i de smalle gader i nogle timer.
Og faldt over sjove vejskilte. Tænk at bo på Rue du 19 Mars 1962 i nummer 214, 3 sal tv…
Og vi gik også en lang tur langs floden Le Tarn, selvom det egentlig var alt for varmt og uden skygge. Le Tarn har længere nordpå skabt en Gorges du Tarn – en 50 km lang og 500 meter dyb kløft.
Men den må vente til en anden gang – her i Millau er Le Tarn ret fredelig.
Den fantastisk bro ved Millau (Viaduc de Millau) har i mange år stået på ønskelisten og derfor skulle vi naturligvis ud at kigge på den.
Broen er en del af motorvej A75 mellem Paris og Béziers og er belagt med en afgift på 14 euro, når man har campingvogn efter.
Nu er det bare sådan, at når man skal campere i Millau, så bliver man vist af inden broen, så vi fik faktisk slet ikke kørt over. Og i øvrigt er der et rækværk på højde med en lastbil på hver side af vejbanen, således at vinden ikke skulle forstyrre trafikken – men se ud – det kan man ikke.
Broen er tegnet af den franske ingeniør Michel Virlogeux i samarbejde den engelske arkitekt Norman Foster. Den blev påbegyndt i 2001 og indviet i 2004 og man arbejdede på 9 arbejdspladser på en gang: en ved hver bropille og en ved landfæsterne.
Det er en fuldstændig vild præstation – bropillerne er f.eks. støbt på stedet og voksede med 4 meter hver 3. dag. Kranførerne sad i 250 meters højde og løftede brobaner på 20 tons op.
Broen er en såkaldt skråstagbro med 7 bropiller, hvorpå der er anbragt en pylon på 97 meter i højden. Den højeste bropille er 245 m høj og dermed bliver den samlede højde på bropille og pylon 342 m. Faktisk vil Eiffeltårnet rage op over brobanen, hvis man placerede det ved den højeste bropille.
Der er et besøgscenter på begge sider af broen – fra det nordlige er man i højde med broen, mens man ved det sydlige er under broen. Vi havde dog spurgt i receptionen på campingpladsen, hvor det bedste sted var at se broen fra. Og havde fået anbefalet den lille by Peyre.
Og det fortrød vi godt nok ikke. Vi kom forbi det sydlige besøgscenter og var inde for at kigge op på undersiden af broen, men udsigten til broen var helt anderledes fantastisk fra Peyre.
At Peyre så samtidig viste sig at være en perle af en landsby, gjorde blot dagen endnu bedre.
Peyre ligger ca 7 km fra Millau klisteret ind på siden af en stor klippe. Ja faktisk er rigtig mange af husene bygget uden på klippen, således at husene fortsætter ind i klippen.
Mange af husene er lige som kirken af romansk oprindelse.
Byen er bilfri og der er anvisninger til en p-plads ca. 500 meter fra byen. Derefter går det noget op i byens smalle gader, men udsigten over broen og hyggen i de smalle blomstersmykkede gader gør hele gåturen værd.
Byens gamle kirke – dedikeret til Saint Christopher – er fra det 11. århundrede og ligger som en hule inde i klippen. Foran kirken er der bygget et kirketårn, der næsten klistre sig ind til klippen.
I dag bruges denne grotte til udstillinger og i stedet anvendes den nyere kirke lidt derfra. Den nye kirke er fra det 19. århundrede og blev opført for de penge, man fik, da man solgte den gamle kirke. Under kirken ses en af de gamle huler, som i dag bruges til p-plads.
Kirken er inde rigt dekoreret med udskåret træværk og en flot glasmosaik i det ene vindue. Derudover var der flere små statuer, som fangede vores øjne.
Peyre var et fantastisk valg at se broen fra. De små stenbelagte, hyggelige gader med blomster og med sjove kig alle steder, gjorde byen perfekt at fotografere fra.
Eneste minus var, at vi aldrig fandt et sted at købe en is – det kunne vi ellers godt lige have brugt.
Sidste stop – Belfort
Efter et par dage i Millau skulle vi igen videre. Ferien nærmede sig sin slutning, så vi havde desværre ikke tid til så lange stop herefter. Vi forlod Millau og satte kurs mod Belfort.
En lille køretur på ca. 700 km, så vi ankom først omkring kl 18. Til gengæld havde vi stort set ikke betalt vejafgift, for vi var fortsat nordpå af motorvej A75 og krydsede ind over på E62 ved Montmarault på noget, der mest mindede om en motortrafikvej.
Denne vej var skiftevis 1- og 2-sporet og trafikken gled rigtig fint, når man kørte med campingvogn. Solo ville den nok være langsom, da det ikke mange steder er muligt at køre mere end 90 km/t. Vi kom tilbage på A6 ved Chalon-sur-Saóne, som ligger lige syd for Beaune, hvor vi jo startede vores ferie for alvor.
Vi havde hjemmefra besluttet os for at se om der var plads på Camping L’Etang des Forges ved Belfort. Og der var masser af plads, så vi fik fundet os en fin plads, hvor vi slog os ned for et par nætter. Vi vil nemlig ikke ret gerne køre mere end 2 dage i træk og der var stadig ca. 1100 km hjem til Odense.
Pladsen er stor med mange fine næsten plane pladser. Der er dog ikke megen skygge, så vi var rigtig glade for vores store solsejl.
Pladsens toiletbygning fejler ikke noget – der er fælles toiletter og baderummene er kun kønsopdelt ved at mænd går til venstre og kvinder til højre. Eneste anke er, at der er et pissoir uden afskærmning – det bryder vi os ikke om.
Campingpladsen har egen pool og det var rart i varmen. Den ligger lige ned til en sø, men det ene sted, hvor vi passerede søen, der lugtede den ikke specielt godt.
Vi havde en hel dag i Belfort og fik samlet en brochure op om byen oppe i receptionen. Vi havde ingen planer for, hvad vi skulle se, men da vi opdagede den – tilsyne-ladende – meget kendte løve i Belfort, (og som vi så ikke havde hørt om) så måtte vi naturligvis lige se den.
Turen ind til Belfort centrum tog vi på gåben. De sagde, at det tog 10 minutter, men vi var nu lidt længere tid om det.
På turen kom vi forbi Le Marché Couvert – det overdækkede marked. Det holder til i en fantastisk smuk bygning fra 1904. Bygningen er tegnet af arkitekt Eugène Lux, som har formået at mikse glas, stål, sten og keramik. Der er desværre kun åbent fredag og lørdag formiddage.
Vi kom også forbi Cathédrale Saint-Christophe, som stammer fra det 18. århundrede. Kirken er opført i lyserøde sandsten og selvom vi gerne ville kigge ind, så trak løven mere i os.
Og løven fik vi snart af se. Ja faktisk havde vi set den tidligere, for den står højt over byen og skuer ud over den.
Løven er naturligvis Belforts vartegn og er meget stor. Den er 11 meter høj og 22 meter lang og udført i lyserød sandsten.
Løven er tegnet af Auguste Bartholdi og stod færdig i 1880. Løven blev et symbol på byens modstand mod Tyskland og skulle give franskmændene håb om at Alsace og Mosel efter den fransk-tyske krig i 1870-71 igen blev franske.
Hvis man ikke vil nøjes med billeder som det her under, skal man betale lidt. Til gengæld kommer man så ud på en platform, hvor der er et flot kig til løven og en storslået udsigt ud over byen.
Løven holder til lige neden for citadellet. De ældste dele af citadellet stammer tilbage fra middelalderen og er siden blevet ombygget og tilbygget i flere omgange. Vejen op på toppen går dels af en grussti, dels af en brostensbelagt vej og dels gennem en række tunneller.
Øverst oppe lige over løven ligger der en gammel kaserne fra 1826, som i dag rummer en stor historisk samling. Samlingen stikker i to retninger. Dels er her en afdeling med gamle gipsmodeller og dels er der en større afdeling med gamle våben, tøj, emblemer mm.
Bartholdi var en fransk billedhugger, der døde i 1904. Han stod bag Belforts løve, men er alligevel mest kendt for at have skabt Frihedsgudinden i New York.
Den står her ved siden af ham på han selv-portræt. Lidt storheds-vanvid har man vel lov at have.
En stor del af samlingen består af en række militære effekter, som museet har fået fra flere personer. Her kan ses våben, uniformer og dokumenter.
Tingene stammer fra flere tidsperioder og der findes flere bymodeller, der viser Belforts udvikling gennem tiden.
Der var rigtig mange af de her emblemer – fascinerende at se dem sat så tæt op.
På vej ud kom vi forbi en M4A2 Sherman – og fik geocachet på den uden at få alt for beskidte fingre. Hint: E…
Til sidst så kom dagene alligevel, hvor vi måtte køre helt hjem. 2 dage var sat af til opgaven og første dag stod på 600 km til Seecamp Derneburg – en god gammel kending, som vi ved er let at komme til og hvor de har en udmærket restaurant, der serverer schnitzler på flere måder.
Her fra er der ca. 500 km retur til Odense – en ganske passende strækning til sidstedagen. Så passer det nemlig med, at vi rammer Odense midt på eftermiddagen og har tid til at få pakket ud, slået græs og hentet hund.
Læs mere: Sommertur 2015 – Beaune Del 1 – Sommertur 2015 – Carcassonne Del 2 – Sommertur 2015 – Andorra Del 3 – Sommertur 2015 – Barcelona Del 4 – Sommertur 2015 – Millau og Belfort Del 5
Læs også flere spændende beretninger på Familien Rose Frederiksens hjemmeside.
