Vi forlod Canterbury og fortsatte mod Wales. Vi har nogle walisiske venner, som vi skulle besøge, men havde valgt at lægge os ind på en campingplads i nærheden af dem i stedet for at bo hos dem.
Vejen fra Canterbury til Wales er motorvej det meste af vejen – og når man lige ser bort fra en meget stoppet motorvej rundt om London, så kørte det rigtig fint hele vejen.
Når man vælger at køre ind i Wales via motorvejen, så skal der betales broafgift ind men ikke ud. Hvis man vælger at krydse på alle andre veje er der ingen afgift. Vi kom af motorvejen og betalte de ca. 50 kr. det kostede – for motorvej er nu rar 🙂
Vi havde hjemmefra ledt længe efter en campingplads i nærheden af vores venner. De bor i en lille by, der hedder Eglwyswrw, men den har ingen campingplads. Eller der er måske noget, men i så fald er der ingen servicefaciliteter… Og sådan er det med en del campingpladser – mange gårde har udlagt et lille område til campingplads uden de store faciliteter. Og selvom vi ikke kræver meget – så er et toilet nu alligevel en god ide 🙂
Vores søgning hjemmefra havde derfor ført os til den lille kystby Newport. Her lå Morawelon Camping and Caravanning, som har en utrolig lækker hjemmeside. Ja og der var da også en herlig udsigt – men så forsvandt herlighederne vist også…
Da vi endelig fandt ned til den og fik kørt ind af den utrolig smalle indkørsel for at finde et sted at holde mens vi checkede ind, ja så kunne vi konstatere at selvom klokken ikke var 17, så var der ingen til at tage imod! Vi var ikke de eneste – et andet par havde forsøgt at få kontakt til lejrchefen via telefonen, men signalet var så ringe, at det ikke var muligt!
Vi var nu blevet 3 sæt og da vi kunne se, at der ikke var mange på pladsen, så besluttede vi os for at finde et sted at slå op og så checke ind næste morgen…
Med campletten, der kræver en rimelig jævn flade, så valgte vi at trække op på den højeste del af pladsen. Det var så i denne ende, at der ikke blev slået græs, så det var ca. 20 cm højt…
Når vi valgte den bagerste ende, så fik vi også langt til toiletter og opvaskefaciliteter, som er i den hvide bygning herunder.
Den gule bygning indeholder receptionen (hvor man var nødt til at bruge en privat dør på den anden side af bygningen for at komme ind, for døren på denne side kunne ikke åbnes). Toiletterne var dog i orden – der blev gjort rent og selvom de ikke var luksus, så var de OK. Der var dog ingen natbelysning på pladsen og da jorden samtidig var meget ujævn og hullet, så skulle man passe på ikke at vrikke om på anklerne.
Vi fik checket ind næste formiddag uden problemer hos en meget sød ældre dame, der beklagede, at restauranten ikke havde åbent mandag og tirsdag (den lukkede så kl. 17 alle andre dage så….) og som hev en tidevandstabel frem, da vi sagde vi gerne ville vide, hvornår det var lavvande 🙂
Udsigten oppe fra vores plads fejlede ikke det mindste 🙂
Newport er en lille hyggelig by med typiske stenhuse og en 3-4 pubber! Vi prøvede den ene og vi fik lækker mad og god øl!
Byen har også nogle små butikker og et postkontor, men ingen egentlig supermarked. Så der må man søge til andre og lidt større byer i nærheden.
Oppe fra vores plads havde vi bemærket, hvordan området neden for pladsen blev helt tomt for vand ved lavvande og hvordan folk gik rundt derude. Vi besluttede at gå en tur langs vandet og over på den modsatte side for til sidst at krydse retur til campingpladsen ved lavvande.
Turen bød på både sti i skov og langs vandet og mellem høje bregner. Bregner er lumske fandt vi siden ud af – hvis vi skulle krydse gennem dem, så kunne de skjule ret store højdeforskel 🙂
Til sidst endte vi lige på den anden side af vandet og kunne kigge over på campingpladsen. Vi havde ikke helt fået timet det perfekt, så vi måtte søge lidt for at finde det laveste sted at krydse over. Men det lykkedes at komme over et sted, hvor vandet kun gik op midt på skinnebenet. Som I kan se, så er bådene fortøjet og så lægger de sig bare på havbunden ved lavvande og flyder med op ved højvande.
Her er lige to billeder, der viser lidt om forskellen på vandstanden ved lavvande og højvande.
Den dag vi ankom var vi kommet en skøn vej op gennem en nationalpark med små smalle veje, fantastiske udsigter og køer, der græssede.
Vi besluttede at den vej ville vi op over igen – og på en gråvejrsdag tog vi turen. MEN det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort – skyerne hang så lavt, at vi ind i mellem kørte rundt inde i dem. Og udsigten – ja, den kunne vi da godt skyde en hvid pil efter!
Her får I derfor lige et billede fra en solskinsdag…
Og derefter vil vi gerne vise jer en helt almindelig walisisk vej. Ikke en hovedvej, men alligevel en meget brugt vej. Smal, med høj bevoksning på begge sider. Undervejs er der vigepladser, så man kan komme forbi en modkørende bil.
Systemet fungerer forbavsende godt selvom det er lidt vanskeligere for os i en ikke-engelsk bil. For det betyder, at føreren af bilen sidder helt inde ved vejsiden og derfor har sværere ved at se fremad, hvis vejen drejer. Til gengæld mødte vi ingen sure miner hos englænderne, hvis vi lige overså en vigeplads.
Sidst vi besøgte Wales var vi forbi Pentre Ifan – en meget stor og utrolig flot stendysse tæt på Eglywswrw. I år ville vi også lige lægge vejen forbi og se den imponerende konstruktion.
Dyssen består af 7 store hovedsten. Den store dæksten er 5 meter lang, 2,4 meter bred og knap en meter tyk og hviler på spidserne af 3 andre sten ca. 2,5 meter over jorden. Dyssen stammer fra ca. 3500 før Kristi og at gravkammeret har været omkring 30 meter langt og 17 meter bredt.
Da gravkammeret blev udgravet fandt man kun lidt keramik og flintespidser, mens man under gravhøjen fandt nogle gamle gruber, der tyder på, at stedet allerede har været helligt inden man byggede gravhøjen.
Trods det, at der ikke blev fundet nogle knogler ved udgravningen, så mener man alligevel at stedet er blevet brugt til begravelser. Formentlig ikke kun til en vigtig person, men mere som gravsted for et helt samfund over en længere periode.
Selvom vejret absolut ikke var det bedste, så var landskabet her i den sydlige del af Wales nu stadig flot. Store ret bløde bakker, med utrolig mange får!
St. Davids
Skt. Davids Cathedral har vi tidligere set udefra, men småregn gjorde, at vi denne gang lagde vejen forbi for at se den inde. Katedralen ligger på det sted, hvor Saint David, som døde i 589, grundlagde et kloster. Den gang var det et svært tilgængeligt område og David og hans tilhængere levede her et simpelt liv, hvor de blandt andet ikke spiste kød eller drak øl. David foretog flere pilgrimsrejser og endte med at blive biskop.
I det 12. århundrede erklærede Pave Calixtus II St. Davids Cathedral for et vigtigt pilgrimssted. Det blev anset som værende så vigtigt at Calixtus erklærede, at to pilgrimsrejser til St. Davids svarede til en til Rom og 3 svarede til en til Jerusalem.
Bygningerne fra dengang er naturligvis blevet revet ned og bygget op, om og til mange gange siden. Den nuværende katedral blev påbegyndt i 1181 og i dag er skibet en af de ældste dele af katedralen. Den blev oprindeligt brugt til processioner og havde derfor ikke siddepladser. Loftet var oprindeligt båret af hvælvinger, men en kombination af utilstrækkelige fundamenter og et jordskælv i 13. århundrede har fået væggen i den vestlige ende til at læne sig udad. Derfor har skibet i dag et træloft.
Højalteret står i koret. Det nuværende alter er fra det 15. eller 16. århundrede og erstattede et noget større alter fra middelalderen. Ja faktisk mener man, at det alter fyldte hele det øverste trappetrin…
Biskop Gower foretog store ombygninger og tilføjelser i det 14. århundrede og han menes også at stå bag det nærtliggende biskoppens palads. Han står også bag katedralens meget imponerende pulpitum – eller stenskærm – mellem skibet og koret. Biskoppens grav ses i den højre side af skærmen.
Det meste af orgelet er fysisk placeret ovenpå pulpitum og ses bedst fra kor-siden. Men da vi gik rundt i kirken, øvede organisten sig og derfor opdagede vi de enorme baspiber i et sideskib. Vi har set mange orgler, men aldrig så store bas-piber. Og sikke meget luft de kunne spyde ud, når de var i brug.
Kirkens tidligere klosterbygninger eksisterer stadig, men bruges i dag til andre ting – som f.eks. mødelokaler og toiletfaciliteter for besøgende. Klostergården er i fin stand – men det skyldes at dele af den faktisk er ret nyt.
Biskop’s Palace ligger i dag i ruiner lige ved siden af katedralen og er oprindeligt opført i perioden 1328-47, hvor Gower var biskop. Efter reformationen fik paladset lov at forfalde – først fordi en af biskopperne fjernede en del af paladset for at skaffe penge til sine 5 døtres medgift og siden fordi biskopperne hellere ville bo i Abergwili.
Nå ja – og så går vejen også nogle gange gennem åerne. I stedet for at opføre en bro, har man valgt at brolægge bunden af åen, så man kan køre igennem. Det her Ford – som det hedder på engelsk – ligger dog nu på en bilfri vej 🙂
Vi slutter lige af med et par billeder af vejret – den ene dag tunge skyer, der kort efter slap store mængder regn ud over os og den anden dag en skøn og flot aftenhimmel…
Læs også:
Storbritannien 2017 del 1– Canterbury
Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales
Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales
Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond
Storbritannien 2017 del 5– Oban
Storbritannien 2017 del 6– Skye
Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh
