Vi forlod vores venner og kørte videre nordpå i Wales. Til et område, hvor ingen af os havde været før. På vejen gjorde vi et stop nord for Aberystwyth ved Devil’s Bridge – Djævelens bro!
Vi parkerede 200 meter fra broen på en stor p-plads, der viste sig at høre til The Vale of Rheidol Steam Railway. En smalsporet damptogs-jernbane, der løber mellem Aberystwyth og Devil’s Bridge. Turen tager en time…
Men vi var her pga. broen – og faktisk ligger her 3 broer oven på hinanden – den nederste og ældste siges at være djævelens bro.
Legenden fortæller, at djævelen en gang var kommet til Wales for at nyde landets skønhed. Her møder han en gammel kone, som er fortvivlet fordi hendes ko er gået over på den anden side af floden og nu kan hun ikke få den tilbage. Djævelen tilbyder at bygge en bro til hende mod, at han får det første levende væsen, der krydser den. Den gamle kone snyder djævelen ved at smide brød ud på broen, så hendes hund løber ud på broen først. Djævelen ender med at blive så gal, at han forlader stedet uden hendes hund og han er ikke set i Wales lige siden!
Vi havde valgt at booke en plads på Seiont Riverside Camping lige uden for Caernarfon hjemmefra og det var rigtig smart, for da vi ankom fik vi at vide at de ikke havde mange ledige pladser. Men nu hvor vi havde booket, så ventede en plads lige ud til floden Seiont på os 🙂
Vi blev venligt modtaget og vist ned til vores plads. Pga. den megen regn, der var kommet den sidste tid, så måtte vi kun køre ned og læsse af og derefter skulle bilen parkeres på en af pladsens fælles p-pladser.
Det betød, at det blev lidt vanskeligere for os at opbevare vores elektronik ordentligt. For det skulle vise sig, at det blev ret meget regn det første døgn og den situation plejer vi at lægge det elektronik, vi ikke bruger, ind i bilen.
Vores plads lå som sagt helt ned til floden og der var gang i den, da vi kom. De fleste valgte at lægge åbningen ud mod floden og det var vi også fristede til at gøre, men så ville vi ikke se en eneste solstråle, så vi endte med at lægge os med åbningen væk fra floden.
Morgenen efter vi var kommet, blev vi – og alle andre, der boede på kanten af floden – kontaktet af personalet. Floden steg voldsomt og det ville regne hele dagen, så der var en stor risiko for at pladsen på de laveste områder ville blive oversvømmet. Vi lå heldigvis på et lidt højere sted, så til at starte med skulle vi ikke gøre noget. Men der var campister, der blev bedt om at flytte til et andet sted på pladsen.
Floden afvander et stort område af bjergene, så det var helt umuligt at sige, hvor højt vandet ville ende, men personalet målte hver halve time døgnet rundt så længe det steg. Og holdt os konstant orienteret om situationen, så vi følte os helt trygge. Det endte heldigvis med, at vandet lige holdt sig nedenfor græsarealerne, men det var godt nok tæt på.
Vi tænker pladsen er vant til regn i store mængder – de havde i hvert fald flere store overdækkede områder rundt om receptionen. Her var det også muligt at grille eller lade børnene lege på en lille overdækket legeplads eller surfe helt gratis på deres internet!
Den ene toiletbygning lå heldigvis dejlig tæt på vores plads – det er altså bare dejligt, når vi nu ikke har et toilet med selv som vi ellers er vant til 🙂
Inde på pladsens område ligger også restauranten The Mill. En rigtig hyggelig restaurant med udendørsservering, når vejret tillader det. Og det gjorde det så ikke, da vi besøgte dem. Til gengæld var der tændt op i brændeovnen og maden var lækker.
Fra deres udendørsområde er der et flot kig ud over pladsen og den udendørs legeplads.
Nede i fastlæggerhjørnet var der hyggeligt med store flotte blomsterbede. Og lige nu blomstrede hortensiaerne for vildt. Primært i de blå farver, som vi herhjemme må gøde os til 🙂
Efter mere eller mindre at have ligget underdrejet et døgns tid pga. den evige regn, så klarede det endelig op og blev et fantastisk vejr de næste dage. Og så var det bare med at komme ud og se noget natur. For det er der, vi slapper bedst af.
Vi havde hjemmefra aftalt at vi ville op på Englands højeste bjerg – Snowdon. Udgangspunktet for de fleste, der vil derop, er en mindre – meget turistet – by ved navn Llanberis.
Llanberis – Snowdon og Dolbadarn Castle
Vi havde god tid, da vi ankom til Llanberis, den dag vi skulle op på Snowdon. Derfor havde vi tid til at gå op til Ceunant Mawr Waterfall, som ligger oppe bag ved byen – lige ved siden af jernbanen.
De fleste ender derfor med at se det fra toget på vej op og ned fra Snowdon, men vi er nu glade for at vi gik op til det, for toget er forbi på meget kort tid. Og nu fik vi bedre tid til at nyde det 24 meter høje vandfald, der ligger utrolig flot mellem træerne.
Man kan komme op på Snowdon ved at gå derop. Der findes 6 officielle ruter – de tager alle over 6 timer retur og dele af dem gå ret meget opad. De er alle kategoriseret som hård-bejrgvandring.
Alternativt kan man – som vi gjorde – tage den lette løsning: Snowdon Mountain Railway. Det er en jernbane, der starter i byen Llanberis og som ender på toppen af Snowdon. Den blev åbnet tilbage i 1896 og er altså af ældre dato 🙂
Den første dag vi var der, måtte vi dog opgive, for det var helt umuligt at opdrive en billet til toget, så det kan kun anbefales at booke på forhånd. Turen op og ned tager hver især ca. en time og så får man desværre bare 30 minutter på toppen. For med mindre man vil gå ned, så skal man med samme tog ned. En halv time er sikkert fint for de fleste, men for os var det lige i underkanten og vi fortrød bagefter, at vi ikke bare var gået ned.
Undervejs på togturen stopper toget flere steder, så der er mulighed for at tage billeder. Kupeerne er ret smalle, men med et smil, så lykkedes det for alle at få taget de billeder, de ønsker.
Snowdon er med sine 1085 meter det højeste bjerg i Wales. Bjerget besøges hvert år af over en halv million mennesker – og i år altså også af os 🙂 Bjerget er oprindeligt skabt ved et vulkanudbrud og siden har gletsjer udformet de høje tinder. Det blev første gang besteget i 1639 – i hvert fald er det den første gang det nævnes 🙂
Det engelske navn Snowdon betyder i øvrigt ’Snehøjde’, mens det walisiske Yr Wyddfa betyder ’tumulus’ eller ’trillebør’. En gammel legende siger, at Snowdon er kæmpen Rhitta Gawr’s grav. Rhitta var ret uhyggelig og bar en kappe, der var lavet af skæg og blev heldigvis dræbt af Kong Arthur.
Snowdon er et af de vådeste områder i Storbritannien: på et typisk år falder der mere end 5100 mm regn på Snowdon…
Fra toppen har man en fantastisk udsigt – den dag vi var der dog kun til den ene side. Til den anden side var der bare tåget!
På toppen findes en cafe, som dog kun er åben når jernbanen kører. Det er den, der kan anes på billedet herunder – inde i dynen af tåge 🙂
Søen, som ses fra toppen, er Glaslyn, som i mange år blev antaget for at være bundløs, men som man i dag ved er 39 meter dyb.
Da vi forlod Llanberis efter at have været oppe på Snowdon, fortsatte vi ud af hovedvej A4086 og opdagede et stort tårn lidt væk fra vejen. Det viste sig at være Dolbadarn Castle, som ligger højt over søen Llyn Padarn.
Borgen blev bygget af den walisiske prins Llywelyn the Great tilbage i 1300-tallet. I dag står kun tårnet på 46 meter i højden og nedbrudte mure tilbage, men man kan godt fornemme, hvor stort det har været.
Fra Dolbadarn er der en fantastisk udsigt ud over dalen, hvor især de store skiferbrud kan ses.
Men man skal ikke altid kigge så langt for at se det flotte – vi faldt helt i stampe over viljen i de her små bregner, som forsøgt at gro sig store på tårnets vægge.
Vi fortsatte vores vej af A4086 – vi havde nemlig en geocachingaftale i en nabodal! A4086 er utrolig smuk – desværre var der kun meget få parkeringspladser og de var alle fuldstændig stoppede med biler i det flotte vejr. Folk var virkelig ude og vandre, nu hvor det endelig var blå himmel og tørvejr. Det betød så, at vi ikke kunne stoppe. Med enten høje mure eller dybe stenfyldte kanter langs vejen, så smider man ikke sådan lige bilen ind i vejsiden. Derfor kommer her lige en serie billeder, der alle er taget ud af forvinduet. Ikke vore yndlings-placering til fotografering, men i mangel af mulighed for at stoppe var det vi kunne gøre.
Efter en længere tur uden mulighed for at stoppe bød lejligheden sig endelig og naturligvis skulle der lige tages lidt billeder her. Selvom landskabet her var mere grønt end stenet, som det ellers havde været en pæn del af vejen gennem dalen.
Efter en times tid nærmede vi os Llyn Llywelyn – et område med en sø, der godt kunne minde om Canada. Hvilket var helt perfekt, fordi vi skulle fejre Canadas 150 års uafhængighedsdag 🙂
Canada event i Wales!
De lokale geocachere havde sørget for godt vejr, kage, canadisk øl og masser af udsmykning. Når man som geocacher tilmelder sig et event et sted, hvor man ikke kender nogen, er det altid spændende hvordan man bliver taget i mod. Og her blev man taget helt fantastisk i mod – faktisk havde de svært ved at slippe os igen 🙂
MEN efter et par hyggelige timer brød vi op og tog en dejlig tur tilbage til bilen. Eventet blev nemlig holdt ude midt i ingenting og der var en pæn gåtur at gå frem og tilbage. Men for os gjorde det ikke noget, for turen blev bidt op i lidt småbidder, for der var lige lidt caches, der skulle findes på vejen…
Mere landskab på turen rundt i området. Helt fantastisk smukt. Hvis vi skulle stoppe, hver gang vi faldt i staver over en udsigt, så nåede vi ikke mange kilometer på en dag…
Llanfairpwllfwyngyll – og så lige 38 mere….
Helle har altid gerne ville besøge byen med det lange navn. Og det passede perfekt med vores ferie i år, for den lå ikke så langt væk fra vores campingplads.
Og det er sindsygt langt det navn. Og HELT umuligt at udtale. Altså bortset fra hvis man er waliser. Så er det vist let nok…
Hele 58 bogstaver er navnet på: Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, men til hverdag nøjes de med den korte version: Llanfairpwllgwyngyll på ‘bare’ 20 bogstaver!
Mange bynavne betyder noget i Wales. F.eks. betyder Aber flodmunding og Aberteifi betyder derfor byen ved floden Teifis flodmundning. Eglwys betyder kirke og Eglwyswrw betyder derfor kirken i wrw… Det kan være en udfordring at skulle finde et bestemt sted, for på den måde, som de giver byerne navne er der f.eks. rigtig mange der begynder med Aber – simpelthen fordi byen ligger ved en flodudmunding. Det betyder man skal helt hen til 5. bogstav før der er forskel – så man skal være vaks, når man leder efter en vej.
Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch betyder: [Skt.] Marias kirke i sænkningen ved den hvide hassel nær en stærk hvirvelstrøm og [Skt.] Tysilios kirke nær den røde hule. Så har man også placeret den på landkortet…
Samtidig kan man sikkert godt regne ud, at navnene også er svære at udtale. At spørge om vej er nok næsten umuligt – i hvert fald så griner vores walisiske venner voldsomt, når vi forsøger. Derfor har vi gerne et kort og en tablet ved hånden – så slipper vi for at de dør af grin…
Inden vi forlod Seiont Riverside Camping for denne gang, så kiggede vi lige ned til floden for at tjekke vandstanden. Den var faldet det sidste døgn og nu kunne vi igen se alle de store sten på bunden…
Læs også:
Storbritannien 2017 del 1– Canterbury
Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales
Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales
Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond
Storbritannien 2017 del 5– Oban
Storbritannien 2017 del 6– Skye
Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh
