Efter en vejrmæssigt noget blandet oplevelse, men med store naturoplevelser i bagagen, så pakkede vi Camp-letten sammen for at køre til Skotland. Denne del af England havde vi glædet os til at opleve, da vi har flere venner, som har besøgt landet og som er kommet hjem fulde af begejstring over naturen.
Vi vidste det blev en ret lang køretur – 560 km – så vi hoppede meget hurtigt på en motorvej mod nord og så gik det faktisk rigtig fint. Selv da det viste sig, at motorvejen gik lige ind midt gennem Glasgow var der godt skiltet, så det var let at finde den rigtige vej.
Da vi ankom blev vi standset af en rød kegle! I stedet for at bommen var lukket, så stod der en kegle midt i indkørslen.
Og straks kom der personale til, som ville vide om vi havde booket (nej, det havde vi ikke) og om vi var meldlemmer af foreningen (og ja det var vi jo), hvorefter de heldigvis fint kunne finde en plads til os. Især det at vi var medlem talte her, selvom de skriver at alle – også ikke medlemmer – er velkomne.
Keglen flyttede de så frem og tilbage, hver gang, der kom en bil, der skulle ind. Vi tænkte, at her kunne vi virkelig se, hvad det betyder for en campingplads at være drevet mere eller mindre af frivillige. Og som vi forstod det, så er princippet, at der er et sæt wardens på hver plads (som vi tænker får løn) og derudover x antal assistant wardens, som bor gratis på pladsen i deres egen vogn og som derefter hjælper med indskrivning, rengøring, græsslåning mm. Ellers hænger det jo slet ikke sammen med 8 personaler på en plads med under 200 pladser
Vi blev derfor hurtigt tjekket ind og vist ned til en plads, som lå højt på en terrasse med en herlig udsigt ud over pladsen og søen.
Nu skulle man jo så tro, at når de havde brugt tid og penge på at lave terrasser, så var de også plane. Men sådan fungerede det ikke helt… Vi var derfor stadig en del udfordret sideværds. Men indrømmer gerne at vi var glade for vores lille terrasse, for alternativet havde været en plads midt på pladsen og der var det ikke bare lidt skævt men meget skævt!
Sammen med receptionen lå en stor og flot toiletbygning med varmt vand, toiletter og vaske i små aflukker. Der var også opvaskefaciliteter, en lille butik og et lille rum med brochure.
Bygningen herover er den nærmeste toiletbygning. Egentlig er den tænkt til alle rygsæksturisterne, men vi måtte også gerne bruge den. Der er et stort køkken (dog kun med vask og en enkelt lille mikrobølgeovn) og et opholdsrum. Skabe til at låse ting ind i og så to toiletter og to brusere. Simpelt, men præcist, hvad alle vandringsfolkene havde brug for.
Der kom rigtig mange vandringsturister for at overnatte en nat på pladsen inden de fortsatte. Det skyldtes at pladsen lå lige på en meget kendt vandrerute – West Highland Way som med sine 154 km strækker sig fra nord for Glasgow og over til det skotske højlands hovedby Fort William. Derfor var der sat et stort stykke af til små telte – og selvom de kom ind sent, så kunne de bare sætte op og afregne dagen efter.
Porten herunder er udkørslen – man skulle lige ud og åbne porten – og huske at lukke igen… Og nej – der stod ingen assistant warden og åbnede for os!
Vandretur til Balmaha
Lige syd for campingpladsen (sådan et par kilometers penge) ligger den lille by Balmaha. Den er hjemsted for et stort center om området, for en række overnatningssteder og et par spisesteder. Altså et rigtigt turiststed.
Vi besluttede at gå langs søen ind til byen – vores geocaching-gps har et rigtig fint Open Street Map og på det kan vi ikke kun se alle de officielle stier, men også trampestier, som andre har markeret. Derfor bruger vi den også tit som kort selvom vi ikke skal ud og geocache.
Denne tur viste sig dog primært at gå af en ok sti, som på størstedelen af turen så ud som her ovenover. Eller på kanten af søen som herunder. Hvor træerne gror med høje rødder direkte på stranden. Som I kan se, er stranden småsten og vandet var koldt, så badning var der ikke mange, der gjorde det i…
Men der var også steder, hvor det ikke var lige ud af landevejen – eller stien…
Et enkelt vandløb skulle krydses på trædesten – dog var vandet ikke dybere end at vores vandrestøvler muligvis havde overlevet tørre inde, hvis vi havde trådt ned i det…
Broen herover er placeret et sted, hvor det var dejligt ikke at skulle klatre ned af glatte klipper for at gå et kort stykke over stranden og derefter igen klatre op på den modsatte side…
Vi har før været på steder, hvor træerne var fredede, fordi der var så få træer i området. Det med få træ kan ikke være årsagen til, at man har asfalteret uden om træerne her – for der var masser af træer i området. Men derfor er det da sjovt, at de har ladet dem stå…
I Balmaha står en bronzestatue af Tom Weir. Tom Weir har haft en enorm indflydelse på skotternes naturopfattelse. Han var vært i en tv-serie, der handlede om skotterne, om landskabet og om naturhistorie. Samtidig havde han en klumme i en avis i over 50 år. En genudsendelse sent om aftenen af hans serie Weir’s Way trak i 2000’erne 30 % af seerne!
Da vi skulle tilbage til campingpladsen blev vi nysgerrige efter at se, hvad pokker Craigie Fort var. Derfor besluttede vi at vandre op og kigge efter.
På de mest stejle steder er der lavet en trappe, så det skulle være lettere at gå op og ned – men med fugtigt vejr, så bliver den faktisk ret glat…
Her under kan man se en typisk regnvands-afløb. Sten stillet på tværs af stien med en smal – eller en bredere – rende mellem. Så kan man træde tørskoet over.
Fra toppen var der en fantastisk udsigt ud over søen og en del af alle de små øer, der ligger ude i den. Den er Storbritanniens største sø på 71 km2 og for os hører den uhjælpeligt sammen med Runrig, hvis signatursang jo netop er The Bonnie Banks o’Loch Lomond. Vi hørte den dog ikke en eneste gang, mens vi var af sted, så mon ikke skotterne er lidt trætte af den 😉
Finnich Glen
Vi havde hjemmefra set og hørt så meget om en lille kløft nær Glasgow: finnich Glen. Naturligvis skulle denne tjekkes ud på en tørvejrsdag. Den er nemlig lidt svær at komme ned i, så tørvejr er en god ting…
Kløften besøges af en del, men der findes ingen egentlig p-plads, men lidt derfra kan man parkere ved siden af vejen (Krydset A809 og B834 i nærheden af Killearn er et godt udgangspunkt!) og så gå langs vejsiden af A809. Efter at have krydset broen, så kommer man til en låge, som af uransagelige årsager er låst og derfor fortsætter man lidt længere i vejsiden indtil man når et sted, hvor man kan krydse muren. Da alle andre også krydser her er man ikke i tvivl om, hvor det er.
Derefter fortsætter man af nogle stier og på et tidspunkt skal man også lige kravle over et pigtrådshegn. Det kan virke privat, men da ejeren skriver at hunde skal holdes i snor, så antager vi at vi gerne må gå der.
Det har regnet ret meget i de sidste uger og derfor er stien også ret mudret. Ja faktisk må vi ud gennem bevoksningen nogle steder for ikke at få mudder ned i støvlerne…
Men kløften trak for meget til at vi ville give op, så vi fortsatte turen hen til nedgangen til selv kløften. Indtil nu havde det jo primært handlet om at undgå mudderet – men nu skulle vi ned af Jacobs stige eller djævelens trappe, som den også kaldes.
Jacobs stige siges at være fra 1860 – og det skal nok passe. Den består af uens trappetrin, men undervejs mødes man også af et stykke, der er faldet helt sammen, så man må glide, kure, hoppe ned. I forvejen er trappen mudderet, glat og våd, så det sammen faldede sted er kun en smule vanskeligere end resten 😉
Langs trappen er nogle tynde reb opsat primitivt og med lang afstand og selvom de også er helt tilmudrede og meget løse, så giver de en stor hjælp på de svære passager.
Når man så endelig når ned i den op til 22 meter dybe og smalle sandstenskløft, så man heldigvis endt et helt fantastisk sted. Det røde vand, sandstensklipperne, de faldne træer og den grønne bevoksning er helt ufatteligt smukt.
Langt inde til venstre findes Devil’s Pulpit og et lille vandfald. Devil’s Pulpit er den store sten, som var den – i følge historien – som djævelen stod på, da han prædike for de lokale munke! At komme helt ind til dem kræver gummistøvler eller badesko, for man undgår ikke vandet. Da vi var der, ville det nå op midt på skinnebenene. Vi hørte også, at der kan være dybere huller, så at have en stok med ville være smart.
Her under kan man se vandfaldet fotograferet oppe fra kanten, men det ville have været mere fedt, hvis det var nede fra kløften.
Farven på vandet skyldes i øvrigt molekylet tannin, som er almindeligt i mange vandområder. Det er planter, der producerer molekylet som en forsvarsmekanisme og det er til stede i bitre drikke som te og vin. Tanninen er her i vandet pga. planterne i området. Vandet kan godt smage lidt bittert men er ikke giftigt.
Dugald’s Tower
Efter den store oplevelse at have været nede i Finnich Glen, fortsatte vi mod Dugald’s Tower. På vejen måtte vi stoppe nogle gange for at tage billeder. For Skotland var SÅ smuk denne dag, hvor solen bare skinnede og jakkerne blev for varme 🙂
Vi var ikke helt færdige med de vanskelige nedkravlinger i dag! Turen til Dugald’s Tower starter fra en stor p-plads ud i en skov nær Burnside. Her var der dog ingen stejl, mudret og ødelagt trappe, men kun et koordinat ude midt i ingenting. Vi vidste, at vi skulle krydse ind over markerne og gennem flere låger mellem de forskellige marker. At vi også lige skulle uden om en større flok køer med deres helt egen helt af en stor tyr stod der dog ikke noget om. Vi trak uden om flokken i en stor bue, mens vi holdt øje med dem og det gik da også uden problemer.
Markerne var meget våde nogle steder, så vi var også lige nødt til at holde øje med hvor vi gik, så vi ikke endte ude i noget vand.
Efter at have trampet en kilometers penge så stod vi midt i et stort område med høje bregner. Som voksede lige på kanten af en kløft. Og derfor opdagede vi først kløften, da vi stod helt ude på kanten!
Dugald’s Tower er en naturlig søjle af forvitret rød sandsten. Søjlen står i en kløft på et lidt dramatisk, mærkeligt og mystisk sted. Historien siger, at stedet er opkaldt efter en lokal ekspedient Mr. Dougal, der blev væk efter en kontrovers med en lokal smugler. Seks uger senere fandt man hans lig fundet her af en hyrde.
Stedet er ikke så imponerende som Finnich Glen – kløften her er bredere. Men vi var glade for at vi kom herud.
Glengoyne Whiskey destilleri
En ferie i Skotland må unægtelig indebære mindst et besøg på et destilleri! Vi valgte bl.a. at tage på rundvisning på Glengoyne Destilleri nær Killearn. Destilleriet tilbyder flere rundvisninger – pris og tid afhænger af antallet af whisky-smagninger og andre tilkøb som f.eks. lokal chokolade. Vi valgte en tur med 2 whisky-smagninger – en 12 års og en 18 års. Og hold da op – de var lækre 🙂
Destilleriet ligger på stedet, hvor George Connell i 1820 begyndte at destillere whisky i smug. Det krævede en tilladelse at lave whisky og den fik han først i 1833, så i de første 13 år var det illegalt. Stedet var perfekt for bag bygningerne er et vandløb med et lille vandfald som leverer vandet til produktionen. I dag bruges det primært til nedkølingen i processen.
Destilleriet laver ca. 1,2 mio. liter whisky om året. Juli måned, hvor vi var der, lå produktionen dog stille, så der kunne rengøres og repareres. Så desværre fik vi ikke duften, men vi fik forklaret alle processer, men måtte dog ikke fotografere i selve produktionslokalerne. Billedet med de store kobberkedler er derfor – med tilladelse – taget ind gennem en port 🙂
Den gamle bygovn er lavet om til et eksklusivt lager med et udvalg af destilleriets fineste fade. Derfor er de også låst inde bag en stor port, hvor man skal bruge mere end en nøgle for at komme ind. Hvis mna vælger en af de andre rundvisninger, så kan man komme ind og få lov at smage nogle af dem…
I den gamle bygovn findes også en utrolig spændende opstilling af whiskyflasker. Der er 30 flasker i hver opsætning – hver flaske repræsenterer et år i lagrings-processen og især ved den europæiske eg kan man se, hvor meget farve whiskyen får fra tønden. Al farve i Glengoyne-whisky stammer fra tønderne og derfor bruges de også kun 3 gange før de kasseres.
Samtidig kan man også se, hvor meget vand der fordamper fra fadenen i processen. Derfor efterfyldes fadene også løbende – men her har man ikke gjort det, for at synliggøre, hvor meget der egentlig forsvinder gennem de 30 år, som den længst-liggende ligger på fad.
I den tidligere bygovn har man også en opsætning, der viser hvilke smage, der kommer fra hvilke træsorter. For hver træsort giver sin egen smag – ligesom voksestedet kan have betydning.
Besøget var en fantastisk oplevelse.
Tur ud i det blå
En dag med noget blandet vejr besluttede vi os for at køre hele vejen rundt om Loch Lomond. Det tager sin tid og vi har tilbøjelighed til at gøre stop rigtig mange steder – dels for at se på udsigten og dels for at finde en geocache. Så for os tager det måske lige en tand længere tid 😀
Vejen kom til at gå forbi spejlblanke søer, over bugtende veje og forbi gamle slotte. Mens skyerne hang tungt over området…
Vores sidste stop på turen var ved Falls of Falloch – et knap 10 meter højt vandfald lige ved siden af A82. Der findes en stor p-plads tæt på og fine stier ned til vandfaldet.
Læs også:
Storbritannien 2017 del 1– Canterbury
Storbritannien 2017 del 2– Newport-Wales
Storbritannien 2017 del 3– Det nordlige Wales
Storbritannien 2017 del 4– Loch Lomond
Storbritannien 2017 del 5– Oban
Storbritannien 2017 del 6– Skye
Storbritannien 2017 del 7 – Edingburgh
