Byaasgaard camping

af Bjarne Søby

Så er det igen blevet tid til at besøge en ny Campingplads. Denne gang har vi fundet frem til Byaasgaard camping som ligger imellem Frederiksværk og Hundested.

Da vi kom til pladsen, fik vi af vide, at der hvor vi havde bestilt plads var der meget vådt, men vi kunne bare finde en anden plads. Vi kørte så ned i det område af campingpladsen, hvor vi skulle være. Vejen der var fyldt med vandfyldte huller.


Vejene var ret hullede og mudrede

Da vi fandt hen til det område, vi skulle ligge i, gik vi rundt i 10 minutter for at finde to rimelige tørre pladser nær en legeplads. Men det var næsten umuligt. og vi måtte have 4 hjulstrækket på bilen slået til for ikke at side fast, da vi kørte ind på græsset.


Her vi er på plads på trods af mudder og vand

De pladser vi valgte havde udsigt ud over Roskilde fjord. Men på trods af, at der sidste år var der lagt 2,9 km dræn ud på campingpladsen, så syntes vi godt nok at der var meget vådt. Det føltes næsten som om at drænet vendte den forkerte vej og drænede Roskilde Fjord ind på campingpladsen.


Flot udsigt over Roskilde Fjord

Lidt efter vi var kommet på plads, kom nogle venner, som skulle være der sammen med os. Da de kørte ind på græsset, sank deres campingvogn ca. 30 cm. ned i mudderet, og deres 4×4 bil kunne ikke trække den op. Så vi måtte have vores bil til hjælp, før de kom på plads.


Her trækker vi vores venners Polar fri af mudderet

Sebastian blev desværre syg fredag aften pga. hans astma, og vi måtte en tur til Hillerød sygehus. Vi kom hjem lørdag morgen ved 4 tiden med en dreng, der igan var frisk og ikke helt ville sove.


Heldigvis blev Sebastian hurtigt frisk igen

Så vi var lidt trætte om lørdagen. Men dagen skulle heller ikke bruges til andet end hygge og så lige en vask af campingvognen. Men det kom firmaet FriskOp og ordnede for os. (det kommer der en artikel senere)


Legepladsen på Byaasgaard Camping

I løbet af lørdagen fik vi besøg af nogle af vores fælles venner. Så der var dømt kaffe og kage i det fri – dejligt, men der var vist et par stykker der frøs lidt, så vi gik en tur rundt på pladsen.


Nogle frøs lidt i det kølige forårsvejr

Som på de fleste campingpladser i Danmark er der også her en del fastliggere. Jeg har intet imod fastliggere, men jeg stødes når enheder med fastliggere mere ligner en kolonihave end en campingplads. Når så flyder med affald og rod omkring de små kolonihaver, så får man nærmest indtryk af at være i en sigøjnerlejr. Og var nok det indtryk vi havde på vores tur rundt på campingpladsen.


Kønt er det bestemt ikke

Jeg synes det er meget trist, at man tillader sådanne tilstande på danske campingpladser. Jeg ved godt at mange campingpladser er afhængige af indtægten fra fastliggerne, men derfor kan man da godt rydde op, inden man tager hjem.


Man kan da i det mindste rydde op når enheden forlades

Vi kunne forstå på lejrchefen at de netop om lørdagen havde gået en tur rundt på pladsen, og at de ville tage kontakt til dem, der skulle rydde op. Endvidere var det deres plan, at alle fastliggerne, skulle flyttes op på de øverste terrasser på campingpladsen, og resten af campingpladsen skulle være for turister.

Der er kun en servicebygning åben om vinteren. Denne ligger oppe ved indkørslen. Køkken og familierum virker til at være helt nye og er rigtig flotte.


Rigtig flot og funktionelt køkken

Bygningen med toiletter og bade var okay, men der blev kun gjort rent om fredagen i denne periode. Det kunne man tydeligt se lørdag aften. Når der er så mudret på pladsen, skulle man nok overveje at gøre rent hver dag – i hvert fald når der er gæster på pladsen.

Den servicebygning der lå nede i det område hvor vi var, havde det ikke så godt. Der var gået nogle vandrør, og det hele var gravet op.


Her er den servicebygning, der ligger i vores område på campingpladsen

Det var ikke nemt at komme til at tømme sin toilettank der. Der var selvfølgelig også den mulighed at vi kunne gå den (meget) lange vej op til den anden servicebygning for at tømme tanken – men nej – det “gad” vi ikke.


Dovenskab straffes – her tømte vi vores toilet (altså i røret)

Lørdag aften begyndte det at regne, og det betød at vi blev nødt til at være inde. Det var nu også meget hyggeligt, især da efter et par timer gik op for os, at vi lå i et område, der var ved at være meget vådt.

Da vi vågnede søndag morgen, så vi, at der var vand over hele området hvor vores campingvogn holdt. Vores trappe stod i 5 cm. blankt vand. Nu havde vi fået nok af vand og mudder. Så vi spiste morgenmad hvorefter vi pakkede sammen og tog hjem.

Claus & Jeanette Andersen

Prøv også at læse disse indlæg