Galsklint Camping har en pragtfuld beliggenhed lige ud til Lillebælt, og så hersker der en dejlig afslappet, godmodig og hyggelig stemning på campingpladsen.
Vi besøgte Galsklint Camping en smuk forårsdag sidst i April. Vi skulle deltage i Campingrådets årsmøde, og havde bestemt os for at tage dertil en dag i forvejen med campingvognen, for ikke at skulle op før en vis herre fik sko på.
Så uden at kende Galsklint camping i forvejen, bookede vi plads, og glædede os til at opleve en for os ny campingplads.
På vej dertil troede vi, at vores navigator havde fået hedeslag. Den ville nemlig have os over den nye Lillebæltsbro først, hvorefter vi skulle tilbage til Fyn over den gamle bro.
Turen over den gamle Lillebæltsbro er den hurtigste
Det mente vi ikke kunne være rigtigt, så vi bad om en alternativ rute. Det viste sig så absolut at være en forkert beslutning. Ruten over hhv. den nye og den gamle bro over Lillebælt er absolut både den hurtigste og letteste (medmindre man elsker at køre gennem små, smalle og krogede gader i det indre Middelfart – det var nemlig hvad vi kom ud for).
På gennem Middelfarts små og krogede gader
Galsklint Camping ligger som nævnt lige ud til Lillebælt, omkranset af skovklædte bakker på 3 sider, mens den fjerde side er helt åben ud mod Lillebælt. Campingpladsen ligger helt ned til stranden, hvorfor vi kunne stille vores campingvogn ca. 15 meter fra strandkanten.
Vi kunne stille campingvognen helt tæt på stranden
Så da campingvognen var på plads og havde fået strøm, kom positionsstolene omgående frem, og der sad vi så og nød en solrig eftermiddag ved Lillebælt.
Bjarne nyder solen og udsigten foran campingvognen
Campingpladsen drives af Annette og Svend Larsen, og pladsen har lidt over 200 enheder. Der er reception og butik på pladsen, en bygning med køkken (både ude og inde), spiseplads, opholdsstue, vaskemaskine og solarium.
Køkkenet – flot og moderne
Her er ude-køkkenet med masser af spiseplads
Desuden er der en stor servicebygning med baderum, toiletter, familierum, faciliteter for handicappede m.m. Alt er rent, velfungerende og velholdt. Servicebygningen er bygget af svært tømmer og den har græs på taget, og er helt i overensstemmelse med den fornemmelse af at være tæt på naturen, som ellers hersker på Galsklint Camping.
Servicebygningen
Bade- og toiletrum er flotte, rene og velholdte
Et kig ind i et familierum
Også handicappede er der tænkt på
Enhederne er rimelig store, og der er plads til at få selv at få selv store campingvogne rundt på campingpladsen. Vores campingvogn har en totallængde på lidt 9 meter, og den kunne vi uden problemer komme rundt på pladsen med.
Store campingvogne kan køres rundt på campingpladsen uden problemer
Og man er virkelig tæt på naturen på Galsklint Camping. Campingpladsen er inddelt i store parceller, hvor der ikke er afskærmning mellem de enkelte enheder. Man har derfor frit udsyn til både skov og vand (og Jylland) uanset hvor på pladsen man befinder sig. På vores tur rundt på pladsen, kunne vi da også se, at vi langt fra var de eneste der havde fået ideen med at sidde foran campingvognen og nyde solen og udsigten ud over Lillebælt. Det var der adskillige af pladsens øvrige gæster der også gjorde.
Campingpladsen er opdelt i store, åbne parceller
Da campingpladsen ligger lige ud til Lillebælt, er mange af pladsen gæster naturligvis lystfiskere. Mens vi besøgte pladsen, så vi da også adskillige, der benyttede sig af det gode vejr og prøvede at fange aftensmaden.
Og dykkere bruger pladsen meget, og der er også faciliteter for dykkere på campingpladsen. Hvordan dykkere og lystfiskere deler vandene mellem sig tør vi ikke gisne om :o)
Udover naturen og de velordnede forhold, skal vi også fremhæve legepladsen, ‘genbrugsstationen’ og campingpladsens hytter.
Legepladsen og opbygget som en naturlegeplads, og har udover gynger, vipper m.m. også legehuse og en klatrevæg. Her er der plads til aktivitet og leg i mange timer.
Legepladsen
Galsklint Camping har en Genbrugsstation hvor man sorterer sit affald. Mange campingpladser løser problemet med kildesortering af affald ved at opstille flere containere til hver sin type affald. Det er effektivt, men sjældent særlig kønt. Sådan er det ikke på Galsklint Camping. Her har man opført en væg foran de grimme containere, og man aflevere så sit affald gennem porte i denne væg. Det er pænt, praktisk og ligetil.
Genbrugsstation
Og endelig skal campingpladsens hytter også have et par ord med på vejen. Vi har ikke været inden i nogle af pladsen hytter, men vi var imponerede over deres udformning og placering. Der er flere type hytter på campingpladsen. Der er alle udført i tømmer, og falder godt ind i den omgivende natur. Hytterne ligger ikke på rad og række. I stedet er de lagt lidt ‘hulter til bulter’ imellem hinanden, hvilket giver et hyggeligt og afslappet indtryk.
Nogle af campingpladsens hytter
Vi var som sagt kun på Galsklint Camping i lidt over et døgn. Men vi er ikke færdige med den campingplads, og vi vil helt sikkert besøge den igen. Med sin centrale beliggenhed er Galsklint Camping et godt udgangspunkt for ture på Fyn og i Østjylland.
Reception og butik
Herunder kan du se en lille video fra Galsklint Camping, vi lavede under vores besøg der. Der er ikke så lang, men den viser dels campingpladsen unikke beliggenhed og giver dels et indtryk af forholdene der.
Links: | |
Hjemmeside: | Galsklint Camping |