Sommerferien 2019 skulle for vores vedkommende gå til Benelux-landene – altså Holland, Belgien og Luxembourg. Lande, som for os var nærmest ukendte, for vi har i hvert fald aldrig rigtigt camperet i dem! Sommerferien i 2019 blev ikke helt så lang som vanligt, men der var lige en barnedåb og en 80 års fødselsdag, der skulle planlægges uden om.
Vi lagde ud i byen Castricum ca. 25 km fra Amsterdam helt ude ved Nordsøen og midt i et fantastisk klitlandskab. Derfra fortsatte vi til Grimbergen, som ligger i udkanten af Bruxelles – et fint sted, hvis man vil på storbyferie i Bruxelles. Til sidst tog vi til Consdorf ca. 25 km fra Luxembourg by. Her boede vi lige op og ned ad et helt fantastisk sandstenslandskab.
Castricum
Vi kørte fra Odense midt på eftermiddagen og satte gps’en til at køre mod Holland. Da klokken nærmede sig vi-gider-ikke-køre- længere-tid, kiggede vi på Archie-app’en efter en campingplads. Den første viste sig at være lukket for turister, men de henviste til Campingplatz Sonnenkamp Zeven ca 15 km derfra. Da vi ankom, var receptionen lukket, men et skilt informerede os om, at vi bare kunne køre ind og finde en plads. Og det gjorde vi så…
Bag receptionen og over for den er der to store grønne områder, hvor det er muligt at holde uden at spænde fra – en løsning vi er ret glade for til de her 1-nats-overnatninger.
Campingpladsen ligger med en italiensk restaurant i indkørslen – man spiser glimrende på den – og et friluftsbad overfor. Et stort område af campingpladsen er typisk tysk fastligger-område, men der var forbavsende mange inde og overnatte som vi.
Toiletbygningen var en lang sag – med fint varmt vand og masser af bade, vaske og toiletter.
Nå ja – så har de også et par stole til ren afslapning for campister…
Næste morgen fortsatte vi turen mod Castricum i Holland og vi valgte E22, da den går over Afsluitdijk – en 32 km lang og 90 m bred dæmning, der ligger mellem Nordsøen og IJsselmeer.
Dæmningen blev færdig i 1933 og ud over at beskytte landet bag mod de store oversvømmelser, så skabte den også et større landbrugsområde.
Undervejs er der flere små øer – de stammer fra den gang, man opførte dæmningen, da man startede byggeriet flere steder. På den ene ligger et stort info-center, men der kunne vi ikke komme ind med campingvognen pga vejarbejde. Men heldigvis kunne vi gøre et stop på øen Breezanddijk. Her er en benzinstation og en havn på hver side. Og en form for campingplads – som vi skønner kun var for de faste beboere…
Men et meget imponerende byggeri, udført for en stor del af arbejdsløse.
Camping Bakkum
Hjemme fra havde vi booket plads på Camping Bakkum i Castricum nordvest for Amsterdam. Da vi planlagde turen, vidste vi ikke helt, om vi skulle køre fra Odense til Holland i et stræk. Hvis vi skulle det, så ville vi gerne være sikre på at kunne komme ind. For afstanden er lige lidt over 800 km, som er det vi anser som det absolut maksimale at køre på en dag. Nu havde vi en overnatning på turen og havde derfor overhovedet ikke travlt – men pladsen havde vi jo så stadigvæk 😀
Vi havde googlet en del campingpladser og ville samtidig gerne ud til vandet. Da vi så fik fat i vores Acsi-bog og så at vi kunne bruge vores kort indtil den 4. juli – ja så faldt valget på den. Og hvorfor var Acsi-kortet så pludseligt så vigtigt? Jo, døgnprisen gik pludselig fra ca. 33 euro til 20… Og sådan en besparelse er jo til at tage og føle på.
Camping Bakkum er en stor plads. En meget stor plads. Der er 337 turistpladser og hele 1400 fastliggerpladser. De to typer er adskilt, men selv en campingplads med 337 pladser er jo stor…
På pladsen er der derfor et hav af toiletbygninger – alle bygget efter samme model og med opvask foran. Toiletter og bade er opdelt, men man kommer ind til dem via en fælles gang. Alt bliver gjort rent flere gange om dagen, så der var altid pænt når vi kom derop – lige med undtagelse af den ene aften, hvor der blev holdt pigeovernatning for en – hvad vi tror – klasse med 11-årige. Den aften var der makeup-snask i vaskene og toiletpapir på gulvet. Men det hele var væk morgenen efter.
Der var mulighed for at tappe 60 grader varmt vand til opvasken – noget som en del af vores gasgrill elskede… Og der var også en lille smule legeplads og affaldssortering ved alle servicebygninger.
Med så mange enheder på en plads er der mulighed for at lave et stort torv med forskellige spisesteder og en egentlig butik. Butikken var en Spar-købmand med frisk morgenbrød. Spisestederne bød på alt fra pizzaria til en egentlig restaurant. Fra en fiskerestaurant til en grillbar. En isbod og en bod kun med grillkyllinger. Der var også en cykeludlejning. Området trak mange mennesker de første aftener, hvor vejret var lunt og lækkert.
De 337 pladser var meget passende opdelt i flere områder. Vi lå i det, der blev kaldt skovområdet, hvor der var både sol og skygge. Pladsen ligger ude i et klitområde og jorden var derfor meget sandet, så vi havde sand inde i vognen, selvom vi passede på. Og i sandet jord elsker fyrtræerne at gro, så vi måtte lige over bilen hver morgen med babyservietterne og fjerne neddryppet harpiks…
Ude på strandstykket var der meget mere åbent og ingen skygge. Der var også mere blæst, men vi ville nok vælge en plads derude en anden gang, fordi vi sagtens kan lave skygge ved vognen selv. Der blev nemlig køligt når solen forsvandt bag træerne om aftenen og det gjorde den selvfølgelig tidligere i skovstykket.
På pladsen ligger der også en del udlejningsenheder og de så godt nok lækre ud. (herunder). De lå alle ude i strandstykket.
Til gengæld så ikke alle fastligger-vognene så lækre ud – og der var godt nok mange! Og så kunne man godt frygte trafikken, når der var så mange, men man måtte ikke køre ind til dem med bilen, så der var etableret en stor p-plads uden for selve campingpladsen, hvor alle fastliggerne parkerede. Det var virkelig rart.
Ud over legepladserne, så var der også en mindre zoologisk have med geder, alpakkaer, fugle og kaniner. Og kaniner var der så også overalt på pladsen. De kom frem hen under aften for at spise græs…
Tur til stranden
På kortet fra campingpladsen står der, at der er 900 meter ned til stranden og den tur var helt fantastisk. Vi forlod pladsen af en flisebelagt sti ud gennem et fladt område.
Området er en del af nationalparken Noordholland Duinreservaat. Reservatet er ca. 2,5 km bredt og hele 20 km langt. Det består af uberørte klitter, eg- og fyrreskove, engarealer og damme og der er et rigt fugleliv. Området kræver et ‘adgangskort’ – det skal dog kun fremvises, hvis man bliver stoppet af en ansat. Vi fik vores udleveret gratis af campingpladsen.
Dele af området er afspærret af hensyn til dyrelivet, som ud over fugle og rummer f.eks. frøer. Men selvom der er afspærrede områder, så er der mange stier på kryds og tværs, så man kan komme rundt som man vil.
Efter et stykke tid komme man så helt ud i den yderste klitrække med lækkert fint sand – men som så selvfølgelig også er tungere at gå i… Så her smed vi sandalerne og tog den i bare fødder…
Da vi så kom op på toppen af den yderste klit, så mødte vi så et ‘træspor’ til biler og et større kompleks af spisested og ferieboliger… Helt uvant for os danskere… Men også en fantastisk lang og flot strand.
Vi fortsatte hen af stranden til Castricum aan Zee – endnu et område med spisesteder og ferieboliger direkte på stranden. Oppe på toppen af denne klit stødte vi først på elefanten med zebra-huset i baggrunden. Zebrahuset ved vi ikke helt hvad indeholdt, men det var malet på denne måde som en hyldest til Abbott Handerson Thayer (1849-1921) som udviklede denne malestil på skibe under 1. verdenskrig. Når skibene var malet på denne måde, blev skibene som sådan ikke skjulte, men det blev bare sværere for ubådene dels at skelne deres eksakte form og dels at se om de sejlede mod eller væk fra en.
Affaldskrabben stod tæt ved og er lavet af plastaffald fundet på stranden…
Fra klitområdet fortsatte vi ud langs stranden på en lang flisebelagt sti – som blev brugt rigtig meget af cyklister. Her – et lille stykke inde på land, var der mere græs og lidt højere planter.
Der er også flere søer i området som tiltrækker alle mulige former for fugle – fra svaner og gæs til skarver. Og det var også her vi stødte på en såkaldt ‘vandmand’. Det er indgangsstedet for mange af de 70.000.000 m3 vand, som der indvindes fra området. Vandet renses og bruges som drikkevand.
Store dele af området afgræsses af skotsk højlandskvæg, som er gode til at holde buske og træer nede. I andre områder er det vilde heste, der holder vegatationen nede.
Nå ja – en solnedgang på denne strand måtte bare nydes. Efter at en dessert-is var blevet nydt på en af spisestedernes terrasse…
Alkmaar
En af årsagerne til, at vi havde valgt netop dette område, skyldtes byen Alkmaar. Helle havde i sin barndom lagt et puslespil, der forestillede ostemarkedet i Alkmaar og det ville hun rigtig gerne opleve selv! Efter at have googlet kunne hun triumferende konstatere, at det stadig fandt sted hver fredag. Så derfor lagde vi vejen forbi Alkmaar fredag formiddag…
Vi fik udleveret et kort over Alkmaar i receptionen, som også kunne vise os de bedste p-pladser i byen og endte med at parkere ude i et område med nogle store butikker en lille kilometers penge fra centrum.
På gåturen over til ostemarkedet kom vi forbi statuen af Adriaan Anthonisz, som levede 1527-1607. Han var matematiker, landmåler, kartograf og militæringeniør og specialiserede sig i at bygge fæstningsanlæg. Men endnu mere kendt blev han for i 1585 at opdage forholdet mellem en cirkels omkreds og dens radius – altså det vi i dag kalder pi. I dag skriver vi ofte at pi tilnærmelsesvis er 22/7, mens Anthonisz brugte 355/113. Hans søn Adriaan Metius offentliggjorde senere sin fars resultater og derfor kaldes 355/113 for Metius’ nummer.
Statuen er udført af John Bier i 1996.
Ostemarkedet i Alkmaar er i dag mest af alt et skuespil, som holder de gamle traditioner i hævd. Det foregår på torvet Waagplein, der ligger lige ved siden af Waaggebouw (vejer-huset).
Når ostemarkedet åbner kl. 9.30, skal alle dagens oste være lagt frem til parade på torvet. Torvets størrelse vidner om, hvor vigtigt osten tidligere var for byen Alkmaar. Faktisk blev det over en periode på ca. 200 år udvidet ikke mindre end 8 gange!
I middelalderen var det normal praksis at alle professioner lavede deres egne gilder – altså sammenslutninger for forskellige fag. Oste-området lavede deres i 1593 og bestod af 30 mænd og ’Oste-far’. I reglerne for gildet står der blandt andet noget, hvordan man skal opføre sig og om aflønning: man mødes den sidste fredag før jul for at få løn: 5 euro til bærerne, 2 mandelkager til deres koner som tak for at holde deres tøj snehvidt og hvidt brød og smør til børnene.
På ostemarkedet sælges osten på traditionel vis: først undersøges osten nøje: der bankes på den ligesom der tages et lille stykke, som nulres mellem fingrene og efterfølgende lugtes der til det. Derefter skæres osten op og hullerne i osten efterses. De skal ligge regelmæssigt og en ost uden huller betragtes som en dårligere kvalitet.
Derefter tinges der om prisen og der gives håndtryk på handlen. Og når handlen er indgået, vejes osten. Og her kommer de mange bærere ind: ostene læsses på slæder og bæres ind i Waaggebouw, hvor den vejes på en af de 3 vægte. Når osten er blevet vejet, bæres den hen til købernes vogne.
På sådan en slæde kan der ligge omkring 8 Gouda-oste på 13,5 kilo og med slæden kan den samlede vægt blive omkring 130 kilo. For at bære ostene på den letteste måde foregår det i en speciel form for gå-rytme – nærmest småløb.
I udkanten af pladsen fandt vi flere osteboder – selvfølgelig måtte vi lige have lidt med hjem. Vi valgte en 3 år gammel ost, der mindede en del om Vesterhavsost.
En del af osten blev traditionelt sejlet væk og den del har man også med i nutidens marked.
Da vi havde set os mætte i ostebæring og smagt på en ret ny ost, så fortsatte vi turen rundt i Alkmaar.
Alkmaar har ligesom mange andre byer i Holland masser af kanaler. Og vand gør altså bare noget for en by – også selvom det besværliggør vores tur rundt (især inde i Amsterdam) fordi vi hele tiden skal holde øje med, hvor der er en bro…
Byen er en ældre sag – den er første gang nævnt i 900-tallet og fik bystatus i 1254. I udkanten af det indre Alkmaar fandt vi snart frem til møllen De Groot eller Molen van Piet. Møllen blev bygget i 1769 under navnet De Groot og fungerede derefter som melmølle. I 1884 blev møllen opkøbt af Cornelis Piet og blev derefter kendt som Molen van Piet. Cornelis Piet lavede en bolig i bunden og fortsatte med at male mel.
I dag er møllen ejet af kommunen, men det er stadig efterkommere af Cornelis Piet, der bor i den. Møllen kan kun ses ude fra og maler stort set aldrig længere.
På den modsatte bred af Singelgracht (den gamle voldgrav) ligger Sint Josef Kerk…
Sint Laurenskerk eller Grote Kerk i Alkmaar er den største kirke i Nordholland – og i dag er den ikke kirke i traditionel facon. Den blev tegnet af Mechelen-arkitekten Anthonius Keldermans og blev færdig omkring år 1500. Oprindeligt blev den store kirkebygning opført som en basilika med en højde på 35 meter og en længde på 85 meter. Den var oprindeligt en katolsk kirke, men i forbindelse med reformationen i 1573 blev kirken protestantisk.
I dag ejes den af Stichting Behoud Monumentale Kerken Alkmaar, som driver restaurationsaktiviteter og udlejer den til bryllupper og koncerter, men som også laver forskellige kulturelle initiativer i byen. Og den utraditionelle brug af kirken ses også tydeligt, idet man har lavet en bar i det ene sideskib…
Kirkens to store orgler er verdensberømte og der er hver sommer adskellige orgelkoncerter i kirken. Det ældste orgel er fra 1511 og er placeret på kirkens nordvæg over prædikestolen. Dette orgel er Hollands ældste, stadig spilbare orgel. I 1645 blev det store orgel så opført af Jacobus Caltus van Hagerbeer. Det fylder næsten hele vestvæggen fra gulv til loft. På trods af en udvidelse og ombyggelse i 1723, så er 90% af orglets rørledninger, piber og materialer stadig de oprindelige!
Tæt på Grote Kerk stødte vi på en flot, stribet bygning med tårn. Det viste sig at være Stadhuis – eller rådhuset i Alkmaar. Det blev opført 1509-1520 i gotisk stil og bruges i dag primært til vielser.
På vej retur til campingpladsen kom vi forbi andre flotte steder i området. Først måtte vi dog lige holde stille og lade en båd passere og da broen igen var sænket, så kunne vi fortsætte.
Den fine portal fandt vi i byen Hoorn. Den stammer fra en gammel klosterhave og bag porten var en del af haven stadig intakt.
Kanaler er der alle steder – og når den som her ligger langs en villavej, ja så har hvert hus fået sin bro…
Møllerne fandt vi lige ud til vej N243. I dag er den ene udstillingsmølle, men oprindeligt er de opført for 400 år siden som pumpemøller. Indtil 1633 var her en op til 4 meter dyb sø – Schermeer – som man den gang drænede blandt andet ved hjælp af 52 vindmøller. Sådan en mølle kunne pumpe op til 60000 l vand i minutter, hvis vinden var rigtig. Og den dag i dag kan den stadig bruges, selvom pumpearbejdet i dag er overtaget af elektriske pumper.
Amsterdam
Vi boede jo ca 25 km fra Amsterdm og naturligvis skulle vi ind og se byen. I receptionen anbefalede de, at vi kørte ind til Castricum og så tog toget ind. Så det gjorde vi naturligvis – man skal altid lytte til et godt råd. Altså det var sikkert rigtigt godt alle andre dage end lige den dag vi valgte. For denne dag var der indsat togbusser pga. reperationer af skinnerne… Men det opdagede vi først, da vi havde parkeret på den gratis park-and-ride plads og trukket en billet i automaten og var på vej ned under skinnerne. Der blev vi mødt af et togbus-skilt.
Tilbage op på gadeplan og lede efter bussen. Vi fandt hurtigt stoppestedet, som også dækkede de normale busser, så efter lidt forvirring fik vi fundet vores bus. Og af sted gik det – gennem små byer og ind til stationerne for at se om der var nogen, der skulle med. Pludselig bliver der sagt en masse på hollandsk og vi må bede en medpassager oversætte, så vi ved hvad der sker. Det handlede om, at vi kunne vælge at stige om til en anden togbus og blive kørt til en anden station, men vi valgte at blive sidende. Og til sidst endte vi da også ved en station, hvor vi kunne stige om på toget…
Det der startede med en hurtig lille nem togtur, endte med en kombineret bus- og togtur på 1 time og 40 minutter. Havde vi vidst det, havde vi selv kørt længere ind og fundet et park-and-ride sted. Men vel ankommet fik vi hurtigt fundet ud af stationen og ud i byen. Og bliver med det samme mødt af nogle af byens utallige kanaler og husbåde.
Og da vi kom lidt væk fra Amsterdam Centraale Station (billedet ovenunder), så kunne vi rigtig se, hvor imponerende den gamle bygning er. Manden bag bygningen er Pierre Cuypers, der tegnede en bygning, der minder en del om en kirke! Bygningen er opført på 3 øer, som man dannede af sand og der er brugt ikke mindre end 8687 funderingspæle under den. Pga. at undergrunden var ustabil blev projektet forsinket i adskellige år, men åbnede endelig i 1889. I dag er faceden bibeholdt, men hvis man bevæger sig længere ind i bygningen, opdager man hurtigt at ikke alt er som i 1889!
Herunder ses Bailiek van de Heilige Nicolaas.
At bevæge sig rundt i Amsterdam kræver lidt som tidligere nævnt lidt omtanke – hvor kan man krydse kanalerne, så man kan komme i den rigtige retning, er hele tiden det store spørgsmål. Og nogle steder, skal man også lige holde øje med, om der overhovedet er en vej langs med kanalen eller husene er bygget helt ud til kanten.
Husbåde er der også rigtig mange af – nogle er dog flottere end andre. Den her over er utrolig charmerende i vores øjne.
Ved kanalen Oudeschans fandt vi snart frem til tårnet Montelbaanstoren. Den nederste del er opført omkring 1515 som en del af forsvarsmuren rundt om Amsterdam og herfra kunne man beskytte både havnen og byen. Da byen voksede langt ud på den anden side af muren, mistede tårnet sin forsvarsopgave og den øverste del med spir og ur og klokker blev i 1612 tilføjet som dekoration. I dag står kun tårnet og meget få andre dele tilbage af den gamle forsvarsmur.
Kanalen her herunder ligger ved Oudezijds Achterburgwal. Og den ligger midt i området Wallen.
Wallen er Amsterdams Red Light District – altså området for prostitution og hashbutikker. Og begge dele er der masser af. Men begge dele fotograferer man ikke bare lige! Og området kan være grænseoverskridende at krydse ned igennem, når man som vi ikke kan holde os væk fra de smalle gyder. Her findes nemlig så smalle gyder at man kan røre begge sider på en gang. Væggene til begge sider er vinduer og her står den ene prostituerede efter den anden – næsten skulder ved skulder…
Vi blev enige om at smutte videre ud i andre områder af Amsterdam og fandt frem til ‘de Dam’ eller Dam Square. Pladsen er en af de største i byen og selvom den ikke er speciel smuk, så huser den flere interessante ting. F.eks. Koninklijk Paleis – eller kongeslottet (herunder).
Slottet er oprindeligt opført som rådhus i 1665 og var den gang den største ikke-kirkelige bygning i Europa. I 1808 besluttede man sig til at gøre bygningen til et slot og overdrage det til den kongelige familie. I dag anvendes det til repræsentative formål og som gæstebolig.
I den anden ende af de Dam findes en kæmpe obelisk. Det er et mindesmærke for de hollandske soldater og frihedskæmpere, der mistede livet under anden Verdenskrig. Den blev rejst i 1956 og rummer en smule jord fra alle de hollandske provinser – inkl. Hollandsk Østindien (i dag Indonesien).
På vores vej rundt fandt vi pludselig frem til et udsigtspunkt – det var mærket som sådan på vores geocaching-gps, og det måtte lige udforskes. Det viste sig at være en restaurant på toppen af et indkøbscenter. Der var elevator til toppen og selvom den allerøverste etage var lukket for servering, måtte vi gerne gå op og nyde udsigten. Og det gjorde vi så – og fik et herligt kig ud over byens tage…
Amsterdam har rigtig mange muligheder for kanalrundfarter. Vi valgte at tage den mest populære, som kom forbi en række af de mest ikoniske steder ved kanalerne.
Bygningen til venstre herover er Eye Film Museum fra 2012. Her findes en KÆMPE samling af film (over 37.000 filmtitler), plakater (over 60.000), fotografier (over 700.000) og bøger (over 20.000) – alle relateret til film. Museet rummer blandt andet alle film – både hollandske og udenlandske – der er optaget i Holland. Dertil kommer en række permanente og skiftende udstillinger.
Herunder ses et af de store krydstogtskibe, der besøger byen.
Herunder ses Muziekgebouw aan ‘t IJ. Bygningen er fra 2015 og anses som den vigtigste scene for nutidig klassisk musik. I øvrigt ligger det lige ved siden af det store krydstogtskib.
Her ses NEMO Science Museum, som blev oprettet i 1923. Den nuværende bygning er fra 1997 og er tegnet af Renzo Piano. Museet rummer en helt unik udstilling med en masse prøv-det-selv-forsøg og opstillinger inden for følgende hovedgrupper: DNA – kugler og baner – laboratorieforsøg og den menneskelige hukommelse. Et sted, som vi helt sikkert skal have besøgt en anden gang.
Fra kanalbåden fik vi også et kig ind på en af de utallige broer, som er nødvendige i en by med så mange kanaler.
Mange af husene i Amsterdam læner sig enten forover ud over gaden eller kanalen eller ind mod nabohuset. Umiddelbart så er første tanke, at de ikke har funderet husene ordentligt, men det er faktisk ikke hele årsagen. En anden del skyldes nemlig byggeteknikken.
Oprindeligt blev husene bygget i en etage med et stampet lergulv og trævægge. Siden er der opført etager ovenpå – alle lige en lille smule længere ud end etagen under. For sådan en vægopbygning er ikke nær så følsom over for vand og vind. Og man har så fortsat traditionen efter at man var gået over til sten-byggeri.
Efter en fantastisk dag (som blev en del afkortet pga. alt rodet med togbussen), vendte vi næserne mod Centraal Station og toget/bussen tilbage. Der er heldigvis en fin information på stationen, så vi fik hurtigt fundet det rigtige tog. Det viste sig, at vi ikke kom til at skifte over til togbussen på den samme station, som på udturen. Men det gik alligevel, for der var udstationeret flere medarbejdere til at hjælpe de mange passagerer.
Efter et fantastisk ophold i Castricum skulle vi derefter videre til et nyt land: Belgien.
