Vissenbjerg Bakker er en fantastisk naturoplevelse

af Ann Karina

På en af vores ture rundt i Danmark, stødte vi på Vissenbjerg Bakker på Fyn. Med fare for at virke virkeligt dum, må jeg sige at vi har kørt forbi mange hundrede gange, uden at være klar over at få kilometer fra motorvejen, ligger et stykke unik og smuk natur.

Området ligger kun 5 minutters kørsel fra E20 motorvejen der går hen over Fyn. Området er et utroligt spændende område med en meget smuk natur. Vissenbjerg Bakker er et kuperet område med både slugter, søer, bakker og stejle skråninger. Står man på toppen af bakkerne, er der en fantastisk smuk udsigt over hele området.

I bunden af området finder du et stort område med slugter. Det er rimeligt fremkommeligt til fods, men barnevogne, kørestole m.m., vil nok få mange problemer med at komme frem. Området omkring Vissenbjerg Bakker består også af Afgrunden. Afgrunden blev skabt under den seneste istid. Afgrunden er faktisk et af Fyns højeste punkter.

På selve bakkeryggen, kan man godt komme rundt med barnevogn eller lignende. Det kan dog visse steder godt give lidt sved på panden.

Vissenbjerg Bakker var et rigt område

På grund af den unikke undergrund, var der i 1800-tallet op til femten teglværker i Vissenbjerg Bakker. Istidens aflejringer gjorde naturen og undergrunden meget velegnet til at udvinde tegl. Det sidste teglværk, Lilleskov Teglværk på sydsiden af Brænde Ådal, indstillede først sin produktion i 1983.

Det er nemt at stoppe op på vejen. Vi var på tur rundt på Fyn i en autocamper og havde ingen problemer med at parkere. Er man med campingvogn, skal man nok parkere enten i byen, eller på toppen af bakken.

Når man ankommer til området omkring Vissenbjerg Bakker, er der flere muligheder for at parkere. Man kan vælge at køre ned i bunden af bakken og parkere der, eller man kan parkere på toppen. På toppen finder man også Terrariet Vissenbjerg, der er et krybdyrsterrarie.

Vissenbjerg Bakker er et besøg værd uanset om du vil bruge hele dagen på at vandre rundt, cykle en tur på MTB, eller bare trave en lille tur i naturen. 

Se videoen fra vores tur til Vissenbjerg Bakker her 🙂

Klik her for at læse mere om Vissenbjerg og den omgivende natur

Prøv også at læse disse indlæg