Campingpladser eller Autocamperpladser?

af Bjarne Søby

Autocamperpladser (eller Stellplätze som de også kaldes) vinder frem i Danmark. Campingpladserne ser det som konkurrenceforvridning, og autocampister jubler. Vi har prøvet begge, og er ikke i tvivl om, hvad vi synes bedst om.

For dem, der ikke kender til Autocamperpladser, så er det en plads beregnet til overnatning med autocamper. På nogle pladser er det tilladt at rulle markisen ud og tage bord og stole frem. Andre steder må man kun parkere, og ’campinglignende’ adfærd er forbudt.

Faciliteterne varierer også meget. Nogle pladser har toilet og bad, mens andre slet ingen faciliteter har.

De er ikke tilladt at overnatte med campingvogn på de fleste autocamperpladser, og da vi som regel rejser med campingvogn, havde vi ikke de store erfaringer med overnatning på de pladser.  Så da vi i 2020 skulle på flere rejser i autocamper, satte vi os for at prøve at overnatte på autocamperpladser også.

Annonce (læs mere efter annoncen)

Der er autocamperpladser overalt i Danmark

Der findes autocamperpladser overalt i Danmark. Vi brugte app’en Camper Contact til at finde pladser i nærhede af de stader, vi gerne ville besøge. Nogle pladser er smukt anlagt i naturskønne omgivelser, andre på parkeringspladser inde i byerne, og andre er placeret ved gårde, seværdigheder og lystbådehavne.

autocamperplads i kalvehave
Her er vi ankommet til autocamperplads i Kalvehave lystbådehavn

Vi har ofte hørt argumentet, at man som autocamper-campist ikke har brug for de faciliteter som campingpladser tilbyder. Derfor vælges campingpladser fra, da man derfor ikke vil betale for noget, man alligevel ikke bruger. 

Det er sådan set fornuftigt nok, men normalt er det ikke gratis at overnatte på en autocamperplads. Priserne varierer alt efter beliggenhed og faciliteter. På Kalvehave Havn og Stege Havn betalte vi 170,- kr. pr. nat. Det er ca. 50 kr. billigere end en overnatning på en campingplads. På parkeringspladsen foran Egeskov Slot, betalt vi 80,- kr. for en overnatning.

autocamperpladser egeskov
Vi var de eneste, der overnattede foran Egeskov den nat

På Grenen var det gratis at overnatte på parkeringspladsen. Men kun fordi det var uden for sæsonen.

Man skal kunne sove fra støj på autocamperpladser

Vi er som nævnt vant til at overnatte på campingpladser. Der er som regel fred og ro. Det kan man ikke sige der altid er på en autocamperplads. 

Når man vælger at overnatte på en plads midt i en by eller på et andet meget besøgt område – som f.eks. en lystbådehavn – som må der påregnes noget støj. Men uroen kom nu alligevel bag på os. 

Hvor der på en campingplads gælder en sikkerhedsafstand på min. 3. meter, og der som regel er god plads rundt om ens campingvogn, så er der væsentlig andre forhold på mange autocamperpladser.

For det første holdes der tæt. Der er ikke nødvendigvis 3 meter mellem autocamperne, så man kommer ret tæt på sine naboer. Og når man som os, overnatter på parkeringspladsen på en lystbådehavn, så går folk tæt forbi ens autocamper på deres vej forbi.

autocamperpladser-bro
Der er ikke megen ro på pladsen i Kalvehave. Udsigten er flot, men der er støj både fra havnen og parkeringspladsen

Den første nat følte vi os vildt paranoide. Vi følte hele tiden der luskede folk rundt om vores autocamper. Og så blev vi vækket tidligt af trafikstøj og folk på havnen. Godt nok vågnede vi op til en flot udsigt, men vi savnede vores normalt hyggelige (og stille) morgen.

Vi er ikke i tvivl om, hvad vi foretrækker

Efter at have prøvet at overnatte på flere meget forskellige autocamperpladser rundt i Danmark, er vi ikke i tvivl om, hvad vi foretrækker. 

Uanset om vi er på tur i en autocamper eller campingvogn, vil vi til enhver tid overnatte på en campingplads, hvor det er muligt. Det er ikke fordi, vi ikke kan se ideen med autocamperpladser. De fleste ligger meget smukt og/eller meget centralt, og er som regel lidt billigere end en campingplads, men det er bare ikke os.

Det er nok et spørgsmål om temperament. Vi er nok mere til ordentlig (og rengjorte) faciliteter som bad, toilet og køkken. Vores campingvogn har bedre faciliteter hvad toilet, bad og køkken angår end de fleste autocampere. Vi har også solceller, batteri og inverter, så vi kan også klare os ganske komfortabelt uden eksterne faciliteter. Men alligevel… vi værdsætter roen og hyggen på campingpladsen, så det vil vi gerne betale ekstra for.

Andre ser nok anderledes på det, men så kan vi jo glæde os over at der er forskellige tilbud til forskellige mennesker.

Vi skal da også lige nævne Pintrip. Det er et koncept, hvor man kan overnatte gratis i autocamper ved f.eks. gårdbutikker, restauranter o.l. Vi har ikke selv prøvet det, men har hørt, at godt nok er det gratis, men det forventes ligesom at man bruger nogle penge i den butik, seværdighed eller restaurant, der ejer pladsen. Så helt gratis er det nok ikke.

Annonce (læs mere efter annoncen)
1 kommentar
0

Prøv også at læse disse indlæg

1 kommentar

Carsten 23. januar 2021 - 9:40

Det kunne være så hyggeligt, hvis der var en ordning som f.eks BoondockersWelcome i USA, hvor man kan overnatte i sin campingvogn eller autocamper hos private hvis der er plads.
Nogen tilbyder også strøm, vand, toilettømning , og ikke mindst hyggelige samtaler om lokalområdet med masser af tips til oplevelser.
Andre tilbyder ingenting ud over et sted at parkere for natten.
Det kunne være landbrug, museer, gårdbutikker, seværdigheder…-eller bare andre der synes det er hyggeligt at der kommer nogen og sover i baghaven.
Jeg synes umiddelbart ikke at det skulle ødelægge noget for campingpladserne.
Det er jo et helt andet publikum der vælger den slags.

Svar

Skriv en kommentar