Det var med tungt hjerte at vi sagde farvel til Spanien. Området, pladsen, menneskerne og ikke mindst den fantastiske strand vil stå som noget særligt blandt vores ferieminder.
For en evighed siden, var Christina i Paris med sine tøjdesignerklassekammerater. Hun faldt pladask for byen og har de sidst par år prøvet at overtale mig til at tage derned på ferie.
Turen hjemover ville derfor lave en sløjfe forbi Paris med en enkelt overnatning.
Med en strålende spansk morgensol over os begyndte vores sidste nedpakning. Jeg begyndte at tømme telt, pakke ned og gøre bilen klar, mens Christina benyttede pladsens internet café til at forberede vores logi i Paris.
Der er ingen tvivl om at det er smart at booke hoteller i god tid, men når man samtidig bare flyder med strømmen og tager en dag efter den anden, må man improvisere lidt. (hvilket vi senere kom til at sande af bitter erfaring)
Nå men vi fik pakket vores ting fornuftigt og godt. Den lille WV Lupo havde hjemmefra været stop fuld til taget. Nu havde vi fundet en smartere/bedre måde at pakke på, og derfor kunne jeg nyde udsynet bag os i bakspejlet.
Afregningen på pladsen forløb smertefrit. Personalet i skranken er venlige, glade og meget opmærksomme på deres gæster.
De spurgte os hvor vi skulle hen, og forklarede efterfølgende hvorledes vi kunne undgå et større vejarbejde ved den motorvejstilkørsel vi ellers havde brugt. Utroligt forudseende og venligt af dem. (desuden sparede det os formentligt for en times kø)
Utroligt at et fem personers luksustelt kan fylde så lidt
Det er jo ikke nogen hemmelighed at der er afgifter på vejene i Sydeuropa.
Selvom der er myldretid og motorvejene er pakket, mødte vi sjældent rigtige køer ved betalingsstederne.
Der er altid masser af åbne betalingssluser så køer undgås
Eneste kø på turen opstod i Lyon hvor vi også på turen ned måtte engang gennem bymidten. Motorvejen føres simpelthen igennem Lyon centrum hvor den ved pos 45o44’58 N – 004o49’62 E føres under jorden i en 6 sporet vej.
Man skal ikke lide af klaustrofobi når man i den franske myldretidstrafik begiver sig ned i tunnelen under jorden
Vi ankom planmæssigt til Paris lidt i midnat. Jeg har hørt meget om deres trafik kultur og havde ikke overvældende lyst til at eksperimentere med mine køreevner. Godt nok er jeg vand til at køre i KBH centrum på alle tider af døgnet, men Paris kan få enhver til at føle sig lidt mere end almindeligt presset…
Ved midnat er der lige så meget trafik som på Københavns rådhusplads til hverdag… Og det er ikke så lidt.
Vores GPS ‘Vera – den løgnagtige tøjte’ førte os dog igennem centrum på en sikker og pålidelig kurs. Samtidig fik vi set lidt på Seinen, Notre Damme og Eiffeltårnet by night. Utroligt smukt.
Vi ankom til vores udvalgte hotel, kun for at finde det fuldt belagt. Med lidt sløve skridt begyndte en længere eftersøgning efter et andet billigt hotel. Igen og igen fik vi samme svar. ‘Sorry – no rooms left’ Til sidst var der en natportier som kendte et forholdsvist afsides liggende hotel som måske havde plads til os. Stor begejstring da den ikke engelsktalende og meget søvnige natportier på Hotel des Arts (Rue de Rochechouart 48o52’39 N – 002o20’41 E) forbarmede sig over os og gav os et rum.
Billedet her er et vist eksempel på hvordan man kan få vist gadebilleder i programmet
Pyt med at der havde været mus i madrassen og at hovedpuderne under pudevåret var pakket ind i plastik. Sengen var god, der var badekar og kun 400 meter derfra fandt vi et billigt parkeringshus med døgnservice. (Garage D’Abeville mailto:cargoabbeville@wanadoo.dr 48o52’41 N – 002o21’02 E )
Hotellet stammede fra tidlige stenalder. Trappen var mere skæv end i det skøre hus i Tivoli og gulvet i værelset prøvede ikke engang at skjule sin voldsomme hældning.
Gulvets hældning foran badeværelset mindede næsten om et skihop i olympiske mål.
Efter et par tiltrængte timers søvn forsøger vi at vågne med en tur i badekarret. Desværre var der plads til 3/5 af mig og Christina kunne ikke nå ned til vandet, når hun prøvede at stige op i badet. Hun forsøgte sig med en lunken energidrik i stedet.
Hvor opkvikkende en lunken Red Bull egentlig er, blev vist aldrig afklaret.
Da jeg kom ud af badet havde Christina endnu engang indtaget en overvejende horisontal stilling…
Bemærk i øvrigt den smagfulde neon laksefarve som gik igen i alle rum
Vi besluttede os for at efterlade bilen i parkeringshuset og i stedet begive os rundt i Paris, med metro. Der er stationer i nærheden af alle større seværdigheder og med afgang hvert 5. minut er det den perfekte måde at komme rundt.
Er man ikke vant til at færdes i Paris kan jeg på det kraftigste anbefale at man investerer i et lille lomme oversigtskort. De forhandles i alle kiosker og koster et par euro.
Der findes både kort over metronettet og over byen i gadeplan.
Meget passende kan man studere kortet og plotte en smart rute gennem byen på en af de mange caféer som byen er verdenskendt for.
Overalt sidder lokale og turister ved små café borde og drikker café au lait med croissanter. Det er en smule kitschet og meget hyggeligt.
Vi tog metroen til Louvre, men valgte at se det udefra. Louvre er kæmpe stort og tager nemt en hel dag at se.
Vores program var som følger.
Louvre og det store Pariserhjul – Notre Dame – drikke kaffe på en flodbåd på Seinen – Eiffeltårnet – Champs Allysé og Triumfbuen – Jean Paul Gaultiers designbutik.
Christina foran indgangen til Louvre
Mit største indtryk ved Louvre var meget utraditionelt. Jo det er en flot bygning, og glaspyramiden som de fleste har set billeder af er da også ganske pæn, men det var, da jeg opdagede vinduerne hvor Tom Hanks står og ser ud af i filmen ‘The Davinci Code’, at jeg for alvor morede mig.
Ja jeg er en kunstnerisk analfabet, men Tom hanks kastede jo en sporingschip ud af netop det vindue He-he…
Fra Louvre gik vi langs Seinen til Notre Dame for at se klokkeren.
Meget skuffet indså jeg at han ikke var på arbejde netop den dag og jeg måtte nøjes med at beundre et af verdens smukkeste arkitektoniske vidundere.
Byggeriet blev påbegyndt i 1163 og katedralen stod færdig i 1345
Byggeriet tog altså 182 år – Imponerende indsats i betragtningen af at man dengang havde utroligt begrænsede hjælpemidler.
Særligt imponerende er de enorme glasmosaikker i vinduerne.
Entréen til selve katedralen er gratis men tårnet koster et mindre beløb. Den 200 meter lange kø afskrækkede os og fra at gå de 380 skridt op i de 69m høje tårne som rejser sig over de omkringliggende bygninger.
Køen til tårnene i Notre Dame, fortsætter flere hundrede meter.
I stedet gik vi ned til Seinen lige bag katedralen, hvor vi fandt en charmerende flodbåd så vi kunne hvile vores lidt ømme fødder. Restaurant og caféen “o fil de l’o” leverede en fantastisk malerisk ramme.
Feriefaktoren er ubeskrivelig høj i disse omgivelser –
Man skal være ualmindelig standhaftig hvis ikke stedets romantik skal smitte af på parforholdet…
Fra Notre Dame skyndte vi os med en bybus mod Eiffeltårnet. Området inviterer ellers til hyggelige slentreture, hånd i hånd, men vi ville nå at se mest muligt og måtte derfor holde tempoet oppe.
Som turbo-turist i Paris må man være på vagt og klar til at gribe mulighederne som de kommer. Da vi var stået af bussen tæt ved Eiffeltårnet og gik det sidste stykke langs Seinen finder en forbipasserende kvinde foran os en guldring på jorden. Vi snakker lidt med hende da hun pludseligt spørger om jeg ikke vil have den? Hun beslutter dog hurtigt at det ville være rimeligt hvis jeg i stedet køber den af hende. Desværre havde vi ikke særligt mange kontanter med hun accepterede og tog hvad vi kunne tilbyde. Inden jeg nåede at tænke mig om var handelen overstået og den pæne dame på vej væk… Heldigvis indhentede min forstand mig og jeg opdagede at vi lige var blevet hustlet af en sigøjner/plattenslager… I fuld firspring fik jeg indhentet den ikke så flinke dame og forklaret hende at sådan leger vi ikke. Jeg måtte gribe hende hårdt for at gøre hende det klart at hun ikke havde andre muligheder end at acceptere at hendes bluff var gennemskuet Hun begyndte straks at råbe op om tyveri og overfald, hvilket dog straks holdt op da jeg forklarede hende at vi da bare kunne tilkalde politiet… Vi valgte at forlade området hurtigt inden andre eventuelle plattenslagere kom hende til hjælp og rullede os på den ubehagelige måde.
Moralen må være at ligner man en turist vil man uhjælpeligt tiltrække den slags igler.
Fantastisk udsigt over Paris fra parkeringshusets 7. etage – Her nydes den med 200 gr. emmentaler, pølse og groft brød.
