First Camp Frigård Camping ligger ved byen Kollund direkte ned til Flensborg Fjord. Campingpladsen ligger højt over den lille by i et meget naturskønt område omgivet af små marker og skov.
Selvom Frigård Camping er en meget stor campingplads med plads til i ca. 700 enheder og mange hytter, så føles campingpladsen ikke så stor. Det meste af arealet på Frigård Camping er nemlig inddelt i små parceller med 4 – 8 enheder i hver. Parcellerne er indrammet af lave hække, træer og buske, så der er rigtig hyggeligt på trods af campingpladsens store areal.
Fine faciliteter
Der er fire servicebygninger på Frigård Camping, og de er i en klasse for sig selv. Sjældent har vi set så flotte og indbydende toilet- og baderum. Alt virker nyt og alt er skinnende rent.
Også fælleskøkkenerne er i en klasse for sig selv. Der er køkkener i alle servicebygningerne, og i flere af dem er der spiseplads.
Pool-området her på Frigård Camping selvsagt meget populært her i sommervarmen. Der er plads både til at bade, lege og sole sig. Inde på pool-området er der også et dampbad og en sauna. Disse åbnes kun på forespørgsel og kun om aftenen. Dette for at sikre at rummene kun bliver benyttet til deres tiltænkte formål og ikke som legeplads for børn i pool-området.
Har man mere lyst til at tage på stranden, så er dette absolut også muligt på Frigård Camping. Kun ca. 800 meter fra campingpladsen ligger Lillestrand. Det er en lille sandstrand ud til Flensborg Fjord. Her er plads til at bade, tage sol og lege i sandet.
Frigård Camping ligger som nævnt meget tæt på Tyskland. Der er kun 6 km i bil til grænsen i Kruså, og mange benytter lejligheden til at købe billig vin, øl, sodavand og lignende i en af de mange grænsebutikker.
Hele sæsonen igennem afholdes der aktiveter på camppingpladsen. De fleste arrangementer på Frigård Camping er rettet mod børnene på campingpladsen. Mange af arrangementer kan også forældrene deltage i, og på den måde have nogle sjove oplevelser sammen med ens børn. Et af de mere stilfærdige, er snobrødsbagning i Hullet. Men efter vores mening, er det en af de hyggeligste aktiviteter på Frigård Camping. Her kan børn (og deres forældre) hygge sig mens de bager snobrød over glødende kul.
Et andet sted, hvor man også hygger sig sammen – både med sin familie og de øvrige gæster på Frigård Camping – er i de store ude-køkkener på terrassen foran Servicebygning 3. Det er svært at undgå at komme i kontakt med andre, når man står side om side i det fri og laver mad, griller eller spiser. Godt nok har Frigård Camping nogle meget flotte indendørs køkkenfaciliteter, men det er altså specielt at lave mad i det fri.
Er man ikke til at campere i campingvogn, telt eller lignende, så er det stadig muligt at opleve campinglivets glæde på Frigård Camping. Her er der nemlig udlejning af hytter hele året. Der er hytter til både rygere og ikke-rygere samt hytter hvor ens hund er velkommen ganske gratis. Alle hytter udstyret med fjernsyn med indbygget DVD.
Frigård Camping var tidligere privatejet, men er nu overtaget af First Camp.