Julebarometeret skrues op til julemarked i Tivoli

af Bjarne Søby
Snart åbner Tivoli igen dørene til et af Danmarks smukkeste julemarkeder

Når Tivoli åbner portene for en ny omgang Jul i Tivoli den 15. november sker det med et helt nyt 2000 m2 alpeland, der skal få gæsterne i den helt rette bjergbystemning.

Samtidig forlænges julesæsonen nu helt frem til 4. januar og endelig kan man for første gang nogensinde komme en tur i Tivoli både juleaften frem til kl. 16.00 og 1. juledag hele dagen. Herudover byder julen på balletten Nøddeknækkeren, over 50 fristende boder, guirlander i kilometervis og sneklædte grantræer.

Traditionen tro omdannes Tivoli til et eventyrligt juleland, når der for 21. år i træk bydes på Jul i Tivoli. Udover den udvidede åbningstid og det nye alpeland, bydes der bl.a. også på Nordisk Jul. Det 1200 m2 store område, der møder gæsten lige inden for Hovedindgangen med rensdyr i folden, sneklædte juletræer og nordiske julegodter. I det nordiske område har julemanden også indlogeret sig i sin hyggelige julestue på Pantomimeteatret. Her sidder han lutter øre klar til at modtage alle børns højeste juleønsker.

Alpestemning over hele linjen

Tidligere på året kunne Tivoli med stolthed fejre Rutchebanens 100-års fødselsdag. I den anledning fik den gamle dame sine oprindelige alpetinder tilbage i fødselsdagsgave. Fejringen fortsætter nu med det helt særlige alpetema på plæneområdet, der har flot udsigt til netop Rutchebanens nye, høje tinder. Der vil være et Gast Haus under navnet Plänenburg med godter til gane og mund, sneklædte bjælkehytter med røg i skorstenen og masser af skitursstemning, når Plænen forvandles til Alpeland.

Det ny AlpelandDet ny Alpeland

Dans i Dronningens klæder

En sand juleklassiker er Nøddeknækkeren, der byder på eventyrlig magi, blinkende stjerner og ballerinaer let på tå. Det er Tivolis Balletmester Peter Bo Bendixen, der er manden på trinene og Dronning Margrethe har skabt kostumer og scenografi. Over 100 dansere medvirker i forestillingen, heraf 48 talentfulde børn er fra Tivoli Ballet Skole.

Boyband, sceneliv og lysshow

Som traditionen byder, så trækker drengene fra Tivoli-Garden i juleoutfittet og spiller julen ind med Tivolis Nisseband, hvor de traditionelle juletoner lyder fra drengenes instrumenter. Tivoli-Garden aka Danmarks største boyband går desuden også deres parader i Haven. Herudover er der underholdning fra scenekanten med Eventyrteatrets Julens Vogtere i Glassalen, og så vender Vivienne McKee retur med sin Crazy Christmas Cabaret med forestillingen ”One-eyed Willy the quest for the big chest”. Endelig er Jul i Tivoli også lig med juleilluminationer ved Tivoli Søen med smukke lysformationer krydret med stemningsfulde klassiske toner.

Kig forbi og hils på julemandenKig forbi og hils på julemanden

Fyrværkerifestival udvides

I år bliver Tivolis Fyrværkerifestival udvidet og opdelt i to omgang med et jule- og et nytårstema. I juledagene vil aftenhimlen over Tivoli blive dekoreret af julens farver. Når Nytåret skydes i gang er nogle af de bedste kræfter fra Europas fyrmestre hyret ind, og de vil hver især sætte deres personlige præg på et prægtig Nytårsfyrværkeri – og i dagene efter det store Nytårsbrag.

Gynger, karusseller og lidt til

Når der inviteres til Jul i Tivoli til det traditionsrige julemarked, kan alle gæster stadig tage sig en tur i Ballongyngerne. Alle forlystelserne er kørende, så om man er til vilde hvin eller romantiske udsigtsposter, er op til gæsten. Herudover er alle restauranterne i Tivoli åbne.

Du kan sagtens campere tæt på København. F.eks. på Hundige Strand Familiecamping. Den ligger tæt på offentlige transport midler, der hurtigt bringer dig ind til København

Se mere på Tivolis hjemmeside

Prøv også at læse disse indlæg