Efter et dejligt besøg i Annecy måtte vi videre og kørte lørdag den 7. juli videre mod Avignon. Da vi var nødt til at forlade Annecy en dag før beregnet og vi allerede havde booket en plads i Avignon til søndag den 8. – ja så overvejede vi, hvad vi skulle gøre. Enten køre til Avignon og håbe på at vi kunne komme ind en dag før eller finde en anden plads på vejen og så dele turen i to. Vi valgte den første løsning og kørte derfor sydpå.
Vi skulle bare køre 341 km, så vi havde god tid til at gøre holdt og geocache lidt undervejs. Først kom vi forbi en cache på en rasteplads, som endte med at sende Søren faretruende tæt på vejbanerne i kampen om at spotte cachen. Det lykkedes så alligevel ikke.
Og vi kom også forbi en rasteplads, hvor der lå hele 3 caches – bare på den ene side af vejen og uden at vi overhovedet skulle i nærheden af enderne på rastepladsen. Der er en regel om, at der skal mindst 161 mellem 2 caches og denne rastepladsen viste sig da også at være gigantisk.
Vi burde have holdt vores frokost her, for der var fred og ro og masser af plads. I stedet valgte vi en anden rasteplads – og her herskede uorden og først-til-mølle princippet.
Vi ved godt, at det er irriterende, hvis der ikke er flere p-pladser til personbiler og synes egentlig, at det er ok, hvis man parkerer i de tomme lastbilbaner. HVIS altså man ikke spærrer andre inde. Og hvis man gør det, så i det mindste bliver ved bilen.
Og vi synes heller ikke det er i orden at åbne bagagerummet, så to hunde i bure kan få luft og så gå sin vej – alt imens hundene gør af alt og alle der er tættere end 5 m på bilen. Vi synes heller ikke, at parkeringer på vejene er i orden – og slet ikke i smalle sving, så en campingvogn ikke kan passerer.
Men vi fik spist og listet bil og campingvogn ud fra den lastbilbane, vi holdt i.
På den store rasteplads Savasse findes denne flotte – og store – granitskulptur, der hedder ‘La Porte du Soleil’.
Den er fuldt synlig fra motorvejen, er skabt af kunstneren Ivan Avoscan og lavet i flere typer granit. Fra området er der en flot udsigt ud over det provencalske landskab med træer og enkelt lavendelmarker.
Da vi ankom til Camping Bagatelle i Avignon forklarede vi at vi godt viste, at vi kom en dag for tidlig og de var meget hurtige til at finde ud af, at den plads, vi skulle have i morgen, allerede var fri og at vi bare kunne lægge os der med det samme. Dejligt.
Camping Bagatelle er en stor 3* plads på øen Barthelasse, som ligger i floden Rhone.
Vi havde bestilt plads hjemmefra og det var vi glade for, for alt var booket pga. en teaterfestival i Avignon – en festival som, så vidt vi kan finde ud af, varer hele juli.
Der er en offentlig sti og et smalt grønt offentlig område mellem pladsen og floden. Herfra var der en fantastisk udsigt over mod Avignon.
Toiletbygningen – der var faktisk to, men vi så slet ikke den ene – lå tæt på og var af ældre dato. I dameafdelingen fandt vi 7 forskellige slags fliser i brune og beige farver… Foruden de, der nu er malet hvide. Og malede fliser i en toiletbygning, der bliver brugt af så mange mennesker, det er altså ikke særligt holdbart.
I dameafdelingen var der også niveauforskelle ind til en del af toiletterne.
Men der var varmt vand i bruserne om morgenen og om aftenen og vi prøvede ikke at stå i kø. Baderummene var af den mindre type, hvor der var lidt aflægningsplads til tøjet, men hvor det også er svært at trække det rene tøj på en let fugtig krop fordi pladsen simpelthen er så begrænset.
Vores parcel var stor og med megen skygge. Alle parceller ligger under store, gamle platantræer, som giver en pragtfuld skygge. Vi fik hurtigt besluttet, hvordan vi ville have vognen stående og havde fint plads til den og bilen. Solsejlet blev nede denne gang – men kun fordi vi boede under de store plataner, for der var fin plads til det.
Her var ikke meget græs og jorden var tør og hård og mellem parcellerne voksede lidt grønne udefinerlige buske. Der var ikke langt til elstanderen og vand fandtes to pladser væk.
Der findes et supermarked på pladsen. Det har det mest nødvendige, men udvalget er meget begrænset og vi fik hurtigt fundet et større et – dog ikke i gåafstand fra pladsen.
Der er mulighed for at købe internetadgang, men vi syntes det var for dyrt, så vi valgte det fra. Naboen er et friluftsbad og der lød mange glade høje skrig derindefra.
Pladsen har to restauranter – vi valgte at spise på den, der lå ved floden. Fin udsigt og betjening – vi har bare stadig ikke helt forstået konceptet med salatbar til forret – når salaterne var alle var af typen coleslaw og kogte rødbeder i mayonnaise.
For at komme over til den gamle del af Avignon, kan man gå lidt ud af øen og tage den lille gratis færge over floden. Den sejler hvert kvarter og alt efter timingen med færgeafgangen, så tog det vel ca. 20 min. og så stod vi oppe i byen. Alternativt kan man krydse via broen – så tog det ca. 15 min på gåben at stå ovre i byen.
Men første gang tog vi færgen og ankom til en høj trappe, som ledte op til Rocher des Doms.
Rocher des Doms er et højt klippefremspring lige nord for pavepaladset. Fra området er der en fantastisk udsigt over byen, landskabet, floden og ‘nabobyen’ Villeneuve les Avignon.
Her lå de første bosætninger i Avignon og i 1830 blev området lavet om til park. Under parken gemmer der sig et stort vandreservoir, der tidligere leverede vand til byen.
Og så lå denne vinmark midt inde i Avignon – godt beskyttet af de omkringliggende mure – og fugleskræmsler
I haven findes en del skulpturer og på vores vej fra Rocher des Doms og ned til selve byen kom vi forbi dette monument fra 1924, som er rejst til minde om de faldne i flere krige. Det er skabt af kunstneren Louis Botinelly (1883-1962)
Vi fortsatte videre ned til Cathedrale Notre Dame des Doms ved Place du Palais. Det menes, at der siden det 4. århundrede har ligget en kirke på dette sted tæt på biskoppens hus.
Den nuværende Cathedrale Notre Dame des Doms blev bygget i første halvdel af det 12. århundrede, som en simpel et-skibet kirke.
Under pave John XXII (1309-77) blev de fleste af de indre kapeller tilføjet. Koret kom til i 1670, spiret blev genopført i 1425, den store forgyldte madonnastatue på tårnet i 1859 og de barokke gallerier i 1672.
Under den franske revolution blev kirken voldsomt ødelagt og omdannet til fængsel. Først i første halvdel af det 19. århundrede blev kirken restaureret.
De er nu lidt mørke – de kirker!
Vi fortsatte ned til Place du Palais, hvor Pave-paladset, katedralen og et hav af fortovsrestauranter findes.
Og hvorfor er der så egentlig et pave-palads i Avignon?
Da Clement V blev valgt som pave i 1305, var der konstante fraktionskampe i Rom og efter pres fra Filip IV af Frankrig, besluttede han at flytte sin residens fra Rom til Avignon.
Clement V boede som gæst i det dominikanske kloster i Avignon, mens han var pave, mens hans efterfølger Johannes den XXII (1316-1334) fik udført en restaurering af den gamle biskop-bolig og efterfølgerne Benedikt XII, Clement VI og Innocent VI fik opført det egentlige Pave-palads.
Paladset er opført som en fæstning, der svæver over Avignon og er opført af to gange: Palazzo Vecchio (det gamle palads) og Palazzo Nuovo (det nye palads).
Dermed var der i perioden 1378-1415 to paver – en i Rom og en i Avignon, hvilket kom til at splitte Europa og endte med at udløse hundredårskrigen mellem Frankrig og Storbritannien.
Da paverne forlod Avignon forblev paladset pavens ejendom og blev under revolutionen i 1791 først plyndret og siden blev det fransk ejendom.
Indtil 1906 blev det brugt som kaserne, men i dag ejes det af Avignon og er byens største turistmagnet.
Paladset valgte vi kun at se udefra, men det er muligt at komme ind og se en hel del af de mange værelser som paverne har benyttet.
Væggen med de 9 paver – de 7 ‘rigtige’ og de efterfølgende 2 antipaver fandt vi et helt andet sted i byen – pga. geocaching
Vi valgte at fortsætte ned gennem de smalle gader og ned mod Pont St. Bénèzets. Byen emmer af liv og der er mange steder at sætte sig og få noget køligt at drikke. Der er også rigtig mange mennesker i byen for under teaterfestivalen i juli måned.
Pga festivalen var der plakater overalt – OVERALT!!! Og vi fik stukket det ene lille postkort i hånden efter det andet i et håb om, at vi ville komme og se en forestilling.
Der var gadeteater, opera gennem gaderne og pludselig stod vi i en flok mennesker iført tøj fra en Holberg-komedie!
Hele bymidten er omkranset af en lang bymur, så byen har kunnet forsvare sig selv i ufredstider og broen Pont St. Bénèzets udgår fra muren.
Broen er opkaldt efter den hyrde, som efter sigende er skyld i broens opførelse. I 1177 kom han ned fra bjergene i Ardeche og fortalte at han var sendt af gud for at opføre en bro.
Befolkningen i Avignon mente dog ikke, at en hyrde sådan kunne beslutte den slags ting, så man opfordrede ham til at læsse en stor sten op på sine skuldre og kaste den ud i Rhônen, som en begyndelse på broen. Bénèzets tog imod udfordringen, tog stenen op og kastede den ud i floden. Derefter indså folk, at han havde haft ret og byggeriet blev sat i gang.
Den første bro blev bygget i 1177-1185 og var en simpel træbro, som jævnligt skulle genopbygges. Den gik fra Avignon og over øen Barthelasse og over til anden flodbred. Broen blev en vigtig passage for handlen syd/nord.
I forbindelse med broen var der opstået et kloster med 24 brødre under ledelse af Bénèzets.
De krævede rask væk bropenge op og kunne i 1226 få bygget en gotisk stenbro til erstatning for den gamle træbro. Den var ca. 900 m lang og havde ca. 22 buer.
Mens paven boede i Avignon blev broen den mest direkte vej mellem pavepaladset og kardinalernes boliger i byen Villeneuve på den modsatte bred.
Broen faldt sammen i det 17. århundrede efter at broen ikke var blevet vedligeholdt i længere tid. I dag er der kun 4 buer og det lille kapel Chapelle St. Nicholas tilbage af den oprindelige bro.
Broen er i øvrigt udødeliggjort i børnesangen ‘Sur le Pont d’Avignon’.
Vi besøgte også museet Angladon. Det er et tidligere privat hjem, som er omdannet til kunstmuseum. Vi havde forventet lidt flere malerier end der var og lidt færre beboelsesrum og fotografier, men vi fik set malerier af bl.a. Degas, Picasso, Van Gogh og Modigliani.
Samlingen er de tidligere ejeres private samling, som er blevet samlet gennem et liv. De – Jacques Doucet og hans arvinger Jean Angladon og Paulette Martin – var selv kunstnere og støttede kunstnere på vej op ved at købe deres kunst.
Bemærk lige: ens gardiner og tapet!
Et af besøgene i byen kom også til at gå forbi kirken St. Pierre, som i sin nuværende udformning stammer fra 1358.
Den første kirke på stedet skulle kunne dateres tilbage til det 7. århundrede, men den blev ødelagt af saracenerne.
I 1358 giver kardinalen Pierre des Pres et stort tilskud til kirken og det gør det muligt at genopføre kirken og klosteret.
Siden er skibet blevet forlænget, klokketårnet opført og facaden dekoreret.
Fra kardinalbyen Villeneuve lez Avignon på den anden side af Rhône er der en fantastisk udsigt ned over Avignon.
Her findes bl.a. det 39 m høje Philippe le Bel Tower. Tårnet blev bygget af den franske konge Philippe le Bel i 1293 – dels som forsvarsværk og dels som kontroltårn for broen Pont de Benezets.
Vi gik også hele vejen op til Saint-André Fort. Det store kompleks er bygget i 1292 af Philip Fair, der var konge af Frankrig, for at markere kongemagten over for det romerske rige og paverne i Avignon.
ra Avignon kørte vi ud til Pont du Gard – den helt fantastiske 2000 år gamle bro, som vi sidst besøgte i 2002. Det er egentlig en kombineret bro og akvædukt som formentlig stod færdig år 18 f.kr. Broen er bygget i tre planer og er 49 m høj og det længste plan er 275 m langt.
Det nederste plan er 142 m langt og består af 6 buer. Det blev oprindeligt brugt som vej for køretøjer. I dag kan man gå over broen på dette plan. Det midterste plan er 242 m langt og består af 11 buer. Det øverste plan er 275 m langt og består af 35 buer og var en indbygget vandkanal.
Broen blev bygget som en del af en 50 km lang akvædukt, som forsynede den romerske by Nemausus (idag: Nîmes) med vand oppe fra en kilde tæt på Uzès. Den blev bygget helt uden brug af mørtel af bløde gule kalksten hentet i et stenbrud lidt oppe af floden.
I modsætning til sidst vi var her, så havde vi noget bedre tid denne gang. Så vi fik set broen fra begge sider, nedefra og oppefra.
Det kan kun anbefales at sætte god tid af til besøget, for det er et imponerende bygningsværk, der står her midt i floden Gardon – som er en biflod til floden Gard.
Efter besøget ved Pont du Gard besluttede vi at fortsætte til Uzés til Haribo museet. Et slikmuseum – det kunne da kun være godt.
Vi har tidligere besøgt et chokolademuseum med stor succes, så vi så frem til dette besøg. Som viste sig at være lidt af en fuser.
Ja, vi så en masse forskellige slags slik.
Ja, vi så nogle gamle maskiner.
Ja, vi så nogle gamle plakater.
Ja, vi fik nogle få smagsprøver
og ja, vi så en del af produktionen. Den del, hvor de fylder pebermynteolie på flasker…
Men det kostede 18 euro for os tre og det syntes vi simpelthen var for meget for det vi fik. Til sidst kom vi gennem en butik, hvor slikket ganske rigtigt var billigt og lå i store poser, men det var bare ikke nok til at trække oplevelsen op.
Vi kørte også en tur op på Mont Ventoux. Vi lagde vejen forbi byen Vaison-la-Romaine, som er bygget oven på en gammel romersk by.
En del af de gamle ruiner er blevet frilagt og her er museer, arenaer og St. Quenin’s kapel. Til en stor del af området skal der betales entre og den del valgte vi at hoppe over denne gang for at have tid nok til resten af dagens program.
Vi nøjedes derfor med at se ud over ruinerne i midten af byen og gøre et kort stop ved St. Quenin’s kapel.
Kapellet er dedikeret til Quenin, der blev født i Vaison omkring 500 e kr. Han blev biskop fra 556 til 578 og blev kanoniseret i 1205.
Desværre var der lukket, da vi var forbi, så vi måtte nøjedes med at se det udefra.
Fra Vaison-la-Romaine fortsatte vi videre mod Mont Ventoux. Bjerget er kendt fra Tour de France og har stået på vores ønskeseddel i mange år.
Den ældste kendte beretning om en bestigning af Ventoux er fra 1336, da digteren Petraca besteg bjerget. Bjerget er 1912 m højt og kaldes det skaldede bjerg. Og det er skaldet – toppen består af en stor kalkstensørken næsten uden det mindste grønne.
Kapellet nær toppen af bjerget er indviet til det hellige kors og stammer fra det 15. århundrede.
Tårnet på toppen blev opført i 1882 som meteorologisk observationspost, men anvendes ikke længere til dette. Nu er den underlag for en 50 m høj telekommunikationsmast.
På vej ned kom vi forbi en stor mindesten med alskens drikkeflasker. Vi var lidt nysgerrige og gjorde stop og fandt ud af, at den var rejst til ære for den engelske cykelrytter Tom Simpson, som døde på den 13. etape af Tour de France i 1967. Han var dog selv skyld i dødsfaldet, da en cooktail af alkohol og amfetemin kombineret med varme og en i forvejen dårlig mave, der slog ham ihjel. Han fik flere sejre i de store forårsklassikere og var verdensmester i landevejsløb i 1965.
På vejen ned kom vi også forbi kilden Fontaine de la Grave, som er en af de kilder der springer på bjerget. Her er også et godt blik ud over den lave pudebeplantning, som er den første vi støder på, da vi kører nedad igen.
Vejen hjem gik over Sault og ned mod Apt og her kom vi forbi utrolig mange, smukke lavendelmarker. Noget vi har ønsket os at se i mange år.
| Links: | |
| Relevante Link(s) : | Læs også artiklen på Rose Frederiksen egen hjemmeside |
| Læs også del: | 1 – 2 – 3 – 4 |
