Først i juni måned 2010 besøgte Mona og Kai Mariager Camping. Det er er der kommet denne rejsebeskrivelse ud af.
Mona fortæller:
Vi ankom torsdag kl. 11.30, og fik fat i et oversigtskort over campingpladsen for at gå en tur og se på forholdene. Vi var forinden blevet foreslået et par pladser, som var lidt i læ. Det blæste nemlig særdeles kraftigt, og det fratog os lidt mulighederne for at ligge i første parket til fjorden. Men vi fandt en god plads bag en høj hybenhæk, og vi blev rigtig godt tilfredse med den placering. Vores plads var også tæt på en af sanitetsbygningerne, så vi fyldte slet ikke vand på toilettet, og det var nemt og hurtigt at få vasket op og komme i bad.
Vi rejser jo altid med markise, og den kom da også hurtigt op. Senere måtte den hurtigt ned igen, da den da havde fået nogle tæsk af vinden, og vi ville skåne den. Den skal jo gerne holde i mange år fremover. Iøvrigt tak til Karin & Lars (www.sundorf.dk (Lars og Karins hjemmeside)) for det gode råd med vores hundehegn. Det er nu anden gang det har været i brug, og det er ganske fremragende. Det giver så megen frihed til Asta. Vi har skiftet de fjedre som holdt sektionerne sammen ud med nogle tynde strips, og det er nu fantastisk at have med på camping.
Asta på camping. Vi vil lige sige at hun vender rumpen til kameraet i jagten på en bold. Det kan dog være lidt svært at se med alt den pels. Bemærk også vores hundehegn.
Vi spiser helst i campingvognen, hvor vi så kan sidde lidt i fred og ro og hygge over maden. Nok engang blev vi overbeviste om, hvor god og anvendelig en Cobb Grill er. Asta er helt enig med os her – hun venter længselsfuldt efter en lille bid ,og man kan næsten se de “tyvagtige tanker” hos hende, da Kai lige skulle hente en ting ude foran inden vi satte os til bords … 🙂
Outdoorsports.dk afholdt et weekend kursus i sejlads med havkajak, og det gav god mulighed for at kigge på flotte kajakker. Vi stillede os stille sig lidt i baggrunden, og lyttede med på de gode råd om kajaksejlads.
Der er rigtig mange superlativer at sige om Mariager Camping. Super god beliggenhed – lige ved skoven og helt ud til fjorden. Der er kun 5 minutters gå-afstand til byen, uden der der på noget tidspunkt kunne høres larm fra biler og andre køretøjer. Tillige er sanitetsbygningerne meget flotte og velholdte. Der er virkelig gode muligheder for at gå langs fjorden, både lige uden for campingpladsen og uden for campingpladsens domæne. Vi er enige her i huset om at det bestemt ikke er sidste gang, vi besøger denne dejlige plads, som jo kun ligger 23 km fra vores hjem i Randers.
Der var også mange andre campister, som lagde vejen forbi Mariager Camping. Om fredagen var der virkeligt et stort ryk-ind og vogntogene holdt flere gange i kø udenfor pladsen. Iøvrigt er Ishuset på havnen i Mariager berømt i vide kredse, og skulle I komme den vej forbi, så kan deres is: Dark Chocolate med Bailey klart anbefales!! Det er tillige et spisested, hvor man kan få grillmad. Det er ikke små portioner, så man går ikke sulten fra bords efter at have spist der.
Nede på havnen kan man også se Mariager Saltcenter. Her vises bl.a historien bag udvinding af salt – både lokalt og i ind- og udland. Desuden sælges der spændende salte med forskellig smag.
Kai hentede et par kolde fadøl en af de gange, vi var på havnen. Der sad vi så og sludrede mens vi kiggede ud og den blanke fjord.
Tidlig morgen og sen aften udover Mariager Fjord
Links: | |
Relevante Link(s) : | Mariager Camping |