Vi tog af sted tidlig lørdag morgen og kørte mod Camping Ekerum på Öland. Som altid så skulle de første billeder fra ferien fyres af på broerne.
Turen op til Camping Ekerum gik uden problemer – vi fik krydset Storebæltsbroen og Øresundsbroen og fortsatte videre op mod Kalmar og Öland. Vejen er delvist motorvej og motortrafikvej. Nogle gange med 2 spor og nogle gange med et spor i kørselsretningen – men trafikken gled forbavsende ubesværet.
Efter 514 km og ca. 7 ½ time ankom vi midt på eftermiddagen.
Da vi nu havde bestilt (og i øvrigt også betalt det FULDE beløb), så skulle vi bare lige vise vores campingkort og have nøglen til elskabet, til bommen og kortene til toilethusene udleveret og så var det ellers bare ned og sætte op!
Vores plads viste sig at ligge i skygge under store fyrretræer og samtidig have lidt havkig.
På denne campingplads skal man holde sig mindst 2 meter fra ‘sin grænse’, således at der i alt bliver 4 meter mellem vognene. Ganske kort efter at vi var ankommet, kom der lige en ansat kørende i en golfvogn for at se om vi overholdt de to meter… Det gjorde vi fint, for vores grund var meget kuperet og vi måtte naturligvis udnytte det flade stykke vi havde midt på vores meget store plads.
Jorden var ikke hårdere end at vi kunne bruge de røde plastpløkke, da vi satte vores lille fortelt op.
Som vi i øvrigt blev utrolig glade for på ferien – det gav det læ i den kraftige blæst, det holdt den smule regn ude, som vi mødte i de tre uger og det gjorde at vi kunne sidde uden for vognen alle aftener.
Der er også mulighed for at leje sig ind i en hytte at forskellig størrelse, et mobilhome eller en lejlighed. Og der er et stort område til teltcampister med borde og fuld skygge til alle.
Toiletbygningen var fint tæt på og var ren og pæn. I enden af bygningen lå et opvaskerum – for et egentlig køkken findes der ikke. Til gengæld var her en industriopvaskermaskine til fri afbenyttelse. Det betød, at der næsten var kamp om at tage opvasken. Og at vores grill aldrig har været renere, da vi forlod pladsen.
Pladsen har en stor legeplads, et minigolfanlæg og en pool. Samtidig ligger pladsen lige ud til Kalmarsund, hvor der også kan bades.
På pladsen er der en lille cafe, men den lukker tidligt – det vil sige inden aftensmadstid.
Til gengæld er der et pizzaria lige uden for pladsen og ellers kan man købe det mest nødvendige i pladsens butik. I den lille by Rälla få kilometer væk findes et ICA og vil man have flere supermarkeder, så skal man 14 kilometer mod nord til Borgholm.
Lige uden for campingpladsen findes naturreservatet Halltorps Hage. Området er meget specielt, fordi her findes ca. 25 MEGET gamle egetræer. Træer, som man forsøger at holde liv i længst muligt og som derfor er pænt indhegnede. I starten af 1900-tallet skar man ca. 1000 store egetræer ned, men beholdt de 25 største. Egetræerne giver mulighed for at den store egbuk-bille (som det eneste sted i Sverige) og eghjortbillerne kan leve i området.
Området har gode og lettilgængelige vandrestier, hvoraf den ene er trælagt ind til de store egetræer.
Pladsen ligger lige syd for Borgholm. Borgholm er den nærmeste større by og grundlagt i 1816. Byen er præget af lige gader i bymidten og et stort torv. I den ene ende af torvet ligger Borgholm Kirke.
Kirken er bygget i natursten i en underlig stil, som vi ikke har set før. Tårnet står i midten af bygningen og kirken fylder kun det halve af bygningen. Den anden halvdel var oprindeligt skole, men er nu sognesal.
Indvendig lavede man alt om i 1960’erne: satte vinduer med farvet glas i, loftet blev bygget plant og alter, altertavlen og prædikestolen bliv ligeledes skiftet.
At gå rundt i en Borgholm var rigtig sjovt, for lige så snart vi kom bare en gade væk fra gågaden, så stod der smukke gamle trævillaer i rosenfyldte haver.
Der er en havn i byen og her findes flere større hoteller ligesom det er her, man forsøger at underholder ungdommen. Så luften var fuld af tunge trommelyde og ungdommens skrig 🙂
Småbørnene kunne til gengæld underholdes i den anden ende af byen af bl.a. elefanter.
Lige uden for Borgholm ligger Borgholms Slot. Det var en gang hovedsæde for de svenske konger, men nedbrændte i 1806, så der i dag kun står de tykke kalkstensmure tilbage. Det er muligt at komme ind i slotsgården, men vi valgte turen fra denne gang.
Vi cyklede ind midt på øen en dag og fandt øens højeste naturlige punkt Höghäll, som med sine 55 moh ikke virker skræmmende. Det ligger tæt ved den gamle mølle her til højre og tæt ved Högsrum kirke. Øens højeste menneskeskabte punkt er Galgbacken ved Södra Bårby/Rösslösa på 57 moh, men her er tale om en gravhøj.
Öland er kendt for sine mange møller. Der var en gang omkring 2000 – primært hollandske stubmøller – i dag er der ca. 350 tilbage. Og de står overalt: i gravfelter, på campingpladsen og inde midt på marken.
Før hen havde næsten alle gårde deres egen mølle og de malede mel til ‘daglig’ brug på møllerne. Det fine mel blev stadig malet ude i byen.
De fleste af møllerne var af typen stubmølle, hvor hele møllehuset skulle drejes rigtig i forhold til vinden i modsætning til hollændermøllen, hvor kun hatten og vingerne blev drejet op i vinden.
I Högsrum har der ligget en kirke i rigtig mange år, men det meste af den nuværende kirke stammer fra en om-/nybygning først i 1800-tallet.
Man lod det gamle tårn fra 1200-tallet stå tilbage, men opførte et stort langhus til erstatning for det gamle.
I 1840 blev tårnet forsynet med den nuværende taglygte i stedet for det eksisterende sadeltag.
Samtidig blev kirkerummet bygget om med høje rundbuevinduer, som lader rigtig meget lys komme ind, så kirken opleves som lys og enkel.
Den nygotiske prædikestol er fra 1886 og lavet af N. J. Jonsson, mens døbefonten er fra 1704 og lavet i rød poleret kalksten.
Fra Högsrum Kirke ville vi cykle videre over til Ismantorp Fæstning.
Dvs vi tog naturligvis ikke den fine asfaltvej, for vi skulle jo også geocache lidt på vejen og Helle mente bestemt godt, at man kunne cykle på vandrestierne lige præcis i dette område.
Men det viste sig ikke at være helt så let, for først løb vi ind i en flok køer, der ALDRIG havde set en cykel før… Flokken fulgte efter os et godt stykke vej, men mistede heldigvis til sidst interessen for cyklerne … og os!
De havde nu heller ikke kunnet følge os hele vejen, for stien gik gennem flere forskellige indhegninger og hver gang måtte cyklerne flyttes over på den anden side – enten ved at løfte dem over eller ved at få dem over ved stenterne.
På vejen mødte vi en flok vandrere som rystede lidt på hovedet af os – men der var vi jo heller ikke kommet til det sted, hvor sporet blev smallere og smallere og til sidst endte med at bare at være en trampesti med ekstremt dårlig belægning.
Undervejs var der lavet smalle gangbroer i træer, så vi slap heldigvis for det værste mudder. Lige her er der 3 brædder – men flere steder måtte vi nøjedes med to og så er det ikke let at trække cyklerne.
Det kan godt være vores alternative tur ikke viste sig at være meget hurtigere end, hvis vi havde valgt asfaltvejen, men den var flottere og meget sjovere.
Og naturligvis kom vi frem til Ismanstorp. Et underlig sted med resterne efter 88 huse og en fæstningsmur med en diameter på 127 meter med 9 porte. Stort set al plads inden for muren er blev anvendt til huse, men arkæologiske undersøgelser har vist, at anlægget formentlig ikke har været beboet permanent.
Og sammenlignet med tilsvarende steder, så mener man, at anlægget stammer fra folkevandringstiden 400-500 år efter Kristi. Man mener stedet kan have været anvendt som tilflugtssted i urolige tider ligesom det kan have været brugt til ceremonier og sammenkomster.
Og på vej retur fra Ismanstorp lagde vi vejen forbi Odens Flisor – Odins fliser.
De 3 meter høje kalksten er resterne fra en grav, der er dateret til yngre jernalder (400-1050 år e.Kr.) og er egentlig bare en af ca. 40 grave lige her.
Navnet stammer fra et gammelt sagn: En dag tøjrede Odin sin hest til stenene, da han skulle slås mod en mand. Hesten sled sig løs med en kraft så stor, at stenen sprækkede. Siden rullede hesten sig på marken tæt ved og hvor den rullede sig blev søen Galdvattnet skabt.
Den anden dag cyklede vi ned gennem Rälla Skov til Store Rör. Inde midt i skoven stødte vi på et stort flot gravsted.
Gravstedet var privat og tilhørte familien Per Emil Persson, som havde ejet Rälla Gård. Gravstedet blev ikke anvendt længere, men man havde anlagt en skovkirkegård ved siden af. Her bliver man bisat helt anonymt og kun ved det store kors må der lægges blomster.
På havnen i Store Rör ses en sten, der markerer, hvor de svenske styrker gik i land i 1611 for at befri øen. Øen var nemlig på det tidspunkt besat af Danmark…
Mens vi stod i havnen og kiggede på den, kunne vi se at det tordenvejr, som vi havde kunne høre hele formiddagen, nu kom nærmere. Og så var det bare om at komme retur i en fart.
Hjemmefra havde vi besluttet, at vi ville se begge ender af øen og derfor kørte vi en dag ned mod syd. Øen er så lang – ca. 137 km at vi valgte at bruge flere dage på projektet.
På vej sydpå gjorde vi først stop ved Karlevistenen. Det er en stor flot runesten på ca. 130 cm i højden, der er dateret til slutningen af det 10.
Karlevistenen er meget speciel, fordi runerne er skrevet på to måder: først er der et stykke, der beskriver den, der har sat den op: Denne sten blev sat efter Sibbe [den] gode, Foldars søn, men hans følge satte på øen [dette mindesmærke].
Derudover er der et stykke, som er skrevet som en dróttkvætt-strofe. I denne står der: Skjult ligger kampens træ i denne høj, ham som fulgte – det vidste de fleste – den største dåd. Ej vil en mere lydefri kampstærk vogngud på søkongens vide mark komme til at råde over land i Danmark.
Dróttkvætt-strofer har en særlig opbygning hvor linjerne bl.a. hænger sammen to og to.
Bårby Borg er den eneste af Ölands gamle borganlæg, som udnytter landskabets udformning til forsvar. Den har nemlig ligget på kanten af en dyb afgrund og man har herfra toppen haft en god udsigt ud over evt. angribere. Til den anden side har den været omgivet af en halvcirkelformet stenmur.
Anlægget har været beboet over to omgange: først i folkevandringstiden og siden i middelalderen.
Idag ses kun resterne af forsvarsmuren og nede i kanten af bevoksningen kan man fornemme den dybe nærmest lodrette afgrund.
Store dele af sydøen er præget af Store Alvaret. Store Alvaret er en kalkslette med utrolig mange planter og blomster. Alvar betyder egentlig skovløst område med en overflade af kalksten og meget tynde jordlag og findes kun her på Öland, på Gotland og i Estland.
Et alvaret skal holdes nede og derfor går her græssende kreaturer og tidligere samlede man også brænde i området. Store Alvaret er på 300 km2, som svarer til ca. 25% af hele øens areal.
Rundt om er Store Alvaret opdelt i mindre marker af lange stenhegn. De har været simple at lave, for kalksandstenen flækker selv af i disse flade lag og så er de egentlig bare stablet.
Vi var meget betagede af området – for det der ser ud som et kedeligt område, men er fyldt med spændende planter og blomster.
Der er nogle få veje ind gennem området, men det sjoveste er, at gå en tur ud gennem det. Vi fandt en sti på en gammel nedlagt jernbane og kom bl.a. forbi ruinerne af de gamle stationsbygninger
På vej ned mod sydspidsen, kom vi også forbi det store flotte Gettlinge gravfelt. Det er et af øens største gravfelter med ca. 300 grave og skibssætninger og ligger på et 2 kilometer langt område.
Kun et få tal af gravene er undersøgt og de har alle været mandsgrave.
Vi faldt især for skibssætningen – og den sammen med den gamle stubmølle, der er rejst midt i feltet, var et rigtig smukt syn.
Gravfeltet er blevet anvendt i ca. 2000 år nemlig fra år 1000 før Kristus indtil år 1050 efter Kristus.
Da vi så et skilt mod Alunbruket, blev vi enige om at det lige skulle undersøges. Alun er et metalsalt, som kan opløses i vand og som bruges til mange ting – men er især blevet brugt i papirfremstillingen og på garverierne. Det kan også anvendes f.eks. til vandrensning, i deodoranter og i modellervoks.
Alunbruket Degerhamn blev startet i 1804 af Adel Sparre. Det udviklede sig hurtigt og fik hurtigt brug for flere arbejdere. Derfor byggede ejeren flere boliger til arbejderne og indførte en ekstra godtgørelse til børnefamilierne, hvis de bosatte sig i området. Arbejdernes løn blev udbetalt i en speciel slags træpenge, som kun kunne bruges i møllens egen butik!
Selve alunen findes i alunskiferen, som er en sort, brændbar lerskifer. Skiferen brændes for at få alunen ud og skifter i den forbindelse farve til rød. I dette område findes enorme mængder af rød, brændt alunskifer. Det eneste der er tilbage fra produktionen her på stedet, er den enorme skorsten.
Som nabo til alunskiferbruddet findes en sten-skulptur-park, hvor man kan se de forskellige slags sten på Öland.
Efterhånden nærmede vi os endelig sydspidsen af øen, men inden skulle vi lige igennem Karl 10. Gustavs mur.
Den blev opført i 1653 af den daværende tronfølger Karl Gustav for at sikre, at kongens vildt ikke strejfede ind på bøndernes marker og ødelagde deres afgrøder.
Muren er 4611 m lang og den strækker sig fra kyst til kyst tværs hen over øen – kun afbrudt to steder af huller, som bilerne kan passerer gennem.
Det sidste stykke vej ud til fyret går gennem natur- reservatet Ottenby. I naturreservatet findes rigtig mange fugle – især trækfugle. Af de 470 arter, der er registreret i Sverige, har man set de 382 her i naturreservatet.
I reservatet findes også mange arkæologiske interessante steder – f.eks. Kungsstenarna.De to store sten er rejst i jernalderen og er en del af et større gravfelt. Udgravninger i området har vist, at den sydlige del af Öland har været befolket siden 3000-2200 år f.kr.
Lidt længere sydpå ligger Kyrkhamn – et gammelt fiskerleje, som danskerne brændte af i 1563. I dag ses kun resterne af Skt Johannes kapel samt fundamenterne af cirka 80 huse, 75 gruber og resterne af den tidligere havn.
Kyrkhamn blomstrede i middelalderen pga et omfattende sildefiskeri. Byen husede op til 900 fiskere på samme tid, så den har været en vigtig by ikke kun i lokalområdet men også for regionen på det tidspunkt.
Selve kapellet blev opført i 1200-tallet og blev nedlagt igen under reformationen. I dag markeres stedet med en høj og et kors.
Til sidst nåede vi så endelig helt ned i sydenden af øen. Her fandt vi fyret Långe Jan, som er opført i 1785 af russiske krigsfanger.
Lange Jan er 42 m. højt og er Sveriges højeste og ældste fyrtårn. Materialerne til fyret kom i stor udstrækning fra Skt. Johannes kapel.
I gamle dage blev der brændt stenkul i en stor jernbeholder på toppen af fyret, men i 1948 fik det elektrisk lys, og i dag er fyret helautomatisk. Lyset kan ses på en afstand af 26 sømil (47 km).
Efter at have kigget os omkring i området omkring fyret (her er butik, udstilling og meget andet), så kørte vi igen nordpå.
Vi valgte naturligvis den anden side af øen og kørte igen langs vandet. Og derfor kom vi forbi Gräsgårds Hamn, som er en af kun to fungerende fiskerihavne på sydøst siden af øen. Samtidig er den en fin lille og hyggelig havn.
Og forbi denne flotte gamle bro, som i dag er taget ud af funktion. Men som Helle naturligvis skulle have et billede af.
Turen nordpå begyndte ved Äleklinta Klint. Vi havde noget svært ved at finde ned det rigtige sted, men til sidst fandt vi ud af, at vi godt måtte køre på en markvej helt ude ved vandet.
Ved Äleklinta Klint ligger det lille gamle fiskerleje Bruddesta med ni små fiskerhytter fra 1800-tallet bygget i Ölandsten og tækket med strå. Bag husene ses de gamle mur- omkransede garn-haver, hvor man tørrede fiskenettene.
Mellem husene og vandet står det gamle spil til at trække bådene op med.
Derefter fortsatte vi mod Byrums Rauker. Byrums Rauker er skabt af havets bølger og står nu som store kalkstensskulpturer. De ældste dele af Ølands undergrund blev dannet for ca. 550 millioner år siden under den geologiske tidsalder Kambrium. Dengang fandtes her et koralrev i et tropisk hav.
Efterhånden blev koralrevet presset sammen og omdannet til kalksten. Gennem millioner af år har Øland langsomt hævet sig op fra havet, og på vestkysten blev der dannet en høj klint, hvor den mere bløde kalksten efterhånden er eroderet væk af havets bølger. De omkring 120 rauker her ved Byrum udgør resterne af denne nedbrydning.
Når man ankommer til p-pladsen, så ser stedet ikke ud af noget, men når man så bevæger sig ned mod vandkanten, så dukker de op – de op til 4 meter høje rauker.
Videre gik det mod Enerum Strand. Den ligger lidt nordligere og er HELT anderledes end Byrums Rauker for her er nemlig en rullestenstrand.
Rullestenene består her af fladslebne kalksten, som blev aflejret af den sidste gletcher for ca. 500 mio år siden. Siden har landet hævet sig og bølgerne har skabt store revler af kalksten. Nogle ligger langt oppe på land, men det skyldes udelukkende landhævningerne.
Man støder også på rullestensstranden ved Neptuni Åkrar som ligger lige ud til vejen, der går nordpå. Dette område er berømt for sine blå blomster – vi syntes ikke de var SÅ overvældende…
Til sidst nåede vi helt op nordpå til fyrtårnet Långe Erik. Dette fyrtårn er fra 1845 og er 32 meter højt og ligger på en lille ø.
Vejret denne dag var mærkeligt – vi fik nogle få regndryp, men når vi fotograferede mod nord, så var himlen blå – fotograferede vi mod syd, så var den sort.
Lidt fra Långe Erik findes Trollskogen og her havde vi læst om forkrøblede træer, så vi tænkte straks på Tisvilde Hegn på Nordsjælland. Men sådan ser der langt fra ud. Træerne er i Trollskogen store i forhold til og de kryber langt fra hen over jorden men står mere rejst.
Men vi mødte nu alligevel et par trolde i denne store ‘kedelige’ svenske skov 😉
Ved p-pladsen ved Trollskogen findes naturum Trollskogen. Naturum findes flere steder på Öland og er nærmest et besøgscenter med udstillinger. Her ved Trollskogen er der mange små røde skovarbejderhuse, som hver rummer informationer om et begrænset emne: Østersøen, trætyper, gnavere, menneskets brug af skoven etc.
Man kan passende starte sin tur med et kig ind i de små hytter og derefter finde en vandretursfolder og gå en lang tur i skoven.
Helle havde hjemmefra læst om et skibsvrag på stranden og frygtede vi skulle ud at lede efter det, men der var skiltet hen til det lige som det var markeret på kortene.
Vraget på stranden er skonnerten Swiks fra Åland, som havarerede i 1926. Den var på vej hjem til Mariehamn fra Tyskland, da den ramte ind i dårligt vejr. Kaptajnen besluttede sig for at runde nordspidsen på Öland og søge læ på den anden side af øen, men strandede på en sandbanke. Hele besætningen på 7 mand reddede sig i land, men skibet stod ikke til at redde. I mange år – faktisk helt hen til 1954 – lå det ude på sandbanken, men en storm flyttede det ind på stranden.
Swiks er bare et af mange skibe der er forlist i området, men det er det eneste, der kan ses på stranden. Skibet må ikke berøres ligesom dele af det ikke må fjernes.
- Læs også: Ø-hop i Østersøren: Camping på Öland
- Læs også: Ø-hop i Østersøen: Camping på Bornholm – Del 1
- Læs også: Ø-hop i Østersøen: Camping på Bornholm – Del 2
- Læs også: Ø-hop i Østersøren: Camping på Rügen
Kig også forbi Rose Frederiksens egen hjemmeside, og læs de dejlige rejseberetninger der.
