Efter er herligt ophold i Holland, pakkede vi sammen og lagde vejen mod Grimbergen i udkanten af Bruxelles i Belgien. Der er motorvej det meste af vejen, så turen forløb fint indtil vi nåede selve Grimbergen by. Her ville vores gps nemlig gerne skyde genvej ned gennem et beboelseskvarter og selvom det som sådan ikke var noget problem, så havde vi dog hellere taget den lidt større vej og undgået de trælse bump…
Med kun 240 km kørsel på en dag, så ankom vi midt på dagen – præcis midt i middagslukningen. Der var ikke så meget andet at gøre, end at parkere på p-pladsen foran campingpladsen og slå en time ihjel sammen med de 2 andre hold, der også var ankommet i siestaen.
Det gik til gengæld hurtigt med at checke ind. Vi fik også døgnprisen at vide, for de tog nemlig ikke mod kort, så det var vigtigt vi havde kontanter at betale med ved afrejsen.
At pladsen bruges meget til 1-2 overnatninger, fandt vi ud af, da vi sagde at vi blev i 6 nætter – det så ikke ud til at være det mest almindelige. Men, som campingfatter sagde, så kom vi jo nok pga. Tour de France. Næh… det gjorde vi ikke. Men faktum var, at Tour de France skulle køre de første etaper i og omkring Bruxelles nogle dage senere…
Derefter kunne vi trille ned og hurtigt få sat solsejlet op og indrettet os, som vi bedst kan lide det.
Pladsen er ikke specielt stor og har en toiletbygning med opvaskefaciliteter på siden. Det hele pænt og rent og gratis bade. Noget vi sætter stor pris på, for så ender vi (læs: Helle) ikke med at skulle skylle balsam ud med koldt vand…
Vi fandt ingen legeplads og indkøb på pladsen begrænser sig til, at man kan bestille morgenbrød og købe øl i receptionen. Det nærmeste store supermarked ligger ca. 2 km fra pladsen. Vi syntes pladsen var utrolig hyggelig – vi lå i et område, hvor der var lidt af hvert: campingvogne, telte, autocampere. Men der var også lavet et egentligt autocamperområde tæt på toiletbygningen og et teltområde længst væk fra toiletbygningen. Ikke at det helt giver mening…
Grimbergen by
Byen Grimbergen er præget af at have været klosterby siden 1128, hvor der blev opført et Norbertiner-kloster med tilhørende klosterkirke.
Klosteret er flere gange i forbindelse med forskellige krige blevet brændt ned og i forbindelse med den franske revolution blev klosteret helt opløst i 1796. Men selv om mange af klosterets bygninger i den forbindelse blev revet ned, så overlevede kirken.
I 1831 blev der igen etableret et kloster i byen – og det eksisterer den dag i dag. Her bor stadig munke, der er aktive i lokalsamfundet, holder gudstjenester og udfører velgørenhedsarbejde. Kirken fungerer nu dels som klosterkirke og dels som almindelig sognekirke.
Kirkens endegavl ser lidt mærkelig ud og indgangsdøren er der ikke noget pompøst over. Dette skyldes at det egentlig var planen, at kirken skulle have været en del længere end de nuværende 60 meter. Men resten blev aldrig opført.
Inde er der højt til loftet – kuplen er 45 meter høj. Øverst oppe ved hovedalteret ses munkestolene. Hovedalteret er fra 1701 og viser i midten et stort maleri af Jomfru Maria. På hver side står en skulptur af Peter og Paulus. Derudover ses et par våbenskjolde og allerøverst Madonna, der knuser dragen.
Prædikestolen er meget dominerende. Norbert og Augustin bærer selve stolen, mens der er rige udsmykninger af f.eks. symbolerne for de fire evangelister og de 4 kardinaler dyder.
Kirken rummer flere altre – herover til venstre ses et af de øvrige. Det er Norbert-alteret, hvor kirkens ældste maleri sidder i midten.
Kirken ses fra de fleste steder i byen – klosteret ligger ved siden af, men der kunne vi ikke komme ind. Der har også været et øl museum i forbindelse med klosteret, men det er desværre lukket pt. For siger man Grimbergen, så er der jo nok mange der tænker på øl. For ølmærket Grimbergen stammer her fra klosteret. Munkene begyndte ret hurtigt at brygge øl og da klosteret 2 gange var blevet brændt ned, så begyndte man at bruge fugl Føniks som varemærke sammen med mottoet: ‘ardet nec consumitur’, som betyder ‘brændt, men ikke fortæret’.
Byen har en fin handelsgade med flere butikker – den vi faldt mest for var Emilia Gelateria – et ishus vi i den grad godt kan anbefale…
I udkanten af byen fandt vi Prinsenkasteel – tidligere hjem for områdets fyrster. De ældste dele er fra ca. år 1500, men formentlig bygget på resterne af en tidligere borg fra omkring år 1300. Slottet fik sit navn i 1686, da Filip Frans van Bergen blev prins.
I dag står der kun en ruin tilbage, da tyskerne i slutningen af 2. verdenskrig satte ild til det for at slette deres spor.
Der er mulighed for på enkelte dage at komme ud til ruinen, men vi var der selvfølgelig ikke sådan en dag, så vi måtte nøjes med at se det på afstand.
Vores gåtur førte os helt ud på landet mellem kornmarker og vandløb. Markvejene var i fin stand – først med brosten og siden med fliser… MEN der var også et stykke, som lignede dansk markvej…
Turen førte os af en anden vej retur til Grimbergen. Vejen var spærret i begge ender, men da vi jo var gående, mente vi nok, at vi kunne snige os forbi. Midt oppe på det højeste punkt fandt vi ud af hvorfor: Tour de France’s sendevogn skal jo helst holde et højt sted uden træer omkring sig…
I øvrigt havde de plantet deres udstyr nærmest oven på en geocache – men så længe vi ikke stillede os foran ‘dimsen’, så måtte vi godt lede efter den mellem deres kabler. Og selvfølgelig fandt vi den 😀
Leuven
Ca. 30 km fra Grimbergen ligger Leuven. Egentlig var det en række specielle caches, der trak os til byen, men hold da op – den udflugt fortrød vi godt nok ikke – og det der skulle have været en formiddag-tur, endte med at slutte sidst på eftermiddagen. Helt klart en by vi kun kan anbefale. Leuven bliver første gang nævnt i 891, hvor en vikingearme blev besejret af en flamsk konge. Byen har været et vigtigt handelscentrum og i 1425 blev Belgiens første universitet grundlagt i byen.
Vores geocache-søgning ledte os først hen til Belgiens ældste botaniske have: Kruidtuin, der blev startet i 1738 som urtehave for de medicinstuderende ved Leuven Universitet.
Der er helt overraskende gratis adgang til denne perle midt inde i byen!
Haven er på 2,2 ha inklusive det store orangeri og et par drivhuse. Der er ikke så meget tilbage af urtehaven, for da man ikke længere skulle bruge så mange urter til medicin, så blev området i stedet plantet til med planter og træer – både lokale, men også tropiske og subtropiske planter.
I dag ejer kommunen området og det er også dem, der vedligeholder haven. Man giver også lov til at lokale kunstnere kan udstille deres kunst rundt om i haven. En virkelig perle at opdage!
Fra den flotte og velholdte botaniske have fortsatte vi videre til en anden park: Mariapark. Det skulle snart vise sig, at den var knap så velplejet – ja faktisk var den faldefærdig og det er virkelig ærgerlig, for den er også spændende. Den er lidt svær at finde ind til, men der er adgang fra gaden Bankstraat.
Mariapark blev anlagt af det karthusiske kloster og teglvæggene dannede ydervæggene i det gotiske kloster, der blev anlagt i det 15. århundrede og som fungerede som kloster i 3 århundrede.
Op af muren er der i perioden 1928-1935 opført 14 relieffer af Jesus og korset. De er lavet af Antoon Jorissen.
I et hjørne af parken findes Mariagrotten fra 1924. Den er designet af Lucien Spéder og bygget op i armeret beton og genbrugsmaterialer. Prædikestolen er nyere – den satte lokale op efter 2. Verdenskrig som tak for at byen ikke blev hårdere ramt.
Vores geocaching-projekt førte os videre op til Grote Markt – og byens rådhus. Og sikke da en bygning! Vi var slet ikke forberedt på, at der stod så fantastisk en bygning her i byen! Rådhuset blev påbegyndt i 1439 og det tog 30 år og 3 arkitekter før det stod færdigt! Alle de 236 statuer på facaden er tilføjet efter 1850.
Statuerne er delt op i temaer: I stueetagens 2 lag viser kunstnere, lærde og fremtrædende parsoner fra Leuven. Rækken på 1. sal synbolisere kommunale previliger og sognenes skytsengle. Og rækken på 3. sal er fyrster og hertuger fra Leuven og Brabant. Statuerne på tårnene viser bibelske personer.
En af de andre bygninger på Grote Markt er bygningen med navnet Tafelrond, der i dag huser hotellet Th4Th. Bygningen blev oprindeligt opført i 1479 som gildehus – altså mødested for de forskellige gilder i byen. Det blev revet ned og ombygget i 1817 og blev derefter teater med plads til ca. 1000 gæster. Under 1. Verdenskrig blev det fuldstændigt bombet og det blev genopført i 1930 i den gotiske stil som bank. Siden 2016 har det været hotel.
På Grote Markt ligger også byens ældste kirke Sint Piter Kerk fra 986. Vi kunne ikke lige komme ind, så det indre må vi have til gode til en anden gang.
Der er masser af spisesteder i byen – nogle af dem ligger i smalle, hyggelige gader som det her.
Andre igen ligger på Oude Markt, som ikke uden grund kærligt kaldes Verdens længste bar. Og lang er pladsen og mange er restauranterne/ udskænkningsstederne!
Og ja – også her løber der vand gennem byen…
Bruxelles
Nu boede vi jo i udkanten af Bruxelles og skulle naturligvis også en tur ind til bymidten. Og det besluttede vi at gøre 3 dage før Tour de France-starten, men alligevel røg vi naturligvis ind i forberedelserne. Der var god gang i at få sat scener, udsmykning og afspærring op!
Turen ind tog vi med den lokale bus. Den holder ca. 100 meter fra campingpladsen og for 3 euro hver vej, så havner man helt inde midt i byen. Campingpladsen udleverer køreplan og man får også at vide, hvilken bus man skal tage retur. Fin service.
Tæt på busstoppestedet (Noordstation) fandt vi Fontaine De Pol Bury. Springvandet er fra 1995 og består af 21 stålsøjler med en kugle på toppen.
Fra dette forholdsvis nye kunstværk fortsatte vi ind i Bruxelles ældre dele og kom snart til Place De Brouckére med det gamle Hotel Metropole Brussels fra 1895.
I den anden ende af pladsen var der gang i opsætning af pavilloner og selv vinduerne i en høj bygning var udsmykket i de gule farver. Pladsen var det første sted vi for alvor stødte på Tour de France-forberedelserne – men absolut ikke det sidste.
For snart stod vi på Boulevard Anspach – oven i udsmykning med cykelhjul i luften, så var der også god gang i ombygningen af vejen. Man har nemlig besluttet, at den skal overgå til gågade og i den forbindelse bliver der lavet små blomsterbede og lagt ny belægning – og sikkert en masse som for os turister ikke er rigtigt synligt.
I de mindre gader var der hængt små trøjer op og selv Børsens søjler var dekoreret i Tour-farverne. Børsen – eller La Bourse de Bruxelles er opført i 1873 på resterne af et fransiskansk kloster. Da det blev bygget, emmede det af liv, da alle aktiehandler blev indgået her. I dag er alle handler elektroniske og mæglerne kan derfor sidde på hver deres kontor og indgå aftaler.
Vi nærmede os dagens første kirke: Sint Niklaaskerk. Den nuværende bygning er opført efter at den forrige blev bombet af franske tropper tilbage i 1695. Den gang blev den opført med et fint tårn, men det kollapsede i 1714 og er ikke siden blevet genopført.
I kirkens ene side finder vi et stort forgyldt skrin. Skrinet indeholder relikvierne af 19 katolske martyrer, der blev hængt i 1572 under den protestantiske revolution. De 19 katolikker er afbildet på kisten med 9 på hver side og forrest ses præsten Francois van Rooy, der stammede fra Bruxelles. Kisten er udført af den tyske guldsmed Franz-Xaver Hellner.
Døbefonten står ‘gemt’ væk i et lille sideskib – det er lidt sjovt, for i en protestantisk kirke står den som oftest tæt på alteret. Væggene ved døbefonten er i øvrigt fake marmor – det er en maleteknik, der er brugt mange steder.
Mere synligt – men dog nede bagerst i kirken finder vi et imponerende krybbespil. Det stammer tilbage fra 1994, hvor dukkemageren Ch. Ferauge tilbød at lave et lille krybbespil til en montre uden for kirken. Men kirken ville hellere have et stort krybbespil henlagt til Bruxelles. Og det fik de så. Egentlig skulle det pilles ned efter julen, men det har stået der siden – på nær det år, hvor kirken var lukket pga. renovering!
Efter kirkebesøget endte vi oppe på Grote Markt – et klart must for alle, der besøger Bruxelles. Desværre var denne plads også ved at blive gjort Tour de France-klar. Men det betød ikke, at vi ikke kunne nyde dens skønhed. Pladsen stammer fra det 15. århundrede, hvor der blev etableret gildehuse, markedshaller og rådhus for at sikre det rige handelsliv. De franske bombardementer under krigen i 1695 ødelagde næsten alle bygningerne – kun rådhusets facade og tårn stod tilbage. og det til trods for, at de var målene for franskmændene! Efterfølgende tog det kun 5 år at genopbygge bygningerne rundt om pladsen!
Herover bag den store scene ses Maison du Roi – eller på hollandsk: Broodhuis. Det oprindelige hus var et træhus, hvorfra der blev solgt brød. Deraf det hollandske navn. I det 15. århundrede opførte hertugen af Brabant så et stenhus på stedet. Det blev brugt som administrationsbygning. Siden blev han konge af Spanien og deraf det franske navn, som betyder Kongens Hus. Den nuværende bygning stammer fra 1873 og rummer i dag Bruxelles Kunstmuseum.
Over for Maison du Roi ligger Stadhuis – eller Rådhuset. Huset er opført i flere etaper i perioden 1402-1444. Den ældste del er den venstre, når man kigger ind på facaden. Samtidig med den blev et mindre tårn opført. Efterfølgende kom den højre del og et højere tårn til. Tårnet er 96 meter højt og prydes øverst af en 5 meter høj statue af Skt. Michael, der er Bruxelles skytsengel.
Statuerne viser betydningsfulde personer fra området og en række helgener. De nuværende er reproduktioner, men de originale opbevares på bymuseet lige over for.
Oprindeligt var bygningen L-formet, men i 1712 blev der opført yderligere bygninger bagved, så der blev dannet en gård i midten. Her inde bagved er bygningen knap så overdådigt udsmykket!
I gården findes et springvand fra 1714-15 udført af Pierre-Denis Plumier.
Herunder detaljer fra Rådhuset:
– Den store træport ind til gården, med flot ‘håndtag’ og utrolig mange jernbånd.
– Tårnet sidder ikke symmetrisk i bygningen – den højre side er længere end den venstre. Men heller ikke døren sidder symmetrisk i tårnet…
– Alle bygningerne om pladsen passer helt fantastisk sammen – også selvom de langt fra er bygget samtidigt.
Ud over de to store bygninger – Stadhuis og Maison du Roi, så er pladsen omkranset af smalle højre bygninger, der alle er rigt dekorerede – både med statuer, bladguld og farver. En stor del af husene er opført som gildehuse og restauranter/værtshuse og en mindre del har været private huse.
Statuen her er en hyldest til Charles Karel Buls, som var borgmester i Bruxelles i perioden 1881-1899. Han huskes mest for sin kamp for at få lavet en lovgivning, der beskyttede de historiske bygninger i Bruxelles.
Herunder er statuen af en hvid smølf. Smølferne stammer fra Belgien og her i hovedstaden har de deres helt eget museum! Rundt om i Bruxelles findes der mange vægmalerier med tegneseriefigurer – vi fandt ikke så mange, men tæt på Smølfe-museet har man dekoreret et helt loft i en arkade med smølfer…
Mange steder rundt om i Bruxelles kunne vi spotte tårnet på Rådhuset – et rigtig godt holdepunkt!
Og når vi så kom lidt væk fra bymidten, så kunne vi også fornemme, hvor meget fart Bruxelles har på bygge-siden. Her stødte vi mange gange på gamle bygninger side om side med helt nye.
Når man siger Bruxelles – så siger man jo også Manneken-Pis. Den meget berømte statue fra 1619 af en lille dreng der står og tisser, kender alle vist. Statuen, der med sine bare 60 cm også i sig selv er lille, erstattede en gammel statue af sten, da den blev sat op.
Da vi var der, var den iført tøj for at fejre 25-års jubilæet for Rwandas befrielse efter folkemordene på Tutsierne. Den har en meget stor garderobe på over 800 stykker tøj og accessoires! Statuen har flere gange været stjålet og den nuværende er en kopi, mens den reparerede originale findes på byens museum.
Som et kuriosum, så havde vi jo faktisk set en tilsvarende statue før – for der findes en kopi i Bogense på Nordfyn. Bogense fik sin som tak fra en taknemmelig mand, der som spæd blev fundet på færgen mellem Bogense og Klakring ved Juelsminde. Da man ikke kunne finde hans forældre, blev han bortadopteret i Bogense.
Og man støder på Manneken-Pis overalt i byen – han bliver naturligvis brugt til alt – inklusive at stå oppe midt i en udstilling af alle de typer fyld, denne butik serverede til sine franske vafler…
Franske vafler med is er ret godt… men næsten umuligt at spise stående…
Dagens 2. kirke blev den imponerende Collegiale Sint-Michiels-en-Sint-Goedele-co-kathedraal. En Co-katedral er en katedral, der deler opgaven med at være biskoppens hovedsæde med en anden katedral. Der har ligget et kapel helt tilbage til det 9. århundrede på stedet, men den nuværende bygning blev først påbegyndt i 1226 og det tog hele 300 år at færdiggøre bygningen.
Inde er der højt til loftet og 12 store søjler bærer taget. Ved hver søjle blev der i det 17. århundrede opsat en statue af en af de 12 disciple. Som altid er der en række sarkofager og altre i sideskibene på så stor en kirke. Prædikestolen er den sorte sag på billedet lige her under i højre side. Den er fra 1699 og skulpturen, der bærer stolen, viser Adam og Evas fald.
Ude igen bevægede vi os videre over mod Europa-Parlamentet og derved til at krydse gennem Parc de Bruxelles. Parken var oprindeligt jagtmarker for hertugerne af Brabant, men blev i 1776-1783 lavet om til en park med skulpturer, springvand og lige gangstier. Mange af skulpturerne blev desværre ødelagt af de franske revolutions-styrker i 1793, men der findes stadig nogle få rundt om i parken.
Den fine musik-pavillion er fra 1841 og den bruges stadig til koncerter.
Og så skal vi da lige love for, at vi kom ud af den gamle by og ind i en anden tidsalder! Vi gik nemlig ud til Europa-Parlamentet, som ligger i Europakvarteret.
Mellem bygningerne fandt vi Esplanade Solidarnosc 1980. Området har sit navn efter den uafhængige og autonome fagforening Solidarnosc i Polen. Den fik efter megen modstand fra landets totalitære styre, der gengældte opstanden med forfølgelser, arrestationer og mord, gennemført de første delvist frie valg i Polen i slutningen af 1980’erne. Polakkernes oprør skabte siden en bølge gennem andre lande og var medvirkende til jerntæppets fald og Europas forening.
Området omkring Esplanade Solidarnosc 1980 bugner af beton og glas-facader. Bygningerne er opført i perioden 1989-2008 og her finder man for eksempel den cylinderformede Paul-Henri Spaak-bygning, der blandt andet rummer Plenar-salen, pressecenter og en række kontorer. Andre bygninger i komplekset er Altiero Spinelli-bygningen og Willy Brandt-bygningen. Alle opkaldt efter personer, der har betydet noget for Europas forening. Bag bygningen ligger Leopold park – en park som Dubois de Binco-familien anlagde i 1819. De tilførte den en stak eksotiske dyr så som løver, elefanter og giraffer. Den zoologiske have blev dog nedlagt i 1880, hvorefter parken blev åben for den almindelige befolkning. I dag ligger den som nærmeste nabo til Europa-Parlamentet – og de eneste dyr vi så, var en flok strudse, der stak hovederne i jorden… Her finder vi en række nye bygninger – f.eks. Paul-Henri Spaak-bygningen, der blandt andet rummer den halvcirkelformede plenarsal, pressecenter og en række kontorer.
Man kan komme ind og se stedet indefra, men der var vi altså for trætte, så den del sprang vi over denne gang. I stedet fik vi fundet tilbage til vores busstation og fundet bussen hjem. Godt trætte i hovederne over alle de fantastiske ting der er at se i byen. Vi vender helt sikkert tilbage en anden gang, for der er meget mere at se.
Atomium
Da vi tog bussen ind til centrum, lagde vi mærke til at den kørte lige forbi området ved Atomium, så vi valgte igen at tage bussen, da vi skulle derud. Det skulle vi nok ikke have gjort, for selvom vi var 2 dage fra, at etape 2 på Tour de France 2019 skulle slutte ved Atomium, ja så var der godt gang i forberedelserne i området. Og busruten var allerede blevet omlagt, så vi endte med at skulle af og på et helt andet sted end vi havde tænkt os!
Vel ankommet gik vi hen over en stor p-plads for at komme over mod Atomium. Lige denne p-plads blev brugt til at parkere Tour-karavanens reklamebiler og vi måtte da lige have et billede af disse Asterix-biler…
Ovre på den anden side af p-pladsen og rundt om et hjørne endte vi foran Brussels Expo-bygninger. Bruxelles var vært for Verdensudstillingen i 1935 og igen i 1958, men allerede til udstillingen i 1935 fik man opført den flotte trappe-formede bygning. I dag råder udstillingshallerne over 115000 m2. Foran Hal 5, som er den trappeformede, er der normalt et stort bassin. I anledning af Tour de France var det blevet overdækket af et stort billede af Eddie Merckx. Han vandt Tour de France for første gang for præcis 50 år siden i år – men endte med at vinde det hele 5 gange.
Når man vender ryggen til den imponerende Expo-bygning, så kigger man lige over på Atomium. Atomium blev opført som vartegn for Expo-udstillingen i 1958 og forestiller et jern-krystal med 9 atomer forstørret 165 milliarder gange. Hele Atomium er 102 meter højt og der er adgang til 6 af ‘atomerne’, omend nogle af dem kun er åbne ved særlige lejligheder.
I bunden af Atomium findes billetsalget og om det var Tour de France-forberedelserne, der gjorde det skal vi lade være usagt, men da vi kom, var der ingen kø. Det betød også, at der var god plads og mulighed for rigtigt at nyde oplevelsen.
Fra billetsalget bliver man sluset direkte ind til elevatorerne, der løfter os helt op i den øverste kugle. Her befinder vi os i 92 meter højde, men faktisk kan man komme lidt højere op, for i samme kugle er der også en restaurant, der ligger lidt højere oppe.
Heroppe fra Niveau 7 er der en fantastisk udsigt hele vejen rundt. Kuglerne er 18 meter i diameter, så en tur rundt langs vinduerne er ca. 56 meter lang og der er noget at se på hele tiden. Om ikke andet så bare ned på en af de andre kugler…
Og heroppefra kan man også kigge ned på Expo-bygningen fra 1935 og ned på Mini-Europa, som rummer bygninger fra hele Europa i forholdet 1:25.
Og det er også helt tydeligt at man forbereder Tour-etapen to dage senere…
Efter en tur rundt oppe i toppen bliver man kørt helt ned i bunden igen og kan derefter via en trappe begive sig op i de to etager, der er i den nederste kugle. I denne kugle er der en permanent udstilling om Atomium og Expo58.
Udstillingen rummer både modeller, konstruktionstegninger og en række souvenir af Atomium. Fra Expo58s side ønskede man sig et vartegn og da TV’et var i stor fremmarch i 1950’erne, havde man overvejet et TV-tårn. Men så fik arkitekten André Waterkeyn ideen med at lave et stort jern-atom. Der var nemlig her efter 2. verdenskrig godt gang i den belgiske jernindustrien. For at kunne nå at lave tegninger og få bygget Atomium på bare to år, fik Waterkeyn hjælp af to andre arkitekter: brødrene Polak. De fik sammen udtænkt et system, hvor alt kunne præfremstilles og så blot samles på stedet. Man byggede et jernskelet op til at bære hele konstruktionen og beklædte den med aluminiumsplader. Navnet Atomium er således en sammentrækning af Atom og Aluminium.
Kuglernes ydre er sat sammen af 48 identiske trekanter. Disse trekanter er igen sat sammen af en række trekanter. Over 9000 trekanter skulle der laves og boltes sammen før Atomium stod færdigt.
Expo 58 var den første Verdensudstilling efter 2. Verdenskrig, hvilket gjorde den utrolig populær.
Udstillingen i den nederste kugle rummer også modeller af nogle af de pavilloner, som de mere end 40 lande, der deltog på udstillingen, lod opføre. Og her var også mange spektakulære bygninger at se på. Desværre er de alle pillet ned i dag, men tilbage i 1958 nåede næsten 42 mio. mennesker at besøge udstillingen i de 6 måneder den var åben.
Og som det ses på det gamle fotografi herunder, så kunne man også få en tur i en gondolbane.
Fra den nederste kugle kan man komme op i et par kugler mere, der rummer skiftende udstillinger. Nogle af stederne er det rulletrapper der er installeret i de 3,30 meter brede og 23-26 meter lange rør – andre steder er det trapper. Vi kom op bl.a. op til en digital installation ID #2019 (Innovative Display) – A Circular Journey med musik og lys. Meget spændende, men også utroligt blinkende.
Efterhånden havde vi bevæget os rundt i de mange kugler og rør og manglede nu kun at få kigget grundigt på Atomium ude fra. Turen ned foregik igen både med trappe og rulletrappe. Der er i øvrigt 80 trin op men 167 trin ned…
Billedet herunder er taget fra et udkigspunkt, som man støder på, når man går ned. Et helt fantastisk sted at tage billeder, fordi man står midt i konstruktionen! Eller sådan ca. 36 meter over jorden…
Under her ses skulpturen Rockgrowth af Arik Levy. Den skal symbolisere det uforståelige – set fra et biologisk udgangspunkt – at en sten vil vokse, hvis den plantes som et frø.
Lige ved siden af Atomium ligger Parc de Laeken. Den blev oprettet i 1876-1880 og er i dag et stort grønt område. Vi krydsede lidt rundt og geocachede og på vejen fik tager lidt flere Atomium-billeder, men vi stødte også på denne mindesten for de belgiske piloter, der kæmpede i slaget om England i 1940.
Midt i Parc de Laiken ligger Leopold I Monumentet. Det er en høj sag i sandsten, som bringer minder fra vores ferie til Edinburgh for 2 år siden. Monumentet er tegnet af arkitekt Louis de Curte og de 9 buer rundt i kanten symbolisere de 9 gamle provinser og den gyldne krone i toppen monarkiet.
Vi havde set det fra bussen, da vi tog ind til Bruxelles centrum nogle dage før, men i dag fik vi ikke mulighed for at se det fra den vinkel. For det stod lige midt i Tour de Frances pr-område! Langs vejen op til det var der parkerede journalist-biler overalt – inkl. et par stykker fra Danmark.
Og da vi kom ned til den vej, hvorfra vi havde set det fra bussen – ja så forstod vi til fulde, hvorfor bussen i dag havde ændret rute. For vejen var gjort HELT klar til cykelløbet 2 dage senere. Vi spurgte en official hvor bussen stoppede, men det kunne de ikke svare på. På busstopskiltene var der hængt en infoseddel op om, at bussen ændrede rute i de her dage, men ikke et ord om, hvor den så holdt henne. Et lille kort ville have hjulpet os gevaldigt!
Men så tog vi da bare og gik tilbage til, hvor vi var stået på – flere kilometer væk. På vejen fandt vi heldigvis andre fine steder at kigge på. Hvad huset med det høje tårn rummer ud over at det nok ejes af den royale familie, ved vi ikke – men blomsterhaven tæt på var rigtig smuk.
