Alt godt har en ende (desværre), og sådan er det også med vores ferie på Western Camp. Vi har haft ti skønne dage på denne meget specielle campingplads, og er en masse oplevelser rigere. De tre sidste dage på Western Camp var – om muligt – endnu mere spændende end de første dage.
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så lad os bare slå det helt fast nu. Man oplever ting på Western Camp, som man ikke ser på andre campingpladser.
Tag nu f.eks. campingpladsens lille ‘tog’. Andre campingpladser har også et ligge ‘tog’ der tager børn med på en rundtur på campingpladsen. Sådan er det også på Western Camp. Men på Western Camp røves toget flere gange om ugen.

Så røves campignpladsens lille tog – igen
Det sker ved at nogle af campingpladsens fastliggere maskerer sig med tørklæder for ansigtet, og lægger sig på lur bag træer og buske. Nå så toget kommer forbi, springer disse Outlaws så frem mens de affyrer deres revolvere, og tvinger toget til at stoppe. Der affyres mange skud, og mens krudtrøgen driver ned langs togvognene, må togføreren aflevere en pose penge, for at få lov til at køre videre.

Et vaskeægte hold-up af Western Camps fastliggere
Det er super underholdning for børnene på toget, og mange ved ikke hvad de skal tro om hændelsen. Da toget kørte videre efter dagens røveri, så vi så f.eks. en dreng på 10 – 11 år sidde stadig med hænderne i vejret, og kigge sig over skulderen, mens han udbrød: “Årh JA – og hvad skete der så lige DER!”.

Skud og krudtrøg gør røveriet til en stor oplevelse for togets passagerer
Men Western Camp er meget mere en Countrymusik, Linedance og togrøverier. Er man mere til bade- og daseferie, så er det absolut også muligt her.

Den lille havn i Kramnitze. Den ligger lige ved siden af stranden
Ca. 450 m. fra campingpladsen er der en dejlig sandstrand. Efter stormfloden i 1892 byggede man et dige langs kysten på Syd-Lolland. Og foran dette dige er der den dejligste strand.

Den dejlige strand ligger kun små 500 m. fra campingpladsen
Kramnitze Strand har det Blå Flag, og kvaliteten af badevandet er derfor helt i top. Er man mere til solbadning, så kan det ske enten på stranden eller i klitterne.

Der er sti til kørestole, så også handicappede kan komme gennem sandet ned til vandet
Som nævnt i en af vores tidligere artikler her fra Western Camp, så er der løbende workshops, hvor man kan lære Linedance. Der afholdes workshops både for øvede og for begyndere. For os, der aldrig har danset Linedance før, var kurset for begyndere meget aktuelt. Nu har vi dag efter dag set på, at de andre dansede Linedance, og lysten til også selv at prøve at danse med trængte sig på.

Workshop på Western Camp hvor børn lærer at danse Linedance
Så fredag formiddag kl. 10.30 stod Line og Zille klar ved scenen for at være med i dagens workshop for begyndere. Og de var langt fra de eneste, der ville lære Linedance. Der deltog ca. 30 personer i formiddagens kursus – både voksne og børn.

Der afholdes workshops både for øvede og begyndere. Her er det begyndere, der lærer at danse Linedance
Det var The Family Lines, der stod for denne dags workshop, og med jysk grundighed og tålmod, gik instruktører og hjælpere i gang med at lære nybegynderne grundelementerne i Linedance. De lagde ud med en rimelig let dans til melodien Cotton Eye Joe. Den fik alle deltagerne rimeligt hurtigt taget på, så man rykkede hurtigt videre til en lidt sværere dans. Det er selvfølgelig vigtigt at man tager instruktionen seriøst, men vi lærte hurtigt, at det mindst er ligeså vigtigt, at kunne grine med hinanden og af sig selv.

Line (med hatten) er dybt koncentreret, mens hun prøver at huske trin og rækkefølge
Line og Zille havde en dejlig formiddag, og fortsatte med at øve sig på deres danse foran campingvognen senere på dagen. Faktisk blev de så begejstret for at danse Linedance, at de taler om at finde en klub, hvor de kan lære mere i, når de kommer hjem.

Bandittens nye spisehus
Bandittens nye spise hus blev indviet med manér fredag aften. For at markere dagen, tilbød Spisehuset en Caribisk inspireret menu til halv prise – dvs. 50,- pr. voksen og 25,- kr. pr. barn. Det var et tilbud som rigtig mange tog imod – og det både fra campingpladsen og fra de omkringliggende sommerhuse tog imod.

Der var mange gæster til indvielsen af Bandittens nye hus.
Mere end 500 spisebilletter blev serveret, og der var trængsel på torvet i Western City.
For at gøre dagen lidt mere speciel end normalt, så aftenens tema Caribien. Der var indkøbt palmer til at udsmykke torvet med, og i overensstemmelse med den caribisk inspirerede menu, blev der serveret farvestrålende cocktails og drinks.

Der blev serveret Mojitos – vores yndlingsdrink.

Sissel var nu mere interesseret i pynten til vores drinks
Som prikken over i’et, var der hyret et steel-band , så denne aften genlød Western Citys vægge af calypso – og anden caribisk musik. Orkesteret Sonic Steel spillede rigtig godt, og de var meget dygtige musikere.

Sonic Steel underholdt med caribisk musik og Steel-drums
Som alt andet på Western Camp var det et meget gennemført arrangement, men det var alligevel lidt underligt at sidde i en Western-by blandt cowboys m.fl. og lytte til caribisk musik. Men sådan er det her på Western Camp. Man overraskes hele tiden.

Hawaiskjorter og cowboys – man overraskes hele tiden på Western Camp
I den kommende uge, er det Sherif Goldie, der står for underholdningen på Western Camp. Og tro mig, der skal nok blive gang i den. Sidst vi så Sherif Goldie i aktion, da stod hun for et hæsblæsende og aktionfyldt program for alle børnene på Frigård Camping. Det gik ikke stille for sig, og Line elskede det.
Desværre når vi ikke at opleve Sherif Goldie og hendes slæng. Vores tid her på Western Camp er slut for denne gang, og vi er på vej til Frigård Camping – vores næste stop på vores sommertur i Danmark. Det var anden gang, vi var på Western Camp, og ligesom første gang, var også dette ophold en dejlig oplevelse.

Vores sidste aften på Western Camp var det bandet The Haunted Brothers , der underholdt på scenen
Vi har mødt rigtig mange dejlige mennesker. Der hersker en åben og venlig stemning her, og man har bestemt ikke problemer med komme i snak andre her. Western Camps fastliggere er rigtig søde til at give gode råd og hjælpe med at finde sig til rette. Man kan selvfølgelig vælge at passe sig selv, men så går man glip af en masse oplevelser.

Hver dag er det nye oplevelser på Western Camp, men heldigvis er der også ting der aldrig ændrer sig.
Så nu glæder vi os bare til næste gang , vi skal skrive en rejseberetning fra Western Camp. For vi kommer helt sikkert igen.
| Links: | |
| Hjemmeside: | Western Camp |
| Gå til del: | 1 – 2 – 3 – 4 |
| Send til Facebook | |
