Undgå træthed bag rattet

af Ann Karina
Image

Bilferien indebærer ofte lange, monotone stræk på motorvejen, og det kan være trættende for bilens fører. Derfor er det vigtigt at holde pause og lytte til kroppens signaler 

Et utal af lygter, som krydser forbi, og udsynet til ensformige autoværn kan virke søvndyssende. Når familien skal på bilferie, skal føreren være frisk og veloplagt til de mange timer bag rattet – et øjebliks træthed og uopmærksomhed kan føre til alvorlige ulykker.

”Det er en god ide at holde pause cirka hver anden time. Nogle skal bare være en kort ’stræk ud’ pause, mens andre skal vare lidt længere med tid til at spise og bevæge sig, så man får brændt noget energi af. Skal man køre længere end ti timer, bør man overnatte eller skifte chauffør”, siger Randi Voldbakken, feriekonsulent i FDM.

Selvom sommersolen er en del af ferien, er det vigtigt at holde en behagelig temperatur inde i bilen og sørge for god udluftning. I øvrigt anbefaler FDM, at man aftenen før ikke drikker alkohol og inden turens start undgår tunge måltider. Samtidig er det vigtigt at lytte til kroppens signaler undervejs.

”Gaben, tørre øjne og uregelmæssig kørsel er blandt de første tegn på træthed og indikerer, at det er tid til at holde ind på den nærmeste rasteplads for at hvile eller skifte chauffør. Søvnen kan ikke bekæmpes – hverken høj musik eller stærk kaffe kan fjerne kroppens behov for hvile”, siger Randi Voldbakken.

FDMs råd til at undgå træthed bag rattet:

  • Vær udhvilet fra starten
  • Spis let og sundt inden turen
  • Undgå alkohol aftenen før
  • Hold mange små stop undervejs
  • Sørg for god ventilation i bilen
  • Drik godt med væske under kørslen
  • Snak med dine medpassagerer
Links:
Hjemmeside: FDM

Pressemeddelelse

 

Prøv også at læse disse indlæg