Vintercamping i Østrig – Westendorf

af Lars Andersen
Vintercamping i Østrig i Westendorf

 Vi havde længe i familien talt om at tage på vintercamping. Skiferie havde været prøvet før, men aldrig med campingvogn. Efter en del søgen på nettet faldt vi over Panoramacamping Westendorf. Selve campingpladsen ligger lidt uden for byen Westendorf, som ligger i delstaten Tirol og er nem at komme til med campingvogn – der er ingen større stigninger eller bjergpas undervejs. 

Ankomst i mørke – i regn og slud ikke lige det vejr man forventer på en vintercampingtur og det er ikke særlig spændende, at skulle rangere vogn på plads i mørke. Men pladsen er en rigtig vinterplads og de tilbyder at køre vognen på plads med deres lille gummiged, hvis man ikke føler sig sikker i det.

Vi var to vogne af sted – en Hobby 500 KMFe, som ikke var vinteroptimeret på nogen punkter, samt en Kabe 720, selvfølgelig er komforten større i Kaben i forhold til Hobbyen, men det er ikke noget, der gør at en vintercampingtur bliver dårligere i en Hobby, familien frøs ikke på noget tidspunkt. Dog er indretningen til vintercamping som Hobbyen har måske ikke den mest optimale med dobbeltseng i front, køjer i bagenden samt et dinette i midten, da der simpelthen manglede en rundsiddegruppen, hvor alle 4 kunne sidde og slappe af. Den indretning fungerer bedre, når man har mulighed for at have et fortelt på, hvor man kan opholde sig. Hobbyen brugte en flaske gas mere på turen, som bød på temperaturer mellem 2 og -10 grader.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Vognene er kommet på plads og vinterforteltene monteret. Men bedst af alt Kaiserwetter som Østrigerne kalder det, når sol og frost går op i en højere enhed.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Den obligatoriske snebar, så der lige kan holdes lidt afterski og så er det bare så hyggeligt at stå og grille sin aftensmad og samtidig nyde en lille én fra snebaren, mens sneen daler stille ned.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Sne kom der i løbet af ugen og vinteren blev én af de bedste i alperne, der faldt næsten 1 meter sne i uge 7, så” pladsen” havde travlt med at skrabe fri for sne. Vi skulle feje taget på vognene flere gange i løbet af uge fri for sne, så derfor er det smart, at have en blød kost med teleskopstang på. En lille bobslæde er også rigtig god til at transportere vand på, især hvis der er lidt langt til vandet, som der tit er om vinteren. Sneskovl og noget snor til at binde ledningen op, så den ikke ligger på jorden er også et must ved vintercamping. Ledningen skal bindes op, da den ellers vil fryse fast i sneen pga. varmeudviklingen og ledningen skal også kunne ses, når de rydder for sne, så der ikke er risiko for, at gummigeden ødelægger ledningen.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

På pladsen er der en del fastliggere fra Holland, men den er også en ACIS plads. Der gives kun rabat forår og efterår, så det kan ikke anvendes om vinteren. I baggrunden kan man lige skimte skiområdet og som det ses, ligger det ikke lige ved pladsen, det samt at pladsen ligger lidt ude for selv Westendorf by er også pladsens eneste minus, man skal ud og køre lidt for at stå på ski samt handle ind. Men der er gratis skibus lige uden for døren.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Campingpladsen har en lille hyggelig restaurant. En lille kiosk hvor man kan hente den østrigske variant af ”morgenbrød” – Zimmel, det eneste positive der kan siges om dem er, at de er billige og så kan de bruges som frokost med pålæg imellem, efter en uge er jeg kureret for dem indtil næste ferie.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Toiletbygningen, hvor der også er køkken, vaskeri, tørrerum samt baderum.  Ligeledes er der tørrerum til skistøvler, så man ikke behøver at opbevare dem i campingvognen og så er de knastørre om morgen igen. Pladsen har 10 amp. i el-stander, men man kan også få en 33 kg gasflaske leveret.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Bade- og toiletforhold er af udmærket kvalitet, ikke vild luksus, men der er varme i gulvet. Alt er rent og velholdt og så er vandet gratis. Sko og støvler stilles uden for baderummene på en skohylde, således at baderummet ikke bliver snavset – en rigtig smart idé.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Som sagt – ligger campingpladsen ikke lige ved liften. Iflg. Google er der 1,8 km eller ca. 5 min, så man er nødt til at bruge bil eller den gratis skibus, for at komme frem og tilbage, men som altid er infrastrukturen i orden i Østrig, busserne pendler hele dagen.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Området kaldes Skiwelt Wilder Kaiser, det er et rigtigt stort skiområde med 279 km pister, så der skulle være nok til at blive træt. Pisterne er rigtige selvtillids pister, forstået på den måde, at området består mest af røde og blå pister – rigtigt dansker venligt og for nybegyndere. Da der normalt kommer mange danskere i området, er der også danske skilærere på skiskolen, det gør livet lidt nemmere for børnene.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Områdets største mangel er højden, pisterne ligger mellem 620-1957 moh. og render man ind i en periode med tøvejr, så skal der ikke så meget til,før det bliver en værre gang sæbe at kører rundt i på de nederste pister. Til gengæld har de over 1000 snekanoner og af de 279 km pister kan de 225 km dækkes af kunstsne, så lifterne skal de nok holde i gang.

Vintercamping i Østrig i Westendorf

Lørdag er store skiftedag i Østrig, så man skal regne med monster trafik i højsæsonen på Inntal motorvejen og rundt om München, men kører man lidt tidligt, kommer man som regel nemt igennem, hvis vejret ikke driller. Vi tog en overnatning på en rasteplads på vejen hjem, selv om vi foretrækker en campingplads, men der kan godt være lidt langt imellem campingpladser, som har åbent på denne tid af året, alternativt kan man bruge et Autohof for overnatning.

Links:
Relevante Link(s) : Skiområde Westerndorf

 

 

 

Prøv også at læse disse indlæg