| Gamle og velholdte campingvogne vækker altid opsigt. Deres flotte linier og design vækker minder om en svunden tid. Og faktisk er mange af de gamle campingvogne slet ikke så primitive, som man kunne fristes til at tro. |
Denne historie er af Anita & Johs Vogelsang Aarup, og er deres egen fortælling om deres kærlighed til gamle, stilrene campingvogne. Her på redaktionen faldt vi pladask for de flotte campingvogne og den spændende historie, der ligger til grund for det hele.
Skulle du efter at have læst denne historie og set billeder af de smukke campingvogne, selv have lyst til at eje en sådan. Så kontakt Anita og Johs Vogelsang, og hør nærmere. Deres egen hjemmeside viser også mange billeder af disse dejlige campingvogne.
Vores historie om Yvonne
I sommeren 2002 kørte vi (Anita og Johs), 13 legekammerater, den yngste 4 år og den ældste omkring de 60, med 5 biler og 4 campingvogne, på 10 dages ferie i Holland. Vi havde planlagt at deltage i to amerikanerbiltræf, og så ellers køre rundt og få set landet i de mellemliggende dage.
Vi var kørende i vores ‘59 Ford, trækkende SMV’en fra ‘67, som vi havde købt året før, i erkendelse af at være blevet for gamle til at ligge i telt når vi var på træf. Vi syntes egentlig at vi havde et ganske pænt træk, måske lidt ordinært, da SMV og MKP er standarden i “amerikanerbilbranchen”.
Ud over de to nævnte mærker, er der en del kedelige gamle “skotøjsæsker” på de danske træfpladser, men det skulle vi snart få en chance for at gøre noget ved.
Da vi var ankommet til træf nr. to, og havde slået vores lejr op, slog lynet ned! Ind på pladsen kørte det smukkeste træk, vi nogensinde havde set: En ‘59 Dodge trækkende en campingvogn, der var helt ny for os. Jeg fór op med mit videokamera og løb efter. Vi fik kontakt med ejeren, der velvilligt stillede op med historien.
Der er tale om en hollandsk bygget “Mostard Yvonne”. Hr. Mostard begyndte at bygge campingvogne i slutningen af halvtredserne, og fortsatte til i starten af halvfjerdserne. De første modeller besluttede han at opkalde efter sin førstefødte, Yvonne, der i dag er en kendt kunstner i Holland. Den mindste model var det så naturligt at opkalde efter hendes lillebror Benjamin. Over årene blev det til en del forskellige modeller, primært variationer over tre forskellige størrelser og to forskellige tagtyper. Dels hævetaget og dels det høje med de små, smalle ruder. Fra ‘63 til ‘64 ændredes desuden bagende-designet.
I løbet af de to dage træffet varede, blev vi rigtig gode venner med ejeren John, der, efter adskillige hyggelige samtaler, lovede at prøve at finde en vogn til os.
Efter at være kommet hjem til Danmark, gik der nogle måneder med andre gøremål, der fik Yvonne sat lidt i baggrunden. Men en dag ringede telefonen, og det var John! Han havde fundet et eksemplar til os. Timingen kunne ikke have været bedre: 14 dage efter skulle jeg til messe i Holland i forbindelse med mit job, så afsted med mig. Der stod hun og så bare smuk ud, og hun ville med mig hjem til fruen.
Her startede så vores problemer: Vores Yvonne havde desværre ikke papirer, så hun måtte en tur omkring Interpol, før vi fik lov at indregistrere hende. Det tog et halvt år, og en del brevskriveri frem og tilbage. Vi må jo nok se i øjnene, at offentlige myndigheder er ikke de letteste at danse med. Næh, så hellere en svingom med Yvonne. – Men vi fik, efter en del tovtrækkeri, vores nummerplade, og så afsted ud i sommerlandet.
Vores eget eksemplar er udstyret med det originale støbejernskomfur, som vi fik trykprøvet uden problemer, derudover er der til gasdrift, varmeapparat i gulvet samt gaslampe. De to sidstnævnte koblede vi fra, da 40 år gammelt gasgrej måske ikke er det sikreste at sove sammen med. Køleskab var jo ikke standardudstyr dengang, men er ikke let at undvære i en familiecampingvogn i vore dage. Det voldte os en del problemer, p.g.a. skabenes dybde. Vi kunne ikke placere et standard gas/12/220v køleskab, så noget måtte opfindes. Problemet blev løst med et 12 v. “køleskabs-byggesæt”, beregnet til både, hvor mål og vinkler er ukurrante og pladsen trang. Vi byggede det ind i et af vognens originale skabe, og placerede kompressoren i en køje. Strømforsyningen lavede vi som 220 v gennem HFI-relæ, dels til 220 v. udtag, dels til en lader, koblet til et batteri, der sikrer os uafhængighed af ekstern strømforsyning i op til tre dage. Dette system sikrer os frisk mad og kolde øl en hel week-end på en træfplads uden strøm.
Da vi så viste os til de første træf i Danmark, blev vi nærmest overfaldet af nysgerrige. Den første aften på Farum-træffet 2003 udviklede sig til Yvonnes “Party-test”. På et tidspunkt var vi 15 personer i vognen, uden at det føltes nævneværdigt trangt. En af de store fordele ved denne vogn, frem for de skandinavisk byggede, er den gode gulvplads, og ikke mindst de store vinduesarealer, der gør vognen luftig og indbydende. Dertil kommer at for- og bagrude er tophængslet, og kan åbnes helt til vandret, så der også er mulighed for god kontakt til folk omkring vognen.
Søndag vandt vi en pokal for smukkeste træk på Farum-træffet i 2003. Dagen udviklede sig lidt hektisk, for efter pokaloverrækkelsen kørte vi til Copenhagen Classic Auto Jumble, hvor vi, trods den sene ankomst, også vakte en del opsigt, og fik mange spørgsmål om, hvor man kan finde sådan én?
Opildnet af opmærksomheden, ringede jeg til John i Holland, da vi kom hjem. Om han kunne finde flere Yvonner? Jooh, det kunne han da nok. Dén samtale resulterede i adskillige besøg: Mig ned til John, John op til mig, og pludselig stod der 4 Yvonner i garagen. – Og flere står muligvis på lur i Holland. Så nu kan man finde dem hos os. I forskellig stand, størrelse og farve.
Søndag d.21/5-06 var vi i Klampenborg til Cph. Classic Auto Jumble ‘06, med Forden og ”Store-Yvonne” samt vores ´58 Cadillac Eldorado med “Lille-Yvonne”, og tænk en gang: Denne gang var det “Lille-Yvonne”s tur til, sammen med Cadillac’en, at vinde pokal for smukt træk. De vandt ærespræmie, og det var de faktisk temmelig stolte af…
Tekst og billeder er gengivet med tilladelse af Anita & Johs Vogelsang Aarup
