Hvidbjerg Strand Feriepark er i fuld gang med en udvidelse i luksusklassen og i alt bliver der plads til 100 ekstra campingvogne og telte. |
”Det er en større investering vi i øjeblikket er i gang med” udtaler Steen Slaikjær, og fortsætter;” I år bygger vi nye campingenheder hvor der bliver mulighed for at den enkelte familie kan bo på en plads på op til 300 m2 – det bliver helt unikt og er aldrig set i Danmark tidligere – og tilmed vil der på flere af disse luksus pladser blive opført et lille privat badeværelse til brug for familien.”
De ny pladser med (hvad vi tror) er de nye private badeværelser i baggrunden
Den nye udvidelse finder sted på arealet foran Hvidbjergs store sø – et areal der tidligere har været anvendt til blandt andet boldspil og drageflyvning. Disse aktiviteter vil nu blive flyttet til et andet sted i ferieparken og vil ligesom legepladserne blive opgraderet til den kommende sæson.
”Vores mission er at være Skandinaviens bedste og mest luksuriøse camping- og feriepark. Der er ingen tvivl om, at vi er blandt de absolut førende på området, men det er klart at et sådan målsætning kræver, at vi hvert år investerer i faciliteter der kan være med til at fastholde og udbygge vores position”, siger Steen Slaikjær
Endnu er der ikke meget at se, men der er tale om meget store pladser
At familien bag Hvidbjerg Strand Feriepark ikke er bange for at investere i utraditionelle tiltag viser et andet af årets nye påfund. Sammen med en udvidelse af bagerbutikken bygges der nemlig også en fiskebutik hvor gæsterne i sommersæsonen dagligt vil kunne købe friske fisk.
Læs mere på Hvidbjerg Strand Feriepark hjemmeside.