Vi havde ikke sat så lang tid af i Jajce og Bosnien-Herzegovina – og det fortrød vi lidt. Men vi havde en aftale i Østrig som ikke var flytbar, så vi kunne ikke bare blive lidt længere. Men vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang! For det er godt nok et flot land.
Vi kørte derfor nordpå mod Østrig og kom derfor en anden vej ud af landet.
Det første stykke gik gennem Vrbasdalen, som vi også havde kørt gennem på vores køretur. Men den vej tror vi aldrig, at vi kunne live træt af. Med mindre vi skulle skynde os, for det er ikke en strækning, der indbyder til høj fart.
Som det ses på billederne her, så er der kun lige plads til en 2-sporet vej på strækningen. Til højre på billederne løber floden nemlig! Ikke alle udhakningerne i klippevæggen er lavet op i lastbilhøjde, så det var med at holde øje og give plads, hvis vi mødte en lastbil det forkerte sted…
Den manglende plads gav heller ikke mange muligheder for stop, så vi snuppede et par billeder mens vi kørte…
Efter at have tilbagelagt under 70 km på over 1,5 time, så endte vi i byen Banja Luka. Og på den anden side af den mødte vi den fineste motorvej – sådan ca. 25 km af den…
Derefter var det lille landevej indtil vi mødte Gradiska – en af grænsebyerne mellem Bosnien-Herzegovina og Kroatien. Her var der kaos. Desværre har vi ingen billeder, men grænsestedet er ganske lille og et af de mest trafikerede på grænsen mellem de to lande. Selve grænsen går i en flod og broen over er meget lille.
Der var køkørsel de sidste små 10 km fra motorvejen og frem til grænsen og den sidste kilometer holdt lastbilerne stille i nødsporet. Vi smuttede uden problemer uden om lastbilerne og fulgte personbilerne frem til grænsen. Selve grænsekontrollen bestod først af en bosnisk betjent og derefter af en kroatisk betjent. Det eneste vi blev spurgt om, var om vi havde madvarer med og så blev vores pas skannet.
Heldigvis arbejdes der på at forlænge motorvejen over grænsen og uden om Gradiska direkte ind i Kroatien, hvor den ret let kan kobles på en anden motorvej. Det ville gøre det hele meget lettere!
Derefter fortsatte vi videre op gennem Kroatien og til dagens anden grænse mellem Kroatien og Slovenien.
Grænsen mellem de to lande er ofte noget hø og kan tage lang tid. Vi holdt i kø i en times tid og da vi endelig nåede frem til grænsen skulle de bare se vi havde vores pas men ikke se i dem!
Derefter kunne vi så tage den korte tur tværs gennem Slovenien og køre ind i Østrig ved Maribor. Her var heldigvis ingen kø og det var lige før vi ikke opdagede, at vi krydsede over…
Efter 530 km og over 9 timer på vejen så ankom vi til Camping Murinsel i byen Grosslobming ved Knittelfeld. Her havde vi bestilt en plads fordi vi skulle til et stort geocachingevent og bare ville være i nærheden af det.
Da vi ankom blev vi hurtigt tjekket ind og de viste os den mest fantastiske plads lige ud til pladsens badesø. Den var selvfølgelig 4 euro dyrere end en plads, der ikke lå til badesøen, men der var ingen tvivl: vi ville rigtig gerne ligge ud til søen!
Pladserne er comfortpladser med strøm og vand og afløb ved pladsen. Dejlig nemt – bare ærgerligt vi ikke havde en afløbsslange med. Det husker vi til næste år! Pladsen var fuldstændig jævn og på området uden græs havde de kørt fint flis på, så det var pænt. Det sad bare fast på alt, så gulvet i vognen måtte fejes hver aften. Og det blev rigtig slemt, da det begyndte at regne. Vandet løbet ind under flisen, så man ikke kunne se evt. søer og derefter bulnede flisen op og blev – tja træls…
Og regne – det kunne det… Vi fik lige en enkelt lille byge den ene eftermiddag…
Pladserne var store og med rigtig meget privatliv. Der var hække mellem og man kunne let få fornemmelsen af at være helt alene på pladsen. Det var superlækkert!
Receptionen var i den gule bygning – her var også den ene servicebygning. Bag receptionen var stedets lille bierstube med øl og mad. Og de to urtepottefigurer stod og tog pænt imod ved ‘vores’ toiletbygning.
Begge toiletbygningerne var utrolig lækre og flotte og af en meget høj standart. Der var dejlig varmt vand og store brusekabiner. Noget vi sætter pris på, så vi ikke skal stå og kæmpe i et lille rum.
Og der er blomster overalt… men så ved vi, at vi er i Østrig 🙂
Pladsen har ingen butik eller brødudsalg – og så alligevel. I ‘vores’ toiletbygning var der en TV-stue med et lille køkken og en stor kummefryser. I kummefryseren lå brød til høflig selvbetjening og i køkkenet stod 4 miniovne, så man kunne tø det op. Lige først tænkte vi ØV – en 5-stjernet plads der er så lækker og så har de kun varmebrød! Men det viste sig at være ualmindeligt godt, for de havde lavet en aftale med en lokal bager om at han leverede brødet bagt så man fik det bedste resultat, når det blev tøet op i ovnene. Pengene for brødet lagde man i en kurv og de sagde at det altid stemte med, hvad der blev brugt. Ligeledes kunne man finde æg og smør i køleskabet…
Pladsens legeplads hørte ikke til de største – et par gynger og en sandkasse – skærmet mod solen af en parasol. Der er ingen hoppepude eller store klatretårne eller spillemaskiner. Men der er masser af fred og ro.
I nærheden af receptionen var der et par plæner med pladser, såfremt man mere var til det. Her var ingen sø-udsigt, men der var stadig vand, afløb og strøm.
Der går en vej hele vejen rundt om søen – vi valgte at kører hele vejen rundt hver gang vi kom tilbage, for så var vi klar til at køre ud næste gang. Det støvede rigtig meget – med mindre det havde regnet 😉 – så man måtte ikke køre stærkt.
Badesøen havde en dejlig temperatur. Man skal lige vænne sig til at det er en sø med blød bund og noget snusk-værk flydende i klumper på overfladen. Vi kunne ikke helt regn ud om det var noget fra træerne eller det var flis.
Men der var fisk – endda pænt store fisk. Og så var der svaler, som var helt ned og ramme overfladen på jagt efter insekter. Så man kunne godt risikere et lille sprøjt fra en vinge…
At nyde denne udsigt gik der rigtig meget tid med…
Skovtur
På en dag, hvor solen bare skinnede og fuglene fløjtede, besluttede vi os for at gå en tur op på Apfelberg. Der var ca. 1,5 km hen til området og det valgte vi også at gå – så havde vi jo ligesom fået varmet lidt op inden vi kom ud på det kuperede terræn!
Turen gik gennem Grosslobming. Det er en hyggelig lille by med en fin kirke (som var i brug til noget festivitas, da vi gik forbi) og et dekorativt lille vandløb.
Og hver gang vi er i Østrig (eller Frankrig eller…) så bliver vi altid så glade over alle de blomster, der er pyntet op med alle steder. Det giver rigtig meget til stemningen i de små byer, at der lige er sat altankasser op på broerne.
Men snart stod vi over for dagens udfordringer – det der på vores gratis vandrekort over området (de udleveres på campingpladsen og er et must) var mærket som en let tur på 11,4 km og som i geocachingregi var mærket med terræn 3-3,5 ud af 5 viste sig at være noget mere kuperet end forventet. Og da vores geocachingrute havde lidt flere snoninger på ruten end den officielle rute havde, endte vi op på 16,5 km på ca. 5.5 timer. Men så havde vi også svedt igennem…
I øvrigt fik vi lagt ud forkert, så de første 500 meter oppe i terrænet gik af uautoriseret sti gennem krat og høj bevoksning. Efter noget tid kunne vi så konstatere, at der gik en aldeles fin sti ca. 5 meter under os… Vi skulle bare lige derned…
Da vi først fik fundet ned på stien, var der som udgangspunkt fin sti hele vejen rundt. Kun et kort stykke skulle vi følge et trampespor med højt dugvådt græs.
Derudover var der enkelte andre forhindringer undervejs – men da vi gik på den officielle vandrerute må man gerne gå gennem kreaturfoldene. Der er bare ikke så mange fine låger som i Danmark.
Det var en fin tur rundt som vi afsluttede med en stor is nede i byen på vej retur til pladsen… Og sveden røg af, da vi tog en tiltrængt badetur i campingpladsens sø.
På tur i området
Den dag vi ankom til campingpladsen, havde vi på vejen spottet et stort monument på toppen af en klippe. Da vi fik undersøgt sagen nærmere kunne vi konstatere, at der også lå en geocache deroppe, som havde en vejbeskrivelse op til monumentet. Og den vejbeskrivelse blev vi glade for, for vi skulle op af en ikke specielt godt afmærket, tilgroet sti.
Turen gik først forbi en gammel krigskirkegård. Den blev anlagt under 1. verdenskrig, hvor man dels begravede de døde fra krigslazarettet i byen og dels de døde krigsfanger fra f.eks. Rusland. Under 2. verdenskrig blev sognets faldne borgere også begravet på kirkegården. til begravelse af sognets faldne soldater.
Efter at have kæmpet os op til monumentet, så stod vi nu på spidsen af en bjergkam, hvor der kun lige var plads til at monumentet kunne være. Det måler 4-8 meter ved grundfladen og er 26 meter højt og efter som vi havde gået mere end 1 km for at komme derop og havde forceret mere end 50 højdemeter, så er det noget af en præstation, at det blev bygget.
Og det var taknemmelige sårede og krigsfanger der i 1916-17 opførte monumentet som tak for den behandling, de havde fået på byens store feltlazaret.
I får bare en lille bid af det, for klippekammen var ikke til at træde tilbage og tage billeder af hele monumentet… Til gengæld var der er pragtfuld udsigt ud over byen St. Michael.
Inden vi lagde vejen tilbage mod Grosslobming kom vi også forbi et andet mindesmærke – denne gang for Julius Raab. Julius Rabb blev i 1953 Østrigs første folkevalgte forbundskansler efter 2. Verdenskrig. Han forbindes med Østrigs selvstændighed og dannelse af Østrig som suveræn stat.
Nord for Zeltweg ligger Red Bull Ring. Turen dertil gik gennem kornmarker og af smalle veje 😀
Red Bull Ring er Østrigs Formel 1 bane. Den første egentlige bane blev anlagt i 1969 som erstatning for en bane, der lå på et gammelt lufthavnsareal. Banen blev i 1995-96 ombygget, men har alligevel haft 10 år lange pauser i afholdelsen af det østrigske Formel 1 løb pga. sikkerheden.
Efter Formel 1 afholdelsen i 2003 bliver der stille på den front på banen. Den blev mere eller mindre lukket ned og kun rygter om omdannelse til træningsbane for Red Bull holdet holdt liv i den. I 2008 beslutter Red Bull Racing Team så at rive en stor del af faciliteterne ned og genopbygge dem så de passede til tidens krav.
Og i 2011 vender Formel 1 tilbage til banen. I øvrigt blev 2018-løbet afholdt weekenden før vi ankom, så der var godt gang i nedtagning af en masse ekstra udstyr i området. Men man kunne stadig få en prøvetur på en lille del af banen, hvis man havde lyst til det og medbragte nok euro… Og helt gratis komme ind og se en af deres racerbiler.
En tur rundt i Knittelfeld blev det også til – inden endnu et ordentligt bjergtordenvejr ramte området. Her kom vi blandt andet forbi byens imponerende posthus fra 1937.
På byens torv findes en såkaldt ‘Pestsøjle’ rejst af byens indbyggere efter den sidste store pestepidemi i 1713. Den er udført i sandsten og marmor og viser de tre pest-helgener: Rochus, Sebastian og liggende Rosalia. Øverst ses Jomfru Maria.
I nabobyen Zeltweg fandt vi ikke så fine bygninger. Men vi stødte dog på et fly på taget af en bygning. Hvad det lavede der, vides ikke. Men måske var det bare ren reklame…
Ved siden af ses billedet af en Schutzmatelfigur. Det er en type figur man ofte støder på i kirkerne: en engel eller Maria eller en anden person med så lang en jakke/kjortel, at truede eller forfulgte kan søge ly og beskyttelse under den.
Denne figur er fra 1961 og skal passe på beboerne i to ejendomme der efter at være blevet bombet under 2. verdenskrig blev genopført i 1954-60. Kunstneren bag er Edith Felice.
Og pludselig gik der en stak storke… Det måtte vi lige fotografere. De er nu fascinerende de store fugle…
Megaevent og GPS-Maze event
De sidste dage i Grosslobming gik med to store geocaching-events: Mega-event og GPS-Maze event. Især det sidste var vi spændte på, da vi aldrig havde deltaget i et sådan før 😀
Da vi tilmeldte os kunne vi godt se, at de også tilbød camping. Men for pokker vi er glade for at vi valgte en rigtig campingplads, for det viste sig at være på en parkeringsplads, hvor teltene lå på de grønne arealer mellem rækkerne…
Som ved alle andre geocaches skal der skrives i logbogen. Ved et Megaevent laver man tit en anden form for bog, som passer lidt til temaet. Her skrev vi på solen…
Efter at være blevet lukket ind på område var noget af det første vi stødte på en række lokale geocaches, der var midlertidigt taget ned og opsat på event-stedet. Det var geocaches, der ikke bare lige var sådan at åbne… Enten skulle der drejes på en helt bestemt måde, eller trykkes på en bestemt del af boksen eller fiskes med noget der mindede om spisepinde. Disse geocache-beholdere er helt enestående – normalt er det jo bare en klikbox eller lignende, som man lige kan tage låget af… Men sjovt var det…
I en bygning ved siden af var der så GPS-maze-event. Det var i modsætning til mega-eventet gratis at deltage i og består i korte træk af en labyrint med oplysninger om geocaching. Konceptet er startet af nogle tjekker, som nu tager rundt med plancherne en gang om året. Plancherne på labyrintvæggene var en gennemgang af ALT om geocaching – fra beholdertype til terrænangivelser til geocachetype. ALT simpelthen.
Og der var naturligvis og en plance om hvordan man IKKE gør… Og præsentation af en fed hjemmelavet træstub som ved hjælp af en lommelygte og noget lysleder-plastik kunne få nogle huller til at lyse op. Det var vildt flot lavet.
Dagen efter var det tid til at køre videre. Begge events varede godt nok et par dage længere, men vi blev enige om at en dag var fint til os!
Og så lovede de øvrigt regnvejr de næste dage…
Læs også: Camping i Slovenien ved Bled-søen, Camping i Kroatien ved Pakostâne på Camping Kozarica, Camping i Bosnien-Herzegovina i den smukke by Jajce, Camping i Østrig på Camping Murinsel, Camping i Tjekkiet ved smukke og spændende Prag
Læs om flere spænde ture på Helle og Sørens hjemmeside
