Lige nord for Klaksvik ligger et par små tunneller. Autocamperen KUNNE køre igennem, selvom Søren var så bekymret for om det nu gik, at Helle måtte ud at kigge efter.
Midt mellem de to tunneller løber et fint lille vandløb ned ad fjeldet og nede ved vandet ligger bygden Arnefjord. De to tunneller stammer fra 1967 og indtil da kunne man ikke køre til bygden.
Vi parkerede oppe ved tunnellerne, men kunne sagtens have kørt ned. Vores ben trængte bare til lidt motion 🙂 Og så nyder man udsigten SÅ meget mere, når man tager turen i gå-tempo og samtidig får alle duftene med…
Bygden har en fin lille kirke, som til vores store overraskelse var åben! Det skal man ellers ikke lige forvente på Færøerne.
Det er ikke lykkedes os at finde så meget materiale om kirken, men den blev i hvert fald indviet i 1937 og har et fint alterbillede.
Så mødte vi igen en af Hans Pauli Olsens skulpturer. Denne hedder Tróndur í Gøtu. Tróndur eller Trond på dansk var vikingehøvding på Færøerne omkring 945-1035.
Trond er sammen med Sigmundur Brestisson den centrale figur i Færingesagaen. I sagaen spille han den onde rolle – og beskrives således:
Trond var en høj mand med rødt hår og rødt skæg, fregnet og barsk af udseende, med en skummel tankegang, durkdreven og lumsk i alle sine planer, uselskabelig og ond over for almindelige mennesker, men honningsød over alle, der stod over ham, men altid svigefuld i sit hjerte – mens Sigmundur får den gode rolle.
Dette kan dog i øvrigt forklares med, at sagaen er nedfældet af islandske munke og da Sigmundur kristnede Færøerne blev det naturligvis ham og ikke den hedenske Trond, der blev den gode.
I dag siger man dog ofte at Trond var en tidlig færøsk patriot, der kæmpede for øernes selvstændighed, mens Sigmundur sørgede for at de kom under den norske konge!
Læg mærke til birkeafslutningen og både tagrende og nedløbsrør er lavet i sortmalede brædder.
Desværre kunne vi ikke komme ind i Gøtu Kirke – men vi kiggede ind og så, at hver stolerække bestod af et smalt bræt at sidde på og et som ryglæn.
Gøtugjógv ligger lige ved siden af Gøtu og et sted et godt stykke oppe af fjeldet, havde Trond en udkigspost! Det var nødvendigt, da han ellers ikke havde mulighed for at se om fjenden nærmede sig af søvejen.
Vi kravledede derop – og det var hårdt! Gps’en sagde, at der var en højdeforskel på 108 m på de 212 m der var i lige linje derop. Til andre geocachere: terræn = 2…
På vores tur kørte vi ud i enden af rigtig mange veje – helt derude, hvor vi bare kunne vende og køre samme vej tilbage. Og helt derude, hvor vejen var så smal, at der var møde-lommer hele tiden. Men det var også helt derude, vi fik nogle af de flotteste oplevelser.
Blandt andet kom vi forbi bygderne Hellurnar og Oyndarfjørður. De to bygder ligger tæt på hinanden, men især den sidste var interessant, for her ligger de ejendommelige Rinkusteinar – eller rokkesten. Det er to stor sten, der ligger og rokker i vandet.
Sagnet siger at en gammel troldkvinde forbandede to sørøverskibe, så de blev til sten og for evig tid skal stå ved strandkanten og rokke hvileløst frem og tilbage.
Nu var der ikke meget gang i vandet, da vi var der og derfor rokkede de nu heller ikke så vildt. Men det var tydeligt at se på kæden, som er fastgjort til den ene sten, at stenen faktisk bevægede sig.
Fra Oyndarfjørður fortsatte vi videre mod bygden Gjógv. Turen gik langs fjorden indtil Funningur og derefter op over fjeldet. Stedet er et meget yndet sted for både turister men også for færinger.
Kirken er fra 1929, men aflåst. Det var ved at være en dårlig vane at komme til en låst dør. Overfor kirken i en lille indhegnet anlæg (af hensyn til fårene 😉 ) findes et mindesmærke for de, der ikke kom tilbage fra havet.
Ellers er Gjógv en lille hyggelig by med et vandløb ned midt gennem byen og små smalle gader. Gjógv betyder kløft på færøsk og henviser til den lille naturhavn som bygden ligger ved.
Bådene sejles ind i bunden af kløften og herfra kan de trækkes på land og via en rampe helt op af kløften, så de undgår at blive smadret af brændingen i tilfælde af uvejr.
Oven for rampen står denne vogn, som er beregnet til at trække op og ned af skinnerne ned i naturhavnen. Ved siden af havnen fandt vi båden, som har været brugt til at fiske fra.
Overnatning i Eiôi
Vi fortsatte fra Gjógv mod Eiði, hvor vi ville overnatte. På turen var vi flere gange kommet forbi små klatter sne, men nu kom vi virkelig ud for sne! Turen gik op over fjeldet af vejen Gjáarvegur. Vejen er lukket om vinteren, men på denne tid af året var det muligt at komme over.
Vejen er snoet og da vi nærmede os Eiði fik det første kig ud på Risin (klippen længst ude i havet) og Kellingin (som står med spredte ben tættere på land), der siges at være forsteninger af en islandsk kæmpe og hans troldkvinde.
De fik til opgave at slæbe Færøerne op til Island. Troldkvinden klatrede op på bjerget Eiðiskollur for at binde et reb rundt om Færøerne. Dernæst skulle hun skubbe øerne op på ryggen af kæmpen.Første gang fik hun dog taget for hårdt fat at den nordlige del af bjerget revnede.
Hun forsøgte igen, men tiden gik og da det lysnede skyndte hun sig ned til kæmpen i havet, men de var alt for langsomme og blev ramt af solens stråler hvorefter de forstenede. Senere på vores tur fik vi dem i øvrigt at se fra den anden side.
Natten skulle bruges på Eiði Camping. Campingpladsen er meget ny og derfor er alt ikke på plads, da vi kommer. Vi kontaktede derfor campingchefen Martin, som var hos i løbet af 2 minutter. De havde ikke lige forventet at få danskere på besøg midt i maj 🙂
Men her var vi altså og skulle nu stifte bekendtskab med en gammel fodboldbane lavet om til campingplads. Det betød f.eks. kunstgræs under hjulene 🙂 Og at vi kunne tage bad i trænerens gamle omklædningsrum.
Det betyder også en helt plan campingplads. Og derfor er det bare ekstra ærgerligt at auto- camperen ikke er plan eller at vi har fået kiler med.
Øverst i det gamle klubhus er der fællesstue med en fantastisk flot udsigt ud over Atlanterhavet. Derudover kommer der en legeplads, minigoldbane, varmepot (udendørs spa 🙂 ), mulighed for at leje campingvogn og meget andet. Pris pr. nat: 170 kr.
Og så kan man også være heldig at få en ekstra opgave under sit ophold: at få et lam genforenet med sin mor. Da de havde stået på hver sin side af banderne i lang tid og bræget om kap og ikke rigtig havde fundet sammen igen, så forbarmede vi os over dem og hjalp lammet på rette vej.
Det var nu heller ikke let, for der hvor der ikke er bander, er der mange steder hegn… og at drive et lam i den rigtige retning var nu heller ikke let…
Bag campingpladsen ligger søen Niðara Vatn og rundt om den går en fin sti ind til Eiði. Selvfølgelig gik vi af stien helt ind til byen – en rigtig dejlig aftentur.
På turen kan man lige få et kig ind på campingpladsen og ind på byen. Stien er jævn og let og kun få steder skal der krydses en smal rende.
På turen inde i Eiði gik vi også ned til havnen. Vejen derned bød på små smalle gader, som kræver lidt af lastbilchaufførerne, som skal der ned.
Nede i havnen blev der bygget bure til lakseopdræt. Vi har set burene ligge ude i fjordene rigtig mange steder her på Færøerne.
Efter en rigtig hyggelig snak med Martin og hans kone Hertha om aftenen og en god nats søvn, så klatrede vi næste morgen lige op på fjeldet bag pladsen og nød det sidste smukke kig ind over Eiði. Vi kommer helt sikkert gerne igen til denne perle.
Vi fortsatte ned mod Vestmanna – dog med en række svinkeærinder 🙂
Første stop gjorde vi på vejen for at nyde udsigten over mod Færøernes højeste vandfald Fossá. Vandfaldet er smukt i solen, men langt væk.
Det måtte vi naturligvis gøre noget ved, så vi fandt et sted at krydse vandet og kørte retur på den modsatte side.
Og så endte vi her – lige ved siden af det. Fossá er Færøernes højeste vandfald. Det falder 140 meter fra søen Langasandur og ned over fjeldets terrasser.
Og selvom der derfor ikke er tale om 140 meter frit fald, så er det dog alligevel imponerende at stå ved siden af. Og her om foråret er der fint med vand i det.
Nu kunne vi have vendt om, men vi fortsatte ud af vejen – som i øvrigt blev smallere og smallere. Ude i enden ligger bygden Tjørnuvík, men inden vi kom helt derud kom vi igennem en anden lille bygd: Haldarsvík.
Haldarsvík har en fin – aflåst – 8-kantet kirke. Kirkens altertavle – som vi så gennem vinduerne, viser nadverens indstiftelse. Dog er alle de 12 apostle afbildet med nulevende færingers ansigter.
Mindesmærket her er rejst til minde om de, der mistede livet på havet.
Der er også et lille vandfald – Kluftá – i byen.
Helt ude i enden af vejen ligger så Tjørnuvík. Stedet har været beboet siden vikingetiden, idet der er fundet en gravplads her i 1956. Der er også fundet en keltisk bronze-ringnål, som vidner om at der har været forbindelser mellem de færøske bopladser og de Britiske Øer allerede den gang.
Samtidig er her en flot udsigt over mod de 73 og 75 meter høje klipper Risin og Kellingin.
Det med afstikkere skal tages helt bogstaveligt. For i stedet for at fortsætte til Vestmanna – ja så kørte vi af den gamle vej over fjeldet mod Torshavn.
Og fra denne vej lavede vi endnu flere afstikkere og endte oppe på en lille smal vej der hedder Mjølkadalur. Og autocamperen kunne da lige være der 🙂
Hvad skulle vi så deroppe? Jo vores taxachauffør havde fortalt om den fantastiske udsigt deroppe og den måtte vi lige op at se. Og den VAR helt fantastisk. Så fantastisk at vi lige måtte sidde i læ og nyde den… For blæser – ja det gør det heroppe!
Længere ude af vejen mødte vi en anden sidevej ned mod bygden Norðradalur.
Vi gjorde stop lige før bygden for at prøve kræfter med en terrænmæssigt svær geocache. 4½ stjerner i terræn ER svært og det tog ca. 1½ time at komme ned i bunden af kløften, finde cachen og komme op igen.
Kun Søren klatrede ned og imens kunne Helle så nyde udsigten til den meget alternative gyllespedningsteknik (som nok ikke var accepteret af den danske miljøminister) og se nærmere på en gammel fårefold – eller på færøsk: en rætt.
For indtil ca. 50 år siden samlede man alle bygdens får her inden de blev drevet i samlet flok til Tórshavn for at blive solgt der.
Vores vej måtte jo nødvendigvis gå forbi Kirkjubøur – den sydligste bygd på øen Streymoy. For her er nok Færøernes vigtigste kulturelle arv.
I middelalderen var bygden bispesæde med omkring 50 huse. Ólavskirkjan (den hvide kirke med den flotte låge) er den ældste kirke på stedet. Den er fra det. 12. århundrede og er faktisk den eneste middelalderkirke på Færøerne, der stadig er i brug.
Portens glaskunst er lavet af kunstneren Tróndur Patursson.
Bag kirken findes ruinen Magnus Katedralen – eller i daglig tale: Múgurin (Muren). Den blev påbegyndt omkring år 1300, men om den nogen sinde blev færdig er uvist. Den kan også bare være faldet sammen gennem tiden.
I dag er der kun de 1½ m tykke mure tilbage og også de forfalder. I et forsøg på at beskytte ruinen er dele af den i dag overdækket, men det diskuteres stadig, hvordan man bedst bevarer den.
Sidste vigtige brik i det kulturelle puslespil i sognet er Kongsgården også kaldet: Kirkjubøargarður. De ældste dele af træhusene stammer fra 1000-tallet og kaldes roykstovan.
I dag bebos gården af familien Patursson på 17. generation! Og gården er Færøernes største gård. Det er muligt at komme ind i dele af gården. Når der ellers er åbent 😉 I øvrigt blev den senere Kong Sverre af Norge født her i bygden i 1151…
Læs mere: Del 1 – Del 2 – Del 3
