Ferie for Alle byder på alt camping-relateret - Fantastiske Ferier

Ferie for Alle byder på alt camping-relateret

af Bjarne Søby

Campingdelen af Ferie for Alle tæller alt lige fra campingpladser til autocampere, campingvogne og telte samt tilbehør i lange baner. Hos Hvidbjerg Strand Feriepark, Camping Agenten og Isabella A/S er forventningsglæden stor forud for messen, der finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. februar 2026.

Syv haller er dedikeret til camping, når Ferie for Alle senere på måneden slår dørene op til tre dages farverig ferie-inspiration, og opbakningen til messen er således stor blandt aktørerne inden for den populære ferieform. Rigt repræsenteret er eksempelvis landets campingpladser, hvoraf den seksstjernede Hvidbjerg Strand Feriepark hører til de mange, der udstiller på messen.

Hvidbjerg Strand Ferieparks stand på Ferie for Alle 2025 umiddelbart før, messen åbnede dørene. Foto: MCH/Tony Brøchner.

– Ferie for Alle betyder rigtig meget for os, og det er en messe, som vi hvert år glæder os enormt meget til – ikke mindst fordi vi her både møder vores gæster og kollegaer i branchen. Vi bruger meget tid på at forberede os på messen, og vi lægger stor vægt på, at alt bliver så godt som muligt. Derfor lytter vi også nøje til, hvad gæsterne efterlyser, og hvad personalet oplever som vigtigt – og netop den tilgang har ført til flere nye tiltag i år, fortæller Malene Holm Nielsen, Head of Marketing, Hvidbjerg Strand Feriepark, der uddyber:

– Som noget helt nyt kan man eksempelvis booke sit ophold direkte på standen. Det er en mulighed, vi har valgt at tilbyde, da der har været stor efterspørgsel fra både gæster og personale, og da det giver rigtig god mening for os. Derudover kan de besøgende forvente en levende og imødekommende stand med både konkurrence og gode tilbud – eksempelvis en ekstra god jubilæumsrabat i anledning af vores 50-års jubilæum, som vi er meget stolte af, og som vi gerne vil markere ved at give noget tilbage til vores gæster.

Malene Holm Nielsen tilføjer, at Ferie for Alle i hendes optik giver en helt særlig og meget værdsat mulighed for nærvær, dialog og pleje af relationer.

Rammer et bredt publikum

Andetsteds på messen finder man Camping Agenten, der stiller op med en omfattende stand, som samlet set i sig selv byder på alt inden for camping.

Benimar-autocampere fyldte godt på Camping Agentens stand på Ferie for Alle 2025 – og sådan bliver det også i år. Foto: MCH/Lars Møller

– Vi medbringer alt lige fra teknisk udstyr som batterier og solceller til et stort udvalg af telte, teltvogne, campingvogne og autocampere, og der er adskillige nyheder imellem. Så vi samler rigtig meget på ét sted, og vores udvalg dækker faktisk det hele. Vi stiller op med franske Caravelairs letvægts-campingvogne og har autocampere med fra både Benimar, Autostar, Elnagh, Eura Mobil og Randger, oplyser Peter Outzen, indehaver, Camping Agenten, der ser store fordele ved at udstille på Ferie for Alle:

– Først og fremmest er messen en glimrende anledning til at møde både nye og eksisterende kunder, og derudover rammer man et bredt publikum, fordi det ikke er en ren campingmesse. Så Ferie for Alle betyder rigtig meget for os, og vi tror meget på effekten af messen – det er en god investering, der giver os mulighed for at fremvise vores produkter og få nye kunder.

Han fremhæver desuden muligheden for at se kundernes reaktion på produkterne – og fastslår, at forventningsglæden er i top.

For alle med hang til frihed i naturen

Teltvogne, fortelte og andet campingudstyr i lange baner finder man også hos Isabella A/S.

– Vi glæder os til at fremvise en inspirerende stand, hvor alle med lyst til camping kan blive inspireret. Der vil være noget for alle med hang til frihed i naturen, og vores håb er, at vi kan inspirere og skabe glæde sammen med de besøgende. Vi ser altid frem til Ferie for Alle og en god weekend med glade mennesker og mange snakke om ferieoplevelser, lyder det fra Morten Kjeldsen, CEO, Isabella A/S, der har en klar tese om, hvorfor camping er så populært i øjeblikket:

– Der tegner sig et billede af, at flere og flere ønsker at tilbringe tid i naturen, hvilket understreges af, at udtrykket “at være offline” vinder frem – og det hænger jo nok sammen med, at rigtig mange af os som bekendt er temmelig meget online i vores dagligdag.

Igen i år dedikerer Ferie for Alle et stort udendørs areal til en vintercampingplads arrangeret i samarbejde med DCU. Derudover danner messen blandt meget andet ramme om danmarkspremieren på den nye Subaru Uncharted.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. februar 2026. Læs mere på ferieforalle.dk

Prøv også at læse disse indlæg