Vil man gerne på ferie i udlandet, men kan ikke få passet hunden, så kan campingferien være en mulighed. Flere campingpladser tillader nemlig, at hunden kan komme med på ferien.
Bedende øjne og små opmærksomhedssøgende bjæf. Det kan være svært at efterlade familiehunden hjemme, når sommerferien står for døren. Men måske er det slet ikke nødvendigt at lave aftaler med venner, familie eller hundepensionen i sommerferieperioden. For mange campingpladser i Europa tillader, at hunden er med på ferien.
”Camping er en ferieform, som byder på friluftsliv og natur, og derfor er det også et sted, hvor man vil kunne have hunden med. Vi har i samarbejde med vores hollandske søsterklub ANWB lavet en campingportal, hvor man kan få et hurtigt overblik over mange tusinde campingpladser i hele Europa. Her kan man blandt andet søge efter campingpladser, hvor hunde er velkomne”, siger Michelle Holmegaard, produktchef for FDMs campingkoncept.
Lige nu er der over 6.500 pladser i Europa, hvor campisten kan tage hunden med. Har man ikke selv en campingvogn, er det på nogle campingpladser muligt at leje en campingvogn eller en hytte, hvor hunden må være. Nogle steder er det dog kun, hvis man kommer med egen campingvogn, at hunde er velkomne.
”Rejser man med hund, er der dog en række hensyn, man bør tage i forhold til dens velbefindende. Man skal spænde den fast i bilen, huske pauser og så selvfølgelig holde øje med temperaturen. Når man når frem til pladsen, skal man også huske at vise hensyn over for de andre gæster og selvfølgelig overholde campingpladsernes hunderegler”, siger Michelle Holmegaard.
Se hvilke pladser der tillader hund på www.fdmcamping.dk
Gode råd, når du har hunden med i feriebilen
Spænd hunden fast
Der er ingen lovkrav til, hvordan man skal transportere sin hund i bilen, men FDM anbefaler, at hunden transporteres i bur eller som minimum en hundesikkerhedssele. En løs hund kan både forvolde skade på sig selv og passagererne ved f.eks. en hård opbremsning.
Husk pauser
Giv gerne hunden en halv times ophold efter ca. tre timers kørsel. Giv den vand, godbidder eller tørkost og mulighed for at tisse af og snuse rundt. Undgå derimod at give den fx kødben i bilen, da den kan få det galt i halsen.
Hold øje med temperaturen
Det kan hurtigt blive varmt for hunden, ikke mindst hvis solen er på, og I holder i kø. Åbn vinduerne, og giv hunden vand, så den ikke dehydrerer.