Denne vinter er vi sæsoncampister på Frigård Camping. Vi har fået tildelt en komfortplads med mulighed for tilslutning af vand og afløb. Nogle vil måske hævde, at det ikke er rigtig camping, men vi er ligeglade, for vi elsker det.
Der er efterhånden en del campingpladser i Danmark, der tilbyder komfort- eller luksuspladser. Fællesnævneren for dem er, at hver enhed har sin egen vandhane, sit eget afløb til spildevand og i nogle tilfælde også tilslutning til satellit-tv.
Her på Frigård Camping har vi ’kun’ tilslutning til vand og spildevand. Men det er alt hvad vi har brug for.
Vores Adria Alpina er født med tilslutning til byvand, så vi har en vandslange fra vandhanen på vores enhed sluttet direkte til vores campingvogn. Vi har derfor masser af vandtryk, og skal ikke tænke på at fylde friskvandstanken i campingvognen op.
Men… vandet skal jo ud igen, og der er det super lækkert med afløb fra campingvognen direkte til kloakken. Vi kan bruge alt det vand vi vil, uden at skulle tænke på at fylde vand på campingvognen eller tømme spildevandstanken.
Så vi kan vaske op i campingvognen, gå i bad (ja – vi har et stort badeværelse med brusekabine i vores campingvogn), og alt andet, man nu bruger vand til. Vi har derfor ikke brug for campingpladsens faciliteter, som vi ellers normalt ville have. Og vi elsker det. Det er er Corona-tider, og vi kan passe os selv og holde afstand.
VI skal dog stadigvæk selv tømme toilettanken, så derfor bruger campingpladsens toiletter til ’nummer 2’, men det er ok. I den situation er man som regel også alene på toilettet 🙂
Så er vi på camping, eller har vi omdannet vores campingvogn til et sommerhus? Og selvom jeg godt ved, at der kommer en masse kommentarer i stil med ’DET DER HAR INTET MED CAMPING AT GØRE’.
Til alle, der bare tænker på at skrive det vil jeg sige: Gu’ er vi på camping – og vi elsker det. Det er vild luksus, og som sæsoncampister om vinteren, er det lige hvad vi har brug for. Vi kunne selvfølgelig godt have valgt et spidstelt og ligge og fryse i vores soveposer, men det er ikke os. Men vi er stadig på camping!
For os er camping: Frihed til at vælge. Og nu vælger vi dette. Til sommer gør vi sikkert noget andet. Men som sæsoncampist om vinteren er det vildt dejlig med en komfortplads. Især når ens campingvogn er forberedt til det.
Nu har vores campingvogn tilslutning til byvand. Det er ikke alle campingvogne, der har det. Men du kan stadig få glæde af en komfortplads. Afløb er afløb, så det kan alle campingvogne tilsluttes. Og selvom din campingvogn måske ikke har tilslutning til byvand, så kan du købe et dæksel med Gardena-tilslutning til din campingvogn. Det sætter du i stedet for det normale dæksel der hvor du fylder vand på campingvognen. Så sætter du en vandslange mellem dækslet og vandhanen på din enhed. Og så er det bare at åben for hanen, når vandtanken skal fyldes op. Slut med at rende efter vand med en vandkande. 🙂
Så hvis du er til komfort og luksus, så hør på de campingpladser, du gerne vil besøge om det er muligt at få en komfortplads.