Marina Di Venezia 2008 – Del 4

af Ann Karina
Image

 

Der er nok at tage sig til på Marina di Venezia – især for børn og unge. Hver dag byder på et afvekslende program med en masse aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften.

De fleste trækker nok ned til den dejlige strand. Dels for at bade – både i vandet og i solen – og dels fordi, det lufter mere der. Stranden er – i sagens natur – heller ikke lukket under Siestaen. Vandet er dejligt varmt, så badning der, er ikke forbundet med et koldt gys. Til gengæld kan det være svært at blive kølet af.

Image
Stranden er meget børnvenlig

Vandet er lavt langt ud, så det er absolut en meget børnevenlig strand. Der må ikke sejle både eller windsurfes der, hvor der bades. Dette bliver håndhævet af de mange livreddere, der overvåger stranden. Undtaget er dog de mange vandcykler og kajakker, man kan leje på stranden. Disse sejler på kryds og tværs mellem de badende.

Image
Der kan lejes vandcykler flere steder på stranden

Selve stranden er meget bred og består af det fineste sand. Husk strandsko, for i middagsheden er det også det varmeste sand, og vi så tit folk, der med smerte i øjnene spurtede hen over stranden for at komme ned til det kølige sand ved vandkanten.

Image
Der er god plads på stranden, så man ligger ikke så tæt som andre steder

Der er flere veje ned til stranden fra campingpladsen, og de fleste af disse er flisebelagt næsten ned til vandkanten. Det er stor hjælp for kørestolsbrugere og familier med barnevogne o.l.

Image
Det er let at få kørestole, barnevogne o.l. ned på stranden

Image
Der er flere rullende boder på stranden. Her sælges der billige håndklæder

Image
Der er også en del sælgere, der faldbyder varer. Husk at prutte om prisen.

Marina di Venezia har netop i 2008 indviet deres nye store pool område – AquaMarina Park 2008.

Image
AquaMarina Park 2008

Det er et fantastisk vandland. Her er et svømmebassin med olympiske dimensioner, et bassin i tre niveauer med spa effekt. 3 store vandrutschebaner med forskellig hældningsgrad, er stort bølgebassin, et soppebassin med springvand, et børnebassin med små rutschebaner og delfiner, der sprøjter med vand.

Image
Bølgebassinet er meget populært

Image
Stort bassin med olympiske mål

Image
Børnene har det pragtfuldt i de skønne børnebassiner

Og endelig et børnebassin med en legeborg midt ude i bassinet. Legeborgen er helt fantastisk. Her er klatrestativer, løbegange og rutschebaner, og der pumpes hele tiden vand ud over borgen. Enten som vedvarende brusebade, eller i kaskader fra store spande og baljer, der tømmes ud over de badende fra tid til anden.

Image
Vandborgen

Omkring de mange bassiner, er der liggestole og parasoller. Men man skal nærmest stå i kø inden pool-området åbnes for at kunne tilegne sig en skyggefuld plads i en liggestol. Mange breder derfor bare et håndklæde ud og lægger sig der. Det er ikke tilladt at medbringe badedyr, luftmadrasser m.m. i pool-området.

Image
Vandaerobic

Hver dag er der vandaerobic i det store bassin, og tre gange om ugen er der spinning – i vand. Det virker fuldstændigt skørt, men man sidder altså på motionscykler ude i bassinet. Cyklerne står under vand, så det er rimeligt hårdt at træde i pedalerne.

Image
Vand-spinning – cyklerne står under vand. Man kan lige ane styret

Pool-området er lukket mellem 13.00 og 15.00 – dog ikke for dykkerskolen. I Siestaen underviser instruktørerne fra dykkerskolen nemlig i det store bassin. Her skal man dog være tilmeldt (og have betalt) for at kunne deltage.

Lige ved siden af pool-området ligger Piazza Marina med den store scene. Her er der dagen igennem aktiviteter som f.eks. undervisning i klassisk ballet, hip hop og musical. Endvidere afholdes der her konkurrencer m.m. for alle.

Image
Her optræder de yngste ‘elever’ med det, der har lært i campingpladsens balletskole

Image
Også eleverne fra musicalskolen viser hvad de har lært
 

Om aftenen er der først børne-disco for de helt små, og derefter en eller anden form for underholdning – primært for de voksne. Den kan være konkurrencer, talentshows, musicals, dans e.l.. Det meste af det, vi så på den store scene om aftenen, var ret morsomt og underholdende.

Børnedisco’et var meget populært og et stort tilløbsstykke.

Der afholdes mange nationale fester gennem sæsonen – f.eks. dansk-fest, hollandsk fest o.l. De fleste nationale fester bliver afholdt i de perioder, hvor der er flest gæster fra det pågældende land på campingpladsen. Men den Schweiziske fest er helt speciel. Den bliver nemlig afholdt d. 01. august, som er Nationaldag i Schweiz.

For de mindre børn er Leo Park et paradis. I bund og grund er det en legeplads med gynger, vipper klatrestativer, karruseller m.m. Den ligger rimeligt skyggefuldt, og har god plads til at børn kan udfolde sig. Man skal selv hold sine børn under opsyn, men det kan ske fra caféen lige ved siden af (det er nok ikke er tilfælde, at men har lagt en café netop der).

Der er også mulighed for tennis, basketball, bordtennis og bueskydning på campingpladsens egne baner. På stranden er der desuden net til Beachvolley og Strandfodbold.

Image
Der spilles som regel beachvolley hver dag på stranden

Og skulle det ikke være nok, så er der en sportsplads ca. 200 meter fra campingpladsen. Netop sportspladsen er hjemsted for to meget vigtige begivenheder på Marina di Venezia – nemlig campingpladsens fodboldskole og ’landskampene’

Image
Holdbillede fra Fodboldskolen

Image
Pigernes ‘Landshold’

Næsten hver uge i højsæsonen bliver der spillet landskampe mellem de forskellige nationaliteter blandt campingpladsens gæster. Vi nåede at opleve Italien/Danmark og Holland/Danmark. Det virker som om, at der stilles flest danske hold, men det har nok noget at gøre med, at der er rigtig mange danske gæster på Marina di Venezia. Hvis der er deltagere nok, spilles der landskamp både for kvinder og mænd. Man skal være 14 år for at kunne deltage på et landshold.

Image
Pigernes landskamp vi ligeså spændende som drengenes

Image
Ingen skal sige, at piger ikke kan spille fodbold

Image
Der undervises i både teknik og sampil, og træningen overvåges af flere instruktører

Der bliver også gjort meget ud af fodboldskolen. Her kan piger og drenge få både teknisk- og kamptræning gennem hele ugen. Børnene inddeles efter alder, og der er træning hver dag. Trænerne kommer fra forskellige lande i Europa – også Danmark. Faktisk er næsten halvdelen af deltagerne fra Danmark. Og træningen tages meget seriøst – det lades hverken børnene eller deres forældre i tvivl om. Fodboldskolen afsluttes om torsdagen med overrækkelse af medaljer til alle deltagere, samt pokaler til de spillere, der har levet mest op til begrebet ’Fair Play’.

Jeg nævnte før, at der gøres meget ud af fodboldskolen – og det er med god grund. Spillet er populært i hele verdenen, og det kan binde mennesker sammen i en fæles passion for spillet. Så ud over den ren sportslige side af fodboldskolen, har skolen også et socialt formål. Børnene der deltager i skolen, danner hurtigt venskaber – også på tværs af nationaliteter. Dette gælder også de voksne. Mange forældre sidder og overværer træningen, sludrer sammen, så også her dannes venskaber.

Image
Super flot minigolfanlæg

Endelig skal vi nævne Marina di Venezia helt fantastiske minigolfbane. Den er så flot anlagt og banerne er krævende og sjove. Mange af banerne har en svær og en let rute, så både børn og voksne kan spille med forskellig sværhedsgrad i samme spil.

Image
Her kan man dyste mod hinanden med forskellige sværhedsgrader

Links:
Hjemmeside: Marina di Venezia
Gå til del: 1 –  2 –  3 –  4 –  5 –  6

Prøv også at læse disse indlæg