Da jeg var barn foregik de tidligste ferier jeg kan huske, med os 5 unger på bagsædet og vores trofaste gamle, men velholdte, villatelt på taget af bilen. Et stort blåt og orange telt, ca. 20 kvm., med 2 sovekabiner, med en tøjstang i mellem, et lille køkken og en “stue” med plads til bord og stole. Jeg husker ikke hvor vi var, (jo, jeg husker vi var i Italien) men rejselysten har jeg fået ind med modermælken.
Jeg fatter stadig ikke hvordan mine forældre fandt råd og tålmodighed til at køre så langt med 5 børn, der alle var født inden for 8 år, på bagsædet.
Måske kunne det lade sig gøre pga. min fars stædige beslutsomhed og min mors…ja hvad skal jeg kalde det? Jeg hørte aldrig min mor brokke sig eller bede om noget til sig selv. Eller bare udtrykke et behov. Det må du da have haft, mor?
Med 5 børn må der have været lidt at pakke og holde styr på. Dengang var alle unger skrevet ind i forældrenes pas. Der skulle ikke huskes 7 pas, fordi man var 7 i familien. Man kunne godt sidde 5 på bagsædet selvom der kun var seler til 2 eller 3. Vi havde ikke høretelefoner eller dvd skærme i bilen. (i Ann´s rejsedagbog for 2007 kan jeg se en sur smiley over at hun i Tyskland mistede sms kontakten med hendes elskede veninde Mille).
Af og til føles tiden lang og for at dæmpe os satte mor og far os i gang med lege, som at få øje på forskellige bilmærker eller finde tværsummen af en nummerplade. Ordspil, små brætspil og i kort tid ad gangen læsning.
Senere fik vi campingvogn, ikke stor nok til 7 mennesker, men hvilken vogn er det -som en almindelig bil må køre med, altså?
14 fods campingvogn og en gammel Austin med 7 personer i Jugoslavien i 1984
Så sov mine to brødre bare i bilen eller i et telt. De brokkede sig ikke. I campingvognen sov vi 3 piger i den ene ende, og mor og far i den anden. Vi pjattede og fnisede, fik skæld ud, fnisede igen, fik skæld ud indtil vi også mærkede at der var latter i den anden ende af vognen. Der var engang hvor alt kunne grines ad og det var svært at stoppe igen. Ann mener ikke det har ændret sig.
Tilbage til nutiden
Da vi planlagde ferien besluttede vi at vi skulle bo på campingpladsen ved siden af den jeg besøgte som barn; Spiaggia d’oro. Vi var på La Quercia engang i 80’erne. Jeg ringede i god tid til pladsen og fik at vide at man ikke kunne bestille plads, og at det heller ikke var nødvendigt, de havde udvidet og havde god plads.
Men da vi kl. 21 søndag aften når frem, er alt optaget. Vi får at vide vi kan holde på deres parkeringsplads og vente til nogen kører næste morgen. Ikke noget med “først til mølle”, bare vær fræk, ser du nogen pakke sammen, så sæt dig i en stol ud for pladsen og reserver den, til de forrige beboere er væk. Vi fik at vide vi skulle være fremme i skoene for at beholde pladsen, især hollændere og andre danskere kunne være ret frække og skubbe sig ind foran andre, hvis man ikke var lidt bestemt. Vi fik nu ikke noget bøvl.
Vi affinder os med “håbepladsen” denne første aften og vil prøve lykken næste morgen. En af medarbejderne på pladsen, mener at man må kunne gå nøgen rundt på gaderne i Danmark, da alle danskere tilsyneladende er i Italien denne sommer. Han mener ikke vi vil få noget ud af at prøve andre pladser. Vi går en tur for at se om nogen er ved at rydde op og prøver at vurdere hvilken del af pladsen vi foretrækker, hvis vi får flere valgmuligheder. Noget af pladsen skråner, der er områder med mere grus end græs. Vil vi ligge lige op ad swimmingpoolen med deraf følgende skrig og larm hele dagen?
Mor smører “klapsammen” rugbrød, mens vi finder et par campingstole. Sidder knap en halv time udenfor på parkeringspladsen og taler, slapper af. Flere af de andre ventende har slået lejr, har grillen i gang og dækket bordet. Pludselig vælter regnen ned. Ikke bare en lille byge, men helt utroligt meget vand! Vi flygter ind og falder i søvn til regnen på campingvognen, en hyggelig lyd, så længe den bare stopper igen indenfor rimelig tid.
Far og jeg står tidligt op næste morgen og går en tur, vi ser en svensker, på vejen; Via Vicenza, der er ved at pakke sammen, han spørger selv om vi leder efter en plads og om vi vil have den, vi takker ja og bliver der til han er væk og vi selv kan få vognen på plads.
Via Vicenza. Bare billedet af vejskiltet (ja, jeg har faktisk taget et billede af skiltet, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om hvorfor) får mig til at huske hvor græsset var slidt i stier til vigtige steder. At man selv skal have toiletpapiret med i lommen.
- Hvor høj kantestenen var, som min far sparkede tåen i stykker på, der hvor græsset sluttede.
- Hvordan vejen ser ud ned til søen, når man står på toppen og kigger ned af bakken.
- Butikken nede til højre, før søen.
- Den familie der passer butikken.
- Den sure mand der passede campingpladsen. Var han søn af dem der havde pladsen da jeg var barn? Det tror jeg.
Vores venner ligger på en plads lidt længere ned mod Lazise, han stopper dem da de om aftenen har besøgt os, han vil have et gebyr pr. person for deres besøg. 7 euro per person. De tror i første omgang det er en joke og et par af de unge i selskabet griner.
Han bliver rasende og truer med at ringe til politiet. En lille arrig trold. Vi så ham aldrig helt afslappet eller bare smile hjerteligt, som jeg ellers synes en “campingfatter” skal. Bortset fra hans humør, er alt på pladsen nu i orden.
Den tredje nat får vi oplevelsen af et rigtigt tordenvejr med i bagagen. Ikke et som kan sammenlignes med de danske tordenvejr. Der er brag der får alt til at ryste, vores service klirrer i skabene. Vi står op, vi skal se lysshowet henover søen. Helt fantastisk mange lyn! Der kommer nogle kastevinde igennem pladsen. Mor og Thomas er ude og holde hjørnerne af forteltet, som truer med at flytte fra os. Vi må stramme stængerne og far må ud i vejret og fæstne pløkker og barduner. Vi ser flere fare rundt på pladsen omkring os. Det er uvant voldsomt, men giver også et sug i maven af oplevelsen af fremmede og større naturkræfter end vi er vant til hjemmefra.
Næste morgen er der stille igen. Varmt. Solskin. Op ad- og omkring, affaldscontainerne er der knækkede parasoller, pavilloner, havemøbler og mindre telte i stakkevis.
Vi går langs stranden ind til Lasize. Genkender havnefronten, selvom den vist har fået en ansigstløftning siden jeg var der sidst.
Havnefronten i Lasize
Sidegader med små butikker, som jeg nu synes er meget mere interessante, end jeg synes da jeg var barn, selvom jeg aldrig får min venindes shoppe gen. Jeg elsker at kigge, men kigger mere på helhedsbilledet end på de enkelte varer. (det er nok derfor jeg aldrig gør lige så gode køb) Jeg ser de mennesker der ser på varerne. Jeg ser de sælgende. Deres ansigtstræk, furer, smilerynker og et muntert glimt i øjet. Et anderledes sælger gen end jeg er vant til på de kontorer jeg har været på.
Jeg ser dem når deres familie eller bekendte lige kigger forbi butikken, deres genkendelse og glæde i øjnene. Jeg ser dem når de bliver sure på deres buddreng. Deres vrede går over lige så hurtigt som den kom. Man ser ikke italienerne skjule deres følelser bag masker, eller et korrekt ansigt, som mange andre steder. De fleste danske butikker og deres ansatte er korrekte og formelle. De har deres “arbejdsansigt” på.
Der kan dog også være forskel på de italienske ekspedienter.
Der er de dyre butikker, hvor varmen eller modtagelsen er helt anderledes, eller manglende. De kigger lige op og ned af en og vurderer med kendermine om man er køber eller “oser”. Afgør om man har råd til deres niveau.
Jeg ser hele byen. Lægger mærke til mærker, på huse, gader og inventar og mennesker, det ses at der leves.
Især ser jeg mennesker. Lokale eller turister. Ser om man kan få en fornemmelse af dem. Par der kommer gående med hinanden i hånden. Måske kun af vane, mens de kigger i hver sin retning. Par der kommer i tæt samhørighed, fælles forståelse for oplevelsen.
Vi spiser på pizzeriaet lige om hjørnet. Den italienske tjener ved, at ekstra opmærksomhed på kvinder, unge som ældre, tykke som tynde, smukke eller slidte, betaler sig.
Der tages billeder med den samme tjener ved siden af 3 generationer af kvinder i samme familie. Tjeneren opfordrer selv til det, man føler sig smigret, han ved det virker. Da han rutinemæssigt flirter, hører jeg med chok min mor sige at jeg er single. Selv min 13 årige datter falder for charmen og beder om penge hun kan give som ekstra drikke penge, gad vide om han opdagede det?
fortsættes…
