Jeg har netop set første afsnit, som jeg optog på harddisken i torsdags, mens jeg tilbragte tiden hos min syge veninde på sygehuset. Jeg smager på titlen og føler nogen har snuppet min replik. Sagen er at jeg i juli 2007 tog på en ferie sammen med mine børn, Thomas og Ann, og mine forældre. Målet for rejsen skulle være Gardasøen hvor jeg tilbragte ferier som barn.
Da det var besluttet at vi ville spare sammen og hvad målet skulle være, fandt vi allerede i juleferien inden, de gamle fotos fra mine forældres første ture frem. Efter aftensmaden blev der hængt et stykke hvidt linned op på væggen i stuen og lysbillederne kørte helt tilbage fra jeg kun var et par år gammel. Sjovt at vise børnene billeder på denne måde, for dem at se de tidligste billeder jeg kan huske og sjovt at se hvor simpelt det kunne være uden at ferien blev ringere af den grund.
Min søster og jeg på La Quercia i 1980, med vores gamle villa telt som blev købt i 1974, brugt for 1200 kr.
Inden afrejsen joker min søster og svoger “god fornøjelse” på den der “at du gider på ferie med mor og far” måde. Med et glimt i øjet, skævt smil og drillende, som om man ikke kan have en god ferie med sine forældre, når man er blevet voksen og har smag og mening selv? Jeg regner med de ikke mener det så slemt, de har også selv været på tur med dem.
Men ferien mere end levede op til min forventning. Den blev så dejlig, rolig, fyldt med kærlighed, overbærenhed og samvær at jeg fik en trang…nej at der voksede en torn af længsel i mig, som jeg føler kun kan udvikle sig, eller forsvinde om du vil, hvis jeg bor i Italien.
Jeg vil bo i Italien!
Måske bare noget af året. Jeg vil være i varmen, mærke solen. Se italieneres varme, åbne munterhed, mod hinanden og mod de turister der hvert år oversvømmer deres by og egentlig står i vejen når de gerne vil handle, når de vil ud og spise og når de bare gerne vil sidde i stilhed på den lokale café.
Serien, som handler om 4 par der skal istandsætte og konkurrere om præmien; muligheden for at købe det færdige resultat og drive det som en “Bed and breakfast” i en lille lokal by, gør mig misundelig. Det er det jeg vil! Det er det jeg drømmer om. Min italienske drøm! Bare uden kameraer og familien Danmark til at bedømme mig. Og kommentere mig hver uge. Min smag, hvor hurtigt jeg lærer italiensk, hvor meget jeg blander mig med gadens øvrige beboere.
Efter min mening ender de rigtige med at vinde. Også selvom de endte med at beslutte det ikke kunne betale sig for dem at købe huset.
I går aftes havde Thomas en flok unge på besøg og de så filmen “Et hus i Toscana” ligge på bordet. De grinte og jokede om hvor spændende den lød. Hvordan de ligefrem af titlen kunne fornemme romantikken, en prins komme ud gennem solstrålerne. Jeg sagde ingenting, men smilede for mig selv. Det er ikke det det handler om. Romantik. En mand. Eller de italienske mænd. (selvom jeg må indrømme at jeg finder noget i deres facon charmerende). Det handler om landet, naturen, kulturen og om mig. Hvor jeg er i livet.
Hvor er jeg i livet?
Måske er det Frances Mayes oplevelse jeg vil have. Bringe et gammelt hus og mig selv til live, med solen som varme, glæde, radiator og inspiration. Få den søde advokat som happy ending. Nå ja, så er der alligevel lidt romantik i drømmen.
Jeg sluger alt hvad der handler om Italien, bøger fra biblioteket, nyheder, film, rejsebøger, vinbøger, kogebøger. (jeg har vist kun kigget i en kogebog for at følge opskriften, én gang indenfor de seneste 10 – måske 20 år, mine 2 søstre ville dø af grin hvis de hørte jeg nogensinde har kigget i en opskrift, de har begge fået hele kvoten af interesse og evne for madlavning)
Det er ligesom om jeg kan fornemme stemninger, duft og smag, bare ved at se billeder eller læse italienske ord. Jeg optog endda de afsnit af Min italienske drøm, som jeg ikke kunne se på selve udsendelses aftenen.
Nogen gange skriver jeg bare “Italien” i Googles søgefelt, andre gange kombinerer jeg det med sætninger; “at bo i Italien”, “at arbejde i Italien”. Jeg har flere sider som foretrukne på min pc, hvor der er forskellige vinkler af samme emne.
For mig ser det ud til at italienerne har et mere enkelt liv, at de går mere op i at leve, end at samle sig ting. Selvom det er meget langt fra min egen natur, kan jeg godt lide at se flere nabokoner sidde sammen udenfor og tale og sammen ordne grønsager. Jeg kan godt lide at se de ældre mænd sidde udenfor på en bænk og betragte dem der kommer forbi. Måske taler de sammen, måske gør de ikke. De sidder sammen. Umiddelbart ser det ud til at vi i Danmark lever for at skabe et smukt hjem og bekvemmelighed og opholder os meget inden døre, og måske knapt kender navnet på vores naboer. Vi kan måske undskylde os med en klimaforskel? Måske er det kun mig der ser det sådan.
Bare at se billederne fra vores ferie 2007, giver mig længsel, jeg kan føle det som en fysisk sult, der sidder i hjertet, ikke i maven.
Vi kører lørdag d. 07 Juli 2007
Børnene og jeg tager toget kl. 11.25 til Fredericia hvor vi skal møde mine forældre. Vi får et forskrækket sug i maven, da vi på vores egen station opdager at billetautomaten ikke vil acceptere mit hævekort og give os de billetter vi har bestilt. En hurtig beslutning, jeg tager firmakortet og flår billetterne ud af automaten og genner børn med bagage ind i toget.
Jeg sender min chef en sms med en besked med denne mening, “har lånt penge, forklaring følger, tilbagebetales når jeg kan komme til en bank”
Vi når til Fredericia, mine forældre når frem nogenlunde samtidigt, vi kører ned i hjørnet af parkeringspladsen, finder et sted hvor vi kan vente på min søster og svoger som gerne vil komme og hilse af, inden vi kører syd på. Vi synes det er hyggeligt at de har lyst til at køre den lange vej fra Herning til Fredericia, bare for nogle minutter sammen på banegårdens parkeringsplads. Men samtidigt tripper vi, “vi elsker jer, tak fordi I kom, vi vil gerne af sted”
Kl. 15.00 er vi på vej
Billedrækken fra ferien starter med et par stykker af børnene der sover fredeligt op ad hinanden, som om de aldrig havde råbt af hinanden derhjemme, smækket med døren og ønsket de var enebarn. Det må foreviges!
Børnene sover fredeligt op ad hinanden – det må foreviges
Kl. 00.30 er første dag brugt op, der er stille i bilen. Den sidste time har jeg siddet bag rattet og kørt i mellem vejarbejde og stigninger og fald på 8 %. Jeg var ivrig da vi planlagde turen, jeg mente ikke vi behøvede en overnatning på turen. Med 3 voksne der kunne skiftes kunne vi nå at hvile. Men vi trænger til en pause.
Første overnatning sker på en rasteplads efter Kassel, de to mænd, min 67årige far og min 16årige søn, i bilen, og mor, Ann og jeg ved siden af hinanden i den ene ende af campingvognen. Ann finder ikke rigtig ro, hun er nervøs for at sove på en rasteplads, hun har hørt så meget. Vi er oppe ved 6 tiden igen.
Vi vil benytte de rene tyske faciliteter og få os en afvaskning på den store rasteplads’ toiletter. På vej gennem toilet-bommen ser min far en efterladt ubrugt toiletbillet sidde i automaten og vil spare den halve euro og bruge den. Toiletmesteren har imidlertid set han ikke selv trak en, og han giver far en rasende tysk skideballe.
Min mor som kommer efter far i køen, har ikke opfattet hvad der er sket og ser også den ubrugte billet. Hun rækker ud efter den og får et ordentligt klask over hånden af den sure toiletmand. Mine børn og jeg må grine, sådan går det når man forsøger at snyde.
Kl. 6 om morgenen er vi ikke specielt fotogene
Morgenmad i vognen. Hurtigt, ivrige efter at komme på vejen igen. Mod målet. Solen, Gardasøen. Vennerne som er en dag forud for os, uden campingvogn efter bilen.
Bilen har ingen aircondition, vores medbragte iskolde vand har efterhånden lidt mere end kropstemperatur, og vi sidder 3 på bagsædet, alle som med feber og klistrer op af hinanden. Som vi kommer tættere på målet, hjælper det mindre og mindre at åbne vinduerne. Men vi tager det alle med godt humør, og alle tager deres tørn på bagsædet, lige som alle får siddet på den gode plads ved siden af føreren, hvor man kan bevæge armene og vælge musikken.
Vi tager billeder udad bilruden, i fart eller i kø på motorvejen. Billederne ligner fuldstændig dem som mine forældre har i deres album fra da jeg var barn. Samme genskin af ruden. Samme slotte og ruiner.
Da vi ender i en længere kø i lang tid, letter Thomas på vores humør, da han stikker en god del af overkroppen ud af sideruden og råber af fuld kraft, i retning af køens start ” KØR SÅ HJEM FARMOR”!!
Der begynder at komme “rigtige” bjerge.
Bjerge gør forskellen tydelig, mellem Danmark, Nordeuropa og det mere fremmede. Én ting er forskellen på landskabet, en anden er grænserne som mennesker har sat i en verden der ikke engang er deres. Der burde ikke være grænser mellem lande. Verden burde være en rund klode af oplevelser uden adskillelse og fremmed- og fjendegjort, som om,,.. at i Danmark er det kun danskere der er “rigtige”.
En cirkel af oplevelser, uden begyndelse og uden ende
Det var vel det Gud ville fra begyndelsen, en stor dejlig verden af oplevelser, til alle, uden at nogen skulle være herre over andre. Uden at nogen skulle have det dårligere, ringere levemuligheder. Mindre glæde, færre muligheder, fordi man er født på den forkerte side af grænseskiltet.
Der er jo ikke noget galt i at der er forskel eller at lande er anderledes, at der er forskellig klima, natur og kultur. At det ene land er fladt og det andet har bjerge.
Det er jo netop det der gør at man vil rejse, se det hele. Suge det fremmede ind.
I hvert fald giver bjergene mig en lykkefølelse, vi er godt på vej! Efter det lange stykke i Tyskland, kan vi nu se vi er nået et stykke ned i Europa.
fortsættes…