Bryan tog førertrøjen på, mens jeg lå underdrejet med en mavevirus og bestilte billetter til Pisa — om det var det eller det faktum, at jeg efter 18 år i samme firma nu havde fået chancen for at prøve kræfter med et nyt arbejde, der fik drevet baktusserne på flugt vides ikke.
Man kan sige meget om deres metoder, men at skulle give 3x så meget + 3x så lang rejsetid over CPH – Nej Tak
Men en tur til Pisa – kun Bryan og jeg – ville være en helt perfekt overgang fra et vådt og kedeligt forår til en forhåbentlig uovertruffen og varm sommer samt en chance for at kunne generhverve lidt energi og også pleje parforholdet.
Vi fløj med Ryan Air (beklager, men de ER altså bare de eneste der gider at flyve fra Billund og direkte til destinationen) fra Billund kl. 14. Farmor var ankommet om formiddagen og med hende i hjemmet kunne vi trygt koncentrere os om os selv; hun er GULD værd !!! Flyveturen gik fint, selvom jeg altid er bare LIDT anspændt, og vi landede lige godt 2 timer senere. Vejret kunne godt ha’ været mere sommeragtigt, men 20 grader føles jo unægteligt NOGET bedre end de 10-12 grader, som vi efterlod i DK 😉
Vi tog en rød bus ind til byen, selvom der kun er ca. 4 km. fra lufthavnen ind til centrum. Bryan var rendt ind i et rigtig godt tilbud på en ferielejlighed, men vi ville alligevel gerne teste campingpladsen, som ligger utroligt centralt; godt nok i udkanten af Pisa, men kun ca. 1 km. fra Mirakel pladsen med det skæve tårn, domkirken og det smukke dåbskapel.
Det er ikke mange attraktive feriebyer, der kan præstere så nær en campingplads; www.campingtorrependente.it
Velkommen til bycamping – og så alligevel stille og roligt, her lige uden for bygrænsen.
Synet der møder os, overrasker meget meget positivt – her er flot og velholdt! Pladsen er overraskende veludstyret; rigtig hyggelig restaurant, dejlig swimmingpool med rigtig hyggelig poolbar, kanon fine hytter til forskellige behov og en fin plads til campingvogne/teltvogne, som kunne overdækkes af skyggende tekstiler på de meget varme dage, samt en hyggelig, skyggefuld teltplads.
Restauranten ude som inde – rigtig hyggeligt, og temmelig fornuftige priser 🙂
Poolområdet var ligesom resten, lækkert, nyt og rent. Ikke det store vandlands cirkus – men det gør nok heller ikke noget, for langt de fleste af os. Pool baren brillierede da også, med kolde dejlige fadbamser til ok priser (her mangler en “thumbs up” smiley) Diverse snacks, lasagne, sandwich osv kunne også bestilles.
Standpladser der kunne overdækkes – området er ikke helt så hyggeligt som hytte området, men helt ok til en byferie som nok sjældent varer i 3 uger 🙂 Vi ville i hvert fald ikke være betænklige, ved at slæbe vognen derind. 222kr/døgn for 2 personer. 405kr/døgn v. 5 pers – lige til den gode side – men de fine nye faciliteter samt den fede by placering, betaler jo nok ikke sig selv …
Hytter/mobilehomes i alle størellser og prisklasser. Billigste 3 personers hytte MED aircondition koster 383kr/døgnet. Lidt billigere uden AC.
Pladsen er helt ideel for turister, der har valgt at flyve hertil pga. beliggenheden. Selvom det ikke var højsæson var pladsen godt belagt, så hvis man skulle ønske sig en hytte i nogle dage, skal man nok være i lidt bedre tid end vi var.
De sanitære forhold, var så sandelig også i orden! Fint og nyt – der mangler ikke noget 🙂
Lig lige mærke til bruseren, der fungerer som bidét 🙂 Når først man har vænnet sig, til strålen i nummeren – så er det altså helt trist at komme hjem, og skulle undvære den. Ren Røv at trutte i, rykker altså bare 😀
En lille legeplads, samt et spilleområde til de lidt større børn, er der også blevet plads til 🙂
Første dag skulle vi dog tilbringe i vores lejede lejlighed og den startede vi selvfølgelig med at tage hen for at komme af med vore kufferter (dvs. 2 små kufferter som håndbagage, der overholder de strenge krav, som lavpris fly selskaberne nu engang har).
Herfra havde vi en rigtig fin udsigt direkte over til Torre Pendente (det skæve tårn) og et veludstyret køkken og 2 altaner (den ene var dog en integreret altan, som kun blev skabt ved at man kunne åbne vinduerne helt 😉 ).
Vores udlejer; Silva havde givet os nogle navne på pizzariaer og restauranter, som hun kunne anbefale, så vi ikke skulle bruge vores tid / penge på dårlige madsteder.
Velankommet efter 25min med bybussen, og installeret i vores nye hjem, er vi klar til at udforske bykortet og så ellers bare ud og vandre i den gamle bydel.
Efter at være kommet af med vores bagage og fået lidt mere sommerligt tøj på (for første gang får fødderne luft i et par sandaler – aaahhh ), begav vi os straks ud i byen.
Efter en lille gåtur på en kilometers penge, står vi midt på Mirakel pladsen og vi er imponerede; det skæve tårn er da noget smukkere end man har kunnet se på diverse billeder; det er jo ren marmor og den ligner i hvert fald ikke noget, der har eksisteret i over 1000 år.
Domkirken ved siden af er også utrolig smuk og dåbskapellet er helt speciel; alt sammen bygget i marmor; et meget holdbart materiale må man sige. Faktisk hælder tårnet hele 4,5 mtr. — hældningen har været større, men man fik udbedret det en smule ved at grave under den modsatte side, da man var bange for at det ville vælte helt.
Det var helt vildt som det tårn hælder. Meget meget mere end jeg havde forestillet mig. Der er da godt nok en grund til, at det hedder “Det skæve tårn” 🙂
Der var rigtig mange mennesker overalt og der var kø for at komme ind, så det måtte vente. Vi synes dog at det er lidt morsomt at tænke på, at tårnet blev bygget for at Galileo kunne underbygge sine teorier omkring tyngepunkterne; han kastede simpelthen genstande ned fra tårnet og lavede beregninger ud fra dette og det har jo haft sin betydning for eftertiden.
Det koster 18 euro for at komme op i tårnet; det synes vi er lidt rigeligt, så vi venter med højderne til vores besøg i Lucca næste dag; der er flere tårne til meget færre penge.
Bykortet kunne ikke vise os vej, til denne lille hyggelige beverding, men vi fandt den da bare selv 🙂 Kold Chardonnay, lidt Tapas anretning – 9 euro for 2 🙂
Vi når at kigge os godt omkring i den nærvedliggende bydel og går forbi én af Silva’s foretrukne pizzariaer på vej tilbage til lejligheden og får en pizza med hjem derfra.
Den skuffer ikke; en god pizza kendes på bunden og osten efter min mening og begge dele var lækre, så den blev skyllet ned med en hhv. velfortjent øl og et glas rødvin, samt lidt musik fra MTV, som det ret gamle fjernsyn i køkkenet trods alt kunne præstere 😉
Sent hjemme – mørket er faldet på, så vi kunne få dette skønne billede, taget med lang lukketid.
Fredag
Tog vi toget til Lucca, som ligger ca. 30 km. fra Pisa. Lucca er meget populær blandt turister; her finder man bl.a. den bedst bevarede bymur fra middelalderen, hvor der også er meget aktivitet; der løbes, cykles, vandres osv.!
Fut fut, afsted det går. Toget er fyldt, så vi må stå i mellemgangen – HOLD KÆFT det er varmt, og der er bestemt et par stykker der ikke er trådt lige ud af badet …..
Man kan leje en cykel og cykle de 4 km. rundt om den indre by på muren. Vi valgte at gå en lille tur for så at dreje ind til byen.
I den botaniske have købte vi en turistbillet, som gav entré til haven, såvel som til de 2 mest berømte tårne; Torre Guinigi med egetræer på toppen (som er plantet for at fejre fødslen og fornyelsen) og Torre delle Ore (klokketårnet).
En planke smidt ud gennem den lille sø i Botanisk have Lucca, gav udsigt til de fineste små pilskader 🙂
Krukkepalmer på rad og række – dejligt. Og så lige noget så simpelt som – TOMATER – der blev jeg da lige glad! 🙂
Det er ikke såååå tit igen, at jeg føler mig som et lille fnug – her ER jeg dog kun en lille prik 🙂 Elsker store træer 😀
Den botaniske have i Lucca er lidt skuffende – havde forventet at det tidlige forår ville give mange flotte farver; dog kunne man komme på toilet derinde – noget vi sætter stor pris på :).
Torre Guinigi er helt vild hyggelig, selvom her ikke kan være rart når turist sæsonen rigtig sætter ind; der er ikke meget plads. God udsigt og sikke mange hyggelige tagterrasser man kan se; de forstår alligevel at hygge de italienere 🙂
Torre delle Ore var lidt en prøvelse at gå op i; trapperne har set bedre tider og de sidste par meter var meget smalle; Bryan kom igennem, men så skulle man heller ikke fylde meget mere.
Klokketårnet, set fra Egetræ’s tårnet
De forstår altså at hygge hernede. Enhver ledig tag kvm2, er udnyttet til små terasser – de er alle steder.
Torre Guinigi set fra Klokketårnet, rigtig mange trappetrin senere.
Nede på jorden igen går vi rundt på må og få; gaderne er meget smalle og hyggelige og indimellem åbenbarer sig små piazzaer med fortovscaféer og pizzariaer/vinbarer.
Vi når frem til en plads med lidt mere aktivitet og det viser sig at være en statue af Giacomo Puccini; jeg viser lidt begejstring og Bryan ligner bare et spørgsmål; opera rangerer ikke så højt på hans to-do liste.
Puccini har bl.a. skabt Tosca, Madame Butterfly og ikke mindst La Bohème; efter min mening de bedste operaer der findes. Puccini er født i Lucca og det er åbenbart hans barndomshjem vi står ved.
Gitte & Puccini, side om side.
Matteo & Bryan – yin & yang 🙂
Vi finder en lidt større piazza og finder et udendørs pizzaria. Hurtigt hører vi, at vore naboer er amerikanere; dem er der i det hele taget rigtig mange af overalt.
Det viser sig, at disse herrer er brødre og stammer fra Toscana; de er senere blevet spredt for alle vinde og nu har de så samlet sig for at gense stederne fra deres barndom inden de blev for gamle til at gå så meget, som det nu kræves. Det er da en fin historie og de lyder i hvert fald til at hygge sig 🙂
Her skal den næste Pizza indtages – fint sted, god mad og søde gamle amerikanske naboer.
Efterhånden er vore fødder ved at være gået varme og beslutter os for at tage toget hjem til Pisa igen.
På vej hjem fra banegården handler vi lidt ind i Piu (et discount supermarked) til en lækker pastaret, vi kan lave hjemme i lejligheden og en ny pesto; vi er ved at være lidt kræsne hvad pesto angår, da vi endnu ikke har smagt en bedre pesto end den Bryan lavede for et par uger siden.
Han brugte rød Primadonna ost istedet for parmegiano — NAM NAM siger jeg bare; den kunne spises med ske !!! 😀 Aftenen afsluttes med vores gode udsigt og et glas rødvin 🙂
Jouw jouw – selv om man er blevet tudsegammel, og hver en knogle værker, kan man da godt være med på selfie moden 😀
Lørdag
Har vi bestemt (læs “har jeg bestemt”) skal tilbringes i Firenze. Vejret er lidt gråt og DMI har bekræftet, at det ikke er bedre i Firenze.
Pyt — måske kan det afholde nogle turister i at tage til Toscana’s hovedstad, som indeholder nogle af de ting, som står på min “bucket list” (en liste over de ting/steder, som man gerne vil ha’ nået at se/opleve inden man stiller træskoene ;-P).
Bryan føjer mig, for som han siger; “Man skal tage sine kvinder til Firenze” (fra “Den eneste ene” hvor husbonden rent faktisk mente kvinder — ikke kvinde).
Det var umuligt at komme på afstand, og få nogle ordentlige billeder, så det er vist bedre bare at følge Google linket.
Jeg er begyndt på at læse “Inferno” af Dan Brown for anden gang; handlingen foregår netop i Firenze og indeholder også lidt historisk info, som jeg tænker kan hjælpe mig i denne overflod af historiske bygninger og steder.
Vi ankommer lige over middag og Bryans mobil er som altid en kæmpehjælp; Maps leder os på rette vej og snart er vi ved foden af Il Duomo; en ufattelig smuk – faktisk næsten overmenneskelig – manifestation af den katolske tro; en domkirke vi aldrig har set magen til.
Catedrale di Santa Maria del Fiore har bestemt fortjent at stå på en større matrikel; den er klemt lidt inde og derfor har man svært ved at fornemme kirkens egentlige pragt, men man holder nu alligevel vejret lidt ved synet. Selvfølgelig ville vi utroligt gerne ha’ været inde og se dens smukke mosaikgulve/-vinduer, skulpturer og malerier, men udenfor står der en kødrand af mennesker på mindst 200 mtr.; det må vente til vi har mere én dag i Firenze.
MÅ bare lige teste endnu engang om vi er moderne – JO, det er vi sgu 😀
Brunelleschi tegnede kirken, som blev bygget fra 1296 – 1436; specielt kuplen i dåbskapellet voldte besvær, men en konkurrence fik sat kronen på værket; det bedste bud blev belønnet med 200 guldmønter (2 års løn for en håndværker) og kuplen kunne blive bygget. Kirken overgår efter min mening Peters Kirken i Rom, som mangler Il Duomos skønhed og charme.
Efter at ha’ stået og tabt både ører, næse og mund går turen videre ind mod Piazza dell Vecchio og Palazzo dell Vecchio som i tidernes morgen husede grundlæggerne af Firenze; Medici familien.
I forlængelse af paladset opførte de Uffizierne, som dengang indeholdt kontorer, men som i dag er et verdenskendt museum; indbegrebet af italiensk historie. Her er alt hvad man kan drømme om at se af værker af Michelangelo, Leonardo da Vinci, Rafael, Botticelli osv. osv. osv. —
Hold nu op, hvor ville jeg gerne bruge et par dage herinde, men her er køen næsten ligeså lang — igen; det bliver næste gang vi er på disse kanter.
Ponte Vecchio – en noget speciel bro må man sige. Små huse er bygget ude på siden af broen.
Henover Arno floden finder man Ponte Vecchio, som forbinder Pitti paladset (Medici familiens seneste residens) med Uffizi. For at Medicierne ikke skulle mænge sig med pøblen for at komme hen til deres kontorer skabte arkitekten Vasari en korridor ovenover Ponte Vecchio.
Denne korridor er kun åben for offentligheden i begrænset omfang og den indeholder ligeledes flere uvurderlige mesterværker af datidens kunstnere. De må godtnok ha’ haft r…. fuld af penge, men eftertiden er dem evigt taknemlige for deres smukke, holdbare bygningsværker.
Gitte har fundet Firenze’s bedste boller – og det er ikke engang ved en bager 😀
Ham her synes at sige: “Rører du mine boller, får du fanme med den store kølle !!”
Altså …. Jeg ved det jo ikke, men vurderer at det er et ok gæt 😀
Efter at have krydset Arno floden og Ponte Vecchio er vi blevet lidt brødflove og finder en riiigtig hyggelig lille jazz café med meget smilende og imødekommende personale, som ikke lader chancen for en flirt passere; det nyder et lille hold danske damer, der ankommer lidt efter os, godt af (en anden er jo godt gift ;-P ).
Stille hyggejazz burde være obligatorisk på alle små caféer; vi havde slet ikke lyst til at rejse os igen.
Et andet sted jeg ikke lige husker hvad hedder, men som alle andre steder i Firenze – MEGET fine detaljer.
Firenze er et virvar af bittesmå gader, som fører til større piazzaer og monumentale bygningsværker, så man vil sagtens kunne fare vild – igen er maps vores ven, selvom der er godt skiltet rundt i byen.
Der er rigtig mange turister overalt og vi kan ikke forestille os, hvor overfyldt byen må være i højsæsonen; det må ligne Venedig, som jo også er et heftigt besøgt feriemål.
Snævre små gader – der er dog lige plads til den obligatoriske turist hestevogn.
Hvis ikke man lige ved det, får man næsten ikke øje på indgangen til denne lille altmulig bix.
Det småregner lidt og efter 4-5 timer er vi klar til at tjekke togtiderne igen. Da vi kommer hen til stationen er der ca. en halv time til næste tog mod Pisa. Vi venter .. og venter .. tiden passeres og efterhånden står vi mange og stirrer på skærmene med afgange.
Efter ca. 20 minutters forsinkelse aflyses afgangen og vi er mange, der kigger lidt forskræmt på hinanden og bander på forskellige sprog. Nå – næste afgang er ca. 45 minutter senere, selvom vi naturligvis overvejer andre muligheder, så er denne afgang den mest magelige (uden skift m.m.).
Vi forsøger at hjælpe et hollandsk par, der ser lidt paniske ud og vi står så sammen og venter på at perronnummeret på næste afgang bliver offentliggjort. Da tidspunktet for afgangen nærmer sig, bliver denne afgang også aflyst — nu begynder det at blive lige lovlig spændende; vi er trods alt ca. 110 km. væk fra vores base. Vi når til den konklusion, at der må være sket et uheld på banesporene.
Vi diskuterer lidt med det hollandske par, som skal samme vej omend til en anden by og vi beslutter så at tage en afgang, som i det mindste går i den rigtige retning. 2 timer på Firenzes banegård er rigeligt, så vi satser! Satsningen viser sig at være rigtig og ca. kl. 21:30 kan vi hvile fødderne i hjemlige omgivelser.
Det er ingen problem at falde i søvn oven på dagens oplevelser !!
Vi vinker farvel til Macchiavelli og Firenze.
Søndagen
Har Bryan så bestemt skal tilbringes på gåben ved Cinque Terre, som igen kræver en lidt længere togtur, som dog heldigvis ikke indeholder små overraskelser.
Vel ankommet i første by; Riomaggiore har vi har naturligvis sat næsen op efter at gå turen via Dell Amore, MEN MEN .. denne sti er lukket pga. at det p.t. er uforsvarligt; der falder sten ned på stien, som primært er konstrueret i stål på siden af et bjerg.
Stien er lukket – ØV. Eneste mulighed, er den gamle natursti OVER bjergene, istedet for på SIDEN af bjergene. Skidt pyt – turen over bjergene er til gengæld gratis! 🙂
Eneste mulighed for at få bare lidt af ruten mellem de 5 byer i benene er, at gå ad rød rute; vi tænker nok lidt; “hvor galt kan det lige være” – men jo; det viste sig at være en anelse værre end galt !!!!
Hold nu k… — de trapper var total uregelmæssige, vakkelvorne og et gelænder havde været meget hjælpsomt; det måtte vi dog tænke os til.
Turen over, gav dog nogle helt helt fantastiske udsigter.
Vi fulgtes med nogle amerikanske piger, som ikke havde noget problem med at verbalisere udfordringerne efterhånden; “you’ve GOT to be kidding me !!!”
Hvis ikke man lige havde travlt nok med at overveje hvor man skulle sætte fødderne ved næste skridt, havde det være ret underholdende. ;-P
Tjae, nedaf skulle man jo altså også … Knap så hårdt, men dog en kraftanstrengelse. Her med vores nye amerikanske veninder – hyggeligt, og mange sjove kommentarer derfra 🙂
Langt om længe satte vi vore hårdtprøvede benbasser i den første by; Manarola. Jo – her var da fint, selvom vi da var lidt trætte af, at det måske skulle være den eneste vi nåede; det kunne jo ikke passe, at der ikke var mere skønhed i vente end vi havde set indtil nu.
Jeg kunne dog godt mærke det første bjerg i mine ben og var ikke SÅÅ overbevist om at skulle over et bjerg mere. Vi spottede en lille bus, men den kørte afsted ligesom vi havde besluttet os til at tage turen til næste by med denne bus.
Bryan var fit for fight, selvom han havde lydt som et damplokomotiv flere gange henover det første bjerg.
Et damplokomotiv hoster, stønner, sPrutter, holder pause, hiver efter vejret – men et damplokomotiv kommer ALTID frem – også denne gang.
Manarola starter lidt i højden, og går helt ned til vandet. Smukt.
For at komme til næste by; Corniglia (via Volastre) skulle vi “blot” tilbagelægge 2000 trappetrin plus det løse. Det første stykke er normal stigende sti og udsigten, som trods alt udgør en form for belønning er jo fantastisk.
Da trapperne viser sig, starter en slags overlevelsesintinkt; ikke tænke, bare sætte det ene ben foran det andet og indimellem stå stille og få vejret. Selve turen her er meget mere malerisk og afvekslende end den første, så det giver jo lidt blod på tanden.
En lille fin vandmølle, lige ved stien til næste bjerg.
Bjerget er nyt – lidt flere højdemeter, men ellers er billedet af konen utrolig tæt på at være det samme – TOTAL opgivelse 😀
Ved opstigning til 2. bjerg, var vi enige at det var ok at opgive hvis det blev for slemt.
Inderst inde vidste vi dog begge godt, at det ikke var en mulighed …
De dejlige forårsfarver – DET er guf for glukkerne. Undervejs i bjergene, gik stien et par steder midt igennem private haver. Lidt underligt.
På toppen af bjerg 2, var en vandhane og en hjertestarter. Jeg drak meget ivrigt af hanen. Et par rigtig sjove hollændere, synes dog mere jeg lignede en der havde brug for hjertehjælp. Haha – slut med at ligge euro i Holland fremover 😀
De sidste par storslåede udsigter i denne omgang.
Ca. 2 timer og et kvarter senere lander vi i Corniglia; en virkelig smuk, lille bjergby. Benene ryster en smule; der er vist ingen tvivl om, at de vil gøre ondt i morgen, men går alligevel en lille tur rundt i de meget snævre gader.
Vi finder endnu et udsigtspunkt ud over det Liguriske hav (Middelhavet); smukt — og nu er vi alligevel tilfredse med at have udfordret os selv; det havde været lidt fesen at have stoppet i Manarola.
Vi køber en lækker sandwich, som vi glæder os til at sætte tænderne i når vi igen sidder i toget på vej hjem.
Meget smalle gader i Corniglia – her skulle man da i det mindste ikke være bange for en solskoldning …
På banegården er deres eneste billetmaskine gået i stykker og i butikken tager de kun kontanter og dem har vi ikke nok af. Da vi skuer ud over den menneskemængde, der står på perronen er vi dog ikke nervøse for at få en bøde og skulle det alligevel ske, havde vi en svada klar om at man ikke er ved sine fulde fem, når man kun har én billetmaskine på så travl en banegård.
Da toget endelig kommer er det som om, at menneskemængden fordobles og vi får os kun med nød og næppe presset ind i en vogn; den er fyldt HELT op (jeg har en ældre dame i min armhule, som ikke er så frisk efter at have tilbagelagt 23000 skridt i 2 bjerge).
Men pludselig vælter det ind med yderligere 15 mennesker; det er lidt surrealistisk at stå SÅ tæt op og ned af folk man ikke kender — utroligt, at toget overhovedet kan køre med den ballast. Heldigvis varer turen kun ca. 20 minutter og vi stiger ind i et dejligt rummeligt tog, hvor vi i ro og mag kan spise vores lækre, velfortjente sandwich, mens vi skuer ud over det smukke toskanske landskab.
Benene lader sig mærke nu og jeg spørger naturligvis Bryan om, hvordan han har det, og han er stadig kæk — jeg tænker at det nok hævner sig dagen efter….
Badenymfer og andet godtfolk, ved det lille badested i Corniglia 😀
Mandag
Nu har vi kun mandag tilbage og den skal tilbringes i Pisa; MEN da jeg slår øjnene op kan jeg knapt komme og at stå; mine lægge er fuldstændig ødelagte. Med nød og næppe kommer jeg ud i køkkenet, hvor Bryan naturligvis allerede har stået og drukket kaffe i mindst et par timer.
Jeg ømmer mig og forventer at han også er underdrejet i de bevægelige dele, men nej nej — han kan da knapt mærke noget som helst… og så spørger jeg lige; hvordan i ALVERDEN kan det gå til ??
Til gengæld så har han en fest hver gang jeg skal ned af en trappe; han morer sig mens jeg må begræde min dårlige form – shit, det smerter.
“Dåee Mutter – hvor skal vi parkere? Jo her er da plads” Der er altid plads til en lille italiener 🙂
Fine “Flittig Hans’er” midt i Pisa 🙂
Nå, men jeg humper efter min husbond rundt i byen, for vi skal da ikke gå glip af noget. Pisa kan sagtens måle sig med Lucca og den botaniske have her i Pisa er rigtig fin og velholdt.
Dog må vi også ha’ tilgode at komme ind i Domkirken og dåbskapellet her; at stå i kø i en time orker vi simpelthen ikke i dag.
Er også lige omkring Pisa’s Botaniske have – noget kønnere end i Lucca.
Lidt flere blomster og farver end i Lucca, men stadig ikke sån helt vildt overvældende …
Vi lægger i stedet endnu engang vejen forbi den fine campingplads og forundres igen over, hvor tæt den ligger på byen. Ingen tvivl om, at vi næste gang vil bestille en lille hytte her — vi har da savnet at kunne sidde og dufte mimoser og kaprifolier i den fri natur og lytte til medcampisternes dæmpede samtale, som forstærker ens egen oplevelse.
Vi havde kunnet slutte dagen af med en dukkert i poolen og få en totaloplevelse ved at spise i restauranten.
Æ kuon og æ kirk
Sælgere, gøglere og andet godtfolk rundt om Mirakel pladsen.
Lidt mørkere mennesker med selfie stænger og solbriller til salg, var der bestemt også en del af – dog ikke nær så pågående som frygtet 🙂
En velfortjent slutter – 2 euro i kiosken, og en gratis bænk, lige under appelsin træerne – så kan man da ikke forlange mere!
Tirsdag
Vi skal meget tidligt op af kassen; kl. 4:30 ringer alarmen *gaaab. Efter lidt morgenmad og kaffe begiver vi os afsted på gåben; de 4 km., der er ud til lufthavnen kan vi da sagtens gå .. altså nogenlunde sagtens; mine ben er stadig møgømme.
Det er lidt specielt at gå rundt i Pisa, hvor der ingen trafik er; italienere står jo ikke så tidligt op, så vi havde gaderne helt for os selv.
Vi fløj endda lidt før tid og var hjemme ca. kl. 11 — meget trætte, men glade for den lille pause i hverdagen :-)))
Fin lygtepæl, og en rigtig fin baggrund 🙂
Tekst: Birgitte Jensen
Billedtekst: Bryan Jensen
Relevante links:
www.bbam.dk
www.campingtorrependente.it
