Med et glidebeslag kan du forskyde bordpladen i forhold til bordets stel. Det kan være praktisk i en campingvogn, hvor der er begrænset plads til at komme ud og ind af siddegruppen. Er bordet i campingvognen ikke født med et sådan beslag, kan det let eftermonteres. Se her hvordan.
Glidebeslaget leveres som et sæt, der indeholder alt hvad man skal bruge – dvs. beslag, skruer m.m.. Der er også en monteringsvejledning. Den er desværre ikke på dansk, men er man bare rimelig god til engelsk eller tysk, er det ikke et problem. Monteringsvejledningen virker ved første øjekast lidt forvirrende, men er faktisk meget let at forstå.
Glidebeslaget passer på de fleste standard-stel, der er produceret efter 1979.
Som nævnt, er det ganske ligetil at montere glidebeslaget. Det tog os ca. 1 time at gøre det, og resultatet blev super godt. Se her hvordan:
Glidebeslaget leveres i sæt med alle nødvendige dele
Så er vi klar til at gå i gang. Bordet er taget ind fra campingvognen, og der behøves ikke andet værktøj end en stjerneskruetrækker og en lille skiftenøgle
Bordpladen tages af ved at fjerne de 5 skruer, der holder bordpladen fast til stellet
Så er bordpladen fjernet og nu skal højden på stellet justeres
Glideskinnerne er 15 mm høje, så derfor skal det beslag, som holder bordpladen sænkes med med 15 mm. for at bordhøjden bevares. Dette gøres ved at ved at skrue beslaget af og sænke det. Der er 15 mm. imellem de forborede huller, så det er bare at skænke beslaget et enkelt hul.
Så er beslaget sænket og nu skal låsestangen til bordpladen monteres.
Låsestangen føres gennem hullerne i begge ender af bordstellet
Fjederen sættes på låsegrebet og låsegrebet fastgøres til låsestangen med den medfølgende split. Dette gøres i begge ender af låsestangen.
Her ses låsegrebet påsat fjeder og fastgjort til låsestangen
Så skal glidepuderne monteres på bordstellet. Der er i alt 4 stk. og de er lige til at klemme på plads.
Så er det blevet tid til at selve glideskinnerne skal monteres på bordpladen, og her skal man være ret omhyggelig.
Glidebeslagene skal monteres på samme sted som bordet oprindeligt var fastskruet til bordstellet. Så der burde være forstærkning i bordpladen der. Men check at bordpladen er forstærket i hele glidebeslagets længde. Er bordpladen ikke det, må man selv forstærke bordpladen med en liste eller lignede.
Det beslag, som vi monterer her, kan kun forskydes til den ene side i forhold til bordstellet. Vi har valgt at kunne skyde bordet ud mod højre side. Man skal bestemme sig for, hvilken side at bordet skal kunne skydes ud til inden man monterer glidebeslagene på bordpladen.
Glidebeslagene skal nemlig ikke monteres midt på bordpladen. De skal monteres sådan, glidebeslaget kan glide hen over bordstellet, når bordpladen forskydes. Hvis bordpladen skal kunne forskydes mod højre, skal glideskinnerne altså forskydes til venstre for bordets midte, og omvendt hvis bordet skal kunne forskydes mod venstre.
Glidebeslagene skal ikke monteres midt på bordpladen, men forskydes modsat den side, man ønsker at kunne forskyde bordpladen til
Netop på dette – meget vigtige – punkt er den medfølgende monteringsvejledning uklar. Men hvis man forskyder glidebeslagets midte med 11 cm. i forhold til bordets midte, så passer det fint.
Her ses at vi har forskudt glideskinnen mod venstre (husk at billederne viser alt spejlvendt, da bordpladen ligger med undersiden opad). Den røde blyant markerer bordets midte, og vi har altså forskudt midten af glideskinnen med 11 cm. I forhold til bordets midte
Når glidebeslagene er skruet fast i bordpladen, så bordpladen sætte på bordstellet igen. Det gøres ved at føre glideskinnerne ind over vangerne på bordstellet. Vær forsigtig, så glidepuderne ikke skubbes af.
Check at bordpladen kan glide frem og tilbage (den kan være lidt stram i starten), og check at låsegrebet kan få fat i hakket i glideskinnerne.
Så er der kun tilbage at skrue stopskruer i glideskinnerne, så man ikke ved et uheld kommer til at trække bordpladen af stellet.
Det var det. Når blot man er omhyggelig med montering af glideskinnerne, så er det ingen problemer med at montere glidebeslaget.
Bordet i normal position
Bordet forskudt mod højre. Nu har vi ingen problemer med at få Sissel ud og ind af siddegruppen.
Glidebeslaget kan bestilles hos din campingforhandler og er set til 995,- kr.