Ny campingplads centralt i København i 2016

af Bjarne Søby
Oversigt over den planlagte campingplads på Amager

Københavns kommune har besluttet at etablere ny campingplads centralt i København. Dette for at trække flere campingturister til Hovedstaden.

Campingpladsen, der vil blive en del af Amager Fælled og som har været 10 år undervejs, er nu et skridt tættere på at blive til virkelighed, efter at teknik- og miljøudvalget i går godkendte et tyveårigt lejemål, der vil være startskuddet til den videre proces. Man regner med at den nye campingplads kan åbne i år 2016

Iflg. Politiken skal der herefter skal der laves en lokalplan, som skal til politisk behandling, hvorefter borgere, lokaludvalg og interesseorganisationer ligeledes vil blive inddraget i beslutningen.

»København skal også som turistby være for alle indkomster. Camping er typisk en lidt billigere ferieform og kan på Amager Fælled tilbyde et unikt miks af natur- og storbyferie. Samtidig vil det gøre byens store naturområde tilgængeligt for flere«, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Der har været en del kritik af projektet siden det blev præsenteret for første gang for 10 år siden. Bl.a. Amager Vest Lokaludvalg frygter, at en campingplads og flere andre planer om udnyttelse af Amager Fælleds arealer vil medvirke til at æde sig ind i den vilde natur.

Men det vil ifølge Morten Kabell ikke blive noget problem.

»Vi er helt opmærksomme på, at man skal være nænsom, når man anlægger en campingplads i et naturområde som Amager Fælled. Derfor har vi også allerede haft en dialog med Fredningsnævnet, der har godkendt muligheden for en campingplads som en del af udviklingsplanen for Amager Fælled. Vi kommer til at fortsætte dialogen, og Fredningsnævnet skal i sidste ende give dispensation til den endelig udformning og placering af blandt andet bygninger«, siger han.

For at campingpladsen kan blive en realitet, skal man have dispensation fra Fredningsnævnet for de bygninger og anlæg, der vil udgøre campingpladsen.

Også udformningen af campingpladsen kræver en godkendelse af Fredningsnævnet.

»Tanken er at udforme pladsen og dens inventar på en måde, der på samme tid er respektfuld over for fælledens natur og udtryk og økonomisk bæredygtig«, siger Morten Kabell.

I første omgang er planen at indrette et område med plads til cirka 100 autocampere.

Senere vil der være mulighed for at lave op mod 300 enheder til hytter, telte og campingvogne fordelt på resten af området, oplyser Morten Kabell.

Amager Fælled Camping skal oprettes, fordi det er for stor og for dyr en opgave at modernisere Bellahøj Camping, der på nuværende tidspunkt er Københavns eneste campingplads.

Man forventer at den endelig plan for projektet vil ligge færdig i 2015 og at campingpladsen – hvis den får lov at blive anlagt – vil kunne tages i brug fra 2016.

Prøv også at læse disse indlæg