Nyt samarbejde i DK-CAMP: Små Pladser

af Bjarne / Pressemeddelelse
Active Image
Danmarks største organisation af privatejede campingpladser, DK-Camp, har indført et nyt tiltag for en gruppe små campingpladser. Det betyder, at man her i sæsonen 2007 vil se et nyt og ukendt flag, når man kører ind på mange af de små pladser.

Samarbejdet ”Små Pladser” indkluderer i dag 27 pladser fordelt over hele landet. Mange af de små pladser har meget fine forhold.  Nogle har udlejning af både og andre har indrettet gode legepladser for børnene. Der er også nogle små pladser med eget cafeteria og nogle har endda bygget swimming-pool. Men det er ikke de fysiske forhold, der lægges mest vægt på i samarbejdet “Små Pladser”.

Image


Naturen er tættere på, fordi de mindre pladser for det første ligger utroligt smuk, men også netop det, at de er mindre, gør at der lægges mere mærke til naturen. Pladserne ligger ofte midt i en fredet skov med småsøer omkring. Det kan også være tæt på en å eller en strand. Campingpladsen kan også ligge i bakket terræn med en fantastisk udsigt over en typisk dansk natur. Den smukke natur kan oveni købet nydes direkte fra campingovgnen eller teltet.

Den forskelligartede natur på pladserne giver også anledning til forskellige naturaktiviteter. Nogle er gode for folk med interesse for fiskeri, andre til vandring eller cykling.

Selvom pladserne er meget forskellige, har de også mange fællestræk. Det er oftest værtsparret selv, der tager mod gæsterne i informationen. Små pladser er mere fleksible, så også særlige behov kan tilgodeses. Der er højt til loftet og ro, hvilket betyder noget for mange, der lever en stresset hverdag. Af samme grund er små pladser også ideele til folk, der vi have en god sæsonplads forår eller efterår.

Mennesker i alle aldersgrupper søger de små campingpladser på grund af den nærhed, pladserne lægger op til. Også børnefamilierne, fordi selv ret små børn hurtigt falder til og forældrene eller bedsteforældre kan føle sig trygge. Der er ikke langt til legepladsen og er både let at finde legekammerater og hjem igen. Med andre ord kan børnene bedre overskue forholdene på mindre pladser. I de kommende år vil “Små Pladser” samarbejde på forskellig vis. Målet er at sikre en udvikling, så “Små Pladser” fortsat kan være et både attraktivt og kendt tilbud til såvel danske som udenlandske campinggæster.

Baggrunden for samarbejdet er især ønsket fra små pladser i DK-Camp om at danne et fællesskab, for at vise et mere nuanceret billede af camping i Danmark. Pladserne har maksimalt 145 godkendte enheder og to eller tre stjerner. For at blive en del af “Små Pladser” skal campingpladsens bygningsmæssige standard og pladsens vedligeholdelse i al almindelighed være på et ordentligt niveau. Campingrådets konsulenter, der besøger pladserne årligt, giver dem point ud fra et nøje bestemt system, som alle danske campingpladser vurderes ud fra inden de får stjernerne tildelt. Medlemmerne i “Små Pladser” skal have et vist minimum af point for at blive medlemmer. Herudover skal man kunne checke ind indtil kl. 22.00 i højsæsonen.

Se mere på www.smaapladser.dk eller www.dk-camp.dk.

Prøv også at læse disse indlæg