Det første døgn i vores lånte Combi-Camp Country Heat forløb rigtigt godt. Vi hyggede om aftenen og næste morgen var det tid til at sætte fortelt på… Men her løb vi lige ind i et par problemer.
Som så altid typisk os, havde vi en sløv morgen. Vi er ikke de mest hurtigt startende om morgenen hvis vi kan slippe for det. Vi havde sovet rigtigt godt. Lige omkring kl. 7-8 kunne jeg godt mærke kulden bide lidt i næsen, men det var bare at putte sig lidt mere under dynen, og sove videre.

Men vi skulle i gang og sætte fortelt på. Så efter et par kopper kaffe var vi klar. Presenningen blev bredt ud, stænger og dug lagt ud, og…….
Ajj for pokker
Vi har efterhånden mange års erfaring i at sætte fortelte og telte op, og kan hurtigt spotte hvis noget mangler. Og når Bjarne beder om at liiige se opstillingstegningen igen, så er det ikke gode tegn. Og desværre, der manglede noget denne gang. Vi manglede simpelthen midterkrydset i stangsættet.
Gode råd er dyre – hvad gør man så?
Heldigvis var vi ikke så langt fra Silkeborg hvor vi fik vognen udleveret, kun en times tid, så Bjarne afsted i vores Kia for at hente et beslag.
Bjarne var tilbage efter et par timer, og kort tid efter havde vi forteltet oppe på vores Combi-Camp og kunne hygge os resten af aftenen.

At lave mad og opbevare mad i Combi-Camp er lidt anderledes
Jeg elsker at lave mad når vi er afsted. Men nogle gange går det også lidt amok. Derhjemme, eller i vores campingvogn, laver jeg altid rigeligt. Jeg kan rigtigt godt lide at lave til flere dage. Så kan man fryse det, og har nem mad en af dagene. Jeg glemte bare liiige at jeg ikke helt har de samme frysemuligheder i vores Combi-Camp.

Men nu er det sådan at det jo ikke er specielt varmt i hjørnerne i et sådant fortelt her i marts måned når der er frostvejr om natten, så jeg har en plastikboks stående – lidt ligesom en gammeldags svaleboks. Her kan jeg så opbevare vores rester til dagen efter. Og jeg tror virkelig ikke det blev opbevaret over 5 gr. Boksen er også super at have stående til diverse tørvarer m.m. Det er en fin køleboks i Combi-Campen, men jeg løber lidt tør for plads en gang imellem.


Super faciliteter
Efter en dag med at komme på plads, og filme er der ikke noget bedre end et langt varmt bad. Her på CampOne Ajstrup Strand er der virkelig gode faciliteter. Det kræver kort for at komme ind, hvilket jeg personligt synes er rigtigt godt. Pladsen ligger tæt på stranden, og om sommeren kan jeg godt forestille mig, at der kan være mange andre strandgæster end campingpladsens gæster der kunne forsøge sig på at bruge faciliteterne.
Er det varmt nok om natten i en Combi-Camp i marts måned?
Vi var meget spændte da vi gik i seng. Kunne vi nu holde varmen i en Combi-Camp i marts?
Vi pakkede os begge vildt ind i nattøj og skiundertøj. Men, he he, vi fandt hurtigt ud af at det overhovedet ikke var nødvendigt. Der gik ikke lang tid, inden vi begge begyndte at afklæde os lag for lag. Vi havde på ingen måde problemer med at holde varmen. Combi-Camp Heat systemet kørte og varmede rundt om sengen og i hele soveområdet. Det sørgede for at der var i hvert fald minimum 10 gr. over udendørstemperaturen. Derudover har vi vores petroleumsovn der hjælper til. Den står på kun 14 gr., men stadigvæk holder vi en temperatur i soveafdelingen på omkring 20 gr.


For mig som er B-menneske er der dog en ulempe – det bliver tideligt lyst. Allerede ved 05-tiden (eller tidligere), begynder lyset at vise sig. Egentlig nyder jeg det – og det er jo bare at lukke øjnene og sove videre, men jeg strides, da jeg er fast besluttet på ikke at vågne. Men det er jo også helt fantastisk at vågne tidligt på den måde. Men det må ikke blive en vane 😉 Heldigvis sover vi vildt godt, så når lyset begynder, kan man begynde at vågne…… meget stille.

Det første døgn havde vi varmen kørende hele tiden. Men på denne årstid, er det ikke altid nødvendigt. Når solen står på i dagtimerne, kan vi faktisk slukke for alle varmekilder, og bare nyde de 25 gr. i vores Combi-Camp. De næste dage bliver spændende. Vi skal hygge i vores Combi-Camp, men selvfølgelig også opleve nogle ting.
Klik her hvis du gerne vil vide mere om Combi-Camp

2 kommentarer
Kan i Evt. når turen er ovre oplyse hvor mange liter Petrolium i har brugt.
Kunne også være spændende at se (måske komme det i jeres film). Hvad i har med af soveudstyr osv
Hej Søren.
Det skal vi sørge for at få fortalt 😊
Mvh,
Bjarne
Du kan ikke kommenterer