Vi er nu kommet til Gardasøen – nærmere bestemt på den 4-stjernede campingplads Piani Di Clodia. Vi har fået hentet vores ældste datter Line i Teramo, og det er dejligt at være samlet som familie igen.
Også denne campingplads har plads til ca. 1000 enheder. Hertil kommer så et stort antal hytter, bungalows og mobilhomes.
Lad det være sagt med det samme – personalet her er noget af det mest servicemindede personale, som vi har mødt på en udenlandsk campingplads. De taler stort set alle italiensk, tysk og engelsk. En del taler desuden også hollandsk. Alle henvendelser bliver modtaget med et smil, og vi har kun oplevet en hjælpsomhed, vi ikke tidligere har set syd for Alperne.
Indcheckning skete hurtigt og effektivt. Først kom en service medarbejder over til os ved bilen og bad os køre en tur med ham rundt på campingpladsen. Han ville vise os forskellige udvalgte pladser, som vi så kunne vælge imellem.

Servicemedarbejderne foran deres el-biler. Det var i en sådan, at vi blev kørt rundt for at udvælge os en enhed
Da vi havde bestemt os for en enhed, blev vi kørt tilbage til receptionen, hvor vi så blev checket ind. Det skete hurtigt, og vi fik udleveret et hæfte med alle nødvendige informationer.

Receptionen

Smart bomsystem. Når man checker ind, bliver ens nummerplade på bilen registreret. Så er det var at køre hen til den hvide stribe foran bommen. Her aflæser et kamera ens nummerplade, og bommen åbnes automatisk (hvis man altså er gæst på pladsen)

Vejene på Piani Di Clodia er lid smalle. Her er en af de bredere veje. Men til gengæld er hældningsgraden på 20%
Så var det bare at køre ned til vores enhed, og gå i gang med at stille op.
Vores opstilling er lidt speciel hvad fortelt angår. Vi har fået udvidet vores familie med en person mere. Line har nemlig taget Mathilde – en af hendes håndboldveninder – med hertil.
Enhederne er for små til at der er plads til både campingvogn, fortelt, bil og et telt til Line og Mathilde. Det var vi næsten klar over på forhånd, så vi har taget et anneks med sovekabine med til forteltet. Men det er ikke det hele. Vi har også taget en rumdeler med, og opdelt forteltet i to dele. En åben del uden sider til os, og en lukket del til pigerne. Vi kan så bruge den åbne del af teltet som et solsejl, og pigerne har deres eget domæne (læs: kaotisk rod) i deres del. Pigerne har desuden deres helt egen indgang.

Enhederne er på 90 m2, så der er ikke meget plads til naboerne. Men vi kan være her, og vi har endda en meget skyggefuld plads.

Vi har sat et anneks på vores Ventura Pacific 300 fortelt. Der sover Line og Mathilde

Her er den skillevæg, vi har sat op i forteltet. Skillevæggen kan tilpasses i højden, og passer perfekt i bredden. Den har desuden græskant og kan pløkkes som en helt normalt teltside. Det har vi nu ikke gjort, da vi ikke vil have huller i tæppet. Sidder skillevæggen inden i forteltet er der heller ingen grund til at pløkken den i bunden.

Bag skillevæggen bor Line og Mathilde. Her sover de og her har de alle deres ting.
Piani Di Clodia ligger direkte ned til Gardasøen. Vi har ikke før oplevet en så stor en sø. Når man går ned til vandet får man umiddelbart indtryk af at være ved havet. Der er både og havne, og man føler nærmest at man kigger ud over en stor bugt. Men så ser man sivene langs bredden, og så er man klar over at der er tale om en sø.

Gardasøen. Det ligner næsten havet
Farven på Gardasøen er nærmest tyrkisblå. Det er så flot. Og man kan sagtens både i søen. Line og Mathilde havde været til håndboldstævne i en hel uge i en varm by. Så noget af det første de ville, var at bade i søen. Vi lejede en vandcykel (9 euro for en time) og så sejlede vi ud og badede fra den.

Vi lejede en vandcykel med rutsjebane. Det var sjovt, og det var vist første gang at jeg prøvede at bade i ferskvand

Vandet var varmt og det var sjovt at lade sig trække gennem vandet bag vandcyklen

Mathilde fandt hurtigt ud af at bruge redningskransen som badering
Piani Di Clodia ligger et par kilometer uden for den lille idylliske havneby Lazise. Det er en middelalderby, hvor byens borg og en stor del af de gamle bymure stadig står omkring byen. Hver onsdag er der markedsdag, og det skulle vi selvfølgelig ind og se.
Det var selvfølgelig spændende, men det var også meget varmt. Temperaturen var pænt over 30 grader, og byens små maleriske gader var tæt pakket med mennesker. Men vi fik da set en masse ting og sager, og vi købte da også et par ting. Men pas på… selvom det er marked, er priserne bestemt ikke billigere end i butikkerne.

På vej ind til Lazise

Byens borg knejser stadig over byen

Byens maleriske lille havn – omkranset af resauranter og butikker

Et af byens torve med byens gamle kirke

Inde i kirken kan man se fragmenter af de oprindelig kalkmalerier på kirkens vægge

Markedsdag = masse af mennesker i de smalle gader

Der var mange flotte ting at se på. Ann Karina syntes især af mange af taskerne var flotte

“Er den her pæn til mig?”

I de mange isboder kan man få en masse forskelligt (og rigtig god) italiensk is

Der reklameres med “special price”, men i virkeligheden er det ikke billigere end i butikkerne
Det var som sagt sjovt at være på marked, men det var også dejligt at komme tilbage til campingpladsen. Det var blevet tid til aftensmad – Pasta Carbonara

Så steges der bacon til aftensmaden på grillen
| Links: | |
| Relevante Link(s) : | Piani Di Clodia |
| Gå til del: | 1 – 2 – 3 – 4 |
