Sommer i Sverige: På campingferie med telt

af Ninna Hormann
poul h sommerferie 2014 01

Det tager omkring 6 timer at køre til Torne camping, hjemme fra os. Torne camping ligger ved søen Åsnen, lidt syd for Vaxsjö.

Vi ankom midt på eftermiddagen, i stegende hede! Vi har jo sommerferie :-), stedet er rigtig hyggeligt og ligger godt i læ for vinden, men ikke for solen. Så vi var rigtig glade for den elektriske pumpe vi har købt til at pumpe teltet op med. Det tager ca. 5 minutter, fra vi har lagt teltet ud på stedet, til vi er indflytnings klar. Det er ikke hurtigere med el pumpen, men en hel del lettere.

Men husk kære campister, når du besøger Torne camping, er det et must at medbringe Tarzan pløkke, her er dejligt grønt græs, men nedenunder er det grus og plastpløkke et intet værd her.

poul h sommerferie 2014 02

Campingpladsen har omkring 50 pladser, og de fleste er beboede lige nu. En god blanding af campingvogne, telte og autocampere fordelt på et bredt udsnit af nationaliteter. Stedet ejes af et dansk par, Nanette og Michael, men det går afgjort ikke ud over den svenske idyl. Når du træder ind i receptionen, er det lige før du kigger dig om efter ham der Emil i ved nok. Og pladsens hytter, kunne godt minde lidt om snickerboa.

poul h sommerferie 2014 03

Nu om dage får man jo næsten et nervøst sammenbrud, hvis ikke der er internet på stedet. Her kan du koble dig på Telia homerun, men det kan ikke anbefales. De kan sagtens finde ud at trække pengene over nettet, men det betyder ikke at du får net adgang. Vælg i stedet at sætte dig op på verandaen ved receptionen, når du skal på. Her er der gratis adgang til pladsens opkobling og du får koden i receptionen

poul h sommerferie 2014 04

Faciliteterne er ikke af nyeste dato, men helt ok og her er absolut rent og pænt.

Pladsen ligger lige ned til søen Åsnen, Sveriges næststørste sø. Her kan du sætte din kajak/kano i vandet, eller du kan leje dem på campingpladsen. Lidt hen ad skovstien, er der en offentlig badeplads, for dem der ønsker mere end dyppe tæerne.

poul h sommerferie 2014 05

Mandag

Vi havde taget cykler med og allerede mandag formiddag, fik jeg lokket Ninna med ud på en lille rekognoscerings tur, for at se om vi kunne finde et sted tæt på Huseby åen, hvor vi ville have kajakkerne i vandet. Samtidig kunne vi jo lige så godt når nu vi var afsted, besøge museet Huseby kvarn.

poul h sommerferie 2014 06

Museet ligger ned til Huseby åen, og her har man udnyttet vandkraften til både jernstøberi og savværk. Her er en stor trädgård et lille slot og et naturrum, udstilling om dyre og fuglelivet omkring Åsnen.

På vejen hertil, så vi nogle mærkelige store fugle langt ude på marken. Først troede vi at det var fiskehejrer, men fandt senere ud af at det var Traner. Det lille kamera, har ikke så kraftig et zoom, så i må lige her klare jer med forringet billedkvalitet.

poul h sommerferie 2014 07

Da vi nu var kommet på cyklerne og havde cyklet næsten det halve af den cykel rute der hedder Fjordruten, kunne vi jo lige så godt fortsætte og få hele oplevelsen med. Så vi forsatte vores tur gennem det skønne svenske landskab, dels af små asfalterede landeveje og hyggelige grusveje og helt små skovstier, hvor man godt kunne komme i tvivl om man var på rette spor. Men så stoppede vi op og spiste nogle skovhindbær, kiggede lidt på kortet og endte med at køre videre gennem skoven.

poul h sommerferie 2014 08

Og jo den var god nok, til sidst endte vi ved købmanden i Torne hvor vi lige tankede vores væske depoter, inden vi kørte de sidste 100m til campingpladsen. 22 km. blev det til, det er måske lige i overkanten når man er utrænet. Så jeg var ikke helt vild populær, men en tur der kan anbefales.

Resten af dagen, dasede vi i skyggen under vores tarp, gik lidt på “internetcafe” spiste den første ferie is

poul h sommerferie 2014 09

Tirsdag

I dag besøgte vi den nok mest spændende og aparte attraktion. Bilkyrkegården kyrkömosse lidt uden for Ryd.

poul h sommerferie 2014 10

Ude i birkeskoven, delvis dækket af mos, finder du en bilkirkegård, mere eller mindre uberørt de sidste 50 år.  Her ligger nok hundrede skrottede biler, ribbet for alt hvad der kunne bruges. Skoven er nok kommet til senere, men det er lidt mærkeligt at spadsere hen af en skovsti, hvor det flyder med biler i begge sider. Det er jo smag og behag, jeg syntes det var en kæmpe oplevelse, Ninna var ikke helt enig.

poul h sommerferie 2014 11

Efter bil kirkegården, kørte vi til Tingsryd besøgte Bjørges handelshus! Som at gå i Dahls varehus i gamle dage. Et moderne og dog så gammeldags butikscenter. Én ting fik vi da hos Bjørges. Frokosten! Den bestod af en rejemad, ikke noget fint og fornemt, men serveret på et stykke toastbrød med masser af rejer. Pris 2 stk. inklusive 2 sodavand! SEK 67,00

Hammerplast har en fabrik i Tingsryd, her har om sommeren fabriks outlet, vi besøgte dette plasthelvede, hvilket selvfølgelig resulterede i et par indkøb, for hvem kan stå for en god grydeske til 5 svenske kroner.

poul h sommerferie 2014 12

Nu havde vi fået nok af dette by halløj, og vendte næsen ud i naturen. Ad små veje kørte vi langs Åsnen. De kan altså noget med sten de svenskere, På vejen kom vi forbi Kurrebo. Kurrebo er forædlingscenter for brdr. Nilssons frøfirma. I år testede de georginer, men blomstringen lod vente på sig. I stedet gik vi en tur i haven, som er fyldt med spændende botaniske træer, hvorefter vi fik en kop kaffe med pandekager fra cafeen.

poul h sommerferie 2014 13

På turen hjem fik vi handlet lidt i det lokale ICA marked, ikke langt fra campingpladsen og resten af dagen gik med at dase dase dase, vi har jo sommer og 30 grader.

Onsdag

I dag blev til en ose tur i Vaxsjö, der var marked på torvet, og vi var altså nødt til at købe en bakke lækre svenske blåbær.

poul h sommerferie 2014 14

Herefter gik vi på strøgtur. Vaxsjö har en stor og dejlig gågade, der ville gøre byer som Århus misundelig. Den kan ikke helt slå gågaden i Flensborg, men tæt på. Vi kiggede også lige indenfor i Vaxsjö domkirke, og blev overrasket over den smukke altertavle, samt øvrige udsmykning af nyere dato.

poul h sommerferie 2014 15

Efter frokost buffeten, kørte vi tilbage til campingpladsen, solen bager, og her i skyggen under vores tarp er der 30 grader så vi har kun energi til at dase, men det har jeg hørt at man også kan bruge ferier til.

poul h sommerferie 2014 16

Torsdag

Op kl. 6.00 og i bad, det et allerede varmt. Kaffe æg og bacon, og så er det bare lige at pumpe cyklen. Med erfaringen fra den anden dag, begrænser vi os lidt, kun 20 km. Og så på et næsten jævnt terræn, på den nedlagte jetbane sti.

poul h sommerferie 2014 17

Gennem skov, med udsigt til søen, kører vi til Hulavik, vi gør lige et ophold, og inspicerer en af de naturcampingpladser der ligger rundt om Åsnen, her er bare idyl for alle pengene.

poul h sommerferie 2014 18

Efter ca. 5 km. Uden at se noget til “samfundet” møder vi pludselig et flag fra Frisko is!! På skiltet under står der is, kaffe og læsk 200m. Det var vi nødt til at undersøge.

poul h sommerferie 2014 19

Vi kommer op til et lille svensk gult hus. Med bænkesæt og parasol i have, og her sælges alt det du lige trænger. Svensker idyl hmm! Ja det er det, men stedet er ejet af et par danskere, som bor her og producerer lidt grøntsager som sælges fra butikken, sammen med is, kaffe og meget mere. Så efter en is og en lang snak, læssede vi cyklen med løg, hvidløg og agurk og kørte videre på vores tur. I Hulavik, ligger en lille havn og et velbesøgt badested. Her tog vi lige en slapper, inden vi “fræsede” i roligt tempo tilbage til campingpladsen og varmen. Eftermiddagen gik med besøg på “internetcafeen”, en tur op til den lokale ICA for at købe ind til aftensmaden, en øl med naboen og dase dase dase. I har vel opdaget at vi er på ferie

Fredag

poul h sommerferie 2014 20

Vi sov længe, helt ind til solen varmede helt ind i teltet, ved syvtiden. I dag har vi planlagt en tur i kajakken. Så efter morgenmaden, drog vi afsted med den ene kajak på taget. Den anden pustede vi op, da vi ankom til den lille jolle havn, hvor vi ville starte. søen Åsnen, er meget stor, og selv om det ikke blæser meget, er der næsten altid bølger. Så vi startede ved nordenden af søen, og efter 4-500 meter, sejlede vi ind i Huseby åen. Åen er bred og modstrømmen er ikke så stærk, så vi sejlede et par kilometer op ad åen.

poul h sommerferie 2014 21

Det er super dejligt vejr herinde mellem sivene, men da vi opdagede at vi ikke havde fået vores vandbeholdning med, besluttede vi at turen ikke blev længere, man skal passe på sig selv her i varmen. Turen blev dermed ikke så lang, men små ture er også ok. Tilbage på pladsen ved frokost tid og her efter lavede vi absolut intet, andet end at svede.

Lørdag

I dag besøgte vi Carl von Linne, dvs. Det er godt nok et par år siden han satte træskoene, men manden er en af de mest verdens berømte svenskere til dato. Carl var den der startede med at systematisere plantenavne, så man den dag i dag, har en “stamtavle” på alle verdens planter.

poul h sommerferie 2014 22

Stedet Linnes trädgård er et lille præstegårds brug, her ser ud som dengang for flere hundrede år siden. Stedet dyrkes med økologiske grøntsager og det er en rigtig fin tur rundt i de forskellige haver og enge. På stedet findes der en cafe, og her kan du købe en vegetarisk frokost buffet af hjemmedyrkede grøntsager. Absolut værd at prøve.

poul h sommerferie 2014 23

Vi var lidt tidlige på det, så vi kørte lige en tur til Älmhult for at handle, inden det var tid for frokost.

Og endelig så kom den! Regnen. Med torden og lyn i det fjerne begyndte det så småt at dryppe. Skøn duft. Så på vejen tilbage til cafeen og spise frokost, fik vi så også lige vasket bilen. Efter frokost kørte vi nord på til vores campingplads, spændt på at se om vi havde fået vand i teltet, vi havde nemlig begge sidedøre åbnet, kun dækket af myggenet.

poul h sommerferie 2014 24

Da vi nærmede os campingpladsen, gik det op for os at her havde det ikke regnet endnu, så med helt sorte skyer i bakspejlet, susede vi tilbage til campingpladsen, og nåede lige at få “stængt” vores døre inden regnen kom. Så nu sidder vi under tarpen, og nyder lidt kølighed og regn.

I morgen pakker vi sammen og forlader Torne camping for denne gang. Campingpladsen er sådan en af den slags man kommer tilbage til, hvilket vi også kan høre på mange af vores medcampister. Nanette og Michael forstår at skabe en god stemning, her er styr på tingene, uden at der er en masse restriktioner. Her finder man bare ud af det.

poul h sommerferie 2014 25

Vi skal hjem, vi har ikke hundepasning, længere end til søndag aften, så vi smutter lige hjem og klar et par vask i vaskemaskinen, og mandag tager vi til Camping Blushøj på Mols.

 

Prøv også at læse disse indlæg