Efter vores dejligt udflugt til vulkaner her den anden dag, brugte vi, en halvtimes tid, den efterfølgende formiddag på at pakke teltet sammen, for derefter at bruge resten af dagen, som en afslappende dag ved vandet, hvor vi læste, hæklede og badede.
Nedpakning og videre mod næste stop
Den følgende morgen pakkede vi det sidste sammen og da vi hver især har “vores opgaver” gik det tjept og vi kunne sige farvel til vores søde naboer og deres lille datter Clementine på 3 år, som aftenen i forvejen havde lavet en fin tegning til mig.
Klokken 9.30 trillede vi ud af pladsen og kørte igen ud på de små veje som førte os til lidt længere sydpå. Vi landede på vores destination ’Camping Beau Rivage’ lidt uden for Vitrac lige som de have middagslukket, som er fra kl. 12-14. Efter en tur rundt på pladsen for at se hvilke parceller der var ledige, satte vi os i skyggen ved receptionen og ventede.
Efter vi have ventet en rum tid, kom vi til at læse på nogle af de mange sedler der var klister op på tavlen ved receptionen og der kunne vi læse, at hvis man kom uden for receptionens åbningstid, kunne man bare finde en ledig plads ud fra de, på sedlen, anviste numre og efterfølgende komme op til receptionen og fortælle hvilken parcel man havde taget og om man skulle have strøm ect. Ha ha ha, så havde vi siddet der og ventet for noget som ikke var nødvendigt. Godt så! Og hvad har vi så lært af det…. ja, vi kan jo starte med at læse de informationer der er lige for næsen af os.
Vi havde allerede udset os en plads, så Søren kørte ned og fik sat vognen på plads, mens jeg blev ved receptionen, da det var lige før de åbnede igen. Jeg fik os tjekket ind og da jeg kom ned til pladsen, havde Søren sørget for alt det andet.
Vi satte os med en kop kaffe inden vi skiftede til badetøj og smuttede en tur i poolen.
Torsdag i grottens tegn
Der er ufattelig mange grotter og huler her i dette lille område af Frankrig og vi havde på forhånd udset os et par stykker vi gerne ville se. Så efter kun at have flyttet og ellers slappet af med badning, læsning og små gåture i et par dage, blev vi enige om at nu skulle vi på grotteudflugt.
Vi tog først ud til ‘Gouffre de Proumeyssac’, som er en kæmpe grotte med tilhørende lege/forlystelsesområde.
Da vi ankom, kunne vi se på parkeringsområdet at der allerede var rigtig mange andre der også havde fået den idé. Vi fik parkeret og nærmede os indgangen. Men det var med en lidt blandet fornemmelse for os begge.
Vi har set rigtig mange grotter i vores tid sammen, men den har virkede bare lige en tand for kommerciel og jo tættere på indgangen til “parken” vi kom, jo mere blev vi bekræftet i vores fornemmelse.
Ved indgangen stod vi og kikkede på de to visnings tilbud de havde og efter at have snakket lidt sammen, blev vi enige om, at grotten sikkert var vanvittig flot, men alt hurlumhejet var for meget efter vores smag. Så enden blev, at vi vendte om og kørte ud til en anden grotte. ‘Gouffre de Proumeyssac’ må have vores besøg til gode eller noget…
Vi indtastede adressen til ‘Les Grottes de Maxange’ og kørte derover. Det tog ikke mere end ca. 15 minutter, så var vi fremme. Eller det er ikke helt korrekt, for vi havde lige lidt svært ved at finde hvor man skulle ind, for her reklamere man ikke med masser af parkeringspladser eller andet hurlumhej.
Les Grottes de Maxange, historien bag
I 1960 åbnede Maximillien Caballero et stenbrud her på stedet, stenbruddet blev i 1984 overtaget af hans søn, Angel Caballero. Der blev brugt sprængstoffer blev for at udvinde stenen og det var under en af disse eksplosioner at et der opstod et hul på klippens forside. Den 15. august 2000 besluttede Angel (sønnen) at tage et nærmere kig ind i hullet og det var her han opdagede, at hullet gemte på en hule på en længde af næsten 90 meter, fyldt med mange forskelligformet kalkformationer.
Ved at kombinere de to navne, Maximillien og Angel, blev navnet Maxange dannet. Et par uger senere opdagede Angel en anden hule, men den var helt fyldt med sand, ler og jord. Man besluttede at tømme hule ud for at oprette en forbindelse med det første hule lidt højere op.
Vi blev vist rundt i de to huler i næsten en time og det var nogle enormt smukke stalaktitter vi fik at se og bare historien om fundet af hulen er fantastisk.
Efter besøget i hulerne, satte vi os for foden af det forhenværende stedbrud, hvor der nu var anlagt en lille have og en meget lille café og fik en kop kaffe. Da kaffen var drukket, tog vi ud og handlede lidt ind til noget aftensmad og sørme så om der ikke lige faldt et par lækre kager af (igen).
Da vi landede hjemme på campingpladsen igen, satte Søren vand over til kaffe og jeg fik vores indkøb lagt på plads. Det var nu tid til at mæske sig i det helt store kagebord.
Først hen af 8 tiden tændte vi op i grillen, for kageherlighederne lå hele eftermiddagen tungt og godt i vores maver. Lige som vi var færdige med at spise, hørte jeg en velkendt lyd – sådan en hul hvislen og jeg kikkede op på himlen. Og minsandten om der ikke kom en smuk varmluftsballon flyvende tæt over vores hoveder.
Da ballonen var drevet forbi, snakkede vi igen, lige som så mange andre gange om, at det da kunne være sjovt at komme op i sådan én. En dag, skal vi altså prøve!
Med kanjak på ‘La Dordogne rivière’
Sidste forår købte vi jo vores kanjak (den hedder en kajak, men minder mere om en kano, derfor kalder vi den en kanjak). Vi prøvede den en enkelt gang sidste år, hvorefter den revnede og vi fik en ny tilsendt. Da vi var af sted i efteråret var det ikke lige vejr til at tage en tur og derfor har vi glædet os enormt meget til at prøve den på denne tur.
Vi tog ind til den nærmeste lille by, som ligger nede af floden i strømmens retning, for at se om det var muligt at parkere dernede, for det er ikke alle steder, det er muligt at padle op af strømmen. Der var masser af parkeringspladser, så vi returnerede til pladsen og fik luft i kanjakken. Derefter smed vi min cykel bag i bilen og jeg kørte ind til byen og parkerede bilen og cyklede så tilbage til campingpladsen.
Tilbage på pladsen tog vi badetøj, badetrøje samt badesko på og hankede op i kanjakken og gik de få meter ned til floden. Kanjakken blev sat i vandet og vi i kanjakken.
Det var en helt vildt fantastisk og skøn tur ned af floden, og selvom det ikke var ret mange kilometer, så formåede vi alligevel at bruge ca. 2 timer, med at drive stille med strømmen og indimellem padle, for ikke at komme i karambolage med de mange andre der var på floden. Der er rigtig mange steder hvor man kan leje kanoer og det er der mange der benytter sig af.
Undervejs gjorde vi holdt ved en lille café hvor de også udlejede kanoer og der fik vi noget så eksotisk, som en omgang pomfritter og en sodavand. Wauw – nej, det var faktisk alt hvad man kunne få og det smagte skam rigtig godt, og lige havde vi have brug for.
Da vi nåede byen, satte vi kurs mod det sted vi havde udset os til at komme op af vandet. Det gik smertefrit og vi begav os over til bilen som holdt et par hundrede meter væk. Bilen som var godt varm, efter at have holdt i bagende sol, så den fik lige lov til at stå med alle døre åben, mens vi tog meget af luften ud af kanjakken og foldede den lidt sammen så den kunne ind bag bilen. Da bilen var tilpas afkølet – eller i det mindste havde udendørstemperaturen, lagde vi kanjakken ind bagi og kørte tilbage til campingpladsen.
Om aftenen grillede vi lidt kyllingebryst og nogle små gedeoste omviklet med bacon, som vi havde købt dagen i forvejen. Det var endnu et super lækkert aftensmåltid, som simpelt campingmad altid er.
Sarlat, en bymidte forbudt for biler
Vi havde på forhånd læst at Sarlat-la-Canéda – forkortet Sarlat – var et besøg værd, hvis man kom til området hernede i Périgord-Noir, og da vi kun var små 20 km. Fra Sarlat, skulle byen selvfølgelig besøges. I informationen på campingpladsen, havde jeg taget en lille brochure for noget buskørsel ind til midtbyen og vi fik læst os frem til, sammenholdt med det kort der var på bagsiden, at bussen kørte hver halve time fra en stor parkeringsplads og så ind til byen. Vi ankom lidt i 9 lørdag morgen og fik parkeret og købt en returbillet.
Bussen kom og sammen med et andet ægtepar satte vi os ind og kørte nu et lille kvarter inden vi nåede stoppestedet inde i bymidten. På den anden side af stoppestedet, startede den inderste del af byen og allerede der, kunne vi se en masse markedsboder.
Sarlat bliver om lørdagen mere eller mindre omdannet til en stor, og her mener jeg virkelig stor, markedsplads, hvor man kan købe alt hvad hjertet begære. På et tidspunkt blev det altså også lidt for meget og vi søgte ind i den store kirke på torvet, for ligesom at få luft.
Kirken er som de fleste kirker hernede og også derhjemme, dejlig kølig, men her ophører ligheden altså også, for her bliver kirkerne brugt og ikke kun af turister. Vi har efterhånden set mange kirker og i alle er vi stødt på mennesker der tænder lys for pårørende, knæler ved forskellige Jesus, Jomfru Maria eller andre helgen statuer, for findes i kirkerummet.
Jeg har længe fablet om et strandtaske-ting eller bare en dejlig taske, hvor der kan være en del i og jeg har også flere gange kikket på de mange flettede kurve og andre lækre taske-ting man kan købe mange steder i Frankrig. Søren fandt en bod hvor de solgte lige præcis sådan en udgave som jeg har snakket om, nu skulle jeg så bare bestemme mig for hvilken størrelse og ikke mindst farvesammensætning, jeg ville have. Jeg bestemte mig for en som har mange farver om som jeg kan bruge til mange forskellige ting, sågar strikke- og hækletøj kan snildt være deri.
Man kan godt se, at Frankrig de seneste år, har været ramt af terror og at man fra myndighederne side af, har indsat mere militær på steder hvor der er mange mennesker samlet. Sarlat var inden undtagelse. Vi så mange fuldt udrustede og kampberedte soldater bevæge sig rundt på markedet spejdende til alle sider og frem og tilbage, ligesom politiet også var talstærkt tilstede.
~Billederne er bogstaveligt talt skudt fra hoften, da jeg ikke var sikker på om jeg måtte fotografere dem
Det var på én gang betrykkende og så alligevel ikke – for det jo en falsk trykhed. Hvis en eller anden fanatisk person, ønskede at gøre noget ondt, kunne det jo sagtens ske, selv med militæret tilstedeværelse. En rygsæk med springstof, placeret/glemt under en af de mange boder og antallet af sårede og omkommende ville være stort.
Da vi havde set en del, men langt fra alt, begav vi os igen ud i perferien og fulgte den omkringliggende vej ned til hvor bussen havde sat os af. På vejen så vi en fint dekoreret håndværkerbil, parkeret i én af de få parkeringsbåse på “omfartsvejen”.
Da vi ankom til stoppestedet, var der kun 10 minutter til bussen ville komme, så vi satte os og kikkede på menneskevrimlen og ikke mindst rækken af biler, der kørte med sneglefart på udkik efter en parkeringsplads.
Byen skal helt sikker besøges igen, men af os, skal den bestemt ikke besøges på en lørdag, da de mange smukke 1700-tals bygninger helt druknede i boder og markedsbesøgende, det være sig lokale som handlede godt ind, til de mange turister som også havde fundet vejen ind til Sarlat.
Hold øje med siden her, for vores eventyr er endnu ikke slut og 4., men også sidste del udkommer meget snart.
Link til Camping Beau Rivage
http://www.beaurivagedordogne.com/
Læs også:
Vive La France – Del 1
Vive La France – Del 2
Vive La France – Del 3
Vive La France – Del 4
Besøg Catarina.dks spændende blog
