| Vi har altid lagt vægt på at rejse rundt med vores campingvogn for at se nye ting og steder. Men sidste år fik vi nok af at rejse rundt og besluttede os for at ligge fast i år. |
Indtil i år har vi aldrig rigtig forstået fastliggere. Vi kunne ikke helt sætte os ind i at ligge det samme sted år efter år. En campingvogn er jo mobil, så hvorfor bruge den som et sommerhus?
Vi har også som turister følt os lidt ildeset i fastliggernes øjne. Ofte har vi følt os som indtrængere i et fællesskab, vi ikke forstod. Vi kan derfor godt sætte os ind i de fordomme som hhv. turister og fastliggere har om hinanden.
Så selvom vi glædede os til at ligge fast en hel sæson, og slippe for hele tiden at skulle stille op og pakke sammen, så var vi også lidt spændte på at skulle være en del af fastligger-gruppen. Vi bestemte os for at tilbringe hele sæsonen 2007 på Falster Familiecamping. Her havde vi været på besøg før, så vi kendte lidt til de andre campister, og vores ældste datter havde gode legekammerater der.
Da vi ankom til campingpladsen 1. april 2007, blev der taget godt imod os af de øvrige campister. Man kunne huske os fra sidste år, hvor vi havde besøgt campingpladsen. Mange kunne endda huske hvilken plads vi lå på sidste år. Det både overraskede og skræmte os – vi synes jo ikke at vi på nogen måde havde gjort os specielt bemærket. Ok – vi har en handicappet datter, men det mente vi ikke kunne være grunden. Lagde fastliggere virkelig så meget mærke til turister? Senere måtte vi sande, at det gjorde vi også selv.
Som forårssæsonen skred frem, lærte vi stille og roligt de andre fastliggere at kende. Nogle hilser man kun på – andre hygger man sig med. Man er en del af et fællesskab på godt og ondt – et fællesskab, hvor man passer på hinanden og hjælper hinanden, når der er behov for det. Man lærer hinandens børn at kende, og holder ligeså meget øje med de andres børn som ens egne.
Efter forårssæsonen, følte vi os fuldt integreret blandt fastliggerne på campingpladsen. Ok – vi havde ikke så mange år på bagen som mange andre, men alligevel… vi var der, og vi var fastliggere. Hvis man var i tvivl om det, skulle man bare kigge ind i vores fortelt. Det er helt utroligt hvor mange ting, man kan presse ind i et fortelt. Og det vel og mærke ting, som man ikke har brug for som rejsende campist.
Da højsæsonen startede, blev vores fastligger-ro forstyrret og bragt ud af balance. Noget fremmed kom til campingpladsen og bragte uorden i fællesskabet – nemlig turister.
Det er ikke fordi tilrejsende campister støjer mere end fastliggere eller på anden måde opfører sig radikalt anderledes. Men alligevel – det kan mærkes. Selve atmosfæren på campingpladsen ændres, når der kommer så mange tilrejsende. Det er ikke fordi, stemningen bliver dårligere – bare anderledes. Nu var det os, der stod og så med skeptiske øjne på turisterne – en situation vi ville have forsvoret nogensinde ville opstå.
Nu er sæsonen ved at gå på hæld, og der er ikke så mange tilrejsende mere. Vi fastliggere er ved at være os selv igen. Det er næsten ligesom, når man træt læner sig tilbage i stolen efter en hektisk børnefødselsdag. Det har været sjovt og spændende, men det er nu dejligt at komme tilbage en det normale igen.
Det har været godt for os at prøve at ligge fast. Vi har lært meget om campingform, vi før intet kendte til. Og vi forstår nu bedre det sammenhold, der hersker mellem fastliggere – et sammenhold man som turist aldrig kan blive en del af. Der har været tidspunkter, hvor vi havde lyst at pakke sammen og køre på tur med campingvognen, men vi blev hvor vi var. Vi ved nu, at vi ikke har roen til at ligge fast samme sted år efter år. Og vi har da stort set allerede planlagt, hvor vi vil hen til næste år. Men det er ikke sidste, gang vi lægger os fast for hele sæsonen. Og når vi gør det, bliver det sikkert på Falster Familiecamping igen – det er jo her, vi hører hjemme :o)
