Hvordan får man en stædig teenager med familien på camping? Det spørgsmål er der sikkert mange forældre, der stiller sig selv. Så læs nu med her, for her kommer en teenagers forslag til, hvordan man får teenagere med på camping.
Jeg er selv en dreng på 16 år, så jeg kender godt til, at man ikke altid lige vil med de gamle på camping, men i de flest tilfælde tager jeg gerne med. Der er selvfølgelig campingpladser, jeg finder mere attraktive end andre pga. faciliteterne, men det er ikke altid kun faciliteterne, der kan tiltrække unge.
Jeg har nogle ønsker til de campingpladser, vi besøger. Selvfølgelig er det ikke muligt at opfylde dem hver gang, men jeg ved da, at mine forældre bestræber sig på at finde campingpladser, der også er for unge. Jeg kan fx lide, hvis der er motionsrum på campingpladsen, så man kan få trænet, selvom det er ferie.
Det der tiltrækker flest unge er faktisk andre unge, så der er mulighed for at få nye bekendtskaber. Men det kræver, at der er noget på pladsen til at tiltrække de unge. Og hvad er så det? Jeg er hvert fald ikke i tvivl om, at mange gerne vil have moderne campingpladser med moderne faciliteter. Det er vidst de færreste unge, som vil gå på toilettet i et lille skur. Lad mig sige det sådan, at ”back to nature” og teenagere er ikke en god kombination, hvis man har planlagt at hele familien skal med.
Jeg har også bemærket, at det helt sikkert også har noget med årstiden at gøre, om teenagere har lyst til at campere. Sommerperioden er helt sikkert et hit, vinter er det nærmest umuligt at finde unge på camping og påsken og efterår, sker der heller ikke så meget. Så ingen tvivl om, at det absolut er om sommeren man finder flest unge. Jeg kan også godt selv lidt at campere om sommeren, for der er alle de unge udenfor det meste af tiden, så det er nemmere at falde i snak med dem, og måske finde nye venner.
Der er nok en ting som mange unge, inkl. mig selv, savner på camping og det er et sted hvor andre unge kan tage hen uden forældre, og hvor der er fx er hygge ved bålet, musik i baggrunden og øl. De fleste campingpladser har en aldersgrænse på 18 år, men Marielyst camping har lavet noget smart. De har delt campingpladsen op, så i den ene ende opholder de unge sig, som er i telt og i den anden ende af pladsen er de andre. På den måde giver det mulighed for både at kombinere camping med forældre og venner. Jeg kan fx godt lide at slappe af om dagen eller tage ud og se noget i omegnen med mine forældre, men om aftenen må der gerne ske noget og helst med vennerne! Og det er der i hvert fald rig mulighed for på Marielyst, som har ry for, også at være noget af en fest-by.
Gokart. Et sikkert hit hos mange. Specielt mig, da jeg nok bare er én ud af mange unge der har benzin i blodet, og brænder for at komme ud på banen og brænde noget gummi af. Der er mange, der ikke tænker over, at der er gokartbaner i området, men der ligger faktisk rimelig mange rundt om i landet, både i Danmark, men også i udlandet. Så hvis man er et par venner af sted, er det helt sikkert en god idé lige at tage et race mod hinanden. Det kan få smilet frem på de flestes læber.
I Østrig ligger der et area47 i Ötztaler, som ligger i Tyrol. Det er en kæmpe aktion park, hvor der er mulighed for at afprøve sine psykiske grænser. Der er vandrutchebaner, som ikke er for sarte sjæle. På én af dem, er der mulighed for at nå en topfart på 80 km/t og det er altså ikke en badering eller lign. man sidder på. Hvis man ikke har fået dårlige nerver ved den, kan man jo prøve at tage sving ind under en kæmpe bro der er over 350 meter høj. En tur der nok skal få adrenalinen frem i kroppen. Der er rigtig mange aktiviteter, og man kan nemt få en dag til at gå derinde. I kan selv tage et kig på www.area47.at og der ligger garanteret lignende aktiviteter andre steder, så det bare med at undersøge det, inden man tager af sted. Det er hvert fald noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig, og det bare én ud af mange gode grunde til at tage med på camping, for det er slet ikke så kedeligt, som mange unge går og forstiller sig.
Så mit bedste råd er, at sætte sig sammen med forældrene og kigge på nogle forskellige campingpladser i det område man har udset sig for, og se på de aktiviteter der er på pladsen og i omegnen. Og man vil helt sikkert finde unge på de pladser, for det er sikkert ikke kun én teenager, der finder de aktiviteter sjove.
Camping i Østrig
I 2010 var vi i Østrig og jeg havde en af mine gode kammerater med, Rasmus. Vores destination var Burgstaller som ligger ned til Milstätter See. En campingplads jeg gerne ville vise Rasmus, da det er min yndlingsplads. Der er rigtig gode badefaciliteter ved/i søen, der ligger lige ovre på den anden side af vejen. Der er både pool, hvis man er til det og så er der selvfølgelig søen man kan bade i. Det jeg rigtig godt kan lide ved søen er, at der er vipper. Der er både 1, 3 og 7,5 meter vippe (der er ikke en vippe på 7,5, men man skal bare løbe/hoppe ud over kanten). Det er sjældent man ser campingpladser med vipper, i hvert fald hvad angår Danmark, da der er nogle specielle krav til mht. livreddere, og indtil nu, har jeg ikke set nogle pladser med vipper udover Burgstaller, så det er dejligt. En ting der altid tiltrækker de unge. Hver gang jeg har været der, har der altid været fyldt med unge mennesker.
Toiletfaciliteterne er helt fantastiske. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er selvfølgelig ikke dét, som tiltrækker teenagere. Det er nok mere børn, da der er lavet badeværelser og toiletter i børnestørrelse og så er det pyntet utrolig flot op.
Selvom toiletbygninger måske ikke lige er for teenagere, har jeg da ikke noget imod at stå i badet med 4 brusere og få vandmassage.
Om aftenen samles mange unge omkring bordtennisborderne, der er på taget af restauranten. I sommerperioden er der som regel et band der spiller om aftenen ved siden af restauranten, på det udendørs areal, så man kan stå og spille bordtennis med vennerne, mens der er musik. Noget der plejer at være hyggeligt, men man skal skynde sig, at få et bord… Det er attraktivt hos de fleste unge!
Det er ikke kun bordtennis, man kan spille på pladsen, men også tennis. Der ligger 2 tennisbaner på pladsen. Det har jeg selv spillet et par gange, og har da lagt mærke til, jeg ikke er den eneste teenager, der synes det er underholdende.
Kun 6 km væk fra campingpladsen, kan man finde en gokartbane. Noget der især er populært hos os drenge, men selvfølgelig også nogle piger.
Burgstaller er bare én ud af flere campingpladser, der har meget at byde på for unge, både på campingpladsen, men også i nærheden af det. En plads vi har besøgt flere gange efterhånden og med glæde besøger igen.
OBS: Det skal lige tilføjes, at Burgtaller’s veje ikke er forfærdelige store, så det kan være vanskeligt at komme ind på diverse pladser. En god idé er at ringe i forvejen og fortælle, at man kommer med stor campingvogn, så de ikke reservere en plads, der er umulig at komme ind på. Vi kører selv med en 9 meter campingvogn, og har indtil videre ikke oplevet ikke at kunne komme ind. De gange hvor det har været svært, har vi fået en anden plads, som var nemmere at komme ind på.