Ferie i udlandet får det bedste frem i danskerne, i hvert fald når det kommer til drikkepenge.9 ud af 10 danskere giver drikkepenge, når de går ud og spiser i udlandet, men ofte kan det være svært at holde styr på, hvad kutymen er i det pågældende land hvad angår drikkepenge.
Vi danskere er ikke fedtede med at lægge drikkepenge, når vi rejser på ferie i udlandet. En undersøgelse foretaget af valutavirksomheden FOREX Bank i 2013 viste, at knap 9 ud af 10 danskere gerne lægger drikkepenge, når vi går på restauranter i udlandet.
Men hvis man ikke kender de uskrevne regler om drikkepenge i det land, man besøger, kan man nemt komme ud i pinlige situationer. Derfor har FOREX Bank kigget nærmere på, hvilke ”regler” der gør sig gældende for drikkepenge rundt omkring i verden.
Hvor og hvornår er det passende at ”tippe”?
I Kroatien og en række andre lande i Central- og Østeuropa, er drikkepenge kun noget man giver, hvis man har været særligt tilfreds med servicen eller måltidet, og pengene gives derfor altid bagefter.
I USA er det derimod almindeligt at give drikkepenge på forhånd for at sikre dig en bedre og hurtigere service. Dette gøres fx på barer, hvor man derved kan forsøge at sikre sig, at bartenderen løbende holder øje med, at du ikke tørster. I USA forventes det i øvrigt, at man giver drikkepenge, og tjenerlønninger er meget lave, det tjenerne forventes at tjene størstedelen af deres indtægt via drikkepenge.
I en række asiatiske lande, bl.a. Kina, Japan og Singapore, er drikkepenge ikke en del af kulturen. Japanere kan endda føle sig beklemte eller blive direkte fornærmede, hvis man forsøger at give dem drikkepenge, og det er typisk kun noget der ses på særligt fine restauranter, hvor der pålægges en ’service charge’ på 10% – et begreb som dog ofte er misvisende, fortæller Joakim Husted, nationschef for FOREX Bank:
”Det er blevet ret udbredt i en stor del af verden, også herhjemme i Danmark og resten af Europa, at der opkræves mellem 5-15% ’service charge’, som automatisk pålægges på regningen. Det er dog langt fra altid, at disse penge rent faktisk går til tjeneren, så hvis man har været særligt tilfreds med betjeningen, kan man overveje at lægge lidt ekstra kontanter til tjeneren, når man går.”
Hvor meget skal du give?
I lande som USA, hvor drikkepenge betragtes som en del af personalets løn, er det ikke unormalt at lægge 15-20% i drikkepenge, mens det i mange andre lande, fx store dele af Nordeuropa, er helt fint blot at runde beløbet op eller give 5-10% i drikkepenge. Joakim Husted, Nationschef for FOREX Bank i Danmark, fortæller:
”Det varierer fra land til land, hvor meget man bør lægge i drikkepenge, men som tommelfingerregel går man sjældent galt i byen ved at lægge 10% oveni regningen på restauranterne. På hoteller kan det også være en god idé at lægge lidt småmønter til stuepigen, og gør man det allerede i starten af opholdet, kan det ofte hjælpe til at sikre, at deres gøres noget ekstra ud af rengøringen på værelset.”
I sidste ende er det naturligvis op til den enkelte, om man vil lægge drikkepenge eller ej, samt til hvem og hvor meget. Se i øvrigt FOREX Banks Drikkepengeskole for en grundig oversigt over, hvor mange drikkepenge man bør give i de enkelte lande: http://www.forexbank.dk/Rejseokonomi/Drikkepenge-skolen/