Med telt i Frankrig og Spanien – del 5

Vores tur havde taget os til Spanien hvor vi havde fundet en billig, skyggefuld og venlig campingplads. Costa Brava Camping er en af de ældste camping pladser i Catalonia (http://www.campingcostabrava.net/) 

Pladsen blev oprettet for mere end 60 år siden. Beliggenheden mellem Palamós by og Sant Antoni strand, i hjertet af Costa Brava kunne ikke været bedre. Når man skal på stranden, på tur eller blot ud og gå en tur, kommer man lige forbi hvilket er dejligt nemt.

En aftentur til vandet afslører en super lækker strand og promenade en lille ½ km fra hovedporten

Sæsonen er fra 1. juni til 15. september. Hvilket er en del kortere end mange andre pladser i området. Med 220 pladser er det et lille og derfor overskueligt foretagende hvilket man tydeligt kan mærke som gæst.

Hver dag samles en håndfuld af de ansatte i restauranten for at spise frokost. Det giver stedet en hyggelig charme.

De ansatte på pladsen holder gerne en lille siesta på caféen

Pladsen har alle nødvendige faciliteter. Swimmingpool, legeplads, pool og dart rum, lille velfungerende internet café, lille restaurant, bar og en beskeden dagligvare butik. Bad/toilet (i damedelen er der et par rum til mødre med børn hvor der er et mindre badekar til at vaske børnene), vaskemaskiner og vaskekummer.

Det kan anbefales ikke at ligge alt for tæt på restauranten hvis man ikke kan lide høje glade barnestemmer eller ‘fest’ aftener et par gange om ugen.

En typisk plads koster 25,77 euro for 2 personer m. bil eller campingvogn/telt. El tillæg – 4,30 euro pr. dag.

Pladsen var som sagt rigtig lækker. Bade faciliteterne lå centralt i et stort overdækket hus og havde rigeligt af både rigtige toiletter og badekabiner. På intet tidspunkt oplevede vi at skulle stå i kø.

Mændenes baderum. Brusekabinerne ligger hele vejen udenom

Rengøringspersonalet var, lige som nisserne, altid til stede og passede uset deres arbejde med en næsten uhyggelig omhu.

Mens morgensolen titter ind mellem pinietræernes stammer begynder pladsen langsomt at vågne

I lyset af denne campingplads falder Les Roquilles endnu et par grader i vores opfattelse.

En aftentur til vandet afslører en super lækker strand og promenade en lille ½ km fra hovedporten.

I centrum af Sant Antoni de Calonge fandt vi, en af de første dage, frem til det lokale turistkontor hvor vi forsynede os med alt hvad vi kunne finde af info om områdets seværdigheder.

Christina pløjede sig den første dag gennem en anselig stak turist brochurer, mens jeg var kedelig og læste til eksamen på pladsens lille men udmærkede cafe/restaurant. Christina havde brochurer på spansk, fransk og hollandsk. Desværre var kun enkelte på tysk eller engelsk så hun kiggede mest billeder og prøvede at gætte sig til indholdet i teksterne.

Sammen udvalgte vi et par ‘must sees’. La Rocca Village, MarineLand og så ville vi snorkle.

Snorkle forholdene kunne ikke afprøves for hurtigt. Jeg var desperat efter at afprøve stranden og Christina var helt med på at ligge i solen nogle timer.

Vi har altid snorkel, maske og fødder med når vi er på ferie. Der er så meget at udforske under havet og det er også en af hovedårsagerne til at vi altid feriere nær vandet.

Vi havde hurtigt spottet en lille bugt med forholdsvist lavt vand og hertil gik turen fra morgenstunden.

Vores bedste snorkelbugt 41^o50’11 N – 003^o05’38

Tasken var fyldt op med melon og skinke. Friske abrikoser, tomater og både iste og kildevand. Man bliver nemlig hurtigt udmattet når man bevæger sig så meget.

Velankommet til den lille bugt finder vi hurtigt en lille fordybning i klippen. Der er temmelig stenet og vi må være forsigtige når vi vader ud. Heldigvis viser det sig at der kun er søpindsvin længere ude og vi slipper for grimme overraskelser.

Det er utroligt at se hvordan børnene løber rundt på klipperne og indimellem hopper på hovedet i vandet. Lige ned mellem de store sten. Børnene har været der så mange gange at de ved lige hvor de kan hoppe i, og hvor de ville komme til skade.

Vandet er roligt, i ly mellem klipperne. Når man kommer til de yderste skær, kan man ligge under vandet nyde synet af skummet som vælter hen over en.

Her fandt jeg en blæksprutte under stenene

Blæksprutten var langt fra klar til at komme ud af sin hule

Et lille stykke ude ligger en klippe ø som man kan komme op på hvis vejret ikke er for slemt. Der er søpindsvin i området, men ikke mange og man kan sagtens komme udenom de få der er.

Jeg måtte hive en T-shirt på når jeg var i vandet. Solen var mindst lige så kraftig under som over vandet.

Vi fik nok lidt for meget sol, da vi lå og stegte mellem klipperne.

For at komme lidt i ly gik vi op mod byen for at få en is.

Da vi går hjemad langs stranden oplever vi hvordan børnenes sandslotte bliver vasket væk lidt efter lidt. Så stranden er klar til nye børn dagen efter.

I den ende af stranden som ligger længst mod syd fandt vi en handicapstation. Her ligger en lille førstehjælps station, er parkerings plads for ambulance og livredervagten.

I tilknytning hertil er et lille område dedikeret til handicappede. Her er mulighed for at de kan sidde i specielle kørestole, designet med pontoner så de kan flyde i vandet.

Handicappede og deres hjælpere har også adgang til stranden i St. Antoni

Langs strandpromenaden ligger velassorterede butikker. (priseksempel strandstole 20 euro – parasoller fra 11 euro – kæmpe baderinge 10 og dykker fødder 20)

På turen hjem fandt vi en flot restaurant ‘Traguyinyol’ i en af sidegaderne til strandpromenaden. Det så ud til at være et lækkert sted.

Efter et langt opfriskende bad i pladsens luksuriøse faciliteter gik vi tilbage mod restauranten. Den viste sig at være temmelig populær og vi var heldige at få det sidste ledige bord. De fleste restauranter har åbent til kl. 24 og det er helt fint at komme ved 20-21 tiden hvor der er tryk på.

Traguyinyol – Spaniens værste restaurant

Desværre var der ikke så meget styr på serveringen og vi måtte vente 10 min før vi fik menukortet og endnu 20 min før vi kunne bestille. Da endelig mad og drikke kom på bordet var vinen lunken, hvis ikke direkte varm. De to ½ kaniner vi havde bestilt var seje og kødløse, det eneste garniturer var 20 pomfritter og en lille hvidløgs mayonnaise.

Trist og dårligt. Vi bestilte en salat for at have bare lidt andet at spise. På bordet kom en skål hele salatblade. 2 ¼ tomater og 3 skiver gulerod. Hvis stedet er lækkert og super charmerende indrettet, er maden både kold og kedelig og efterlader en sulten og små fattig. Vi kan ikke anbefale andre at besøge stedet.

Med varmt vejr og varm vin til varme priser kan man nemt koge over

La Rocca Village
Spredt ud over Europa ligger byer som i grunden kun består af butikker, outlets fra store modehuse og brands – La Rocca Village (41^o36’62 N – 002^o20’38 E) er netop sådan en by.

Hjemmefra var vi forberedt på en varm køretur. Vejret som havde været overraskende gråt fra morgenstunden havde magisk klaret op på vej ud af pladsen og solen strålede hele vejen (ca. 80 km) til La Rocca Village

På motorvejen mødte vi overraskende meget tung trafik. Det inderste spor var konstant optaget af lastbiler.

Der er motorvejs afgift næsten hele vejen, omkring 3 euro hvilket vist er til at leve med.

Vi havde i forvejen plottet byen La Rocca ind på Vera vores løgnagtige GPS, men ved ankomst så vi ikke et eneste skilt med shopping eller modehuse. Byen virkede nærmest lidt provins agtig og kedelig.

Vi var varme og lidt trætte efter at have brugt det meste af en time på at køre rundt i La Roca by mens vi ledte efter en lokalkendt, som kunne give os en idé om hvor vi skulle hen.

Vi var kommet midt i siestaen og kunne der for ikke finde nogen under 70 som evt. kunne tale en smule engelsk eller tysk. Da jeg på en tankstation forsøgte mig hos en lille mørklødet mand med en kæmpe busk af et overskæg blev det først rigtigt sjovt. I en lind strøm af lokale ave marinaer og spanske gloser, kastede han sig ud i en laaang forklaring.

Til sidste prøvede jeg med de universelle tegn. Pege på min kone, gnide pegefingeren og tommelfineren sammen og sige Versace, Gucci og fashion. Han forstod grinende, endnu engang viste den spanske gæstfrihed sig og med mange uforståelige spanske gloser og ikke helt så uforståelige fagter viste han at vi skulle følge efter ham i bilen.

Efter små 10min. vinkede han os, med et kæmpe smil, af i en rundkørsel. Herfra kørte vi kun forkert én gang inden vi spottede et skilt fra ‘landsbyen’

Når man endelig kommer ind til ‘byen’ La Roca Village fungerer alt som i Danmark. Imponerende logistik med mange, gratis og gode P-pladser

Byen udgøres af Ca. 1 km lang shoppingstrøg bygget i ‘gammel spansk stil’. Dvs. det hele er store facader indeholdende store, airconditionerede moderne butikker.

Et lille blik ned af hovedgaden i La Roca Village

Her er næsten ALT hvad hjertet kan begære af tøj, smykker, ure, briller, tasker accessories, køkkenudstyr osv…

Jeg ledte efter jeans i Sand, Tommy Hillfinger, D&G, Diesel, og Hugo Boss. Intet sted var rabatterne under 50 % af normal pris. De fleste steder ligger rabatterne omkring 60-70 %

Man skal ikke forvente at finde alle modeller i alle størrelser, men udover det fungerer butikkerne præcis som alle andre steder.

Der er masser af plads og selvom vi kom i højsæsonen stod der ikke mere end 3-4 foran os i køen hos StarBucks. Der var dejligt og behageligt.

Midt i gaden ligger store boder med lokale skinker, kager, frugt og vine som man kan købe til at tage hjem, eller spise på bænkene under de mange små træer. Det hele lugter af big bucks $$$ og er strømlignet så kunderne (turisterne) ikke kommer til at mangle noget som helst.

Har man fundet en brochure på turistkontoret, eller andetsteds kan man ved forevisning af samme, få et VIP kort som giver 10 %, på ikke nedsatte varer. Køber man for mere end 300 euro giver byen middag og en taxa til Barcelona.

Vi fandt noget så banalt som en ny og større Nike skoletaske til mig for 40 euro og et par super lækre Hugo Boss jeans til 75 euro (det er jo næsten billigere end Jack and Jones).

Eneste sure opstød var D&G hvor vi ikke kunne finde en pæn kjole til Christina til under 1400 Euro. Det var oven i købet på tilbud.

Christina lyser godt op i landskabet blandt de små Spanioler, med hendes gule kjole og lyse hår.

Marineparken

Fantastisk smukke dyr

Jeg har altid drømt om at se levende delfiner – Sådan helt tæt på altså.

Omkring Færøerne og Grønland har jeg sejlet med dem, men aldrig tæt nok på til at se dem rigtigt.

I brochurerne fra Marineland, som ligger ved Pallafols, lover de at man kan komme rigtigt tæt på dyrene og at deres show er noget helt særligt.

Foruden delfiner afvikler de også shows med fugle og amerikanske søløver fra San Francisco.

Marineland er foruden at være delfinarium og marine zoo, også et stort vandland for børn og vandhunde i alle aldre.

Vores vækkeur ringede tidligt. Kl. 09 er efter vores mening, tidligt at stå op på en ferie.

Det første show med delfinerne var slået op til at begynde kl. 1130 og der var et godt stykke vej til parken. Vi besluttede at droppe morgenmaden frem for at skulle stresse bagefter. Det viste sig at være en vældig god idé. Langs vejen fandt vi nemlig en lille bod som solgte friske nyplukkede ferskener.

Indgang er på 22 euro pr voksen hvilket er det hele værd.

Vi ankom forud for planen og nåede derfor at se et søløve show. Det havde ikke stået særligt højt på listen over ting vi absolut måtte se, men vi indså hurtigt at det var langt mere spændende end vi havde troet.

Søløverne er graciøse og i stand til nogle helt utrolige præstationer.

Selvfølgelig springer de gennem tøndebånd

Og jonglerer med bolte

Søløve og delfin shows trækker fulde huse

Imponerende søløver fra Californien og næsten mere imponerende delfiner.

Hvert show varer ca. 30 min. Sidde pladserne er rimelige og sælgere går rundt og tilbyder is og sodavand. Priserne er dog skyhøje og vi valgte at nøjes med vores medbragte vand.

Der er mulighed for publikumsdeltagelse, hvilket denne 4 årlige pige opdagede til sin store fryd

At gå på vandet får en ny betydning

Efter de to shows gik vi over i det tilknyttede vandland som har laange køer og millioner af børn. Oprindeligt var parken primært et vandland, men med tiden er konceptet udvidet til det nuværende niveau.

Renligheden og sikkerheden står højt på programmet. Det oplever man tydeligt idet der er 2 SOS medarbejdere pr rutsjebane. Én som sender folk af sted, og en som holder øje med at man kommer godt ned. Vi orkede ikke rigtigt at skulle stå i kø 30 minutter af gangen for hver tur i vandrutsjebane.

Værsgo 200m. kø

Efter vi havde set de første to shows slentrede vi en tur gennem parken. Der er meget at opleve. Storke, hejrer og flamingoer blander sig med ænder, duer og papegøjer i et væk. Men efter den første begejstring har lagt sig bliver de en smule monotone. Langt sjovere er det at se odderne når de leger fange leg. Eller søløverne som leger med en klump is, i bassinet ved siden af delfinerne som svømmer rundt og nysgerrigt kigger på alle gæsterne.

Hvem kigger mest på hvem?

Fugleshowet var ikke imponerende. Desuden foregik det på Spansk. Folk gik undervejs. Man sad for langt fra scenen og de fugle som blev fremvist var ikke meget for det. De ville hellere gemme sig inde bagved.

– eller sidde med ryggen til publikum.

I stedet smed vi os ved en pool og hyggede lidt om hinanden.

Man bliver tilbudt muligheden for at deltage i ‘the dolfin encounter’ hvor man for 50 euro får et foredrag om delfinerne, kommer ind og ser dem blive fodret og får taget et billede med en af dem. Umiddelbart gav det mig indtryk af at være en turistfælde og vi besluttede at gemme den oplevelse til en anden gang.

Der er et cafeteria og en del mindre fastfood steder i parken. I god trend med resten af parken – er maden druknet. Udbuddet er det samme som alle den slags steder. Lasange, sphagetti  bolognese og friturestegte fiskefileter.

Vi sluttede dagen af med at se både delfin og søløve showet endnu engang.

Turen tilbage til pladsen forløb helt uden hændelser. Vi talte om at gentage succesen fra vores tur til San Tropez, og kørte derfor til Lloret de Mar. Strandpromenaden og nattelivet trækker unge mennesker til i tusindevis hvert år.

Selvom vi bemærkede et stigende antal turistscootere med helt unge turister oplevede vi ikke byen som værende lige så slem som Ibiza. Der var dog ikke nogen restauranter som fangede vores interesse og vi vendte derfor næsen hjemad mod San Antoni de Callonge.

Om aftenen var der på pladsen arrangeret en lokal flamenco trup som gav opvisning.

Det var meget flot og anderledes.

Imponerende, stilfuldt og smukt

Platja d’aro, El Racó Stranden – Dykkerturen
En gå tur i området omkring San Antoni bringer hurtigt en ned til stranden. Oplandet er såmænd også ganske fint. Marker så langt øjet rækker, men der er ikke så meget andet at komme efter. Går man ned til vandet derimod, finder man en vidunderligt nuanceret natur. Klipper, sandstrand, skær og frodige planter.

I weekenderne, når Spaniolerne har fri er stranden her en favorit

For os blev det en daglig tur… Ned til stranden og følge vandet langs klipperne. Det er muligt at gå hele vejen til den næste by langs kysten Platja d’Aro. Så langt gik vi dog kun et par gange.

Turen er utroligt smuk og meget anbefalelsesværdig. Det meste af vejen følger man en sti imellem klipperne. Enkelte steder må man ned og gå i sandet i de små bugter, hvor der for øvrigt er vidunderligt at ligge når man ikke har lyst til at dele den store strand med hundredvis af andre.

Ja – vandet er virkeligt så klart som det ser ud.

Ca. halvvejs er vejen spærret af en kommunal afspærring. Selvom de råder en til at vælge en anden vej grundet sammenstyrtninger af stien, er der ingen grund til at opgive en god gåtur. Der er så mange mennesker som gennem tiden har gået der at der er dannet en helt ny sti som er ganske fin at gå på. I stormvejr ville jeg finde en anden vej, men hvem gider også at gå tur på klipperne i storm?

Turen fra St. Antoni til Platja d’ Aro er 4,2 km Medmindre man er særligt vant til det varme klima, har man, undervejs, som os brug for en stol i skyggen og noget koldt at drikke.

Hotel Costa Brava ligger som den første bygning man møder efter at være kommet frem. Hotellet ligger på en lille klippe som rager et stykke ud i vandet og hvorfra de lokale fiskere kaster deres snøre.

Når man træder ind i den smagfuldt indrettede bar forventer man nærmest at møde Miss Marble eller Hercule Poirot. Hotellet mindede mig om ‘de gode gamle tider’ som man ser dem i en Agatha Christie roman fra 30’erne.

Fra balkonen kan man i store lækre kurvemøbler, overskue de små 2,3 km strand som ligger foran byen der.

Turen hjem forekommer hurtigere overstået, dels fordi man er træt i fødderne og gerne vil hjem, og dels fordi man jo nu har udforsket alle de små underlige krinkelkroge man finder i bugten på vej ud.

Turen er bestemt egnet for børn med hang til at udforske. Flere gange kommer man til uoverkommeligt stejle klipper som rager ud i havet. Meget praktisk er der gravet tunneller igennem disse. Her er rent og lyst nok til at man ikke føler ubehag derved.

Tunnellerne er nogle steder muret op – og andre steder hugget ud af klippen

Er man begrænset i sin gang eller balance, vil turen nok være et dårligt valg idet man nogle steder kommer gennem sand og andre steder går på ujævn klippe.

Hvis solen bager ubønhørligt er let overtøj med lange ærmer og hovedbeklædning, bestemt at foretrække.

Her er 3 børnefamilier ved at passere turens ‘sværeste’ stykke…

Christina havde svært ved at holde styr på de lange lokker i havvinden.

Restauranten El Racó set i dagtimerne med Torre Valentina i baggrunden

Om aftenen besluttede vi at fejre vores vellykkede tur med manér

El Racó ligger som sidste del af strandpromenaden i San Antoni og er i den finere ende af skalaen. En gennemsnitlig hovedret med steak ligger omkring 17 euro. Kød menuen topper ved 23 for en peber filet som jeg måtte have. Er man til fisk kan man komme af med op til 50 euro pr portion.

Dessertkortet kommer i naturalier

Det var en oplevelse at sidde på den overdækkede terrasse og se månen stige op af havet. Jo længere sydover man kommer, desto større ser månen ud når man ser den ud til at være

Her var en af de smukkeste syn på turen. Månen fotograferet fra restauranten El Racó

Hvor vi på ingen måde kunne anbefale restauranten Traguyinyol, er denne restaurant det hele værd.

Tjenerne er venlige, opmærksomme og kender både vin og menukortet til bunds.

Der er ro og behagelig atmosfære. Maden var uden sidestykke og der var rigeligt.

Vi gik tilbage til teltet, en lille smule overproppede, og meget nyforelskede.