Pernes Les Fontaines er den by der har givet navn til campingpladsen vi boede på i Provence. Byen lå kun 1 km fra vores campingplads og derfor skulle den selvfølgelig også besøges. Byens navn giver en rimelig god indikation for, hvad der er specielt ved den.
Byen har nemlig ikke færre end 40 offentlige fontæner og over dobbelt så mange private. De mange fontæner ligger spredt rundtomkring i- og udenfor byen, som ikke huser mere en små 10.000 indbyggere. Selve byen er en søvnig lille by, og den gamle bydel, virker nærmest til at være i en tilstand af en slags tornerøsesøvn. De eneste personer vi så på vores tur rundt i byen, var nogle håndværkere, et par andre turister og en enkelt enlig kvindelig beboer.
Uden for de flotte gamle bymure, er der en smule mere liv, da der nogle større landeveje som fører fra byen til de omkringliggende byer. Jeg tror, at mange har deres daglige gang i de omkringliggende byer, da det nok er der at man kan få arbejde og det samtidig også er der at man kan handle andet end dagligvare.
Det var også uden for den ene byport, at vi så denne smukke fontæne – ja jeg vil nærmest kalde den for en naturlig vandkunst fontæne.
Vi nød turen rundt og specielt nød vi, at det var muligt at finde læ i de smalle gader for den kolde og ret så insisterende Mistralvind, som gjorde os selskab nogle af dagene vi var ved foden af Mont Ventoux. Men jeg tror ikke, det som sådan er en by vi vil opsøge en anden gang, for så er der altså heller ikke mere at se.
Camping Les Fontaines
Med udsigt på Mount Ventoux og i smukke og frodige omgivelser, ligger campingpladsen Camping Les Fontaines.
Det første man møder når man ankommer til pladsen er, en stor og fin indkørsel, som samtidig fortæller én, at dette er en 5-stjernet plads. Normalt undgår vi sådanne pladser, da der er alt for meget underholdning for os på netop disse pladser, til at vi kan slappe af og nyde roen og ferien. Men som her, uden for højsæsonen, er det fint at besøge sådan en plads.
Lige overfor porten, findes receptionen inde til venstre i den lille port. Modsat receptionen er indgangen til restauranten som dog først åbner i højsæsonen. I receptionen tales der fint engelsk og der er det også muligt at købe lidt småtterier, samt bestille morgenbrød til dagen efter. Til højre for indkørslen er der også indkørsel til selve campingområdet. For at komme derind, skal man, som mange andre steder bruge et kort og en kode.
Inden man går ind i pool området, møder man en kæmpe stor træterrasse, som ligger i forbindelse med en ret stor restaurant, som dog kun har åben i højsæsonen, ligesom animationen for børn og voksne også først starter i højsæsonen.
Campingpladsens pool er på ca. 200m² og omgivet af store terrasser, hvor der er mange solsenge. I den bagerste ende af pool området er der et mindre vandland for børnene og det er også her at den lille vandrutchebane er.
Lidt til venstre for receptionen og skråt overfor indkørslen er der et lille legeområde, bestående at et klatrestativ og en rutchebane. Ved siden af legeområdet, er der et par bordtennisborde. Jeg så et par enkelt børn bruge legeområdet, men om sommeren hvor det ikke blæser og temperaturen er langt over 30°C tror jeg ikke mange vil benytte sig af legeområdet, da det ligger i fuld sol.
Da vi ankom, fik vi et kort over pladsen udleveret og fik at vide, at vi kunne udvælge os den plads vi synes bedst om, da ingen af pladserne var reserveret. Det er endnu en af fordelene ved at komme på store pladser uden for sæsonen. Vi gik lidt rundt og fandt en plads, lidt for sig selv og med udsigt til en lille eng, hvor der gik et par heste og en af de smukke vandhane-fontæner tæt på.
Campingpladsen er faktisk fint rum-opdelt og ret hyggelig med de store træer som opdeler pladsen i mindre dele. Der er både mobilehomes og hytter blandet sammen med campingområdet, så der er ikke kun hytter i et område og campister i et andet og det gælder i både den “gamle” afdeling og den nye, som ser meget ny ud, for bevoksningen er endnu kun på et meget spædt niveau.
I det gamle område, ligger sanitetsbygningen meget centralt og er i virkelig fin stand med bad, toiletter, vaskemaskine og tørretumbler. På alle begge sider af bygningen findes vaske hvor man kan vaske op, så man skal ikke gå rundt omkring bygningen for at klare opvasken.
I den nye del af campingpladsen findes der nogle lidt større hytter og nogle af dem endda med kunstgræs, ikke særligt charmerende, men der må være nogle som kan lide det. Som sagt, så er den del af pladsen meget åben og de meget unge træer giver ikke meget skygge når det er højsommer. I foråret og efteråret, er de pladser eftertragtede, for der vil alle jo gerne have noget varme.
Der er også lavet en stor og fin sanitetsbygningen i den nye del og her er alt nyt og meget pink.
Camping Les Fontaines, er helt sikkert en plads som vi vil besøge igen en anden gang, hvis vi er på de kanter, men dog ikke i højsæsonen. I ydre sæsonen er den skøn og meget rolig plads.
Klik her for at besøge Camping Les Fontaines hjemmeside
Klik her for at besøge Catarinas blog
Påsketur til Provence 2017 – Del 1
Påsketur til Provence 2017 – Del 2